Stem på årets bedste arkæologiske fund

Tekst og Foto Presse Nordjyske Museer

Arkæologerne ved Nordjyske Museer har udvalgt en række nordjyske fund, men hvilket er det bedste?

2021 er blevet til 2022, og for arkæologerne ved Nordjyske Museer er det tid til at gøre status – for hvad var i grunden det bedste arkæologiske fund i det forgangne år? Museets arkæologer har derfor stemt og voteret, og sammen har de udvalgt i alt seks fund og udgravninger, som er noget ganske særligt. Nu er det nordjydernes tur til at stemme på nordjyskemuseer.dk.

Blandt de nominerede fund finder vi både et guldfund og et 1700 år gammelt drikkeglas fra Vaarst, 2000 år gamle brønde ved Aabybro, en del af voldgraven fra middelalderens Aalborg samt en vandmølle i Støvring og et 6000 år gammel gravkompleks ved Blenstrup.

Hver især har fundene givet ny og værdifuld viden om vor fælles fortid, og derfor er de ifølge museets arkæologer helt særlige fund.

Men et er, hvad arkæologerne mener, er det mest spændende fund, noget andet er, hvad alle vi andre synes. Nordjyske Museer har derfor sat en afstemning i gang på museets hjemmeside nordjyskemuseer.dk for at kåre nordjydernes favoritfund. Her kan alle stemme om årets bedste fund i 2021. Afstemningen slutter tirsdag 1. februar 2022 kl. 12, hvorefter det bedste fund kåres.

Nordjyske Museer dækker Aalborg Kommune, Jammerbugt Kommune, Rebild Kommune og Mariager Kommune, og der er derfor tale om fund gjort i disse kommuner.

Læs mere om de seks fund og udgravninger på de følgende sider.

Link til afstemning og omtaler: https://nordjyskemuseer.dk/top-6-arkaeologernes-favoritter-2021/

For yderligere information, venligst kontakt

Museumsinspektør, ph.d. og afdelingsleder for Arkæologi, Torben Birk Sarauw, Nordjyske Museer, på telefon 25 19 74 35 eller på mailen torben.sarauw@aalborg.dk

 

  1. nominerede: Aalborgs middelalder-voldgrav

I dag er Nytorv en del af Aalborg midtby, men i byens ældste tid gik bygrænsen i det område, som nu er Nytorv. Når man for eksempel går i stormagasinet Salling, ja så går man faktisk ovenpå Aalborgs gamle voldgrav fra middelalderen, som omkransede en del af datidens by. Salling er nemlig bygget der, hvor voldgraven lå.

Da det omfattende renoveringsarbejde af Nytorv var i gang i foråret 2021, fik arkæologer fra Nordjyske Museer derfor en sjælden mulighed for at se, hvor voldgraven rent faktisk gik, og dermed hvor bygrænsen præcis lå. Middelalderbyens voldgrav dukkede nemlig op i den lille gade Braskensgade, hvor denne ender ved Nytorv – lige ved Sallings udgang.

Det viste sig, at voldgraven har været mindst 12 meter bred og ca. en meter dyb det pågældende sted. Den synes dog at slå et kraftig sving, hvorved den præcise bredde var vanskelig at måle i det lille udgravningsfelt. Karakteristisk for Aalborgs middelaldervoldgrav er, at dens sider er opbygget af et stort lag af opstablede græstørv – hvilket bekræftes af både denne udgravning og af tidligere arkæologiske undersøgelser andre steder i byen.

Som et ekstra krydderi var der lavet en kraftig, men ganske lav spærring på tværs af voldgraven med store ege- og bøgeplanker. Den første tanke var, at disse måske havde noget med vandstandsregulering i voldgraven at gøre. Efterfølgende fandt arkæologerne dog en stump af et vandmøllehjul, og det ledte tankerne hen på, at der måske var tale om et stemmeværk til en vandmølle.

I dag virker stedet ikke som oplagt til en vandmølle, da vandet i voldgraven kun har haft en ringe højde, men vi ved, at der midt i 1600-tallet blev bygget en vandmølle ganske tæt ved fundstedet, så det har kunnet lade sig gøre.

De arkæologiske undersøgelser af voldgraven viste dog, at både voldgrav og eventuel vandmølle nok nærmere er fra 1300-tallet. Men det bliver vi alt sammen klogere på, når resultaterne fra de årringsdateringer, der er foretaget af tømmeret, foreligger.

