Hamlet i retten

Til marts har Teater Nordkraft premiere på stykket Please, Continue (Hamlet), der indtil videre har været opsat i 8 forskellige lande. Hamlet, i skikkelse af Esben Smed, står anklaget for mordet på sin ekskærestes far. Men er han skyldig? Det skal publikum afgøre, efter de har overværet retssagen, hvor dommer, anklager og forsvarer udfører deres daglige pligt, mens de implicerede i sagen bliver spillet af skuespillere, som må improvisere ud fra sagens gang, der er forskellig fra aften til aften.

– Det er jo en moderne historie, der trækker referencer til Shakespeare, men den konkrete sag bygger på en hændelse i Marseilles, fortæller skuespiller Esben Smed.

En retssag er fuld af nuancer

– Det viser jo, hvordan samspillet mellem lægdommer, publikum og de juridiske aspekter fungerer i et retssamfund. Hvordan det ikke er objektivt. Der er ikke noget, der er sort og hvidt i en retssal. Man får altid billedet af, at enten er du skyldig eller også er du uskyldig. Enten skal du på livstid i fængslet eller også skal du frifindes, men der er en masse nuancer. Det har man set da Please, Continue (Hamlet) blev spillet andre steder. Der var det slet ikke det samme resultat, de nåede frem til hver aften. Sådan er vores hverdag som dommere også. Derfor er det fint for mig, som dommer, at åbne op for hvad det egentlig er der foregår, når en retssag kører. At man tager stilling hver eneste gang. Selvom ting kan se ens ud, så kan man altså godt få forskellige resultater. Det viser, hvordan retssamfundet fungerer. Og så er det jo i en historisk ramme, som jeg synes er interessant, fortæller Christian Lundblad, der til daglig er retspræsident hos Aalborg Byret.

– Faktisk er det også noget af det, som jeg personligt finder interessant. Netop det med at resultatet afgøres af så mange ting. Det er bare ikke så sort og hvidt, så man er ikke sikker på et bestemt facit. Derfor spiller det jo også ind, hvem der er forsvarer, anklager og jury og hvordan de agerer. Nu er nogen af os jo skuespillere, men vi kommer også til at agere forskelligt fra gang til gang, fordi det jo er improviseret. Jeg har jo ikke nogle faste replikker, jeg skal sige. Så det kommer meget an på hvilke spørgsmål anklager og forsvarer stiller, forklarer Esben, der spiller Hamlet.

– I samfundsdebatten taler man meget om, at noget skal have en minimumsstraf, men her går du altså direkte ind og viser, at der er nuancer hver eneste gang. Hvis vi overlod det hele til maskiner og robotter, så har du i hvert fald taget den individuelle subjektive vurdering ud af sagen, og sådan er verden bare ikke. Det er ikke sådan virkeligheden er, og det er ikke sådan almindelige mennesker tænker, når de bliver sat overfor en sag, siger Christian.

Udover den historiske ramme der ligger i navnet, så overholder Please, Continue (Hamlet) de samme regler som i en normal retssag.

– Sådan er konceptet lavet. Der er jo en dommer, en anklager og en forsvarer og vi kører efter det regelsæt, vi har i den danske retsplejelov. Så vi skal jo ikke gøre andet end det vi gør til hverdag, fortæller Christian, der dog også siger, at det ikke var helt nemt at overtale de andre dommere til at medvirke:

– Jeg blev ringet op, og sagde ja med det samme, fordi jeg syntes, det var oplagt interessant. At forestille sig om Hamlet er skyldig, det skal retten selvfølgelig være med til. Så jeg var helt uforbeholden, men det er klart, at når jeg går tilbage til mine kollegaer og spørger: ”Har I lyst til at deltage i et skuespil,” så kigger de jo på mig selvom jeg er faldet ned fra himlen. ”Vi skal overhovedet ikke noget skuespil.” ”Rolig nu. I skal bare være jer selv, kom nu med. Det går jo nok alt sammen. Der kommer også nogle af de advokater I kender.” Det er klart, at dommere ikke er skuespillere af natur. Der
 er nogen, der er rigtig gode til det, men af natur er vi reserverede 
og tilbageholdende. Vi har en kappe på, når vi er i retten, og på den måde er vi ikke dem, der går ud og præger samfundsdebatten eller stiller os op og synger nede på torvet. Det er ikke sådan almindelig dommeradfærd. Så dét at skulle være en del af et skuespil, endda som dommer, det var der selvfølgelig nogle forbehold over for. Men forbehold blev gjort til skamme efter de var hernede og blive præsenteret for det. Så har vi fundet fem dommere. De skal jo så være sammen med nogle lægdommere ved siden af, som også har en baggrund i retten, så det skal nok blive godt, fortæller Christian.

