Mød Feldthaus by Birdie

tekst DaDi hallDorson | foto louise DyBBro

Aalborg gemmer på en smykkedesigner – Birdie Wendelboe – der går sine egne veje. Nu er hun aktuel med en ny serie af sjaler, som hun har designet i samarbejde med sin veninde og TV-kendis Christine Feldthaus. APPETIZE har sendt en af magasinets mandlige skribenter på sporet

Der er efterårsstemning i Aalborg. Det drypper lidt fra oven, og jakkerne på aalborgenserne virker tykkere end de foregående uger. Temperaturen er også et bevis på det. Sølle 13 graders dagtemperatur efter en nat med nærmest køleskabslignende syv-otte grader.

Den mandlige skribent, der denne dag skal mødes med de to damer – Christine Feldthaus og Birdie Wendelboe – ligner dog ikke en mand, der har taget hul på efteråret. Korte bukser og t-shirt vidner om hans oprindelse som islænding.

’13 grader og nogle smådryp fra oven’, tænker han, ’det er da en pæn, islandsk sommerdag’.

Han har dog visse betænkeligheder denne eftermiddag. Et møde med to succesfulde kvinder, hvor emnet er design af sjaler, sætter om noget hans mandlighed på spil.

’Det er vel bare noget stof i forskellige farver, der skal vikles omkring halsen, er det ikke’, tænker han med sig selv, mens han sætter sig ved et højbord inde i Kedelhallen, ti minutter før den aftalte mødetid kl. 13.

Han lytter til tonerne fra et klaver, som en forbipasserende har sat sig ved for at spille introen til David Bowies Life on Mars. Den udsendte nynner med og finder sin notesblok og blyant frem. Kedelhallen oser af livslyst, kreativitet, nysgerrighed, råhed, Aalborg.

Ja, den oser af murbrokken Aalborg, der langt om længe har fundet sin egen rytme. Sin helt egen nordjyske – og nordiske – rå charme.

Senere skal det vise sig, at skribentens betænkeligheder bliver gjort til skamme, og at dagen og mødet med de to damer også skal ose af livslyst, kreativitet, nysgerrighed, råhed og Aalborg.

Fra autodidakt iværksætter til etableret designer

Mens skribenten sidder og gør sig klar til mødet, kommer to kvinder gående forbi.

’To kvinder med ben i næsen’, tænker skribenten og genkender straks den ene – tv-kendissen Christine Feldthaus.

Efter et par indledende og høflige velkomsthilsener bliver elevatoren taget op på sjette etage med den fantastiske udsigt over byens hustage.

– Lige dér, udbryder Birdie og peger i retning mod Utzon Center og Limfjordsbroen, lige dér skal vi bo om ikke så lang tid.
Hendes virksomhed By Birdie er vokset sig større gennem årene, så pladsen oppe på sjette etage, der skal rumme små iværksættervirksomheder, er trang. Inde på det lille kontor sidder en mand, der høfligt hilser og byder velkommen. Det er Birdies højre hånd og ægtemand.

– Han holder lidt styr på tingene, mens jeg flyver rundt, fortæller Birdie og smiler kærligt til sin mand, der gengælder.

Begge giver dog et indtryk af, at kunne lide sammensætningen af ægteskab og kollegialt samvær. Birdie er tit til møder og ude at rejse, så det er dejligt at kunne være sammen her, tilføjer de nærmest samstemmigt.

Det er gået stærkt for Birdie. Som uddannet cand.merc. besad hun en god direktørstilling i medicinalindustrien. Men i takt med at succesen steg, syntes tilfredsstillelsen i arbejdet at falde.

Hun begyndte at savne kreativ stimulans. Med sin passion for at skabe valgte hun derfor at starte op som autodidakt smykkedesigner- og leverandør.

Det har vist sig at være en god beslutning. Hendes foretagende har nu udviklet sig til et eksklusivt brand med over 150 forhandlere fordelt på Skandinavien, Tyskland og Canada. Og desuden forhandles hendes smykker af eksklusive, multibrand guldsmede, juvelerer og shop-in-shops.

Hun har derfor efterhånden en række mennesker tilknyttet virksomheden, så et lille kontor i Nordkraft er ikke længere nok til dem.

