Amalie & Preben

tekst MIE NIELSEN | foto JOHNY KRISTENSEN

APPETIZE møder Amalie Dollerup og Preben Kristensen på Frederiksberg i København en iskold eftermiddag i januar. Anledningen er den kommende koncertturné I Love Musicals 2, men med sådan to karakterstærke skuespillere ved hånden er missionen, at vi skal have en snak om mere en musicals. APPETIZE vil gerne med ind bag scenetæppet og høre lidt nærmere om livet på de skrå brædder, samarbejde og erfaringsudveksling

Amalie sidder og drikker af en smoothie i en karton, da Preben kommer ind i det lille mødelokale, og slår sig ned ved det sorte bord. De hilser med gensynsglæde på hinanden, og snakken går derudad fra første sekund. De vender de seneste prøver de har været til, og Preben fortæller om, hvordan han netop har afsluttet en række koncerter med Aalborg Symfoniorkester.

– Det er helt vildt. Jeg bliver nødt til at tage en ting ad gangen. Jeg kan ikke overskue det hele. Nu er vi færdige med det. Pssst – væk. Han fejer hånden hen over bordet.

– Videre til det næste. Det der med at man tror, man kan gøre det hele på en gang, det er der det går galt. Man må gøre én ting ad gangen. Og nu er vi her, og det er fint.

Amalie nikker, og siger:

– Ja, nu er vi her. Hvad vil du vide?

De elskede musicals

Amalie Dollerup og Preben Kristensen har begge haft store roller i opsætningerne af en række af de største musicals. Nu skal de for første gang betræde scenen sammen, nemlig i forestillingen I Love Musicals 2, hvor også Maria Lucia og Søren Launbjerg medvirker. I februar og marts kan danskerne opleve forestillingen rundt omkring i landet, og Aalborg er på programmet d. 16. marts, hvor Aalborg Kongres og Kulturcenters lokaler vil blive fyldt af lange blærede toner, knivskarpe korstemmer og den overvældende musik fra det 16-mand store musicalorkester.

Men hvordan er de to musicalstjerner egentlig selv kommet ind på livet af den melodiøse genre?

– Jeg så jo Sound Of Music som barn, siger Amalie.

– Det er blevet en rigtig klassiker for mig. Det var også den første store musical jeg var med i. Det var da jeg var syv-otte år, hvor jeg spillede Gretel. Det var med Ann Herdorf og Dario Campe Otto ude på Amagerscenen. Det var bare skide sjovt. Så for mig er musicals på en måde noget nostalgisk. Meget af det første teater jeg lavede, det var musicals, hvor jeg både fik lov til at synge og danse. Og jeg gik også til dans i min fritid, så på den måde hang det hele meget godt sammen. Så blev jeg ældre, og kom ind på skuespillerskolen. Det var den retning, jeg gerne ville, og jeg kunne mærke at det var skuespillet, der trak mest. Selvom man jo også har masser af sang-undervisning der.

Amalie griner og fortæller, at hendes lærere ikke ville lade hende synge musicalsange i undervisningen det første lange stykke tid, selvom det var det hun bedste kunne lide.
 Preben nikker og med en række ivrige ja’er undervejs i Amalies fortælling, efterlades der ingen tvivl om, at han deler hendes store begejstring for genren.

– Jamen jeg er nærmest opvokset med musicals, og har elsket dem siden jeg var en stor dreng. Første gang jeg så en musical, var i biografen, hvor jeg var inde og se præmieren på My Fair Lady. Det var noget af det største jeg havde set, og jeg blev helt fascineret af det. Og så har jeg jo altid godt kunnet lide at synge.

Preben hælder kaffe fra stempelkanden op i et glas, og rækker ud efter mælken, mens han fortsætter med at fortælle.

– Dengang jeg gik på teaterskolen, var musicals ikke særlig fint. Det var sådan lidt underlødigt. Det har heldigvis ændret sig, fordi folk har forstået, hvor svær en kunst det er både at kunne danse, synge OG spille komedie. Samtidig! Men dengang – uha nej. Det var ikke så fint. Det var jeg nu ligeglad med. Jeg syntes stadig at det var godt, og som nyuddannet fik jeg rollen som Tony i West Side Story i 1979. Og så har jeg spillet alle mulige musicalroller lige siden.

