Ønskebarnet

tekst Maria Tvergaard-Jakobsen | foto Henrik Sandberg

Endelig, efter mange tilmeldinger, har vi fundet årets APPETIZE baby. Det er tirsdag eftermiddag, og jeg er på vej ud for at besøge vores APPETIZE babys forældre. De hedder Lars og Signe og bor i Mou, lidt udenfor Aalborg. Jeg glæder mig rigtig meget til at få en snak med dem, og lære dem endnu bedre at kende. For hvad er deres historie egentlig; Har de længe forsøgt at få et barn, og hvordan har graviditeten været?

Vores APPETIZE baby er en lille pige, som jeg glæder mig super meget til at møde. Men indtil videre er det forældrene, jeg får fornøjelsen af. Jeg kender Signe og Lars fra den gribende historie de sendte ind til redaktionen, da vi søgte efter et par til vores store baby tema. Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker om, hvordan de er som par. Jeg skal jo følge parret over de næste par måneder, så om vores kemi fungerer er selvfølgelig også spændende.

Jeg ringer på døren, og bliver med det samme modtaget af en meget ivrig kommende storebror, som med det samme stolt viser mig sin t-shirt, hvorpå der står, at han skal være storebror. Jeg får en lille rundvisning i huset, og vi kommer selvfølgelig også omkring babyværelset, som er så fint. Signe og hendes mor har netop tapetseret en væg med lyserødt tapet, skabet er fyldt med babytøj, tremmesengen er samlet, og puslebordet er klar.

– Jeg hygger mig rigtig meget med at gå og indrette og gøre klar til hende, fortæller Signe, og Lars istemmer:

– Jeg er også blevet sat i gang med diverse projekter ved huset, der skal være færdig, inden baby kommer, så der er nok at se til.

Vi får sat os i sofaen, og Signe og Lars er klar til at indvie mig i deres historie om rejsen til deres lille guldklump. Signe har i forvejen Anton på 5 år fra et tidligere forhold, men babyen bliver Lars’ første.

Parret har efterhånden været sammen i 4 år, og lærte hinanden at kende via netdating. Lars kom allerede ind i billedet, da Anton var omkring de 15 måneder. Jeg er selvfølgelig lidt nysgerrig på, om Lars havde nogle betænkeligheder ved at kaste sig ud i et forhold med en, der i forvejen havde et barn, og Lars fortæller:

– Det skulle jeg arbejde lidt med, men det har været så naturligt lige fra starten af.

Da Anton skulle starte i børnehave, valgte parret at flytte sammen, og her i august er det tid for Anton at starte i skole.

En hård rejse

Rejsen til deres fælles ønskebaby har været en lang og hård kamp for parret. Allerede i maj 2015 var der to streger på graviditetstesten for første gang, og parret besluttede sig for en tidlig scanning, hvor de så to hjerteblink. De ventede tvillinger, men ugen efter var parret endnu en gang til scanning, hvor der kun var et hjerteblink. Den ene tvilling var desværre gået tabt.

– Det var så hårdt, fortæller Signe, men samtidig var vi selvfølgelig glade over, at vi stadig havde en rask baby tilbage.

Tiden gik, og det blev tid til en nakkefoldsscanning, men her var der intet hjerteblink at finde. Signe havde også tabt det andet foster. I september 2015 – efter 3 måneder med blodprøver og diverse tests – fik parret grønt lys fra lægen om, at de gerne måtte prøve at blive gravide igen, og allerede i november 2015 stod parret endnu en gang med en positiv test i hånden.

– Nu troede vi på det, fortæller Lars, og Signe fortsætter:

– Vi blev tilbudt en tidlig scanning, og igen så vi det fineste lille hjerteblink.

Glæden blev dog hurtigt vendt til bekymring for parret, for allerede kort tid efter begyndte Signe at bløde, og den 28. december blev drømmen om et fælles barn endnu en gang knust. Den 25. januar 2016 var der allerede igen en positiv graviditetstest.

Vi var så glade, forklarer Signe, men samtidig tør vi jo slet ikke tro på, at det nu denne gang vil lykkes for os.

– Man har slet ikke turdet håbe på noget som helst, fortæller Lars. Men ugerne gik, og det blev endelig tid til nakkefoldsscanning.

– Jeg var så nervøs, at jeg kastede op uden for hovedindgangen til sygehuset. Men heldigvis lå der en lille livlig baby inde i min mave, og alt så perfekt ud ved scanningen. Men de mente, at vi havde høj risiko for Downs Syndrom. Det var min blodprøve, der var slået ud, for selve scanningen så fin ud, fortæller Signe.

Parret blev herefter tilbudt en moderkagebiopsi, men skulle vente en hel uge pga. påsken, men endelig var det tid til at få taget prøven. 6 dage efter prøven blev de ringet op og fik fortalt, at de ventede sig en hel rask og sund prinsesse til september.

Jeg får nærmest tårer i øjnene, imens Signe og Lars fortæller deres historie, og bliver så glad, når jeg sidder og kigger på Signe og hendes struttende mave. Hvor er det dejligt, at det endelig er lykkedes for dem, og deres lille baby snart kommer ud til dem.

At blive en familie på 4

Signe har termin den 30. september.