Aalborgs middelalder-voldgrav. I forbindelse med renoveringen af Nytorv i Aalborg midtby stødte man på dele af den gamle voldgrav, som omgav middelalderens Aalborg. Fundet gjorde arkæologerne meget klogere på blandt andet middelalderbyens størrelse og omfang. Foto: Nordjyske Museer

 

  1. nominerede: Romersk guldmedaljon

Igennem flere år har arkæologer fra Nordjyske Museer foretaget udgravninger i et område tæt ved Vaarst, sydøst for Aalborg. Her har man lokaliseret en større kompleks omfattende tre tætliggende gravpladser samt resterne af en bygning, der formentlig har været et tempel eller kulthus. Alt sammen kan det dateres til ca. 200-550 e.Kr., dvs. overgangen mellem ældre og yngre jernalder.

De mange fund bekræfter, at der i denne periode lå et magtcenter ved Vaarst, og at de mennesker, der levede i området og blev begravet her, har tilhørt den absolutte elite i datidens samfund.

Et af de mest iøjnefaldende gravfund er – når man spørger arkæologerne ved Nordjyske museer – en sjælden romersk guldmedaljon fra første halvdel af 300-tallet. Et fund der understreger, at slægten i Vaarst havde vigtige langdistanceforbindelser, og at den gravlagte ikke var en ”hr. hvem-som-helst”.

Guldmedaljonen er på størrelse med en moderne 20’er. Det er dog ikke Dronning Margrethe, der er afbilledet på dens forside, men derimod den romerske kejser Konstantin 1. den Store. Den kan dermed dateres ret præcist til perioden 330-337 e.Kr. Medaljonen har oprindeligt været båret i en snor, man kan stadigvæk se de to små huller, hvor snoren har gået igennem. Da den kom til Nordjylland, har en lokal nordjysk guldsmed udstyret medaljonen med en ny øsken, der er endnu finere. På bagsiden ses det tydeligt, at der er lavet en ekstra ramme rund om medaljonen, hvori den ”nye øsken” er monteret.

En medaljon som denne kendes kun i meget få eksemplarer i Norden, og det er første gang, af den er fundet i en grav. En af de største guldskatte fundet i Danmark, den såkaldte Vindelev-skat fra Jelling, som også blev fundet i 2021, indeholder dog en guldmedaljon, som til forveksling ligner den fra Vaarst. Dog er den fra Vindelev lidt større. Men ikke desto mindre er fundet fra Vaarst med til at understrege, at området i denne periode har været et magtcenter med en vis betydning og indflydelse. Den er et ret iøjnefaldende eksempel på Vaarst-områdets kontakter med omverdenen, og den vidner om, at datidens mennesker i Vaarst uden tvivl har kendt til Romerriget og vidst, hvad det stod for.

Romersk guldmedaljon. Det er ikke hver dag, at man som arkæolog finder en romersk guldmedaljon. Faktisk er det første gang, at der findes en sådan i en grav i Norden. Fundet blev gjort på en jernaldergravplads ved Vaarst, og medaljonen kan dateres meget præcis til perioden 330-337 e.Kr. Foto: Nordjyske Museer

 

  1. nominerede: 1700 gammelt drikkeglas

Guldmedaljonen er ikke det eneste fund ved jernaldergravkoplekset fra Vaarst, som har begejstret arkæologerne ved Nordjyske Museer i det forgangne år. For i en anden af de grave, som blev udgravet sidste år, dukkede et sjældent og velbevaret 1700 år gammelt drikkeglas frem.

Dekorationen på glasset, der stadigvæk er intakt efter de mange år i jorden, er usædvanlig detaljeret, men der er grundlæggende tale om en i forvejen kendt type glas – et såkaldt fodløst bæger dekoreret med indslebne ovaler lavet i lyst grønligt glas. Denne type drikkeglas er fundet flere forskellige steder i Skandinavien samt i Nord- og Østeuropa. Det stammer fra 300-tallet, og det er formentlig produret lige nordvest for Sortehavet i det nuværende Ukraine eller Moldova. Glasset er mundblæst, og arbejdet med at slibe ovalerne har været et stort og tidskrævende arbejde.

Fra Danmark kender vi en lille håndfuld glas med sådanne slebne ovaler, men glasset fra Vaarst er temmelig stort i forhold til de fleste andre. Det er nemlig ca. 18 cm højt og har ved randen en diameter på ca. 12,5 cm og kan derfor indeholde op mod en liter.