Deres erfaring og kendskab til de store musicals, kan Amalie og Preben i den grad gøre brug af nu. I Love Musicals 2 vil nemlig indeholde numre fra en perlerække af de største musicalsucceser såsom My Fair Lady, Grease, Cats, Les Misérables og mange flere.

Samarbejde gør det hele sjovere

Arbejdsglæden og kærligheden til skuespillerfaget stråler ud af både Amalie og Preben, og i løbet af vores samtale, kommer vi flere gange omkring hvorfor det netop blev skuespil de valgte som levevej. Men hvad er det egentlig ved deres arbejde, som de holder allermest af? Et spørgsmål, som får latteren og det helt store smil frem hos dem begge. Med smil i øjnene fortæller Preben, at der er mange forskellige glæder ved dagligdagen som skuespiller, men peger alligevel på én ting, som i særdeleshed betyder noget for ham.

– Det bedste for mig det er, når en forestilling lykkes. Det betyder ikke nødvendigvis, at den har fået gode anmeldelser. Det betyder
, at ens egen fornemmelse er helt rigtig omkring den, og at man har nået det mål man gerne ville, og man har fået fortalt den historie, man kom for at fortælle på en måde, så folk forstår det. Det vil sige, at hvis der er noget som skal røre folk, og hvis der er noget som gerne skal få dem til at le, så gør de det. Altså, det er højdepunktet for mig.

Amalie fortæller, at hun sætter stor pris på det sociale, og på samarbejdet skuespillerne imellem.

– Sammenholdet er især stort når man laver teater. Der er man fælles om at få en forestilling til at fungere. Det er altid et fælles ansvar. For eksempel når vi skal synge kor, det elsker jeg. Det skal virkelig gå op i en højere enhed, og det er en meget konkret måde at illustrere at det altid er en fælles opgave. Det synes jeg er noget af det fedeste. Det er at gøre det sammen.

– Åh, det er simpelthen så godt at høre, udbryder Preben med begejstring og fortsætter:

– Det kunne komme ud af
min egen mund, det der. Det
er jo det, der er det allervigtigste. Det der soloræs, det er jo
 ikke til at holde ud. Vi må gerne
 tage vores plads, når det er tid 
til det. Men det handler jo hele 
tiden om at give og tage fra hinanden, og gøre hinanden bedre. Jo bedre man gør de andre, jo bedre bliver man selv. Så det handler hele tiden om samarbejde.

Amalie er for tiden med i seersuccesen Badehotellet på TV2, og Prebens mange glansroller taler deres eget klare sprog. Men hvad nu hvis publikum en dag ikke belønner indsatsen og det gode samarbejde? Hvad hvis anmelderne, seerne og teaterpublikummet vender tommelfingeren nedad?

– Det er jo en chance vi altid tager. Sådan er gamet, siger Amalie uden tøven, og Preben tilføjer:

– Den der har beskrevet det tydeligst, det er Ghita Nørby. Hun har sagt, at det er fuldstændig som at ride på ryggen af en tiger. Du ved aldrig hvornår den smider dig af og æder dig. Men altså – den tur, den er spændende. Og du kan aldrig vide med et publikum. Lige så vidunderlige og dedikerede de er, lige så hurtigt finder de noget andet, som de hellere vil se på. Sådan er det. Derfor skal man også hele tiden dygtiggøre sig. Det kan ikke nytte noget at læne sig tilbage og sige: ’Nå, nu har jeg opnået en hvis status, så nu kan jeg jo i og for sig være ligeglad’. Det kan jeg love dig for, at man ikke kan.

Fra barn til voksen

Selvom Amalie endnu ikke er fyldt 30 år, så har hun mange års erfaring som skuespiller. Hun fik sit gennembrud allerede som 8-årig, hvor hun spillede rollen som Lise Nørgaard i filmen Kun en Pige. Derefter fulgte flere store barneroller både på teater, film og tv. Siden hen har hun arbejdet målrettet for at træde ind i de voksnes skuespilrækker.

