Jeg er træt, så træt, så træt. Jeg er træt af en tilværelse og et samfund, hvor jeg konstant og hele tiden skal stræbe efter at løbe stærkere og mere effektivt i dag end i går. Hvor jeg aldrig nogensinde kan stoppe op og nyde dagen i dag, fordi jeg altid skal være så fokuseret på, at pilen peger opad. At jeg forbedrer mig. At virksomheden vækster. At børnenes hjemmearbejde vokser. At forbruget stiger. Hvor mantraet om, at så længe du ikke udvikler, så afvikler du, gennemborer alt og alle.
Jeg er træt af en tilværelse med softwareopdateringer og sociale-mig-her-og-der-og-alle vegne. Jeg er træt af en tilværelse, hvor jeg skal bruge alt for stor del af min dyrbare tid på at gå på arbejde og tjene penge, så jeg har råd til at købe mig en kylling hos købmanden, som selv skal bruge alt for stor del af sin dyrbare tid i købmandsbutikken, så han har råd til at købe sig et salathoved hos grønthandleren. Som selv skal bruge… og-så-fremdeles.
Jeg er hverken hippie eller miljøfanatiker. Er de som regel ikke to sider af samme sag? Jeg kan ikke fordrage hippier, og kan de der miljøfanatikere ikke snart slappe lidt af. At vi som mennesker skal holde hele internationale klimamøder og blive enige om, at vores hotel Jord ikke må have en temperaturstigning over et eller andet niveau, er i min optik det mest vanvittige bevis på, hvordan mennesket har et behov for at styre og herske. Vi har så meget styr på alt omkring os, at vi også gerne vil styre Jorden, som var den et parcelhus. Hvordan i himlens navn skal vi som mennesker kunne styre den? Og hvordan kan det være, at temperaturen altid har svinget på jordkloden, og at der for bare 1000 år siden var 2-3 grader varmere i Norden, end det er nu? Havde man da også fly og biler og køleskabe i vikingetiden? Nej, det havde man jo ikke. Så hvordan kan vi som mennesker så konkludere, at den globale opvarmning er noget vi mennesker har skabt med vores industrialisering – eller kan styre den med klimamøder?
Jeg er træt. Jeg er træt af at være en del af en arrogant dyreart, der har hævet sig så meget over naturen, at den tror at den gennem topmøder kan styre Jordens temperatur som en radiator. Eller styre og regulere, om og hvor mange ulve der må færdes i Danmark, når de som en del af økosystemet så tydeligvis ikke er kommet på afveje, men er kommet hertil på grund af noget, vi mennesker måske ikke har en anelse om hvorfor. Men det kan vi slet ikke kapere. Vi må styre naturens gang.
Jeg er træt af det. Og jeg er træt af at være en del af det. Træt af at være afhængig af andre i et kapitalistisk samfund, hvor fødevaremarkedet er styret af tykke, fede mænd i jakkesæt, hvis eneste mål er at tjene tykke, fede penge på mit forbrug. Jeg har lyst til at være selvstændig og selvstyrende. Leve et liv, hvor min egen indsats bestemmer lønnen. Og lønnen er ikke økonomisk. Nej, lønnen er selvforsyning.
Forresten. Fik jeg sagt, at jeg har købt mig et hus på landet? Jeg bytter cementbyen Dobbelt-A ud med et hus for enden af en grusvej – uden naboer og p-skilte. Et hus på en grund så stor, at der er plads til høns, køkkenhave, et par får, kaniner, drivhus, vildmarksbad.
Et liv, hvor duften af rådne blade i foråret ikke er et tegn på, at der nu kommer en ny forårskollektion i H&M, men at det snart bugner af mad i min have, og at jeg snart kan sidde udenfor til langt ud på aftenen og glo ind i åben ild ved lyden af fuglesang. Hvor min aftentræthed ikke skyldes en besværlig chef, men et hårdt fysisk havearbejde i den friske luft. Nu er det måske passende at pointere, at min chef bestemt ikke er besværlig, men forstå mig ret, ik’!
Jeg har lyst til at leve et liv, hvor somrene er fyldt med havehygge og åben ild under stjerneklar himmel, og hvor vintrene er fyldt med hjemmelavet the og ild i pejsen. Hvor jeg hver vinterdag kan sætte mig ned i brændende varmt vand i vildmarksbadet ude i den iskolde luft. Jeg elsker velvære, men jeg gider ikke bruge halvdelen af mit liv på at tjene penge til at andre kan give mig den velvære? Jeg elsker velsmag, men hvorfor skal jeg bruge halvdelen af mit liv på at tjene penge for at få velsmag?
Velvære i min optik er ikke en Tesla og dyrt jakkesæt. For det er ydre velvære. Jeg vil gerne have en Tesla og det dyre jakkesæt som indre velvære. Og det betyder ro, stilhed, tid. Masser af tid til at fundere, tænke, overveje, glædes og nyde. Og det betyder velsmag, som jo ikke fås bedre end gennem hjemmedyrkede råvarer, vel? Så hvorfor skal jeg bruge halvdelen af mit liv på at tjene penge til velvære og velsmag, som ligger lige for næsen af mig? Hvorfor skal jeg bruge halvdelen af mit liv på at tjene penge, så jeg kan købe min mad hos købmanden, som har købt det hos grønthandleren, som har køb… og så fremdeles?
