Sådan camouflerer du grøntsagerne i familiens favoritretter

Tekst Christina Svendsen/Dansk Gartneri | Opskrift & Foto Sæson

Find opskriften på denne skønne familielasagne nederst i artiklen

Grønt er sundt, men langt fra populært i mange familier. Ifølge en ny undersøgelse pakker mange kvinder og lidt færre mænd grøntsagerne ind i familielivretter, så vitaminerne stadig kommer indenbords

Danske forældre tager listige midler i brug for at lokke flere grøntsager i familiens mad. I en ny undersøgelse, som analysebureauet A&B Analyse har lavet for Dansk Gartneri, indrømmer en ud af tre kvinder, at de snyder ekstra grøntsager i maden for at få familien til at spise mere grønt.

For mændenes vedkommende er det kun hver femte, der tyer til grøntsagssnyderi.

Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af

Der er mange måder, du kan snyde flere grøntsager i familiens mad. Ifølge madskribent, kogebogsforfatter og ekspert i hverdagsmad, Julie Hey, er der absolut ingen skam i at tage listige metoder i brug, hvis det kniber med at få familien til at spise grønt.

– Det er en vanesag at spise grønt, og al tilvænning er svær. Så det handler om, at vi skal hjælpe de gode vaner på vej. Og her kan man altså gøre det nemmere for sig selv ved at starte med at komme lidt flere grøntsager i maden uden at gøre et stort nummer ud af det. På den måde kan resten af familien stille og roligt vænne sig til de nye smage og konsistenser – måske opdager de slet ikke, at livretterne har fået et vitaminboost

Et oplagt sted at starte er, ifølge Julie Hey, med familiens favoritretter.

– Pasta og kødsovs er en klassiker i danske børnefamilier, og det er en af de nemmeste retter at snyde grøntsager i. Gulerødder, blomkålstokke, squash, pastinak – man kan nærmest komme alt i, hvis man river eller hakker det fint.

Skyd genvej til mere grønt

Julie Hey giver i sin seneste kogebog ’Hey! Det er snyd – Skyd genvej i køkkenet’ tips til, hvordan man med små, simple tricks nemt kan skyde genvej til lettere hverdagsretter.

Her får du Julie Heys fire bedste tips til at snyde grøntsager i familiens mad, så man slipper for bøvl og brok fra børn eller partner, som helst undgår det grønne indslag.

  • Pift familiens favoritretter op med camouflerede grøntsager. Vælg grøntsager, der har samme farve som den ret, du vil snyde dem i. For eksempel kan man nemt camouflere både blomkål, pastinak og persillerod i kartoffelmos eller revet gulerod i lasagne.
  • Lad være med at være fedtforskrækket. Supper er rigtig gode, hvis man vil skrue grøntsagsindtaget i vejret. Mange grøntsager er gode i supper, men en god grøntsagssuppe ryger lettere ned, hvis der er noget lækkert topping, som for eksempel lidt ristet pølse i tern eller nogle sprøde rugbrødskruttoner. Og man må gerne røre piskefløde eller en klat smør i.
  • Prøv dig frem og eksperimentér med forskellige grøntsager i klassiske retter. Frikadeller med hakket spinat eller grønne krydderurter smager rigtig godt og får en flot grøn farve. Hvis man kalder dem noget sjovt, for eksempel Troldedeller, synes mange mindre børn, det er både sjovt og spændende. Madpandekager med frisk spinat, revet pastinak eller fintsnittet grønkål i fungerer også godt.
  • Lav lækker juice med kål. De fleste børn elsker juice, så her er grøntsager en rigtig nem måde at lokke lidt ekstra grønt i både mand og børn. Lav for eksempel en grøn Shrek-juice med kål, spinat og æblejuice og servér med et sjovt sugerør. Man kan også lave en flot, rød Prinsessejuice med rødkål og appelsinjuice.

Invitér børnene med i køkkenet

Selvom der er utallige muligheder for at snyde flere grøntsager i maden, anbefaler Julie Hey, som selv er mor til Johan på 4 år, at man i stedet for eller som supplement til snyderiet inviterer børnene med i køkkenet, så de kan få en fornemmelse af grøntsagerne, før de ender på tallerkenen.

– Min erfaring er, at man sagtens kan få børn til at spise grønt, hvis børnene selv er med i køkkenet og hjælper til med for eksempel at skrælle og skære grøntsagerne. Tit ryger der mindst lige så meget grønt ned, inden vi sætter os til bordet, når min søn er med til at lave mad.

Ifølge Julie Hey er det en fordel at starte så tidligt som muligt, når det handler om at få børn introduceret til de forskellige grøntsager.

Find flere tips til at spise mere frugt og grønt, artikler om hvordan du lykkes med at få dine børn med i køkkenet og inspirerende, børnevenlige trin-for-trin opskrifter på www.sæson.dk

Opskrift på Familiens lasagne

Hvem elsker ikke lasagne og i denne version er der ekstra mange af de gode grøntsager i, der bare fremmer den gode smag.

Ingredienser

1 spsk olivenolie
400 g hakket oksekød maks. 10 % fedt
100 g champignon
2 løg
3 gulerødder
1-2 fed hvidløg
50 g bacon i små tern
2 dl bouillon
1 ds. flåede, hakkede tomater
2 spsk tomatkoncentrat
Salt og peber
2 tsk oregano
1 tsk timian
12 lasagneplader
150 g reven mild gratineringsost

Bechamelsauce
25 g smør
2 ½ spsk hvedemel
½ liter kogende letmælk
Salt og peber
Evt. lidt friskrevet muskatnød

Tilbehør
Italiensk brød og salat.

Tilberedning

45 min – 6 personer

Rens champignon og hak dem. Hak løg, gulerod og hvidløg fint. Svits grøntsagerne og hvidløg i olien i en gryde. Tilsæt bacon og kød og svits det med til det har skiftet farve. Tilsæt bouillon, flåede tomater, tomatkoncentrat og krydderier. Lad saucen snurre ca. 20 minutter. Smag til med salt og peber.

Smelt smørret i en gryde og rør melet i. Rør lidt mælk i ad gangen. Kog saucen igennem under omrøring ca. 5 minutter. Smag til med salt, peber og muskatnød.

Læg et lag lasagneplader i bunden af et smurt lasagnefad. Læg et lag kødsauce over og fordel lidt bechamelsauce over. Drys med lidt ost. Gentag 2 gange mere.

Stil lasagnen i ovnen ved 200 gr. i 30-35 minutter på midterste ovnribbe.

Tip
Champignon kan erstattes af 100 g reven knoldselleri, persillerod eller 2 stilke bladselleri i små tern.

Brug evt. foodprocessoren til at hakke grøntsagerne med, så skal løget først i til sidst.

Synes du det er svært at lave en opbagt bechamelsace, kan det være en hjælp at lave den på denne måde: Start med at koge 3 ½ dl af mælken op i en gryde sammen med smørret. Ryst resten af mælken og hvedemelet sammen i en melryster og rør det i den kogende mælk. Kog nu saucen sammen ca. 5 minutter under omrøring og smag til.

Se flere opskrifter hos Sæson

Annonce