– Jeg kom ind på skuespillerskolen som 20-årig, og kom ud som 24-årig, og der skete jo helt vildt meget i de år. Også sådan rent personligt. Et eksempel på forskellen mellem det at spille som barn, og som voksen, kan være at jeg jo altid har fået at vide, hvor jeg skulle gå og stå. Som barn får du at vide, at nu skal du gå ind ad døren, sætte dig der på sengen, og så skal du begynde at græde. Værsgo.

Preben griner højt, og Amalie stemmer i. Der går i det hele taget ikke mange minutter mellem hvert latterudbrud, og selvom de to ikke kender hinanden personligt, virker det som om de på mange måder er på bølgelængde. Latteren aftager og Amalie fortsætter:

– Overgangen fra barneroller til de mere modne roller var da et stort kapitel i mit liv. Og tiden på skuespillerskolen var med til at give mig redskaberne til at finde ud af, at jeg ikke behøvede at bruge så meget af mig selv. Jeg behøver ikke at tænke på min gamle mormor for at begynde at græde. Jeg kan godt bare bruge nogle af de redskaber jeg har lært. Det er også det der gør, at vi kan holde til at gøre det igen og igen.

Den ubetydelige aldersforskel

Med sine 62 leveår og snart 40 år som skuespiller, har Preben et stort kartotek af erfaringer at trække på. Men til spørgsmålet om, om han havde nogle gode råd til den unge skuespillerinde, er svaret kort og præcist:

– Nej. Hun har fattet det, siger Preben helt tørt. For straks efter at bryde ud i latter.

Det får Amalie til at grine højt og hjerteligt.

– Haha, okay. Kryds ved det. Dejligt at vide, klukker hun, og Preben fortsætter, stadig smågrinende:

– Det med at nogle har af os har været i faget i længere tid end andre, det er ikke noget, vi tænker over, når vi går ind i et samarbejde. Eller, jo måske når man er helt ny. Jeg kan da godt huske, da jeg mødte Ghita Nørby for første gang. Der var jeg da sådan lidt uha… Men nu skal vi arbejde sammen igen for fjerde-femte gang, og nu er vi helt jævnbyrdige på en eller anden mærkelig måde. Selvom jeg har siddet og set hende i biografen som barn. Men den der aldersforskel. Den betyder intet. Tværtimod.

– Vi er jo også i et fag hvor vi er meget vant til at skulle arbejde sammen med kollegaer i alle aldre, uddyber Amalie.

– Lige fra børn til ældre mennesker. Vi skal jo få det hele til at fungere, og nogle gange er det måske en, du har kendt hele dit liv, som pludselig skal spille din morfar på en tv-optagelse. Jamen så gør vi da lige det. Gud hvor vi leger.

Men selvom aldersforskellen ikke engang bliver tildelt en birolle i de to skuespilleres beskrivelse af deres samarbejde, så er det trods alt en faktor man må forholde sig til. Eller hvad? Preben løfter skuldrene og ryster let på hovedet.

– Jeg forholder mig ikke til det. Jeg registrerer lige pludselig en dag, hvor jeg står til en prøve og kigger rundt, at hov, det er da mig, der er den ældste. Og det er virkelig sandt. Det er sket sådan. Hvordan er det gået til, at jeg pludselig er den ældste? Men, nu skal jeg jo heldigvis snart spille sammen med Ghita igen, griner han.

Der er dog kommet en anden ro på tingene, end der har været tidligere i karrieren, fortæller Preben.

– Pludselig tænker jeg måske over hvor mange år, der er gået, og hvordan det kan være gået så stærkt. Hvordan kan det lade sig gøre? Men så fem minutter efter, så er de tanker væk, for så er jeg i gang med tusinde ting. Jeg har mere travlt nu, end jeg synes, jeg har haft i 100 år. Men jeg synes til gengæld, at jeg har en anden ro, end jeg havde tidligere. Jeg tillader ikke, at jeg bliver så stresset. Hvis jeg mærker at, hov, nu kommer det der, så melder jeg fra. Det turde jeg ikke på samme måde, dengang jeg var helt ung.

Amalie smiler skævt til Preben og siger:

– Men du har jo drøntravlt alligevel.

Og det har hun helt ret i, for når der kommer spændende opgaver, så er det svært for Preben at sige nej.

