Der var engang en snotnæse

Tekst & Foto Cecilie Vestergaard Wennerlin

Det er januar 2008. Rihanna synger om paraplyer, Stein Bagger er på alles læber, og man skal helst have meget tynde øjenbryn for at være hip. Jeg er forkølet og ligger i min seng med det hvide jernstel på mit rolige værelse i mit barndomshjem. På TV’et kører Beverly Hills 90210, og mine tanker kredser om to ting:

  1. Hvorfor taler Dylan altid så lavt?
  2. Hold nu kæft, hvor er det synd for mig, det her. Det burde være forbudt at være så forkølet. Jeg bliver snart sindssyg. Stakkels, stakkels mig.

Og jeg venter på, mine forældre kommer hjem, så det føles lidt mere trygt at have det SÅ elendigt.

Dig, der læser dette… Forestil dig nu, at vi spoler 10 år frem. Verden ruller forbi som en farverig filmstribe af begivenheder.

Min ser således ud:

Stramme jeans – Blachman på TV – Den første festival – Solskoldet og spiseforstyrret – Farvel skoletid, et helvede som Dantes, jeg vil aldrig savne dig – Mere spiseforstyrret – Ømme fødder i altid høje hæle – Voksenansvaret er her nu – Vågn op – Jeg ser dig, ser du mig – Kærlighed strømmer fra ham, der betragter dig – Gravid, tab på tab – Alt lys ætset væk – Bliver jeg glad igen – I medgang og modgang, altid vi – Barnet er her, er du? – Støvet lys gennem sprækker – Dvalen viger – Fold hænderne ud – Livsmeningen er her for 2. gang – Du ER nu.

10 års liv opsummeret på 6 linjer.

Jeg er nu.

Jeg er lige midt i vores virkelighed, som er fantastisk med alt, hvad den indebærer.

….og som hele vinterferien har bestået af en blanding af daglig taknemmelighed over, at vores liv heldigvis er indrettet, som det er, samt en stor og meget opslidende frustration over det faktum, at vi har været lagt ned og kørt over 17 gange af den maskine, der hedder Influenza. Ligesom resten af landet.

For en 3 (snart 4)-årig er det ikke verdens nemmeste ting at forholde sig til, at mor er syg og afkræftet. Jeg kan huske det, fra da jeg var barn. Den ordnede verden bliver pludselig uordentlig. Derfor reagerede søde William også hurtigt med at blive skrupforvirret og få samme rastløse energi over sig som Søren Gericke over en andesteg på direkte TV.

Og lille Daniel… som helst bare gerne vil lege op-ned-og-op-igen i sofaen hele tiden, gik rundt på sine skinkeben og var skiftevis meget ked og drillesyg.

Min feber bankede derudad med fuld kraft, og jeg så grønthvidt lys om vores klædeskab og havde en nat en stærk følelse af, at mine ben var væk. Feberdrømmene kredsede om mærkelighed. Og på natten med den voldsomt høje feber, drømte jeg, at Daniel var en skælmsk, men ikke hjertelig, reinkarnation af en admiral fra Napoleons hær, samt at en ældre dame med et pelscollier om halsen stod og bankede på vores vindue for at sige, at hun ville blive mægtig vred, hvis ikke vi malede vores hus rødt som en glødende solnedgang.

Seje bedsteforældre blev vores redning. De aflastede, hvor de kunne, og havde vi ikke haft den mulighed, var jeg muligvis blevet lidt sindssyg.

Og så hændte det… én efter én blev resten af familien nedlagt. Før jeg selv var blevet frisk.

Og hvad der dernæst skete var 1836846 Daniel-amninger i døgnet, lange aftener med kede-af-det børn, der var alt for generede til at finde ro, og en Christian der var hævet i hele hovedet af næsepudsning og feber.

Mens jeg lå på nat nr. 5 med feber i kroppen, en brændende varm Daniel i armhulen og en lige så varm William i den anden, skænkede jeg en ukærlig tanke til mit 2008-jeg, der lå i en dyne af mental selvynk over en skide forkølelse, hvor min eneste opgave var at tage mig af mig selv.

Puuuuuwha, mig for 10 år siden. PUUUUWHA! (sagt på samme måde som en til en hund, der har skidt på tæppet)

Du skulle bare have vidst, skulle du.

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