De fleste af os har et forhold til bøger på den ene eller den anden måde. Nogle mennesker har aldrig holdt af at læse og har derfor et anstrengt forhold til bøger. Andre elsker dem, og bruger et liv på at samle en gedigen stak.
Jeg må siges at høre til gruppe nummer to. Jeg er uddannet litteraturhistoriker og brugte 5 år af min studietid på at arbejde hos en af Danmarks ældste boghandlere. Før det, så læste jeg alt hvad jeg kunne få fat i. I bøgerne kunne jeg besøge hvilken som helst verden uden at flytte mig en millimeter. I min tidlige læseår besøgte jeg Laura Ingalls på den amerikanske prærie, og drømte om at være veninde med ridepigen Wendy. Den verden blev langsomt udvidet med flere og flere genrer, og jeg har ikke set mig tilbage siden.
Den boghandel jeg arbejdede i, er et af de bedste jobs, jeg nogensinde har haft. Jeg arbejdede sammen med andre, der havde samme store interesse som jeg selv og vi kunne snildt bruge en hel dag på at snakke om bøger og intet andet. Vi snakkede videre med alle dem, der kom forbi for at købe bøger, og jeg kom dermed til at tale med et meget bredt udsnit af boglæserne, end mange andre måske har gjort.
Tro mod én genre
Man fik dermed rig mulighed for at observere folks forhold til bøger. Mange bekender sig til én genre, hvor de kun en sjælden gang kaster sig over en bog udenfor kategorien. Man kan være til enten fantasy, krimier eller biografier, men sjældent alle tre på en gang. Der er endda underkategorier indenfor de forskellige genrer; Nogle læser kun de svenske femi-krimier, mens andre læser amerikanske crime. Der er selvfølgelig også mange, der læser på tværs af genrer, men de fleste er stadig tro mod nogle få.
Ligesom man har nogle genrer man elsker, så har mange boglæsere også genrer de hader. Jeg har fx længe haft et had/kærlighedsforhold til krimier, som ikke altid var så velbegrundet, hvis jeg skal være helt ærlig. Den holdning er heldigvisblevet blødt noget op med tiden og jeg har lært at holde af genren, men det har taget tid. Jeg syntes, at alt for mange af dem var skrevet over den samme kedelige formel og bestemt kunne have haft fordel af en gennemskrivning mere eller to. Men jeg fandt kærligheden i Wallander og hos Dan Brown, af alle steder. Dan Browns bøger er ubehjælpsomt skrevet, men hvad gør det, når man suser igennem Louvre i hælene på professor Langdon? Så selv om Dan Brown, efter min mening, ikke skriver specielt godt, så er jeg alligevel underholdt og det er jo også en kvalitet i sig selv. Bøger skal nemlig underholde, røre os og kunne føre os til et andet sted. Hvis vi er rigtig heldige, så kan bøger også lære os lidt om verden omkring os og udvide vores horisont.
