HjerteRO
 i en vanvidstid

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

”Søde og bløde, blide og kradse. Store og små – gi’ mig mer’! Når du er ked eller træt, glad eller mæt, desserter og oste spises døgnet rundt. I natkjoler, festkjoler, kjole og hvidt; rent og beskidt, støvler og futsko, bare tæer og svømmefødder. Gi’ mig mer’.”

Jeg sidder og skriver et forord til kapitlet „Desserter“, men bliver afbrudt af de flyvende tanker. Så kravler jeg nogle gange op i min bolsjestribede Luftballon og stiger til vejrs. Stikker af. Når jeg føler det hele bliver lidt for vanvittigt og støjen for gennemtrængende.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der føler, at vores verden er absurd og vanvittig. Den eneste, der får trang til at trække stikket en gang imellem, og bare sige ’NEJ, jeg gider simpelthen ikke være med mere!’ Det er fuldkommen menneskeligt, synes jeg.

Så er min Luftballon god. Deroppe fra kan jeg bare sidde og observere, imens jeg stiger længere og længere op – op over skyerne, tættere på Lyset.

Vi tænder Lys, ønsker fred og omfavner særligt udvalgte, imens andre bures inde, tvangsadskilles eller deporteres, og vi tror, vi ved, hvad der foregår omkring os. To kendte mænd i smoking mødes i et splitsekund, der vappes en flad, og halvdelen af verden går i selvsving og råber deres mening ud fra byens tage. Både alle dem, der har en mening, og alle dem, der ikke har en mening. Alle dem, der altid er oppe på barrikaderne, og dem, der egentlig er fløjtende lige glade. Det ryster og rumler i flere dage og sender bølger på kryds og tværs. En flad, der også vappes jævnligt på Hjallerup Marked, eller det lokale lille brune værtshus ved Havnen, uden nogen blinker en ekstra gang. Til gengæld forsvandt pandemien stort set den dag Rusland invaderede Ukraine. Og så ser jeg en dame, der elsker jordbærmadder på rugbrød smurt ind i mayonnaise. Vi bliver simpelthen nødt til at trække vejret ekstra dybt for at kunne finde vej ud af sengen mandag morgen.

Jeg svæver langsomt ned mod jorden igen, og spørger min gode ven Jes, hvad han laver, imens jeg hakker og snitter svampe og forårsløg, chili og bladselleri til min nudelsuppe, der simrer små hurtige minutter på mit alt for moderne komfur. ’Jeg ser et program om abstrakt ekspressionisme’ er svaret fra mit YoutubeOrakel. Og jeg bliver draget ind i en verden og kunstgenre, som jeg jo egentlig godt kender, men nu på et mere dybdegående plan. En stilart, der fik sit gennembrud i New York i årene efter 2. Verdenskrig ved mødet med flere europæiske surrealister, der havde slået sig ned i byen efter flugten fra nazismens jerngreb. Det abstrakte, det intuitive, det forløsende uden kontrol, hvor faste dimensioner opløses og giver frit spil. En ny virkelighed så lyset. Nye måder at bruge lærredet på. Nye hjerner, der legede med alle de gængse normer.

Og jeg tænker, at det er vigtigt at udfordre den gængse kasse- producerede, accepterede virkelighed for at kunne blive ved med at trække vejret. Det er vigtigt at slippe frygten, den daglige ind- sprøjtning af frygt og dommedagsvanvid. Jeg vågner ofte fyldt med uro, med kedafdethed, med ufrivillig galskab hamrende rundt i systemet af flere forskellige årsager. Og så griber jeg min styrke til at trække vejret. Omdanne til HjerteRO og glæde, og troen på alt det gode, når blot jeg lader mit hjerte kigge de rigtige steder.

Vores åndelige føde er lige så vigtig som nudelsupper, spinatpandekager, fiskefileter med uanede mængder remoulade og stegt flæsk med persillesovs. Den åndelige føde, der udfordrer vores hjerneceller og får vores hjerter til at smile. Hvis ikke vi favner den føde, så ender vi i et opslugende sort hul mentalt, forgiftet af ligegyldighed og masse-betændthed. Vi må ind og tænde sjælen, røre de magiske lag, hvis vi skal kunne fungere i den her verden. Det er ikke nok at tænde for Netflix, se endnu et Quizprogram på TV2 eller falde i svime over hvide asparges med den perfekte sauce Mousseline i Master Chef.

Hvis vi skal formå ikke at blive fuldkommen opslugt af verdens rod og galimatias, så skal vi blive ved med at kramme dem, vi elsker, nusse næser og mærke hjertet. Men også dykke ned i kunsten, i naturen, i videnskaben og lidenskaben, i al den storhed og den magiske verden, der er skabt igennem århundreder også af andre fantastiske sjæle, der heller ikke kunne klare det vanvid, de var omringet af. Først helt ude på kanten vokser vi.

Men jeg ved jo også godt, at mange er tvunget til at befinde sig 90 % af tiden i den kropumulige verden, og nu startede jeg jo med at skrive forord til kapitlet om „Desserter“, så derfor vil jeg slutte med en opskrift på min alleryndlingslagkage.

Den kræver ingen anledning andet end en perlende kildende lyst til lagkage. Både til morgenmad og til natmad. Det er næsten åndelig føde. Det er i hvert fald en kæmpestor Himmerigsmundfuld.

FLØDEBOLLELAGKAGE
3 lagkagebunde
2 pakker flødeboller med 12 i hver (en med kokos og en uden)
1⁄2 l 9% creme fraiche
Friske fede lækre saftige søde jordbær

Tag forsigtigt bundene af flødebollerne og læg dem til side (de skal nemlig bruges senere). Put så flødebollerne op i en skål og bland dem med al din cremefraiche. Fordel den smækrelækre friske flødebolle-cremefraichemasse lagvis i kagen og ovenpå, og sæt bundene fast rundt hele kanten med ”chokoladebunden” ud af. Dæk hele overdelen af lagkagen med masser af hele eller skivede jordbær.

Smæk benene op i sofaen, grib din dyne og lagkagen, og lad resten af verden passe sig selv.

De kærligste hilsner Josefine

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*