Det fundne glas er unikt i Skandinavisk sammenhæng, men ved Varpelev på Sjælland er der tidligere fundet et lignende glas. Ved Varpelev blev det også fundet i en grav, og denne er den rigeste, vi kender i Danmark fra denne periode. Fundet i Vaarst er derfor noget helt særligt, som vidner om områdets betydning og status i denne periode.

Graven, hvor glasset er fundet, er en af største og rigeste fra et større gravkompleks ved Vaarst, og den indeholdt rester af skeletter fra to personer – den ene så gammel, at alle tænder var tabt, og hullerne efter dem var vokset helt sammen igen. Udover glasset fandt arkæologerne også i denne grav en mængde fint remudstyr, som stammer fra eksklusive klæder. Der er derfor uden tvivl tale om to mennesker fra samfundstoppen, der formentlig har tilhørt en af datidens mægtigste slægter.

Enormt gravkompleks fra jernalderen

Det var en lokal mand, der i 2018 ledte museets arkæologer på sporet af det store gravkompleks ved Vaarst, hvor graven med drikkeglasset er fundet. Det, som i første omgang blot var spredte fund af smykker gjort med en metaldetektor, viste sig nemlig at være tre tætliggende gravpladser, der alle kan dateres til overgangen mellem ældre og yngre jernalder, dvs. ca. 200-550 e.Kr.

Arkæologer fra Nordjyske Museer har efterfølgende ad flere omgange undersøgt området, og store dele af den største og den mest udsatte af pladserne, er nu færdigundersøgt. Man kan derfor nu tegne et relativt præcist billede af pladsens opbygning og omfang.

Den ca. 160 meter lange gravplads knytter sig til et markant bakkedrag, hvorpå gravene har ligget i lange rækker. Nordligt på pladsen centralt mellem de største og rigeste grave har der ligget et kraftigt bygget langhus, som formentligt har fungeret som et helligt tempel eller lign. Store mængder dyreknogler fundet tæt ved bygningen stammer formentligt fra festmåltider eller ofringer, som har fundet sted i og omkring templet.

Jernalderens elite

De mange rige og sjældne fund vidner om områdets store betydning i perioden ca. 200-550 e.Kr. Samlet set er der tale om en højest usædvanlig gravplads, som tydeligvis har været tilknyttet en af regionens mægtigste slægter. Fundet af en tempelbygning tyder tillige på, at pladsen har tjent som et helligområde i bredere forstand. Et helligområde, som formentlig har udgjort hjertet i en af datidens slægtsbaserede stammer, der beboede Danmark i århundrederne lige forud for den første rigsdannelse. Dermed er der ikke blot tale om lokalhistorie om Vaarst, men danmarkshistorie fra tiden lige før Danmark blev Danmark.

1700 gammelt drikkeglas. Under udgravningen af en grav på en jernaldergravplads ved Vaarst si sommeren 2021 dukkede der pludselig et næsten intakt – og 1700 år gammelt – drikkeglas frem af mulden. Glasset er formentlig produceret ved Sortehavet i det nuværende Ukraine eller Moldova og er efterfølgende blevet importeret til Vaarst. Foto: Nordjyske Museer

 

  1. nominerede: Støvring Vandmølle

Sidst på vinteren og først på foråret 2021 udgravede arkæologer fra Nordjyske Museer i forbindelse med etableringen af et regnvandsbassin flere stadier af Støvring Vandmølle, der i de skriftlige kilder kan spores helt tilbage til 1268. Vandmøllen nævnes her af enkefru Gro Pallesdatters testamente, hvor hun giver den til nonneklosteret Skt. Clara i Roskilde, hvor hun ønskede at tilbringe resten af sit liv. Hun havde været gift med Esben Vognsen, ejeren til Buderupholm gods, der ligger blot få kilometer syd for Støvring.

Fra denne ældste omtale af vandmøllen i 1268 kan den følges frem til 1958, hvor driften ophørte. Støvring Vandmølle dækker derfor over næsten 700 års historie, og den kan med lidt god vilje kaldes for Støvrings første og ældste industri, selvom vi er flere hundrede år før industrialiseringen af Danmark. En industri, som ved den arkæologiske udgravning først på året atter kom frem i lyset.

