Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg havde i vente, da jeg begav mig til koncert med den amerikanske satiriske musiker “Weird Al” Yankovic.
Som passioneret harmonikaforkæmper og -entusiast på snart 36. år vidste jeg perifert, hvad manden lavede. Et par af mine harmonika-buddies havde omtalt ham som en vi på instrumentets vegne kunne være stolte af. Jeg havde også set og hørt et par af hans mange humoristiske parodier på kendte popsange for eksempel “Like a Surgeon” på YouTube, og jeg vidste, at han var en skør kugle, men jeg havde ingen idé om, hvilken kaliber, der var tale om.
Sidste år så jeg pludselig reklamer for en film om “Weird Al”, der ville ramme landets biografer sidst på året. På det tidspunkt begyndte det at gå op for mig, at her var der tale om noget særligt.
Med min søster, som ligesom jeg er opvokset i en lidt twistet harmonikaverden, under armen, tog jeg fredag aften afsted til koncert.
Jeg var virkelig spændt på klientellet, for hvem pokker kommer til sådan en koncert? Jeg havde nok forventet, at jeg med mine snart 43 år var blandt de yngste, for harmonikaen er jo et lidt støvet instrument for ældre mennesker, eller hvad? Men der tog jeg heldigvis fejl! Publikum var på min alder og rigtig mange var til min store glæde meget yngre. At dømme på toiletkøen, var der et overtal af mænd til koncerten. Aldrig før har jeg i nogen som helst situation oplevet at køen til mændenes toiletter var længere end til kvindernes, men det var den altså her.
Et forsigtigt bud fra min side er at 85-90 % af publikum var mænd, og at mange af de kvinder, der var med til koncerten allernådigst havde fået lov til at komme med deres husbond, hvis de lovede ikke at være til alt for meget besvær. Det var herligt at se. Og hvad der var endnu mere herligt og fantastisk at se var, at en tilsyneladende stor menneskeskare var og er klar over, at der findes en imponerende musikverden udenfor P3.
Fælles for alle, der var til stede var, at julelysene var tændt i deres øjne. Der var ingen tvivl om, at denne koncert tiltrak inkarnerede fans og, at den var noget man havde set frem til. Flere havde også købt VIP-billetter og kunne se frem til efterfølgende at møde den imponerende stjerne.
Med sig som support og opvarmning havde man medbragt den amerikanske stand-up komiker Emu Philips, der weird og underspillet morsom som han var, kridtede banen op for aftenens højdepunkt.
Og hvilket højdepunkt “Weird Al” med band var! Sjældent har jeg følt mig så godt underholdt fra ende til anden af en koncert. Jeg kom kom aldrig til at kede mig, og jeg blev ærligt talt blæst fuldstændig tilbage over, hvordan noget så simpelt som fem musikere, et par farverige lamper og en røgmaskine i forening kunne skabe så meget magi.
Det var selvfølgelig fordi det var fem garvede og exceptionelt dygtige musikere, der sad på scenen, og de blev bakket op af en lys- og lydtekniker, der kunne sit kram. Der var tale om en totalt sammenspillet organisme, der formåede at bære alle genrer de kastede sig over hjem med manér. Og det siger ikke så lidt, for koncerten var intet mindre end en kavalkade af skiftende genrer. I min verden er det imponerende at kunne spænde så vidt med så stor overbevisning.
Dertil kommer, at “Weird Al” faktisk er en ganske stærk vokalist, der som en anden kamæleon det ene øjeblik ledte ens tanker i retning af James Tayler for det næste øjeblik at lede tankerne mod Bob Dylan og det næste igen mod en helt tredje.
Hans alsidighed var imponerende og han havde konstant publikum i sin hule hånd. Underholdende anekdoter blev brugt som springbræt fra sang til sang, og for en person som mig, der som udgangspunkt altid sætter melodi over tekst, må jeg indrømme, at jeg aldrig før har lyttet så meget til en kunstners tekster. De var imponerende sjove og fantastisk strikket sammen, og alle var de pakket ind i tykt papir af stærke budskaber og med en imponerende sløjfe af satire på toppen.
Som harmonikanørd ville jeg ønske at harmonikaen havde fået mere fokus, men ærligt talt er jeg mest bare glad og stolt over, at en så cool musiker repræsenterer instrumentet og viser det frem.
Alt i alt en imponerende, opløftende og jublende morsom koncertoplevelse!
Anmeldelse af “Weird Al” Yankovic
The Unfortunate Return of the Ridiculously Self-Indulgent, Ill-Advised Vanity Tour.
