Teaterkoncerten Spotify og Radio Luxembourg fortjener ***** stjerner for en herlig forening af dygtige sangere, rørende fortællinger og et indblik i musikkens væsen – men også i den magi, der opstår, når modige borgere deler minder og drømme, så det vækker genklang hos publikum.
Lyset dæmpes i den intime Black Box, som udgør Aalborg Teaters Lille Scene. Premieren på Borgerscenens syvende forestilling, teaterkoncerten Spotify og Radio Luxembourg er i gang. Fra sidevæggen kiler dagens sidste solstråler sig gennem vinduets skodder og falder ned over et par transistorradioer på væggene. Lyset fortsætter hen over ryglænet på en falmet lædersofa, over et par stole og ned på en forstærker, et trommesæt og flere instrumenter i scenerummet.
Er vi i en dagligstue fra 60erne? Eller sidder vi i et moderne lydstudie med et nostalgisk touch? Måske et sted imellem, ligesom de to generationer, der mødes om det fælles imellem dem: Musikken. For der er måske ikke så langt mellem ung og ældre, hvis man har gehør for hinanden.
Netop det budskab toner klokkeklart igennem hele teaterkoncerten. Mellem de optrædendes overraskende professionelle sangpræstationer mærker vi, at de faktisk er kommet til at kende og holde af hinanden i kraft af glæden ved musik, som har lokket dem alle til modigt at medvirke i Borgerscenen. Det giver forestillingen en særlig varme og ægthed, som når helt ud til publikum.
Tæsk og transistor
For den ældre generation, der kender til et før og efter ’68, gik dagene dengang på hæld foran transistoren, som via radio Luxembourg eller radio Mercur bragte musikken fra den store verden. For de unge, der kun kender et før og efter Google, søges den globale musik frem i Spotify. Forskellen tegnes fornemt op af Ole Sten og Frida Nørgaard. Ole fortæller sjovt og medrivende om dengang, han ”lånte” sin storebrors hellige radio og lyttede med lange ører, mens dagen gik på hæld, indtil han blev opdaget og fik en flad. Charmerende Frida Nørgaard har de fleste minder foran sig eller ordnet i playlister til enhver lejlighed. Hun arbejder på en ny til et højskoleophold.
Hvis man som undertegnede aldersmæssigt befinder sig imellem de to generationer, er det sjovt at opleve, hvordan man spontant lever sig ind i både de unges og de ældres musikfortællinger – som nu unge Sebastian Oscar D. Jensen, der med en vidunderlig selvironi fortæller om, hvorfor han begyndte at spille bas frem for guitar, så vi til sidst triller tårer af grin. Eller den tidligere sanger, Lotte Lottenburger, som synger et af sin ungdomshits, til en anden type tåre river sig løs. Det er smukt, hvordan hun stråler på hjemmebane i sit fag og at se hendes silhuet spejles i den mørke lydstudie-rude bag hende, så hun ligner en Edith Piaf af i dag.
Musik som terapi eller livsfilosofi
Victor Weng Brøsted fortæller, at musik skal have nosser, for ellers er den ikke værd at lytte til. Det er han til gengæld i sine filosofiske betragtninger om musik, og når han giver os analytisk fornemmelse for det nummer, han leverer som om, vi faktisk først kommer helt tæt på ham, når han er i musikken. Yndefylde Amanda Haar har som Freja en fantastisk sangstemme. De to unge piger er forskellige men i duet og hver for sig, synger englene med. Amanda fortæller, hvorfor det for hende ikke handler om at optræde (synd og skam) men om, hvordan musik påvirker os.
Birgitte Rode har gjort karriere fra konservatoriet til koncerter og Danmarks Radio, og hun minder os om dengang, kunstnerne fik en rimelig betaling for at blive spillet i radioen. Dermed bringer hun på forfriskende vis holdninger ind i forestillingen, mens også hun leverer vokalvaren.
I længden bliver teaterkoncerten lidt lang, og der kunne med fordel strammes op rent fortælleteknisk af den dygtige instruktør Rolf Heim, der som altid tilfører lidt tryllestøv til enhver forestilling, han rører ved. Efter den første time har musikkens og menneskets mange nuancer allerede vakt genklang i salen, så vi synger med.
Spotify og Radio Luxembourg spiller frem til 6. Marts på Aalborg Teaters Borgerscene.