I Danmark blev vandmøller udbredt fra omkring år 1100, og de var blandt tidens største teknologiske nyskabelser. Oprindeligt var vandmøllen i Støvring anlagt for at male korn til mel, men fra slutningen af 1800-tallet blev den en del et lokalt hammerværk og maskinfabrik, hvor vandet fra bækken drev turbiner, der leverede kraft til bl.a. store hamre og drejebænke.

Arkæologerne fandt som nævnt flere stadier af vandmøllens lange historie – deriblandt en velbevaret vandmølle af træ, som meget vel kan vise sig at være den føromtalte og oprindelige mølle fra 1268. Umiddelbart kan fundet dateres til perioden 12-1400-tallet, men kommende årringsdateringer af tømmeret kan forhåbentlig give en mere præcis alder på møllen, som potentielt set kan være den mølle, der er nævnt i enkefruens testamente.

Fundet i Støvring består af en hjulrende af bøg, hvor møllehjulet har kørt rundt. Blandt flere trægenstande lå dele af selve møllehjulet bevaret i hjulrenden, og det estimeres, at møllehjulet har haft en diameter på omkring tre meter.

Den fundne vandmølle var udstyret med et såkaldt underfaldshjul, hvilket betyder, at vandet blev ledt ind forneden på møllehjulet, og derved drev det rundt. Denne type var den absolut dominerende i middelalderens Danmark og kræver ikke stor faldhøjde, og derfor var den velegnet til et lavlandsområde som det danske.

Vandmøllens trækonstruktioner var særdeles velbevarede, hvilket er sjældent ved fund af vandmøller fra middelalderen. Ofte er de fragmenterede, og bevaringstilstanden kan være stærkt svingende.

Støvring Vandmølle I forbindelse med etableringen af et regnvejrsbassin i Støvring sidste forår fandt arkæologer en velbevaret vandmølle af træ, som måske er den vandmølle, der nævnes i et testamente fra 1268. Møllen er yderst velbevaret, hvilket er sjældent fra den periode. Foto: Nordjyske Museer

 

  1. nominerede: 2000 år gamle brønde i Aabybro

Med på listen over arkæologernes favoritfund i 2021 er også det, som de kalder et sjældent fund af brønde fra før Kristi fødsel.

I de seneste år har Nordjyske Museer ad flere omgange udgravet bebyggelser fra perioden 500 f.Kr. og frem til tiden omkring Kristi fødsel (førromersk jernalder) i den nordligste del af det nuværende Aabybro. I april og maj måned var arkæologerne i gang igen i forbindelse med en udstykning af parcelhusgrunde. Her blev der fundet spor af en jernalderboplads, som lå på kanten af Store Vildmose for omkring 2000 år siden.

Bopladser fra denne periode er i sig selv ikke sjældne, men i forbindelse med udgravningen blev der fundet tre brønde med bevaret træ – og det er bestemt ikke hverdagskost.

De tre brønde så i første omgang ikke ud af noget særligt, da det øverste lag jord blev taget af. Men som arkæologerne bevægede sig ned, stor det hurtigt klart, at bunden af selve brøndkassen, hvori vandet samlede sig, var bevaret ved alle tre brønde. Og det ses ikke særlig tit ved brønde, der er så gamle.

To af brøndene var opbygget med adskillige ege- og elletræspæle og -planker, som var sat tæt sammen, mens den sidste bestod af en stor udhulet egestamme.

Og hvordan ved vi så, at brøndene er mere end 2000 år gamle? I første omgang understøttes en datering til perioden før-romersk jernalder af keramik fundet på bopladsen og ved brøndene, men i forbindelse med datering kan der også bruges forskellige naturvidenskabelige metoder – i det her tilfælde dendrokronologi, som normalt kan datere træ meget præcist ud fra træets årringe.

Analyserne heraf har dog desværre ikke kunne give en helt præcis datering, da de ikke har kunne passes ind i de dendrokronologiske kurver, som man bruger til datering. Dette er et generelt problem for perioden mellem 500 f.Kr. til år 1. Det har dog været muligt at datere de tre brønde i forhold til hinanden, da der ses et overlap mellem årringene i det træ, der er brugt til at bygge dem.