Ingen forberedelse

Det er en anderledes forberedelse end normalt for skuespillerne, der ikke skal lære replikker. I stedet er det advokaterne, der skal forberede sig;

– Jeg møder ind et par timer før forestillingen sammen med min forsvarsadvokat, og så går vi mit forsvar igennem og de tanker han har tænkt. Ligesom man ville gøre til en virkelig retssag, siger Esben.

– Fuldstændig, istemmer Christian.

– Og så går vi i retten, fortsætter Esben.

Det ligger til gengæld i dommergerningen, at man helst ikke skal forberede sig;

– Som dommer, går du ind med et åbent sind. Altså, du bliver præsenteret for sagen i retssalen. Derfor har du nok læst i sagen inden, men det er kun det der bliver præsenteret for dig i retssalen, som skal spille ind på din dom. Så i den forstand er du jo ikke forberedt. De dommere vi har med dernede, kan jo godt have læst den sag, det bygger på eller have læst Hamlet, fordi de synes, det er spændende at få chancen for det. Men dybest set, så ved de ingenting. Det er heller ikke meningen fordi, at ligesom dommeren skal møde med et åbent sind, så sidder der jo også en jury, som kun ved det de får at vide under stykket. Jeg leder retssagen, som jeg plejer at lede en retssag i hverdagen. Det har jeg nogle bestemte rammer for, som står i retsplejeloven, og det er så det, fortæller Christian.

En retssal er også et slags teater

– Helt tilbage fra det gamle Grækenland, er der tradition for at rets- systemet er åbent. Det vil sige, at du kan komme ind fra gaden og forstå alt. Hvis vi dømte folk ved skjulte retssager, så ville folks tillid til hvad der foregår ved domstolene jo formentlig forsvinde. Hele systemet er jo lavet til, at du skal komme ind og overvære det. Ikke fordi, at vi i hverdagen gør specielt meget ud af, at det skal være spændende, det er jeg nødt til at sige. Det er jo ikke som i amerikanske film. Men systemet er lagt op på, at der jo altid er tilhørspladser i en retssal. Så der er bestemt et skuespil, om du vil, til tilhørerne, men der er ligeså meget et skuespil til parterne. Nu er der kommet regler om, at jeg tager kappe på, folk rejser sig op når jeg kommer ind, og sætter sig ned når jeg beder dem om det, og advokaterne rejser sig op og taler. På den måde er forestillingen iscenesat, så alle parter kan sige, at de har fået en seriøs behandling. Så der er skuespil på flere planer i en retssag, fortæller Christian.

Dommerne i Landsretten og Højesteret har haft kappe på i mange år, men for dommere i byretten blev det først indført i 2009. Det var en følsom sag, fordi dommerne selv nedstemte det i første omgang. Det blev derefter indført fra politisk side i stedet. Noget der ikke var populært hos dommerne, der er vant til at bestemme det hele selv, fortæller Christian grinende.

– Det var jo sådan lidt: ”Hvad fanden, det skal I ikke bestemme, vi er den tredje statsmagt, det står i Grundloven.” Vi modtager ikke ordre fra nogen, griner Christian med et glimt i øjet.

Vejen mod dommergerningen

– Jeg har lavet mange forskellige ting i mit liv. I mange år har jeg gerne villet være dommer. I 8. klasse var jeg i praktik i retten, men du skal jo blive frygtelig gammel for at blive dommer, så jeg har lavet forskellige andre ting. Jeg har blandt andet været i Justitsministeriet, i advokatbranchen og i en investeringsfond, før jeg blev gammel nok til at blive retspræsident, hvilket jeg blev samtidig med, at jeg blev dommer.

– Skal man have en bestemt alder eller erfaring?, indskyder Esben spørgende.

– Man skal have en vis erfaring, så de fleste bliver ikke udnævnt til dommer før de er omkring de 40 år. Det var jeg så blevet gammel nok til. Men hvornår jeg blev bevist om, at jeg ville være dommer, det ved jeg ikke. Da jeg fandt ud af, at det ikke kan lade sig gøre at blive brandmand eller pilot, så måtte jeg jo finde på noget andet. Men forstå mig ret, begge mine forældre er jurister, og jeg har været vant til at omgåes jurister meget, og det med at være dommer synes jeg bare var rigtig spændende, svarer Christian.

