Det er så yndigt at følges ad

tekst MARIA TVERGAARD-JAKOBSEN | foto HENRIK SANDBERG

Bryllupsklokkerne ringer snart for Kathrine og Emil. De er nemlig det heldige par, der blev vinderne af APPETIZEs store bryllupskonkurrence. APPETIZE mødte parret en lørdag formiddag til en hyggelig snak om, hvem de egentlig er som par

Sommeren 2013, under årets Nibe Festival slog lynet ned for Emil og Kathrine. De kendte ingenting til hinanden før, men en aften havde Kathrine svært ved at finde hjem til sin camp – og Emil blev hendes redningsmand, som kunne guide hende hjem. Det viste sig, at Emil boede næsten lige ved siden af hende på festivalen, og lige siden den aften har parret nærmest været uadskillelige.

Så var det mon det, man kalder for kærlighed ved første blik? Ved det spørgsmål kigger de begge to på hinanden og griner.

– Ved ikke om det var det, men vi endte da i hvert fald sammen, fortsætter Kathrine med et smil. Der er gået to et halvt år siden den sommeraften i 2013, og en del er sket. Parret er flyttet sammen, og har fået sønnen Mathias, og nu er det altså bryllup, som er på tapetet. Men hvad fik dem egentlig til at melde sig til bryllupskonkurrencen i APPETIZE?

Frieri på knæ

– Vi havde nok snakket om at blive gift noget tid, især efter vi har fået Mathias, ikke mindst af praktiske årsager, og så taggede min veninde os i APPETIZE‘s opslag hvor de søgte et brudepar, fortæller Kathrine. – Men Emil sagde nej. Det syntes han var en rigtig dårlig ide. Emil valgte så at melde dem til alligevel, som en overraskelse, og hvis de så blev valgt, ville han fri til Kathrine. Emil arbejder som tømrer på Sjælland fra søndag til torsdag, så han er kun hjemme i weekenderne. Da han havde fået at vide, at de var det heldige par, fik han en torsdag pludselig meget travlt.

– Jeg startede egentlig med at spørge hende om hun kunne huske den konkurrence, vi var blevet tagget i, og så blev det ellers til det helt store frieri med røde roser og selvfølgelig nede på knæ, fortæller Emil, mens han forel- sket kigger på Kathrine.

Drømmen om at være hvid brud

Efter frieriet har parret haft travlt med at få planlagt brylluppet helt ned til den mindste detalje. Når man taler med parret, bliver det hurtigt klart, at det er Kathrine, som har styr på de helt små detaljer.

– Jeg har haft travlt, lige siden Emil friede til mig. Jeg havde jo ikke troet, at jeg skulle planlægge noget lige nu, fortæller Kathrine.

Selvom parret havde snakket længe om at blive gift, var det jo lige pludselig nu, at der skal styr på alle de små detaljer, og meget snart at parret skal stå og sige ja til hinanden i kirken. Jeg er derfor lidt nysgerrig på, om det altid har været drømmen om det helt store kirkebryllup, der har fyldt noget for parret.

– Jeg har altid gerne ville være hvid brud, fortæller Kathrine med et smil. Men det var mere vigtigt for Emil end det måske er for mig, at det bliver i en kirke. Der er han nok mere traditionsbunden, og Emil sammenstemmer. – Ja, jeg synes, at hvis jeg skal giftes, så skal det være i en kirke.

Forberedelserne er i fuld gang

Bryllupsdatoen er den 26. marts, så man kan sige, datoen nærmer sig med hastige skridt. Parret har valgt at blive gift i Sankt Markus Kirken i Aalborg, det er der parrets søn Mathias blev døbt i sin tid, så det er den kirke, der betyder noget for parret, og som de har en tilknytning til. Emil er nemlig oprindeligt fra Sjælland, og Kathrine fra Skjern, så Aalborg, som by, har de ikke nogen speciel tilknytning til. De har ingen familie her, men er begge blevet rigtig glade for byen.

– Jeg flyttede hertil for at læse for snart 10 år siden, fortæller Kathrine. – Jeg er simpelthen blevet så glad for byen, at jeg ikke kunne forestille mig at bo andre steder. Ligesom Kathrine flyttede Emil også til Aalborg i sin tid for at læse, og nu er det blevet til deres by – og her de har startet deres familie.

Den helt rigtige kjole

Som kommende brud fylder det med kjolen helt sikkert en stor del af forberedelserne og er en meget vigtig del, ikke mindst for Kathrine som altid havde haft drømmen om at være hvid brud. Så selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at spørge lidt ind til, om der er styr på kjolen.

Kathrine smiler og fortæller:

– Ja, kjolen er valgt, og det var bare en rigtig god oplevelse. Jeg havde min mor, Emils mor, Emils mor- mor, min veninde og selvfølgelig Mathias med ude at kigge på kjole, så det var en stor flok vi var afsted. Den første kjole Anne Boel fra LUXUX gav mig på, der sagde hun til mig. „Du skal prøve nogle flere, mens hun gav mig den på, men det er den her, du vælger“, og ja jeg tænkte, det er fint, men hun endte jo med at få ret. Det blev den første kjole jeg valgte, og den er så smuk. Og som hos enhver anden brud er det tydeligt, at det fylder noget for Kathrine, for hun sidder med det største smil på læben, mens hun fortæller om hele forløbet, og jeg er allerede meget spændt på at se de smukke bil- leder af Kathrine i kjolen.

Så kjolen er der styr på, Emils tøj fra CC CHRISTENSEN, ringene fra HENRIK ØRSNES, undertøj fra NORDJYLLAND er der også styr på, fortæller parret. – Jeg ville helst have Kathrine med ud at købe mit tøj, fortæller Emil. Det næste, der skal styr på, er brudebuketten.

