I går lavede jeg et move, jeg har lavet hver aften i mange, mange måneder. Og jeg besluttede mig for, at nu fortæller jeg altså om det, for det er noget af det, der i mit moderskab får mig til at føle mig allermest badass på den gode måde.
Det var midt på aftenen, og jeg lå i vores store familieseng i soveværelset mellem begge drenge, mens modermælken dyssede Daniel i søvn igen.
Og nu kommer det. For hvis jeg skal kunne rejse mig fra sengen igen, uden han vågner, er jeg nødt til at tage på en hurtig, mental rejse, hvor jeg lige siger til mig selv, at:
”Du er smidig, hurtig og let som en fjer. Ingen af dine led siger knæklyde på upassende tidspunkter, og din mave rumler ikke. Når du bevæger dig, knirker sengen ikke, fordi du vejer det samme som et støvkorn i stormvejr.”
Og det gør jeg egentlig mest, fordi jeg tilpas mange gange har oplevet, hvordan en mavelyd eller knirk fra lameller under boxmadras har været årsag til, at jeg har været nødt til at ligge mig ned og amme videre i 20 minutter, før næste chance bød sig. Men når jeg husker mit letheds-mantra, så er det som om, det bliver en selvopfyldende profeti, hvor det bare går rigtig, rigtig fint.
Så jeg bruger mantraet hver aften. Samtidig med at jeg udfører den serie af handlinger, der hører til, for at det overhovedet kan lykkes:
- Først en lillefinger i mundvigen på Daniel, så han slipper brystet. (Ellers gør det av, meget av og mere av igen. Lidt ligesom en sherifstjerne. Bare værre.)
- Samtidig med, jeg hører lyden af vakuum, der slipper i lille, fin Daniel-mund, er det meget vigtigt, at jeg hurtigt som et IC4-tog sætter mig op med let foroverbøjet ryg. For hvis jeg bliver liggende, i det øjeblik, han har sluppet brystet, vågner han med det samme. Og hvis jeg sætter mig normalt op uden at læne mig forover, vil vores bløde (men gode) madras være skyld i, at jeg ufrivilligt ryger tilbage igen, og det er ikke rart.
- Næste skridt er svært, men også vigtigt. Nu gaber Daniel. Det gør han altid på det her stadie. Og på den tid, gabet tager, er det nu helt essentielt, at jeg når at rykke frem i sengen og hen til kanten, mens jeg i mørket finder det gode sted på vores ( i ejendomsmægler-sprog ”ældre og charmerende”) soveværelsesgulv, hvor brædderne knirker stumt. Og så er jeg næsten ved at være ved vejs ende.
- Mens Daniel nu vender sig om på den anden side, skal jeg rejse mig i et snuptag. Og det skal gå rigtig, rigtig – rigtig – hurtigt. Det skal gå hurtigere, end en motor er på et rutefly er gearet til at flyve. Det skal gå hurtigere end det menneskelige øjes blink. A.L.T.I.D hurtigt.
- Nu er jeg næsten færdig… Nu mangler jeg bare at komme hen til døren. Og det skal ske i ét skridt. For det er jo sådan, at jo færre skridt, jo mindre lyd fra det ældre, charmerende gulv. Og det er egentlig lidt træls, at det er sådan, for rent længdemæssigt, så er der virkelig ikke kun ét skridt hen til døren. Der er tre. Og det er klart, at det giver nogle udfordringer.
Men der har jeg så valgt at sige, at det bentræning, jeg aldrig når i løbet af dagen, det får jeg så her.
Det, der så sker, er, at jeg i et par sekunder står og gentager letheds-mantraet igen. Det er vigtigt at få bekræftet det for sig selv, når man står overfor at skulle gøre det, som jeg skal.
Nu skal man huske på, der er mørkt i rummet, og at det selvfølgelig har betydning for, hvor præcist man kan afstandsbedømme ting. Så..
Men lader jeg op til det, jeg kalder for Frihedens Kvantespring.
Og det betyder altså, at jeg tager de tre skridt hen til døren i ét (!) spring, hvor jeg – for at lave så lidt lyd som overhovedet muligt – lander på det forreste af fødderne og hurtigt griber fat i dørkarmen for at holde balancen. Og mere er der sådan set ikke i det, men det er altså et spring af uendeligt stor betydning.
Og man kan sige (for lige at vende tilbage til det med afstand og mørke); Ja, det er sket en del gange, at min pande også har taget imod dørkarmen, men i det store hele er det gået godt, og det er jo det vigtigste.
- Herefter kan jeg faktisk åbne døren forsigtigt… og simpelthen bare liste ud.
Og det er jo klart, at når jeg har lavet serien her, så er det bare skønnest, hvis der sidder en i sofaen, når jeg kommer ned, som på en eller anden måde kan give mig lidt credit for det. Det er ikke bare sådan noget, man lige gør.
I aftes var der så ikke andre end en kat, for Christian var på arbejde.
Men nu, hvor jeg allerede har åbnet op for tingene, så vil jeg da gerne være ærlig og indrømme, at jeg gik ned i sofaen til katten Felix, og at jeg reelt mener, jeg der var en flig af beundring i hans øjne.
Så det var jo fint.
¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
Tak, fordi du læste med 🙂
