Fredag d. 20 november fik Musikkens Hus certifikat på, at de er første danske koncerthus, som er blevet bæredygtighedscertificeret med DGNB guld. Det var Mette Qvist, der er direktør fra Green Building Council, der stod for overrækkelsen af certifikatet til en stolt direktør i Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen.
Hvordan tager vi ansvar for kulturen i krisetider?
Selvom det er mink, der fylder i mediebilledet i øjeblikket, så er der en anden branche, der har haft det rigtig svært under Corona-krisen, nemlig kulturen. Men krisen får os også til at rykke tættere sammen – hver for sig – og søge meningsfulde fællesskaber. Her spiller kultur og musik en afgørende rolle. Derfor var det en meget aktuel debat, der, med Clement Kjersgaard i spidsen, blev sat igang efter overrækkelsen.
Der var to spændende timer i et yderst interessant og kompetent selskab, hvor det blev slået fast at Coronaepidemien i overvældende grad har konsekvenser for kulturen og i særdeleshed for landets kunstnere. Men det blev også slået fast, at der midt i mørket kan anes sprækker af lys blandt andet i form af de projekter der opstår, når kulturen tvinges til at være innovativ og nærmest genopfinde sig selv.
At ny kunst vil opstå som følge af Coronakrisen, var der ingen tvivl om set ud fra perspektivet, at kunst vokser ud af de problemer og udfordringer mennesket og kunstneren udsættes for og omgiver sig med. Et væsentligt synspunkt var også, at en krise, som den vi står i for tiden, åbner vores øjne for kunstens store værdi for mennesket på alle planer – både som en hjælp til at håndtere og formidle store og svære følelser, som jo ofte opstår i krisesituationer, men også som et lyspunkt at samles om og holde fast i midt i en svær tid.
Mere kulturpolitiske emner blev også diskuteret, og der var bred enighed om, at de såkaldte kulturpenge skulle fordeles mere ligeligt; i noget højere grad til nye og innovative tiltag og i mindre grad til store og allerede eksisterende kulturinstitutioner.
At Coronakrisen har tvunget os til at stoppe op og se indad blev nævnt som en væsentlig og positiv faktor for den kriseramte kulturs fremtid. Dette i håbet om at netop det at se indad kan vække os på et eksistentielt niveau og i tillæg få os til at overveje, hvad en værdifuld verden egentlig består af og ikke mindst, hvad der er vigtigt for os for, at vi kan trives som mennesker.
