Fjerbolden fra Svenstrup

tekst Sussie Vinkel | foto Johny Kristensen

Alene hans udseende gør en ende på det poloshirt-polerede badmintonimage. Med mørkt blik, hipsterhår, tusser på overarmen og et temperament, der forplanter sig ud i fjerbolden.
 Mød Danmarks bedste badmintonspiller, Jan Ø. Jørgensen

Jan er i Nordjylland for at besøge sin far og for at deltage i barnedåben for sin søsters lille søn, der kom til at hedde Buster. Alligevel har han tid til at møde APPETIZE på Café Friends på Vesterbro og til at lade sig forevige og fotografere i fødebyens gader og stræder.

– Hvad jeg synes om Aalborg…? Helt ærligt, så syntes jeg indtil for 3-4 år siden, at Aalborg var et pissekedeligt sted. Her var kun kædebutikker, og jeg oplevede endda at stå op søndag morgen, uden at kunne finde et sted, der serverede brunch. Det er klart ved at ændre sig, og jeg synes virkelig, at her sker noget nu. Der er fx åbnet nogle gode musiksteder og cafeer – fx er jeg helt vild med Bistro 59. Min kæreste og jeg er lidt nørdede med mad, og vi elsker at bruge tid på det, fx i vores ferier sammen, siger Jan.

Næste stop OL

Over kaffen på cafeen er det tydeligt, at det fylder meget for Jan, at han var med til at vinde verdensmesterskabet for hold i maj.

– Det er første gang nogen sinde, at Danmark vinder det, så det var ret vildt at være med til det. Det næste der skal ske for mig er OL. Jeg rejser derned den 4. eller 5. august, og skal spille den 11. august. Så fra nu af står den på træning og koncentration. Jeg håber på, at jeg kan spille mit bedste, selvom jeg har døjet med skader det sidste år. Jeg har trænet så vildt meget, at jeg begynder at skulle passe på mig selv, siger Jan.

Et almindeligt hjem

Jan er født i et ganske almindeligt hjem i Svenstrup. Hans far, Peter, arbejdede ved Borgerservice i Aalborg Kommune, og hans mor, Vivi, var kommunal socialrådgiver i Vejgaard. Jan har også en storesøster, der hedder Lone – hun er blevet i det nordjyske, bor i Svenstrup og arbejder ved Nordic Foods i Dronninglund.

– Min uddannelse begrænser sig foreløbig til en HHX fra Thurøgade, som jeg har suppleret med et år i København og Aarhus, siger Jan. Han har stadig kontakt med sine klassekammerater fra Thurøgade, som han mødes med til julefrokoster en gang om året.

– Jeg har forsøgt to gange at tage en uddannelse på Humanistisk Informatik som fjernstudium fra Aalborg Universitet. Men det blev for svært, med al den træning jeg har, så det droppede jeg igen.

100% sammen

Jan er kæreste med den søde, men hårdtslående håndboldspiller, Stine Jørgensen, der er 25 år. Parret bor hver for sig – Jan i København og Stine i Aarhus. Men det har de vænnet sig til, siger han.

– Vi mødtes lige derhenne, siger Jan med et skævt smil og nikker med hovedet i retning af Jomfru Ane Gade.

– Sammenlagt har vi været kærester i en del år, for vi startede med at være kærester, da hun omkring 16 år. Så var vi fra hinanden
 i et par år, og nu har vi været sammen i mere end fire år. Vi kender hinanden rigtigt godt, og vi har været igennem mange ting sammen. Vi giver hinanden plads til udvikling, og vi ved begge to, hvad det vil sige at ha’ rigtigt travlt med træning op til kampe. Det føles naturligt, og det passer godt sammen, hvad vi hver især laver. Ind imellem har hun travlt med kampe og landshold, men lige nu ses vi meget og er sammen flere uger i træk, fordi Stine har ferie og træner selv. De mange adskillelser og pendlingen frem og tilbage er ikke noget issue for os. Vi er meget i det, vi er i, og fordelen ved at bo i hver sin by er, at så er vi 100% sammen, når vi er sammen. Det er også en fordel rent træningsmæssigt, for når jeg træner, er jeg meget ego og tænker ikke rigtigt på andre. Jeg plejer at sige, at som elitesportsudøver har man meget fritid, men ikke ret meget frihed. En dag kan fx gå med træning om morgenen, så behandling og så træning igen. Alt er skemalagt, og der er ikke plads til lige at drikke 4-5 øl og den slags.

Janteloven er i vejen

Den nordjyske beskedenhed og janteloven er måske positiv for os almindelige nordjyder, der skal ha’ det hele til at fungere i mindelighed. Men for en elitesportsmand, som Jan, er den direkte skadeligt. Beskedenhed kan man ikke bruge til en skid, når man helst skal meje modstanderen på den anden side af nettet helt ned i hal-gulvet, så han husker det, næste gang man mødes med nettet imellem.

