Klumme: Kæreste læser,

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Av… Det er noget af en mavepuster, vi er blevet ramt af, siden vi sidst har talt sammen. En mavepuster der har sendt os alle i hvert vores ringhjørne på ubestemt tid verden over, men med et tilfælles – at vi skal passe på hinanden. Det er lige nu vores aller vigtigste opgave

I en surrealistisk, men pludselig meget virkelig, verden må vi smide egoismens tunge lodder overbord, så vi ikke synker, og iklæde os redningsveste af empati, omsorg og næstekærlighed. Søkortet er hentet ned fra hylden under kategorien ”Sund fornuft, når stormen raser”, og heldigvis har langt de fleste godt kunne stave til både afstand, tælle til to meter og mindre end ti, også i påsken, som lige er sluttet her i min skrivende stund. Der er også en del, der har haft en smule svært ved det. Specielt omkring landets Ishuse på en forårsfyldt påskedag. Og jeg kan også godt forstå det … vi griber efter et halmstrå af normalitet og tænker, at det går jo nok. Lidt ligesom når vi spiser en hel lagkage alene, og kammer fuldkommen over, nede i persillesovsen, for den feder nemlig først i morgen.

Den her verden er svær, næsten umulig, at forstå. Den er svær at kapere. Den er hverken eller, og både lys og mørk på samme tid. Den er fuldkommen fredelig, og i dyb ro, samtidig med den er både farlig og dødelig på en måde, vi ikke har kendt til herhjemme i mange årtier, på den her side af 2. Verdenskrig. Vi er ikke udsat for den konstante risiko for malariamyg, hungersnød, tuberkulose, fatale jordskælv og tornadoer, sorte mambaer, små listige livsfarlige edderkopper og frygten for at blive bidt i numsen af en løve, når vi går ud og tisser om natten. Vi har været vant til at have respekt for bier og hugorme og ikke gå over for rødt. Vores gamle normale verden eksisterer ikke mere. Vi skal til at forstå og lære at agere i vores nye verden.

Der er meget fra den gamle verden, jeg savner inderligt. Og som jeg heldigvis kan tage med over i en ny verden, som jeg håber venter rundt et af de næste hjørner. Men jeg ved også udmærket, at jeg absolut ingenting ved. At jeg må bevæge mig med urets nye rytme, med tidens nye verdensorden. Jeg savner at kramme mine unger. At have dem under samme tag. At stå i køkkenet og kokkerere og samle dem om bordet. Jeg ved det kommer igen. Heldigvis. Men selv om vi er hårdt ramt økonomisk herhjemme lige nu, selvom jeg også fyldes med bekymringer, når min kæreste tager afsted på de enkelte sosuaftenvagter, der er til rådighed lige nu for såkaldte fuldtidsvikarer, så er jeg privilegeret i min introverthed. Jeg hviler i stilheden, og nyder at bevæge mig rundt i mine natkjoler og tykke sokker døgnet rundt, drikke en hindbærbrus til morgenmad og spise en rouladekage til natmad med dild & peberrodscreme on the side. Andre tager de store Dior solbriller, festkjolen og røde stiletter på, når de skal ud med skraldeposen. Vi overlever alle denne tide på hver vores måde. Men vi gør det, og vi gør det sammen, hver for sig.

Verden over, på kryds og tværs, opstår små internationale samfund og grupper online, hvor vi deler vores bekymringer og lyspunkter, frustrationer, yndlingssange og solnedgange. Hunde og katte og morgenhår. Vi deler vores aftensmad og hyldesten fra de spontane klapsalver, der regner ned over alle dem, der går forrest i disse tider. Og som vi ikke kan hylde nok. Fra sundhedsguderne og gudinderne til skraldemænd og kassedamerne, politi og pædagoger og alle ind imellem. Disse internationale grupper trives så fint på kryds og tværs af landegrænser, religioner, politiske overbevisninger, aldersgrupper, indbyrdes historik, gammelt nag og rusten kærlighed. Dét håber jeg, de vil blive ved med. At vi husker på, hvordan vi er i stand til virkelig at holde sammen og passe på hinanden, når det helt store lokum brænder.

Det er dødeligt alvor. Men der er så meget lys, der trænger igennem samtidigt. Og dét lys synes jeg kræver at blive værnet om. Både for vores fælles fremtids skyld, og specielt for de mange ofre, der bukker under verden over lige nu. De fortjener, at vi byder en ny og smukkere verden velkommen på den anden side af det her levende mareridt.

Lige nu er luftforureningen faldet så markant i store dele af verden, at små mirakler er til at føle på og se. Himalayas bjerge, verdens tag, er for første gang i årtier synligt. Ganges floden er flere steder så ren i dag, at vandet er drikkeligt og Venedigs kanaler har igen en fiskerigdom, ikke set i umindelige tider. Moder Jord trak i nødbremsen, og mens vi kæmper os igennem og ovenpå, så heler hun lige så stille. Og al den empati og betænksomhed vi alle udviser i dag, håber jeg vi husker og bliver ved med at udvise både hinanden, men så sandelig også vores jord. Hvis vi hver især bruger lidt tid til at tænke over TRE ting, vi vil tage med os, som vi har lært noget af gennem dette forløb, som kan sprede gode energier til mennesker og jord. Tre nye ting. Dét vil gøre en forskel på den lange bane, tror jeg. Bidrage til en gladere jord, et bedre liv, et sundere klima, et styrket sind, et større menneskeligt overskud.

Og så var der lige den dér dip, jeg spiste til hindbærrouladen klokken 02 om natten … Nogle dele af verden forandrer sig ikke, heller ikke min madfjumseglæde …

DIPPELIDIP

Græsk yoghurt, frisk citronsaft, en god varm paprika, fintklippet dild og (marokkansk) mynte, friskhøvlet peberrod – smagt til med flagesalt & groftkværnet peber. En skøn dip perfekt til ALT … eller i hvert fald det meste …

Pas godt på dig selv, dine nærmeste og alle omkring dig. De kærligste hilsner
Josefine