– Vi glæder os til at flytte, fordi vi så får mere plads til vores medarbejdere. Vi har også brug for en masse plads til vores produkter, siger Birdie, der hvert år designer mellem 100-150 forskellige modeller. Skribenten skuer over på det store, mørke skab lige udenfor kontoret, og tænker; ’godt det ikke er mig, der skal bære rundt på det skab.’ Skabet, der nok er halvanden meter bredt og over to meter højt, er lavet i massivt, tykt træ og transporteret hele vejen til Danmark efter en af Birdies mange ture til Indien. Det giver, sammen med alle ringene, halskæderne, øreringene og sjalerne, der hænger og ligger som farverige pyntgenstande rundt omkring kontoret, en fornemmelse af en designer, der virkelig har noget på hjertet.

Noget på hjertet

Og noget på hjertet. Det har hun. Og det havde hun også for 10 år siden, da hun var til et foredrag med Christine Feldthaus oppe i Løkken. Efter foredraget henvendte Birdie sig til Christine for at rose hendes foredrag. Og der benyttede hun lejligheden til også at give hende et håndlavet, indisk sjal.

– Jeg var, og er stadig, meget fascineret af Christine og hendes fremtoning. Hun siger tingene lige ud og har nogle gode holdninger til livet og tilværelsen, fortæller Birdie og kigger ned på Christine, der netop har sat sig ned på gulvet med sit strikketøj og sine strikkepinde.

– Ja, undskyld, jeg strikker hele tiden. Jeg kan ikke lade være med det, indskyder Christine og tager det tilsyneladende som en selvfølge, at hun sidder på gulvet med sofastolen som ryglæn.

– Det var et meget smukt sjal, som jeg virkelig var glad for at få. Og det var starten på et venskab, som vi med årene har holdt ved lige, tilføjer hun.

– Fra da af begyndte jeg altid at bære sjal. Og det var altid Birdies sjaler. Det var nærmest lige meget, hvor jeg skulle hen, eller hvad jeg skulle deltage i, jeg bar altid et sjal af Birdie. Det blev nærmest et varemærke, siger Christine og fortsætter sin strikning.

Skribenten tænker et splitsekund på sin mor og søster i Island, der konstant strikker islandske sweaters, huer, vanter og sokker til storfamilien. Meget belejligt i det danske vinterhalvår, mindre belejligt det andet halvår. Apropos de korte bukser og T-shirten denne halvkølige septemberdag.

Dernæst tænker han på de gange, han har set Christine på tv. Og straks ser han for sig en sprudlende kvinde med et sjal om halsen. Så den er vist god nok, tænker han.

Erhvervskvinden og foredragsholderen Christine Feldthaus, som er opvokset i Sønderjylland og uddannet som lægesekretær, er bedst kendt fra tv-programmerne Kender du typen? og So F***ing Special på DR1.
Her i efteråret er hun tv-aktuel med programmet Peitersen og Feldt-

haus, hvor hun sammen med kunstner, foredragsholder og scenograf Erik Peitersen rejser rundt til fem forskellige tredjeverdenslande for at sætte pris på boliger fra de tre samfundsklasser, under-, middel- og overklassen. et slags Hammerslag på ukendt grund.

Og netop dette program var årsagen til, at Birdie og Christine fik et mere seriøst samarbejde omkring sjalerne op at køre.

Motiver fra den store verden

Da Christine var i gang med at forberede sig til optagelserne til programmet, fik hun en idé, som skulle involvere Birdie.

– Jeg ringede til Birdie og spurgte, om ikke det var en idé, at jeg på min tur tog billeder af forskellige motiver, som vi så skulle trykkes på et stykke stof. Altså, om ikke vi skulle lave en serie sammen, fortæller Christine.

Idéen kom ikke helt fra den blå himmel, idet Birdie i mange år har lavet tilsvarende serier, blot med sine egne motiver. Her har hun bl.a. brugt Aalborgs rå look, hvor hun er gået rundt i gaden og taget billeder af husgavle, Street Art og diverse andre miljøer. Så da Christine foreslog, at hun skulle finde motiver i det farverige udland, var det ikke svært at slå til.

– Jeg syntes, det var en fremragende idé. Jeg vidste godt, at Christine nok skulle tage en masse billeder, vi ikke kunne bruge. Men jeg var vild med idéen og sikker på, at der nok skulle komme mange gode motiver ud af det, siger Birdie.