Modstanderen skal helst slæbe sig ydmyget ud under bruseren og aldrig glemme kampen og det sviende nederlag.

– Janteloven har forfulgt mig lidt, og den har kæmpet imod min medfødte vindermentalitet. Jeg husker fx min første kamp i Svenstruphallen, hvor min mor velmenende mindede mig om, at jeg skulle være ordentlig ved modstanderen, og ikke banke ham ud af banen. Hun kunne godt se, at jeg var en del bedre end min modstander. Herefter vandt jeg kampen 11-6 11-6 og kom ulykkelig ud fra banen. Jeg måtte jo ikke spille mit bedste. Det der med, at man ikke skal stikke næsen for langt frem og så videre, det har jeg kæmpet lidt med i perioder, erkender Jan.

”Okay, jeg er rimelig god til det her…”

Jans familie er aktive sportsudøvere, og han mener helt afgjort, at det er dem, der har inspireret ham til selv at blive bidt af en fjerbold – allerede som fireårig.

– Min far mener, at jeg har arvet mit gode boldøje fra ham. Men som dreng gik jeg også til håndbold, fodbold og cricket. Det sidste blev jeg så god til, at jeg var på U13 landsholdet på et tidspunkt. Min morfar og far spillede cricket fortæller Jan. Han tilføjer, at det var i en alder af 12 år, at han fik den indre følelse af, at badminton virkelig var noget, han havde talent for.

– Jeg kan huske følelsen inden i af at ”okay, jeg er rimeligt god til det her…” og det var da jeg nåede finalen i U 13 Danmarksmesterskabet, fortæller Jan, der i det hele taget husker en tryg barndom fuld af sport på alle leder og kanter. Med det fulgte selvfølgelig også endeløse køreture i bil med hans far, der altid kørte ham rundt til kampe osv.

– Så sad vi der og snakkede og snakkede. Min far har hjulpet mig meget i den retning uden nogensinde at blive en af de forældre, der blander sig for meget i deres børns sport. Jeg har aldrig nogensinde følt mig presset, og både min mor og min far har tit spurgt ind til, om det var sjovt, og om det var noget, jeg virkelig ville.

Tak til barndommens ildsjæle

I barndommens sportshaller er der flere trænere og andre sportslige ildsjæle, som Jan den dag i dag er taknemmelig for var der til at inspirere og guide ham.

– Ja, for eksempel Jan Ole Steffensen, der var træner i Svenstrup – han var super god til at motivere børn og er stadig en super træner den dag, i dag. Også den tidligere landstræner, Kenneth Larsen, har betydet meget for mig. Han fik banket taktik ind i mit hoved, husker Jan, der også fremhæver sin nuværende træner, Kenneth Jonassen.

– Der findes så mange rundt omkring, der gør så meget for så mange. Men det er nok de tre hovedpersoner, jeg vil nævne, der virkelig har betydet meget for mig i forskellige faser.

Et stykke pizza

I fritiden har Jan et stort behov for at tænke på alt muligt andet end badminton.

– Jeg har brug for at lægge det helt væk engang imellem, så jeg ser de film, jeg skal ha’ set, kører på motorcykel eller går til koncert. Selvom det altid er i baghovedet, at jeg skal passe min kost og min søvn, så kan jeg også spise en pizza. Jeg er bare bevidst om, at nu spiser jeg pizza. Der er sgu mere end badminton i livet – jeg drømmer om at kunne udøve min sport på topniveau, uden at blive en freak, siger Jan. En af Hans bedste venner er Morten, som han kender helt tilbage fra ungdomsrækkerne.

– Han valgte en helt anden vej end mig og har et fint job i dag. Når den dag kommer, at jeg ikke skal spille mere, så vil jeg glæde mig til at spille fodbold og stå på ski, griner Jan og erkender, at der nok er nogle år til, hvis han spiller til han er midt i 30‘erne som et andet badminton-ikon, Peter Gade.

Trak stikket

En stor sorg i Jans liv er, at han har mistet sin elskede mor.

– På tirsdag er det fem år siden hun døde, fortæller Jan, der i andre medier har fortalt om, hvor meningsløst det føltes, da hun pludselig døde. Hun havde i lang tid døjet med dårligt blodomløb og andre problemer. Og til sidst var hendes krop for presset og stod helt af. Jan tog hjem til Aalborg og var der kun en uge, hvorefter han tog tilbage for at træne videre igen, men kunne slet ikke. – første træningspas tilbage på træningen gled han og fik en fibersprængning i låret, så han oveni sorgen måtte vinke farvel til VM-drømmene. Efter det trak han stikket, tog en pause fra det hele, hvor han var sammen med sine venner gav slip og gik lidt for meget i byen. I det hele taget var det en frygtelig tid for Jan, der i den periode heller ikke var sammen med Stine, men boede i en stor, tom lejlighed.