Derfor kan vi sige, at den første brønd blev bygget om foråret, og at det ældste træ brugt til den har været 244 år gammelt. Den næste brønd blev sandsynligvis bygget 11 år senere og så repareret om foråret yderligere 22 år senere. Den sidste brønd er lidt mere usikker, men sikkert er det, at den er bygget efter den anden brønd. Arkæologerne antager derfor, at brøndene er blevet bygget løbende, måske som afløser for hinanden.

Der blev desuden foretager pollenprøver fra brøndenes indre, som fortæller noget om, hvilke planter der blev dyrket omkring jernalderlandsbyen. Blandt andet blev der fundet skaller fra hasselnødder og kerner fra hindbær, som beboerne har indsamlet og spist.

De naturvidenskabelige analyser er udført af Afdeling for Konservering og Naturvidenskab – Moesgaard Museum, som også hjalp med udtagning af dendro- og pollenprøver.

2000 år gamle brønde i Aabybro. Ved Aabybro fandt arkæologerne i foråret 2021 tre brønde i forbindelse med en udstykning af parcelhusgrunde. De stammer fra jernalderen og er ca. 2000 år gamle. Det er yderst sjældent at finde brønde med bevaret træ fra den periode. Foto: Nordjyske Museer

 

  1. nominerede: Stenalderhøj ved Blenstrup

Det sidste fund, som arkæologerne har valgt som et af topfundene i 2021, er et gravkompleks fra stenalderen.

Det var i forbindelse med etablering af et nyt skovområde ved Blenstrup i Østhimmerland, at der blev fundet spor efter dette monumentalt og kompliceret gravanlæg, som stammer fra den tidlige del af yngre stenalder. Der er tale om en periode i Danmarkshistorien, der ligger 6.000 år tilbage i tiden – dengang de første bønder begyndte at rydde urskovene for at opdyrke landet.

Langhøje blev opført af de tidligste bønder for at ære deres forfædre og for at markere en form for tilhørsforhold til jorden. Det behov voksede, efterhånden som landbruget i det 4. årtusinde f.Kr blev mere udbredt i de tidlige jæger- og samlersamfund, og gravformen ændrede sig fra de mere beskedne jordfæstegrave til større gravkomplekser som det, der blev fundet ved Blenstrup denne sommer.

Langhøjen ved Blenstrup er ekstraordinær stor – den er nemlig hele 90 meter lang og cirka 13 meter bred, og den har således været et monumentalt gravanlæg. Langhøjen er blandt et af de største, som er udgravet i Danmark. Den har været et imponerede anlæg, når man har stået og kigget ud over landskabet, og der er tale om et omfattende byggeri.

Udgravningen viste, at langhøjen var opbygget af stenrækker, men at den måske også har haft en palisadegrøft i dele af anlægget. Grundplanen er således trapezformet.

Gravlæggelserne var der ikke spor efter, men den kan have ligget, hvor der i dag ligger en grusvej eller mod syd i det ikke-udgravede område af gravkomplekset. Fra andre langhøje ved man, at de tidlige langhøje ofte har haft et træbygget gravkammer, som kan have indeholdt én eller flere personer. Ved langhøjene kan der også være foregået ofringer af lerkar og andre genstande, og langhøjene er i det hele taget forbundet med komplicerede ritualer både efter og under byggeriet.

Senere gravlæggelser

Ved langhøjen er der også fundet spor efter tre bronzealderhøje, som har været opbygget af græstørv. De er omkring 2700 år yngre end selve langhøjen og er altså kommet til senere. I alle tre var der centralgrave bevaret, og særligt to er interessante. De viste sig nemlig at indeholde dolke af bronze og den ene måske resterne af en skede. I den ene lå desuden brændte menneskeknogler på et leje af små pigsten og flint. Foruden dette lå der også en halsring af bronze i graven. Menneskeknoglerne er ikke undersøgt endnu, så man kender ikke køn og alder på den gravlagte. Det vil fremtidige undersøgelse måske kunne klarlægge.

For enden af langhøjen var derforuden nedgravet et lerkar, mens der ved østsiden af langhøjen var nedsat en urne fra ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.). Gravkomplekset består hermed af adskillige grave, som kom til efter langhøjens oprindelige etablering i den tidlige del af yngre stenalder.

Stenalderhøj ved Blenstrup. Da er der ikke mange spor tilbage af den 6000 år gamle langhøj, som oprindeligt har været omkring 90 meter lang og 13 meter bred. Den var opbygget af stenrækker og har måske også har haft en palisadegrøft i dele af anlægget. Foto: Nordjyske Museer

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*