Boganmeldelse: ‘9000 ord folder sig ud’

Tekst og foto Mathilde Falden

Titel: 9000 ord folder sig ud
Udgivet af Forlaget Mellemgaard i 2019

I digtantologien 9000 ord folder sig ud møder vi 12 digtere fra digterfællesskabet 9000 ord. Digterfællesskabet har eksisteret siden 2010, hvor digterne har til fælles, at de alle har en relation til Aalborg – nogle har boet her hele livet, mens andre er kommet til senere i livet helt fra Syrien.

Digterne bærer præg af diversitet. Hver især udfolder de digtene på forskellig vis, dog med ét fælles omdrejningspunkt: livet i Aalborg. Nogle omhandler Aalborg på et helt pragmatisk plan, mens andre omhandler mere abstrakte og eksistentielle overvejelser (i Aalborg). Skildringer af parkeringsproblematikker i Vestbyen kolliderer med livlige beretninger om kærlighed og sorgfyldte strofer om død og alderdom. Stringente, lyriske former med forventelige rim og rytmer som modstykke til lange prosastykker og anekdotisk fortællemåde står ligeledes i skarp kontrast. Disse variationer gør, at det hele tiden er interessant at fortsætte læsningen, og det er med til at understrege, at det er 12 individuelle forfattere, der bidrager til antologien. Der er emner og digt-former for enhver smag, og i langt de fleste digte er den aalborgensiske ånd ikke til at tage fejl af.

”Jeg kører jævnligt til Aalborg for at mødes med ligestillede poeter.
Men hvor PARKERER jeg i Aalborg?
Jeg kører rundt i gaderne og sveden begynder at pible frem, og jeg ser på klokken, og jeg ved nu, at jeg kommer for sent til oplæsningen, eller mødet eller hvad det nu er, jeg skal!”

Vi støder på både erfarne og uerfarne forfattere i digtsamlingen. Nogle er kendte ansigter i forfattermiljøet, nogle er digterdebutanter og andre er oversatte arabiske poeter. Dette vidner om en digtsamling, der repræsenterer den danske og ikke mindst jyske mangfoldighed.

I denne tid, hvor de fleste bruger sommerdagene i Danmark og ligeledes i Aalborg og omegn, er 9000 ord folder sig ud oplagt ferielæsning til den lyrik-interesserede Nordjylland-entusiast. Du kan forvente en poesioplevelse, der i tråd med COVID-19 får læser til at føle sig sammen hver for sig med de respektive poeter. Med deres faktabaserede beskrivelser af byen til deres relaterbare følelsesliv, skabes der et lyrisk fællesskab, som kan få selv den kedeligste gråvejrsdag til at lyse op.

En digtsamling af mennesker med kærlighed til Aalborg til nordjyderne, jyderne og ikke mindst danskerne. God læselyst!