– Det føltes som det eneste rigtige i situationen, men bagefter kan jeg godt se, at det kostede mig fire uger ekstra for at komme tilbage på banen igen, så jeg kun lige med nød og næppe blev klar til de næste turneringer, fortæller Jan.

Uden for banen

Moderens pludselig død er ikke den eneste gang, Jan har mærket dødens kolde ånde. Han blev meget forskrækket og både livet og karrieren blev med et sat på spil, da han op til Danmark Open i 2011 pludselig fik betændelse på den ene hjerteklap – noget man i første omgang troede var betændelse på hjertehinden. Han havde i længere tid følt hjertet hamre af sted i ekstremt tempo, og han blev indlagt. Enkelte prøver viste svag betændelse – men det blev aldrig 100% konstateret. Senere blev konklusionen at det simpelthen skyldes stress ovenpå en meget svær periode.

– Min far har kæmpet med en omgang lymfekræft, og selvom det har været hårdt, er han nu erklæret rask forklarer Jan, der tilføjer, at liv/død oplevelserne har betydet, at han er modnet og er mere tilstede i de ting han begiver sig ud i. Behovet for at have andet end badminton i livet er også taget til de senere år.

– Jeg har haft mange ideer, og når jeg får en, kan jeg ikke lade være med at kredse om det. Lige nu går jeg meget op i et koncept, jeg har udviklet med en af mine venner med en mobil kaffebar, som man kan leje fx til arrangementer eller events. Copenhagen Coffee trail hedder bilen, der er bygget op omkring en Landrover Defender, der samtidig er en mobil kaffebar.

Aalborg?

– Aalborg? Jeg føler mig hjemme her, men jeg også sådan lidt had/kærlighed til byen. Under alle omstændigheder er jeg fanme glad for, at jeg har været ude omkring – det kan godt blive en liiiidt for hyggelig boble at være i. Det er helt vildt fedt at være her i en weekend, men jeg ved ikke, om jeg kunne ende med at bo her engang – måske. I hvert fald er jeg lige nu meget glad for København – det er virkelig anderledes at bo der, og jeg er glad for, at jeg har gjort op med mønsteret, at man bor her, går i byen, møder en pige, og så flytter man ud, hvor man kommer fra osv., siger Jan og ser sig fredeligt omkring på cafeen. Han er så tilfreds, som han kan blive lige nu.

– Jeg ville ikke bytte min tilværelse for noget. Jeg laver det, jeg brænder for, og det er det fedeste privilegium, og jeg har de mennesker omkring mig, som jeg holder allermest af. Jeg vil gerne ha’ børn og familie på et tidspunkt, men nu må vi se… Der er mangle ting, der skal falde på plads. Stine har uddannet sig som ergoterapeut, og lige nu er hendes karriere på højdepunktet, hun er en af de bedste herhjemme, og hun har en forpligtelse i forhold til sit talent, ligesom jeg har, siger Jan og tilføjer, at Stine er den første, han ringer til, når han har vundet eller tabt en kamp.

Vreden efter tabte kampe

– Hun ved, hvad hun skal sige i sådan en situation. Hun begynder ikke med ”hvorfor gjorde du ikke sådan og sådan.” Hun siger, at hun stadig kan li’ mig, og at jeg stadig er sej, siger Jan, der indrømmer, at han har smadret mangle ketchere i vrede over tabte kampe.

– Jeg har også hamret en hånd ind i en væg i vrede, så jeg ikke kunne bruge den i mange dage. Jeg har også reageret med lynhurtigt at forlade banen og tage hjem. Engang sad jeg i en taxa på vej hjem mindre end en time efter, at jeg havde tabt en kamp. Også selvom jeg dermed sagde farvel til et par dage i Paris. Som dreng smadrede jeg også en ketcher i vrede og bildte mine forældre ind, at den var flækket ved, at jeg væltede på cykel på vej hjem, griner Jan.

Jeg har nok bare haft det der med at ville vinde altid. Jeg tror, at der gemmer sig ret passionerede mennesker indeni de fleste elitesportsudøvere. Jeg er født med det mindset. Men jeg kan også mærke, at jo mere andet indhold, jeg får i tilværelsen, jo mere slipper det også taget. Før kunne jeg sidde med vreden i dagevis, men nu føler jeg, at der er simpelthen for meget liv, der skal leves, for at det kan betale sig.

Annonce