Som barn lærte jeg at sidde og blot observere. Ingen tale. Blot være og se. Det handlede ikke om at børn skulle ses og ikke høres – det handlede om at lære at hvile i sig selv, mærke verden omkring sig og se verden omkring sig
Jeg kender flere, der går rundt i disse dage med en følelse af dyb omklamrende klaustrofobi, bygget op gennem de seneste måneder, ved tanken om en sommer kun i Danmark. Ved tanken om ikke at mærke de sitrende vibrationer og de let forpinte øregange ved flyets magiske afsæt og brusende landing. Forældre, der med nedtrykt stemme og dårlig samvittighed, må meddele deres børn, at de ikke kommer til Thailand, Dubai, Alanya, Kreta og Disney World, men må blive hjemme i haven, i gården og på altanen, og måske i et sommerhus en uge på Bornholm eller ved Vesterhavet. Ak & ve. Men ER det en menneskeret at sætte sig ind i et fly en eller to gange om året og suse afsted ud i den store verden på en billet til færre penge, end det ville koste at gå en tur i Tivoli?
Min barndom foregik langt størstedelen af sommertiden i min mormor og morfars lille sommerhus, hvor jeg sov ude i Alkoven i det lille bitte køkken sammen med min stak af bøger, og det var magisk. Der var hverken havudsigt eller smarte sommercafeer, men der var grannåle i underbukserne, nyopgravede Lammefjordskartofler og gulerødder nede i morfars køkkenhave, sommerknæ, iskiosk, kokasser på marken og tordenkaffe på kanden, når det hele buldrede.
Når min far tog på turné rundt i det danske land, var jeg med på bagsædet. Over toppede brosten og utallige broer, med ci- tronvand, hønsekødsuppe og storebæltskaffe til en halv million, og langs åer og rapsmarker. Jeg listede rundt på hjemmebryggede scener i forsamlingshuse, og i strømlinede hotelværelser på Hotel Hvide Hus eller små skæve værelser på små landevejskroer, hvor dagens platte med lun leverpostej, mørbradbøf og tre slags sild alle sammen smagte af hygge og tryghed. Vi sled dækkene op på landeveje og motorveje, og jeg lå, kiggende ud på den stjerneklare nattehimmel, under min dyne med fødderne oppe i hattehylden og hvilede i lige præcis dét nu.
Jeg var privilegeret og sejlede Danmark tynd med vores elskede naboer, Familien Haugaard. Vi spiste masser af jomfru- hummer på Anholt og Christiansøsild på Christiansø, nød den magiske aftensol i Skagen og klukkede med fra side til side om natten i vores soveposer under dæk.
Jeg tog på endagsture med min mor, min mormor og vores bassethund Dolphus til Hornbæk strand i min mors lille sportsvogn, hvor vores hår og Dolphus’ øre blæste i alle retninger, når vi susede op ad Strandvejen, og jeg sad mast inde bag forsæderne nede på gulvet ovenpå madkurven. Stranddage med timevis af vidunderlige sælungestunder i vandet, kedelige damer, der læste modemagasiner, og Agathe Christie bøger, alt for meget sand overalt, men med en guddommelig madkurv fyldt til randen med hjemmelavet hønsesalat med ristet bacon og sprød brøndkarse, æggesalat med Madraskarry og karsen, jeg selv havde groet hjemme i vindueskarmen, og brieosten med den eksotiske indiske stærke mangochutney, der sendte mine tanker på eventyr sammen med dansende turbaner i lilla og orange, og guldsmykkede prinsesser med silkeblødt langt sort vuggende hår.
Over hele landet lærte jeg danskerne at kende – både de lattermilde, de surmulende, de skulende og generte. De fulde og de gavmilde, de gale og de komiske. De påtrængende, de gennemsigtige og de solbrændte. Landmænd og fiskere, skolelærere og pensionister. Studenter og arbejdsløse, doktorer og husmødre. Jeg lærte at se verden omkring mig og mærke den.
I dag mærker jeg verden fra min trappesten og fra kajen ved fjorden, og jeg nyder at jeg har en dejlig lun trappesten, tag over hovedet og den smukkeste fjord. Men jeg glæder mig også til vi får vores nattog tilbage. Jeg var 16 år, første gang jeg rejste ned gennem Europa alene med toget. Mit franske haltede geval- digt, så min mor fandt på den pragtfulde idé, at jeg skulle ned på en fransk bondegård i en måned, og lære fransk og plukke ænder for kost og logi. Jeg plukkede ænder fra morgen til aften, vaskede vinduer, læste Asterix og lærte at sige ”plumes de ca- nard” (pluk en and), og følte mig ellers fuldkommen isoleret. Efter tre uger sagde jeg tak for denne gang, og flygtede afsted, med kursen sat mod Paris og ganske få franc på lommen, men nok til at købe en sandwich, en vand og komme med et nattog hjem. Befrielsen og friheden at sidde mellem en håndfuld interrailere ude på toggangen, mærke brisen fra verden, under de åbne vinduer, og føle alle de forskellige vibrationer fra land til land op igennem Europa.
Det er ikke kun målet, men rejsen i sig selv, der skaber os. Det er rejsen, der danner os. Både rutchebanen og kedsomheden, hvert et skridt vi tager. At falde i staver over en ostemad med sky på i regnvejr, og finde ud af hvor godt den ville smage med en lille salsablanding af fint hakket forårsløg, finthakket kruspersille, 4 dryp olivenolie, lidt citronsaft, groftkværnet peber og flagesalt. Og igen forelske sig og glædes over rapsmarkernes duft og na- boens nyslåede græs.
Da verden gik i stå, og håndbremsen blev trukket, blev vi tvunget til blot at være. Trække vejret og værdsætte hvert et åndedrag. At mærke verden på en helt ny måde. Vi skal huske at blive ved med at værdsætte alt det gode, vi fik med dette forår. Mange kalder det for ”Det forsømte forår” efter romanen af Hans Scherfig. Det var ikke forsømt. Det var fyldt med livet i alle dets facetter.
Grib nu sommeren og gør den til din aller bedste. Kærlig hilsen, Josefine.