– Jeg tror selv jeg skal vælge den, siger Kathrine og Emil fortsætter. – Jeg har virkelig ikke styr på sådan noget med blomster, og Kathrine vil gerne have, at der en rød tråd i mellem den og resten
af blomsterne, så det er nok bedre, at hun står for den. Kathrine forklarer: – Jeg tror det eneste, vi er helt traditionelle med, er at kjolen skal være hemmelig. Resten er nok sådan lidt et samarbejde. Parret har sammen været på besøg hos JONAS JENSEN BLOMSTERDESIGN, som skal kreere brudebuketten. – Jonas virker så dygtig, eller det ved jeg han er, siger Kathrine, så jeg tænker umiddelbart, at jeg kommer til at fortælle ham farver, og så får han lidt frie hænder.

Hvorfor hinanden

Jeg er selvfølgelig lidt nysgerrig på, hvad det er der gør, at Kathrine og Emil er de helt rigtige for hinanden, hvad det er de er faldet for? Så selvfølgelig skal de udfordres lidt og have et sådan spørgsmål. Jeg kan derfor ikke lade være med at spørge Kathrine om, hvad det er der gør Emil til den helt rigtige.

– Jeg tror aldrig, at jeg har mødt en, der udfordrer mig så meget, som han gør, hvilket er meget positivt for mig, fortæller Kathrine. Han er noget af det mest provokerende, jeg nogensinde har mødt, jeg kan aldrig bare få min vilje hos ham, og det lyder måske som noget meget negativt, men for mig er det noget utrolig positivt, for jeg kan hurtigt komme til at kede mig, hvis jeg har det alt for let. Emil smiler til Kathrine, alt imens Mathias kravler rundt på sin far, og Kathrine fortsætter.

– Han kan få mig til at grine med det samme, og han støtter mig i alt, hvad jeg gør. Derudover skubber han mig, når jeg ikke lige tør. Han har både den omsorgsfulde side, som jeg har meget brug for, men også den provokerende side, som jeg har mindst lige så meget brug for.

Så på mange punkter er parret nok hinandens modsætninger. Emil skal selvfølgelig heller ikke snydes for spørgsmålet, og fortæller:

– Kathrine kan holde mig ud, hun er så stædig, og giver mig rigtig meget modspil. Hun er sjov, vi hygger os og så er hun bare dejlig. Vi
er udover at være kærester hinandens bedste venner, vi kan snakke om alt, og det er bare dejligt.

Jeg kan ikke lade være med at spørge om, hvordan deres forhold har ændret sig efter de er blevet forældre.

– Jeg synes, vi har fået et meget bedre forhold, forklarer Kathrine. – Det har ligesom fuldendt det. Der er kommet en ro i vores forhold, efter vi har fået Mathias. De kampe som vi måske kunne tage før, det er bare ikke nødvendigt mere. Vi er mere sammen, sammen, siger Emil. – Nu er vi en rigtig familie.

Jeg glæder mig rigtig meget til at følge parret over de næste par måneder, og på den måde være en del af deres store dag og alle forberedelserne op til. Det har været en rigtig hyggelig formiddag sammen med Emil og Kathrine, og det har været dejligt at lære dem at kende.

I forbindelse med denne artikel har jeg spurgt to personer, der er meget tætte på parret for at høre deres tanker om Emil og Kathrine og på den måde lære dem endnu bedre at kende som par.

Emils søster Laura havde følgende ord at sige om parret, da jeg spurgte hende om hvorfor Kathrine og Emil er de helt rigtige for hinanden: – De er begge familiemennesker og nyder hjemmelivet, men de er nu også gode til at give hinanden plads til at gå ud hver for sig. Kathrine er en rigtig jyde med begge ben på jorden, og det passer bare godt til Emil.

Derudover hørte jeg Kathrines veninde Annie. Annie var den person der i sin tid taggede parret i APPETIZES opslag, og derudover var hun også en af de heldige, der var med Kathrine ude at kigge på brudekjole:

– Jeg lærte Kathrine at kende via mit job, og der gik ikke længe, før vi blev mere end bare kollegaer, for hver dag blev pauserne bare hyggeligere sammen med hende, og så begyndte vi at ses i fritiden. Pludselig en dag kom hun og fortalte om den her søde fyr Emil. Ham hørte jeg en del om, og hun strålede hver gang hun fortalte om ham. Som par synes jeg, at de er ret godt billede af et ”vi”, uden at man er hæftet sammen ved hoften. De har mange fælles interesser, men har også begge lyst til eller nogle gange behov for at lave ting hver for sig, men der er en interesse for hinanden, og det de laver. De er gode til at give hinanden plads og samtidig være sammen om det, og set herfra er det en fantastisk gave. Når Kathrine og jeg er mega venindeåndssvage, så er Emil god til enten at lave en siver ud til computeren, sende os på cafetur eller deltage (meget mandeærligt) i vores snakke om mad, tøj, træning og mænd. Det er skønt at kunne komme hjem til deres lille familie og føle, at man er lige så velkommen af Emil som af Kathrine. At tonen er afslappet, ærlig og sjov. Men det er nok også fordi, at det er sådan de er med hinanden, der er ro, humor og de har lært meget om hinanden på relativt kort tid.

De passer så godt sammen, fordi de ikke lever i en fantasi omkring, hvordan de skal være et glansbillede ud af til, men lever sammen og forholder sig til her, hvor de er nu. At de ønsker at skabe nogle dejlige rammer omkring Mathias, og så stadig være par. De er de skønneste mennesker, og jeg elsker at være sammen med dem.

Annonce