Premieren på The Fats Waller Musical Show Ain’t Misbehavin’ leverede så stor musikalitet, at de gamle jazzstandarder lyste forfriskende grønt som evergreens på en mellemkold vinterdag d. 18. november i året 2017 i Hjørring
Kunsten at oversætte en evergreen
Ind på scenen træder jazzlegenden Thomas Wright ’Fats’ Waller (1904-1943). Eller genfærdet: En enlig lyskegle og en svævende hat sætter sig ved pianoet. 30’ernes karakteristiske jazzsound høres fra højtalere i salen, hvor publikum er bænket ved caféborde. Et øjeblik er alle hensat til datidens amerikanske jazzcaféer, hvor Fats Waller spillede sig ind i jazzens American Song book. Næsten uden vi bemærker det, overtager kapelmester Henrik Baloo Andersen tangenterne. Scenen skifter til en moderne café anno 2017. Nu må det bære eller briste: Holder de gamle jazzstandarder som evergreens i dag?
Ain’t Misbehavin’ er en af Fats Wallers mest kendte sange. Den har efter hans død lagt navn til The Fats Waller Musical Show Ain’t Misbehavin’ fra 1978. Showet tæller flere af hans melodier som Honeysuckle Rose og This Joint Is Jumpin. I denne opsætning er der et stykke til 30’ernes spirende jazzmiljø, der voksede fra USA over Paris og til resten af Europa. Kostumerne er nutidige, og de fem skuespillere er ganske vist en farverig forsamling, men ikke sorte som de fleste af den tids jazzstjerner. Dog står opsætningens lyst til at underholde ikke tilbage for sit ophav, den ægte entertainer som Fats Waller også var. Her har man taget showets i alt 31 sange frem i scenelyset, og i Robin Haslund Buchs danske gendigtning får de nyt liv i mundrette, sangvenlige oversættelser som: ’To trætte men’sker’ (Two sleepy people) og ’Kan ikke lokkes’ (Ain’t misbehavin’).
På tirsdag, på tirsdag, på tirsdag…
Sangene om (bar)livets små genvordigheder falder med præcis timing. Også humoren finder vej, som når Lise-Lotte Nielsen med tristessens mimik synger ’Gi’ mig et klem’ (Squeeze me). Eller Lotte Rødbroe som tilstræbt sylfide smider sig over klaveret i ’Jeg ka’ fornemme, jeg falder’ (I’ve Got a Feeling I’m Falling). Her hersker lystigheden, glæden og musikkens afsmittende virkning. Det er en Evergreen forstået i sin bedste betydning krydret med skægge karaktertyper: De to livserfarne femmes fatales (Lise-Lotte Nielsen, Lone Rødbroe) vogter sig for den yngre pjankede trussel (Kirstine Hedrup), mens den adrætte charmetrold med bowlerhat (Max-Emil Nissen) supplerer gruppens veloplagte alfahan (Peter Oliver Hansen). Den ene sang afløser den næste i et flow, der mærkes som jazzrytmens fire fjerdele taktslag: På tirsdag, på tirsdag, på tirsdag… Det er en musikalsk fremragende, foryngende fortætning, der får sin fulde udblæsning i den fælles ’Black and Blue’, den eneste ikke-oversatte sang. Her klinger harmonierne vellystigt i øregangene.
Det swinger til 6 stjerner
Det swinger med publikum, når skuespillerne skaber små tête á têtes og inddrager publikum, eller vi alle bliver hallucineret høje af Max-Emils eminente fortolkning af ’Nu letter taget’ (This Joint Is Jumpin). Her viser lysdesigner Anders Budolf Andersen, hvordan lys med et legende greb kan skabe rum. De kvikke forskydninger høres også i Henrik Baloo Andersens genopdagelse af Fats Wallers Stride-teknik, det fine vekselspil mellem venstre-og højrehånden.
Kort sagt: Jeg giver showet 6 stjerner for en velsmurt musikalsk oplevelse af ypperlighed og entusiasme. Tag til Ain’t Misbehavin’ på Vendsyssel Teater, hvis du kan lokkes af musik på beatet, mundrette tekster, flotte sangpræstationer og god underholdning. Det swinger i Hjørring, og varmen finder hurtigt vej til den hyggelige café anno 2017.
Forestillingen spiller frem til d. 15.12, kl. 19.30 på hverdage og kl. 15.00 på lørdage.