Det tænder imidlertid en glød i Christines øjne, der springer op fra strikketøjet for at hive sjalerne frem.

– Det var helt vildt, hvordan Birdie kunne spotte, hvorfor noget
var et godt motiv, og noget andet ikke var så godt, udbryder hun og holder et sjal frem for at illustrere sin pointe.

– Se for eksempel dette sjal her, siger hun og holder et rødligt sjal op.

– Da jeg så motivet på en af mine spadsereture i Nicaragua, skyndte jeg mig at tage et billede af det, og var stensikker på, at Birdie ville være vild med det. Det var hun skam også, men ikke før hun havde skåret halvdelen væk og photoshoppet lidt på computeren, siger hun grinende.

Da Christine således rejste rundt til de fem forskellige lande og gik rundt blandt de lokale indbyggere, bar hun altid rundt på sin iPhone, i tilfælde af at hun skulle komme forbi det helt rigtige motiv. Og ja, du læste rigtigt. En iPhone.

Hele serien, der oser af kreativitet, nysgerrighed og råhed, er således taget med noget så simpelt som en mobiltelefon. Og det har en ganske simpel forklaring, viser det sig.

– Denne kollektion krævede jo ikke andet, fortæller Birdie med et smil og fortsætter,

– Christine fangede motiver, der i forvejen var afskallede og rå, så derfor var en mobiltelefon ligeså god som alt muligt andet. Kvaliteten understøttede egentlig bare motivernes naturlige look, forklarer hun.

På sin rejse mødte Christine et hav af interessante motiver, så hendes mobil var propfyldt med fotos, da hun kom hjem.

– Jeg skulle virkelig lære dette med ’kill your darlings’. For det var svært at sortere alle de gode fotos fra. Der var så afsindig mange flotte billeder, som alligevel ikke kunne bruges her. Men jeg havde tiltro til Birdies faglighed og øje for designet, erkender hun.

Et sjal til mange funktioner

Birdie vægter råhed i sit design, og det var netop råheden, der var fremtrædende på Christines fotografier.

– Kulissen var perfekt til det. Når jeg for eksempel gik rundt i Nicaragua, så var der så mange farver på husene, at jeg næsten kunne tage billeder af dem alle sammen. Selv når man bare går rundt i de fattige kvarterer, så kommer man tilfældigt forbi et afsindigt flot vægmaleri eller en husgavl, der bare ser fantastisk ud. Motiverne var hellere aldrig pudsede eller polerede. De stod bare der i al deres råhed, fortæller Christine.

Men et sjal er ikke bare et sjal, hvis man spørger Birdie, der viser magasinets udsendte mange af sine tidligere produktioner, hvor bl.a. siloerne i Kedelhallen står som motiv. Der er således mange faktorer at tænke på, før man trykker et motiv på et stykke stof til sjal.

– Et sjal bruges forskelligt. Og når du har et motiv, for eksempel vores Blue Cigar, så skal det helst ikke bare fremstå som ensfarvet blåt, når du krøller det sammen. De andre farver skal også gerne spille godt sammen med den blå farve. Et godt billede er derfor ikke altid nødvendigvis et godt motiv til et sjal, forklarer hun.

Skribenten nikker for at vise sin forståelse. Birdie har designet sjaler siden 2003 og haft stor succes med det, så hvad ved en mandlig islænding egentlig om det.

’Hun burde vide hvad hun taler om’, mumler han med sig selv og ærgrer sig over, at mænd ikke per definition kan bære sjal. For den nye serie Feldthaus By Birdie er bestemt et tydeligt bevis på Birdies livslyst, kreativitet, nysgerrighed og råhed, som igen spiller godt sammen med Aalborgs nordjyske – og nordiske – charme.

Desuden har duoen valgt at give noget tilbage til de lande, der har lagt motiver til sjalerne.

– Christine har samlet motiverne på sine nye tv-rejser i Nicaragua, Nepal, Uganda, Zambia og Cambodja. Så fælles for alle motiverne er, at de er indsamlet i ulande, hvor en stor fattigdom præger hverdagen. Vi har derfor besluttet at give et bidrag fra salget af tørklæderne til et hjælpeprojekt i et af landene. Det tørklæde, som bliver mest populært, afgør hvilket af landene, der får støtten.

Annonce