Men hvad vil det mon sige at være retspræsident?

– Jeg sidder i retten cirka halvdelen af tiden som almindelig dommer
 og er administrativ leder den anden halvdel. Jeg har ansvaret for personale, økonomi, bygninger og hvad der ellers hører til. Der er 
24 byretter, og jeg er så retspræsident for byretten i Aalborg. En byret har alt fra cykeltyveri til drab, og lige meget om det handler om 10 kr. eller en milliard. En byret har også gældssanering, dødsbo, tvangsaktioner og folk der skal aflevere deres børn til samvær og så kan vi jo straffe folk for alt hvad vi kan finde på. Alle konflikter der kræver en løsning, kan havne i retten, forklarer Christian.

Jobbet er et privilegium

– Mit job går jo kort og godt ud på at gøre det rigtige. Jeg er uafhængig af andre, og skal kun finde den rigtige løsning og sørge for at tingene foregår ordenligt. Der er ikke andre loddeskåle, og det er jo enormt privilegeret, at man bare skal gøre det rigtige. Det er et stort ansvar, men det er også enormt rart. Der er ikke nogen der kommer og siger hvordan tingene skal gøres, jeg kan gøre præcis som jeg vil, siger Christian.

Dommerjobbet er dog ikke så dramatisk, som det kan se ud i amerikanske film og TV-serier:

– Nej, det er klart, at det er knap så dramatiseret. Nu er det jo film, 
så det er selvfølgelig også lavet for at folk skal synes, det er spændende at se på. Men der er ingen tvivl om, at vi har en anden nordisk tradition, der går ud på, at vi ikke gør så meget ud af skuespillet, og
 at det skal foregå pænt og værdigt. Som dommer er du optaget af,
 at du skal finde en løsning, og folk skal gå herfra med en følelse af, at
 de er blevet ordentligt behandlet. Så det du ser i de amerikanske film, hvor de for eksempel udspørger vidnet, til de er ved at bryde grædende sammen, det får man simpelthen ikke lov til i en dansk retssal.
Vi prøver at holde det meget nøgternt og sagligt. Det er måske også derfor, at der er lidt færre film om danske retssager, afslutter Christian med et smil.

Stor succes som skuespiller

Esbens karriere blev også fastlagt ved hjælp af en erhvervspraktik:

– Det var i 9. klasse, hvor jeg var i praktik på et teater. Der skulle jeg hjælpe til med at bygge noget scenografi, og om aftenen, når jeg var færdig, sad jeg med manuskriptet, og kiggede på prøverne på det jeg havde været med til at bygge på i løbet af dagen. Det fandt lederen af teateret ud af, og spurgte om jeg ville til casting til deres næste stykke, hvor de skulle bruge en ung dreng. Det synes jeg lød sjovt, så det ville jeg gerne. Det endte med, at jeg fik den og spillede med i deres forestilling om aftenen, mens jeg gik i 9. klasse. Og så blev jeg bare bidt af det.

– Det er næsten som et kald, indskyder Christian.

– Det ved jeg ikke, men det er i hvert fald det, jeg har lavet siden. Det var bare spændende at løbe rundt med alle de der skuespillere, og det var bare en spændende verden. De sagde alle sammen, at jeg skulle lade være med at blive skuespiller, for det var der ikke nogen fremtid i, griner Esben og forsætter;

– Men det kan jo ikke holde én tilbage, så bliver man jo bare mere nysgerrig, tror jeg.

Esben er også med i DR’s nye, store TV-serie Bedrag, der havde premiere 1. januar. Sidste år spillede han John Faxe i Sommeren 92, 
så man må sige, at han har stor succes i øjeblikket. Det giver andre muligheder som skuespiller, som Esben benytter til at lave både teater, film og TV.

– Det er jo bare forskellige medier, men jeg kan godt lide begge dele, så jeg prøver også så vidt muligt at komme til at lave det hele. Som skuespiller kan man normalt ikke vælge og vrage, fordi så mange jobs er der heller ikke. Men når man så kan, i den situation jeg er i lige nu,  så kan jeg i hvert fald få lov til at prøve forskellige ting. Så det er vildt dejligt at kunne få lov til at lave både TV, film og så komme tilbage på teateret. Jeg er jo uddannet til teater, fortæller Esben.

