Koncertanmeldelse – ”Parts Apart” i Vor Frue Kirke

tekst CECILIE WENNERLIN | foto Presse

Anmeldelse af Parts Apart
Århus Sinfonietta til en anden koncert | Foto Per Rasmussen

Som en del af OpenDays – en festival for ny musik og lydkunst – lagde Vor Frue Kirke på en mild septemberaften rum til en koncert, der mest af alt må siges at leve op til den modernistiske og eksperimenterende festival, den var en del af.

Der er en let summen blandt publikum i minutterne inden, koncerten starter. Vor Frues gamle, næsten domkirkelige, kirkerum fornemmes allerede på det tidspunkt at stå i skærende kontrast til karakteren af det musik, der skal spilles. Fra nogle af kirkens bagerste lokaler høres lyden af instrumenters opvarmning. Det er Århus Sinfonietta, der i knap 30 år har specialiseret sig i nyere, klassisk musik, der står for fremførelsen, og hele koncerten dirigeres af Søren K. Hansen.

Ingen akavet stilhed

Koncerten er på programmet delt op i tre værker. Den kunstneriske leder, Allan Gravgaard (hvis stemme, jeg forresten tydeligt genkendte fra hans fortrinlige rolle som Speaker-Allan i radiosatiren Den Korte Radioavis), fører veloplagt publikum gennem hvert værk med en lille fortælling og et par ordvekslinger med to af de tre komponister, når orkestret mellem numrene omrokerer, stemmer og indstiller sig på næste fremførelse. Det er rart, for det er en god – og til tider kærkommen – oversættelse af, hvad vi hører, og samtidig undgås den akavede stilhed, der kan opstå, når klapsalven er overstået, og de praktiske ting lige skal på plads.

Det første værk, skrevet af den unge komponist Loïc Destremau, var den del af koncerten, der i størst grad vil gå under betegnelsen ”lydkunst”. Der var absolut intet symfonisk eller melodiøst over værket. Baslige klange startede. En basfløjte, en basklarinet og en kontrafagot lagde en næsten mekanisk-lydende bund, hvorefter nye, lysere klange lidt efter lidt blev lagt på. De 10 instrumentalister på scenen, havde så meget og bundfyldt lyd i sig, at jeg adskillige gange følte, at de mindst måtte være dobbelt så mange. Klangfarverne kunne næsten ses for det indre blik, og det var tydeligt, at Loïc ville gøre det op til publikum at afgøre med sig selv; hvad er det egentlig, vi hører? Værkets navn; ”Île de Sonorité” – på dansk, ”En ø af lyd” – harmonerede perfekt med den oplevelse, det gav. Vi sad som tilskuere til en levende ø af ind- og udflettende klange.

Underholdende totaloplevelse

Koncertens 2. værk, kaldet ”Rain, Fire & Death” blev præsenteret som verdens første dobbeltkoncert for kontrabas og tuba. Solisterne, Peder Linneberg (bas) og Mattias Johansson (tuba), duellerede med hinanden på alskens måder gennem stykket. Orkestret startede blidt med bløde, lyse klange, og når solisterne bød ind med deres deres ”træk”, var det som en bombastisk, fyldig kontrast til orkesteret. Sikke en understregning og utroligt flot fremførelse af kontrabassens og tubaens mægtige karakterer! Titlen; regn, ild og død, var – for den opmærksomme publikummer – repræsenteret med små hentydninger gennem værket og leveret af slagtøjsspilleren. Først lyden af regn. Dernæst et billede af ild holdt i strakt arm til skue for publikum, og til sidst et timeglas, der meget symbolsk lægges ned ved sidste toneanslag. At komponisten, Bo Gunge, også er uddannet i dramaturgi, var meget tydeligt. For med skuespillet lagt ind hos både solister, orkestermusikere og dirigent (der forresten hev et stopur frem undervejs og målte længden af en lang tubatone), blev dette værk til lidt af en overraskende og underholdende totaloplevelse.

Koncertens sidste del var også den absolut tungeste og mest avantgardistiske. 6 musikere fremførte Karl-Aage Rasmussens ”Parts Apart” og stykket levede fuldt ud op til titlen. Et sammensurium af brudstykker, som bl.a. rummede mikro-noter af Bachs orgelvariationer over en julesalme, kunne med fordel have ligget tidligere i koncerten. For det krævede unægteligt et stort og vågent fokus at følge med i stykkets teoretisk kringlede – men uden tvivl velskrevede – veje. Musikerne og dirigenten arbejdede forrygende sammen om fremførelsen, der havde en nærmest symfonisk opbygning, og man opfangede tydeligt den kammermusiske intimitet og nærhed. Musikerne beherskede mere end ”blot” deres instrumenter i dette stykke, for de supplerede med både dyriske lyde, støvletramp og (for strygernes vedkommende) et slag i gulvet med buen af og til. Stykket sluttede med smil hos alle aktører, og følelsen af at koncertens sidste stykke rummede både alvor, surrealisme, lethed og humor, var klar hos mange af de lyttende, er jeg sikker på.

Det var en smuk, speciel og overraskende koncert, der fandt sted under Vor Frues hvælvinger.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*