– Men en gang imellem er jeg nødt til det. For jeg kan ikke arbejde som jeg gjorde tidligere. Til prøve om dagen. Spille om aftenen. Nogle gange filme om formiddagen. Det kan jeg altså ikke mere. En ting ad gangen. Og så kan jeg mærke, at jeg nu kan have det helt fint med ikke at lave noget. Altså når jeg først er kommet ind i sådan en rytme, hvor jeg ikke laver noget. Sådan en periode havde jeg her i sommer, hvor jeg holdt fri i tre måneder. Der havde jeg altså meeeget svært ved at komme i gang igen bagefter, griner han.

– Det var fantastisk, og det er første gang nogensinde jeg har holdt fri så længe. Det varer nok også længe før det sker igen. Snakken har kredset om alder, erfaringer og hvordan vi lærer livet igennem, og her bringer Amalie endnu en kilde til inspiration på bordet.

– Jeg har også arbejdet en del med børn, og nogle gange er det altså rigtig fedt, fordi de har sådan en umiddelbarhed. Jeg kan nogle gange godt være lidt for meget oppe i hovedet, og tænke lidt for meget over tingene. Sådan er der nok mange, der har det. Men så har børn den der ukomplicerede måde at se og gøre tingene på. Så er der selvfølgelig de helt rutinerede og ældre, som bare kan deres ting til hudløshed og som har prøvet det super mange gange, og har en bestemt måde at gøre tingene på. Så føler jeg mig også meget tryg. Der skal selvfølgelig være plads til, at vi alle sammen kan komme med vores ideer og input. Her springer Preben ind og fortsætter med stor iver:

– Der skal altid være plads til, at alle kan komme med sit. Jeg ved simpelthen ikke noget værre, end hvis der kommer nogen, som bare har forberedt det hele, og at alt absolut skal være på en bestemt måde. Det er så røvkedeligt. Det skal helst være nyt hver eneste gang. Jeg har arbejdet sammen med nogen, nu nævner vi ingen navne, hvor det var fuldstændig firkantet. Så hver eneste dag var det præcis det samme som i går. Ahh men jeg keder mig, siger han og ryster op hovedet.

Den dejligt usikre fremtid

Den afvekslende hverdag og glæden ved hele tiden at skulle noget nyt, lyder som en nødvendighed, hvis man skal trives i det omskiftelige skuespilfag. Men Preben har ingen opskrift på, hvordan Amalie kan komme sikkert igennem skuespilkarrieren.

– Jeg har snart været i branchen i 40 år, og har aldrig været arbejdsløs. Det er noget af det mest privilegerede, der findes. Men det er der ingen regler for. Det afhænger selvfølgelig af, om man har evnerne – og det har du, det siger sig selv, siger han rettet mod Amalie.

– Det er det man kalder talent eller x-faktor. Men det handler også i høj grad om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og det kan du ikke planlægge. Så enkelt er det. Og ja, en gang i mellem, så får man ondt i maven og tænker, gud nej, er det slut nu? Søren Pilmark sagde det engang så fint. Han sagde: Jeg er hele tiden bange for, at der er nogen der opdager, at det er snyd. Preben griner højt og det kan ikke undgå at smitte, og vi ler alle sammen.

– Er det ikke godt sagt?

– Det er jo rigtigt, og der er så meget der er tilfældigt, fortsætter Amalie.

– Et rigtig godt eksempel på netop det Preben siger, er hvordan jeg ved en tilfældighed fik rollen som Amanda i Badehotellet. Så jeg ved det godt, og det er både fedt, men også enormt skræmmende. Jeg kan meget godt lide at være i det lige nu. Efter at jeg har været fastansat ved Aalborg Teater i fire år, så har jeg det enormt godt med den her freelance tilværelse. Det er mere fleksibelt og jeg kan være i København nu, hvor jeg kan være mere sammen med min familie. Men jeg tager det en dag ad gangen. Eller nej, nærmere en sæson ad gangen.

Allerede efter en kort stund i Amalie og Prebens selskab, er det som om at temperaturen er steget et par grader, og den grå januar dag har ligesom fået lidt mere knald på farveskalaen. Så det er slet ikke svært at forestille sig hvilket festfyrværkeri af en koncert de to vil være i stand til at levere, når I Love Musicals 2 gæster Aalborg d. 16. marts 2016.

Annonce