– Alle i omgangskredsen er så glade på vores vegne, fortæller Signe.

– Det er da også vores tur nu, siger Lars. Signes storebror og svigerinde fik en lille baby i januar, der var kun 14 dage imellem dem og os med den første graviditet, forklarer han. Så dem har vi jo kunnet følge, også til barnedåben. Der kunne man jo ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været os.

Anton kommer ind i stuen, mens vi sidder og snakker. Det er ret tydeligt, at han synes, det er spændende, at jeg er der, og jeg spørger ham, hvad han siger til at skulle være storebror.

– Jeg synes, det er dejligt, siger han lidt genert.

– Han render rundt i de trøjer, hvor der står, han skal være storebror, hele tiden, fortæller Signe smilende. Jeg skal snart have dem pakket væk, for de er ved at være for små til ham. Mit ønske er, at Anton skal være den første, der kommer ind og ser hende efter fødslen, og Lars fortsætter:

– Han har jo også været med til det hele, og prøvet skuffelserne.

Første gang havde parret nået at fortælle Anton, at han skulle være storebror, så det var ikke rart at skulle fortælle ham, at det skulle han pludselig ikke alligevel.

En hård graviditet

Selve graviditeten har været en hård omgang for Signe, som har været sygemeldt siden den 1. marts.

– Det startede tidligt ud med kvalme og tidlige bækkensmerter, fortæller Signe, men nu har min krop jo også været påvirket hormonelt i halvandet år. Jeg har gået til fysioterapeut for at få lidt hjælp til mine smerter. Jeg kan tydeligt mærke, hvis jeg har lavet for meget, så får jeg bare så ondt. Lige i tiden har jeg rigtig mange plukveer, så jeg glæder mig til, hun kommer ud, og min krop kan blive sig selv igen.

Imens vi sidder og snakker, kan Lars ikke lade være med at indskyde bemærkningen om, at Signe til tider kan være en smule hidsig.

– Man kan ikke gøre noget rigtigt lige nu, fortæller Lars, og Signe griner:

– Nej, der skal nok ikke så meget til.

For eksempel i forbindelse med parrets campingtur i deres sommerferie.

– Jeg vil sige, fortæller Signe, sådan en tur, hvor man skal sætte en camplet op – der snakkede vi ikke så meget sammen. Det var bare varmt, og det var først klokken 14, vi kunne tjekke ind, og jeg havde ikke fået ordentlig middagsmad, så jeg var bare irriteret. Men jeg vil sige, at jeg beherskede mig.

– Det er jeg da glad for, griner Lars.

For Signe har der været mange milepæle, der hele tiden skulle nås i graviditeten, som har gjort hende meget nervøs.

– Jeg har hele tiden forsøgt at holde det lidt på afstand, forklarer Lars, men det er jo heller ikke min krop. Så jeg har jo ikke mærket det lige så meget som Signe. Men jeg hader sygehusbesøg efterhånden. Jeg synes simpelthen, vi har haft så mange negative oplevelser, men nu er det heldigvis begyndt at blive en bedre oplevelse at komme der.

Ventetiden…

For parret har ventetiden til tider kunnet føles lidt lang, men nu begynder de at kunne se en ende på det, og de glæder sig bare rigtig meget til endelig at få deres lille baby i armene. De har netop været til 3D/4D-scanning, hvilket var en stor oplevelse for dem.

– Man var i hvertfald ikke i tvivl om, hvem faren var, griner Signe. Man kunne bare se så meget i forhold til de almindelige scanninger, læberne kan hun ikke løbe fra. De var nøjagtig magen til hendes fars.

-Hun var lidt sky til at starte med, fortæller Lars. Hun står med hovedet helt nede i bækkenet, fortæller Signe, så jeg skulle lige op og ryste mig nogle gange og hoppe lidt rundt, for at vi rigtig kunne få lov at se hende.

– Men så kunne vi også se 10 fingre, 10 tæer, en lille delle under armen og navlesnoren, og at det var en pige. Det havde vi ellers ikke set. Vi havde kun fået det at vide til moderkagebiopsien, fortæller parret.

– Ellers ville jeg godt nok også have travlt med at skulle købe nyt tøj og lave hele værelset om, hvis det havde vist sig at være en dreng, griner Signe.

I stuen, hvor vi sidder, står vuggen klar, og hvad har parret mon ellers gjort sig af forberedelser? Er tasken til sygehuset mon allerede pakket?

– Nej, det er den ikke endnu, fortæller Signe. Min mor kommer herud en dag snart, og så skal vi have vasket det hele og pakket tasken.

Den 23. august skal parret til rundvisning på fødegangen, og den 25. august skal de til fødselsforberedelse.

– Jeg kan ikke huske så meget fra fødslen med Anton, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg glæder mig egentlig bare rigtig meget til fødslen, forklarer Signe. Det bliver så dejligt, når hun endelig kommer. Og Lars fortsætter:

– Jeg glæder mig rigtig meget til at vandre byen tynd med barnevognen, og rigtig vise hende frem. Det bliver dejligt.

Næste gang, jeg ser Signe og Lars, skulle maven gerne være skiftet ud med en lille prinsesse. Jeg glæder mig til at følge parret og møde det lille vidunder meget snart.

Annonce