Jeg kan slet ikke se fornuften i det. Jeg kan slet ikke begribe, hvor logikken i det er henne. Jeg er både højtuddannet og velinformeret. Jeg er kritisk og eftertænksom. Men jeg kan simpelthen ikke længere begribe, hvorfor jeg deltager i alt det her kapløb. Jeg har lyst til at trække i håndbremsen. Stoppe op. For hvorfor er det, at jeg lader mig gribe med? Hvem var det, der i tidernes morgen råbte ”løøøøb…”, så alle vi andre bare klappede i, lettede hælene og begyndte at løøøøbe?
Det startede vel med industrialiseringen og knapheden, og at man hele tiden skulle stræbe sig efter lille smule højere løn for at opnå lille smule mere status og lille smule sødere tilværelse. Siden er der sket en helvedes mange ting i vores samfund, men vi løber stadigvæk.
Men det gider jeg ikke mere. Jeg har lyst til et liv, hvor jeg ikke skal løbe efter andres pibe hele tiden. For hvorfor er det vi løber? Vi løber for at have et tag over hovedet og mad til ganen. Men det er jo ikke nok. Taget skal gerne koste mange penge. For vi er en konkurrerende art, der hele tiden måler sig med hinanden. Min Tesla skal have lille smule flere hestekræfter end din. Min mursten skal spredes ud over flere kvadratmeter, for så kan jeg støvsuge mere en dig og udlede mere co2 til miljøfanatikerne. Og hvis jeg er smart nok og går i et dyrt nok jakkesæt, så kan jeg endda købe mig til støvsugningen, så jeg kan arbejde lidt mere og føle mig lidt mere værd.
Nåh jo, og så skal jeg jo hoppe på alle de nyeste iPhone modeller, der bliver lanceret. For jeg kan jo ikke have en ældre model end dig, kan jeg? Dvs. forbrug oven på forbrug. Mere ansvar, flere venner på Facebook, vigtigere møder, højere rang.
Mine tindinger bliver lidt højere og jeg får nok brug for at være min bedre halvdel lidt utro i ny og næ, men husk nu bare min store Tesla og de dyre mursten. De belønner jo.
Og så kommer alt det her med finansmarkederne, spionage fra Rusland, Kina, Saudi-Arabien. Højreekstreme bevægelser i den vestlige verden. Trump, nationalisme i Ungarn, Stram Kurs i Danmark. Der går inflation i at gøre det så svært som over hovedet muligt for de stakkels mennesker, der flygter fra magtliderlige kraftidioter og deres krig og ødelæggelser. For de skal jo ikke komme her og tro, de bare kan få og få og få. Hvis de vil til Danmark for at få sig en fremtid, så skal de sørme lære sig rød grød med fløde. Man glemmer bare, at de færreste har valgt Danmark ud fra en eller anden liste med nationer. De har ikke tilvalgt Danmark. De har fravalgt Syrien. Og så blev det tilfældigvis Danmark.
Nå men ikke mere om fremmedhad og nationalisme. Det er ikke derfor, jeg gerne vil leve en anden form for tilværelse. Eller er det? Måske har det aktier i det. Måske skyldes det også, at jeg ikke længere gider være del af en kapitalisme, der ikke kan rumme humanismen og næstekærligheden, for den giver mindre afkast på bundlinjen. En kapitalisme, der er så afhængig af alting omkring sig. Hvis nogle grådige finansdrenge i Amerika fucker up i noget, så stiger prisen på avocadoer i Bangladesh, og hvis en fanatiker i Yemen eller-gud-må-vide-hvilket-land råber højt nok op om nogle tegninger, bliver tusinder af mennesker fyret i Arla, fordi Kærgaarden ikke kan sælges i de muslimske lande. Det gider jeg ikke være en del af mere. For de tusinder af mennesker har sat sin lid til det kapitalistiske økosystem der fordrer, at de bruger halvdelen af deres liv på at gå på arbejde, så de kan købe den kylling hos købmanden, som kan købe salaten hos grønthandleren, som kan og-så-fremdeles…
Og det gider jeg ikke være en del af mere. Jeg gider ikke være afhængig af andre. Jeg har lyst til at leve i et selvforsynende økosystem, hvor mit eget middagsbord ikke er afhængig af Teslakørende finansmænd i dyre jakkesæt. En højtråbende fanatiker i Mellemøsten. Et par menneskeskæbner, der ligesom hippien og miljøfanatikeren måske også er to sider af samme sag. Jeg ved det ikke, og jeg gider ikke spilde mere spalteplads på dem. For jeg er ligeglad. Jeg gider ikke indgå i det samme økosystem som dem mere. Jeg vil være mit eget økosystem.
Så kære fremtid, dit skønne og skøre væsen. Tag dig i agt, for snart starter Livet på Østkysten.
