Jeg vågnede alt for tidligt den anden morgen … Faktisk så tidligt, at det på ingen måder kunne betegnes som morgen endnu. Klokken var ikke mere end to om natten. Når jeg vågner, kan jeg lige så godt stå op. Muligheden for blot at ryste hovedpuden, glæde mig over at natten stadig er lang, råputte mig endnu længere ned under dynen, trække vejret saligt og dybt ind, for derefter at sove videre – den eksisterer ikke mere. Faktisk har jeg ikke haft én lang sammenhængende søvn de sidste to år
Heldigvis kender min dejlige ven og iltmaske, Jes, mine umulige soverytmer, og havde sendt mig et link til en samtale mellem talk-showværten Pierce Morgan og den canadiske professor i psykologi Jordan Peterson. Essensen var at være ærlig omkring sine tanker og følelser, sige hvad man mener uden skjulte agendaer, og ikke bekymre sig om reaktioner og konsekvenser. Set med buddhistiske briller syntes jeg egentlig, at det gav rigtig god mening. Faktisk ville jeg nok ønske, at mange flere politikere gjorde brug af den filosofi. At sige hvad de ærligt mener uden skjulte agendaer. Men det er nok bare mig … Jordan Peterson deler vandene. Mange elsker ham og lige så mange hader ham. Da jeg sad der om natten i min dyne inde i stuen, og kunne sagtens følge ham.
Vi taler rigtig meget om rigtig mange ting. Vi taler, vi diskuterer, hvisker, råber, græder, skriger og griner vores meninger ud. Men der er også rigtig meget, vi holder tilbage. Alt det, der ryger ind under kategorien tabu.
Der er alle de små fjollede tabuer. Dem, der stadig elsker vild med dans, og troligt har siddet med kaffen, rødvinen og rejemaden hver fredagaften i noget der snart minder om en menneskealder; mange ville også hellere blive set med et meget saftigt pornoblad på rullebåndet i supermarkedet end Knorrs bearnaise. Vi må i hvert fald håbe, at ingen af naboerne, eller forældrene fra Almas klasse står i køen og ser, at jeg er en pulverpige. Engang var det ekstremt tabu at indrømme, man elskede ananas på sin pizza, men de mennesker har taget ejerskab for deres sindssyge smagsløg, og står nu med kraftfuld stemme nede hos den lokale pizza-pusher og råber ’Nu HAR I husket mine ananas, ikke?’. De er modige, ligesom børn der gerne spiser en skovsnegl foran vennerne.
Et af de store tabuer er dog stadig de københavnere, der elsker et stort heftigt Stjerneskud, og til hver en tid ville ønske at de turde vælge dét på menukortet nede i Nyhavn sammen med deres lokale venner. Men de ved godt at det er ’no go’. I stedet må de nøjes med at sende lange blikke til jydernes Stjerneskudssmovsen ved nabobordet. Indtil for nyligt skulle man også gå ret stille med dørene, hvis man præsenterede for mange grønsagsretter helt uden kød i flere madgrupper på facebook. Det har dog ændret sig efter kødpriserne er stukket helt af, og mange medisterelskere præsenterer nu med stor stolthed både selleribøffer og kartoffel-frikadeller, næsten som havde de opfundet den dybe tallerken.
Men der findes stadig de tabuer, der gør ondt. Blandt andet misbrug, psykisk sårbarhed og lidelser og selvmordstanker. Efter- året trænger sig på med en kulde, som de fleste af os frygter i år. Efteråret og vinteren med en verden i frit fald. Hvem skal give os varmen og troen på et liv efter det her? Skrøbelighed er et tabu… måske fordi vi frygter skrøbeligheden i os selv. Erkendelsen af at skrøbelighed åbner døre til sindet, hvor vi ser livet krystalklart omkring os. Barrikaderne forsvinder. Hele verden er skrøbelig lige nu, så vi ved ikke hvordan vi skal forholde os til den på et dybere plan. Vi er efter hinanden i et desperat forsøg på at kontrollere, hvad vej verden drejer. Et desperat skrig og nogle gange et hult håb om, at hvis vi udvisker fortiden, så kan vi kontrollere fremtiden. Men det kan vi ikke. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke helt forstår, når jeg ser en ung mand i jakkesæt og slips på TV, der forsøger at over- bevise mig om det korrekte i at sende mennesker til kontrollejre i Rwanda. Medmenneskelighed må aldrig blive tabu.
Hver dag ser jeg ud i Universet og dybt ind i mig selv. Begge dele kan være svære at forstå. Det kan være angstprovokerende. Ikke at kunne finde vej. At have brug for hjælpen, for kærligheden, og at længes. Det er tabu. Men der er ved at blive brudt igennem denne mur af tågedis og store tornefyldte stier. Vejen til en psyke i ubalance. Når der er noget, vi ikke forstår, ikke kan genkende i os selv eller som gør os utrygge, bliver det til dét, vi kun hvisker om. Flere og flere begynder at stå frem, og senest meldte kunstneren Tobias Rahim afbud til årets P3 Guld, hvor han stod til at modtage den største pris, P3 prisen, fordi han havde fået et angstanfald da- gen før til prøverne. Depression, angst, PTSD, bipolar og andre indre jungler møder stadig hånlige attituder, nedladende bemærkninger, uforståenhed vidt og bredt, men for hver gang vi taler åbent om det og zoomer ind på den sårbarhed vi alle besidder i større eller mindre omfang, baner vi vejen frem. Der er en grund til jeg ikke har sovet en hel sammenhængende nat i to år. Der findes rigtig mange mennesker der vil komme fint igennem det næste halve år med tryghed på kontoen og tryghed omkring dem, men der findes også rigtigt mange mennesker, for hvem hver dag vil være en skøjtebane med bind for øjnene.
Hvor er verden på vej hen? Jeg aner det ikke. Forandringerne foregår i et tempo, hvor ikke engang min luftballon helt kan følge med. Men at træne evnen til at bevæge os ud med åben pande, åbent sind, klar tale og omsorg for andre – det kan ingen tage fra os.
Pas på dig, pas på dem du elsker og dem du møder på din vej.
Kærlig hilsen Josefine