Forholdet til Shakespeare

– Det fede ved at være skuespiller, er, at når man har forskellige jobs, så kommer man ud og prøver kræfter med forskellige ting. Det her glæder jeg mig til, fordi jeg synes, det er et sindssygt spændende og aktuelt projekt. Der er jo så meget på spil; altså Hamlet skal jo kendes skyldig eller frikendes for overlagt mord, fortæller Esben.

– Ja, det er jo en stor forskel på hvor mange år i fængsel han skal have, indskyder Christian.

– Det betyder sindssygt meget for et liv. Så jeg synes, der er vildt meget på spil, afslutter Esben.

Christian har ikke læst så meget Shakespeare, men peger alligevel på den betydning forfatteren har haft:

– Man kan jo se, at det er nogle helt almengyldige problemer, han tager op, der trækker linjer til i dag. Men jeg er ikke nogen stor Shakespeare-læser, det ville være synd at sige. Jeg har set Hamlet på Kronborg, men det er mange år siden.

– Jeg har måske lidt mere kendskab til Shakespeare qua min uddannelse og generel interesse. Så har jeg studeret dramaturgi i to år på Aarhus Universitet, og der kommer man også igennem meget af det. Altså, jeg er jo bare vild med det, fordi jeg har fået lov til at dykke ned i sætningerne. Han skriver jo genialt, fortæller Esben.

– Vi har altid noget at lære fra de store kunstnere. Shakespeare så noget, som også betyder noget for os i dag, siger Christian.

Tag en tur i Byretten

Både Esben og Christian vil gerne give en opfordring til, at man tager i retten og ser hvordan en helt almindelig retssag foregår.

– Hele vores Grundlov bygger jo på oplysning. Vi har åbent hver dag fra kl. 9 til 15, og som sagt, så gør vi ikke så meget ud af underholdningsværdien. Men, at folk skal vide hvad der foregår i retten, det mener jeg er vigtigt. Man kan meget nemt indtage et standpunkt, der er uoplyst, hvis man ikke ved hvad det drejer sig om. Men her har man en mulighed for at sætte sig ind i sagerne. Hvis man vil se en sag, så er det bare at møde op. Der er åbent hus, understreger Christian, og fortæller, at der står vagter udenfor døren, der er behjælpelige med at fortælle, hvad der foregår.

Mentalundersøgelse af Hamlet

I forbindelse med stykket, så har Esben Smed været en tur forbi retspsykiater Michael Andreasen, for at få Hamlet mentalundersøgt;

– Jeg var ude ved retspsykiatrien og skulle mentalundersøges som Hamlet, så jeg skulle dukke op som karakteren. Jeg kom derind, og blev sat i et venteværelse, og så kunne jeg høre ude på gangen at de havde en snak om, ”hvem er det, det er?”, for jeg havde jo bare givet mit eget navn. ”Jeg kan ikke se, hvor vi skulle have ham henne. Hvem er det, han har slået ihjel? Det kan være vi skal gå ud og spørge ham.” Så kom lægen ind og sagde ”Nå, det er dig!” Og henvendt til de andre, sagde han: ”Jeg kan godt forstå du ikke kan finde ham i protokollen, for det er mange år siden, han har slået nogen ihjel,” griner Esben.

Om Hamlet blev erklæret rask eller ej, skal vi ikke afsløre her. Christian fortæller, at det bliver mere og mere normalt, at den anklagede bliver undersøgt i hverdagens retssager.

– Retspsykiateren siger, at han synes, det er for tit dommerne beder om det nu. Vi har langt flere, der bliver metalundersøgt, end hvad vi havde for år tilbage. Folk bliver hyppigere diagnosticeret, og de indtager også oftere noget, som kan være mentalt skadeligt. Vi ser ofte folk gøre ting, som er helt uforklarlige, og så er man tit tilbøjelige til at få dem mentalundersøgt, for har de overhovedet forstået konsekvenserne af det de har gjort? Det er typisk under de grovere sager, simpelthen for at finde ud hvad den rigtige straf skal være. Fordi, der er jo ingen kunst i at sende folk i fængsel i 2, 5, eller 8 år, men måske er det behandling, de skal have i stedet. Vi straffer jo kun den onde vilje, altså man skal have forsæt. Vi skal jo ikke straffe folk for noget de reelt ikke selv ved de gør, siger Christian afslutningsvis.