Bill, Bob og tankens kraft

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

I efterdønningerne fra det store børskrak i USA i 1929, boede der en børsvekseler i New York ved navn Bill. Han havde kigget ganske seriøst i flasken, men var ædru på femte måned efter store barske indre kampe. Nu stod han dog overfor en mur, der var svær at takle

Bill var i byen Akron i Ohio til et møde med mange aktionærer, og dette meget vigtige møde faldt ikke ud til hans fordel, så han røg i kulkælderen og fik lyst til at drikke sig fuld. Men han vidste, det var en meget dårlig idé, nu hvor han var nået så langt, så i stedet valgte han med lys og lygte at lede efter en anden alkoholiker, der kunne hjælpe ham igennem den akutte hurdle, han stod i – på ædru vis. Dette førte til et ikonisk møde med en anden alkoholiker, en kirurg ved navn Dr. Bob. Disse to mænd mødtes første gang d. 12. maj 1935, et møde, der blev absolut skelsættende, men ikke kun for Dr. Bob, der efter en måned satte flasken fra sig, for aldrig at hæve den igen. Jeg tillader mig at kalde deres første møde for ikonisk, for det blev det i særdeleshed. Bill og Dr. Bob skabte et meget stærkt bånd, og blev grundlæggerne til AA – Anonyme Alkoholikere, der har reddet millioner af mennesker ud af alkoholens ulykkeligt stærke favntag.

I dag er det faktisk sådan, at i enhver lufthavn i hele verden kan man gå til informationsskranken og bede om at tale med Bill & Bob. Især lufthavne kan være en stor hurdle for ædru alkoholikere, fordi der ligger vandhuller overalt omkring dem, men de er tvunget til at være i området. Så kaldes der ud over højtalerne om Bill & Bob er til stede, da der ventes i informationen, og så kan en anden ædru alkoholiker på vej ud i verden, træde til og hjælpe en ukendt ven i nød. Det synes jeg, er et fantastisk smukt frivilligt beredskab.

Og så filosoferer jeg lidt over medmenneskelighed og kærlighed, kontra kødmarkeder og egoer. Jeg har nære venner, der har mødt ægte dejlig kærlighed på Tinder, men … tænk, hvis der fandtes apps, der tog den lige en tand længere. En app med flere underkategorier man kunne tilmelde sig, der rakte hånden ud, a la too good to go for mennesker. En verdensomspændende app, der kan hjælpe, hvis du bliver ramt af akut angst midt i Paris, står alene i Haifa og mangler en af spise en portion hummus med, eller er ensom i Skælskør og leder efter en at gå en tur med. Hvis du bare synes, verden vender fuldkommen forkert og leder efter nogle andre omkring dig, der synes det samme, og som gerne vil forsøge at gøre en forskel, skabe et nyt sundt liv midt i en verden af kaos og mærkelighed, eller hvis du er jublende lykkelig, men alle dine venner er optaget af deres egen verden.
Den app ville blive et hit, tror jeg. Både som en helt faktuel og konkret digital app, men også som en ny måde at læse vores verden på. Ønsket om at gøre noget godt. Forandre til det bedre, skabe et nyt fællesskab, men ikke med vores eget ego som drivkraft. Ikke for at få opfyldt vores egne evigt skiftende spontane behov, men igen lod det stikke lige en tand dybere. At tænke ud fra en langtidsholdbar ny bæredygtig, i fællesskabsforstand, måde at anskue vores liv og verden på. Uafhængig af rød og blå, religion, etnicitet og andre basale forskelle. Jeg mærker, at den verden vi lever i lige nu, bygger meget på frygt, ensomhed, berøringsangst, bekymringer for fremtiden, og det tankesæt sætter sig i vores handlingsmønstre. Og lige præcis vores tankesæt er det allervigtigste og stærkeste, vi har.

Jeg har igennem de sidste snart ti måneder, siden min Lars døde, eksperimenteret en del inde i min hjerne. Jeg havde en plan! Og som månederne gik, kunne jeg se, at tingene faktisk begyndte at udfolde sig i den retning, jeg ønskede, nok for allerførste gang i mit liv – sådan helt ind til benet. Jeg gik rundt i en lille rus af glæde, fordi jeg kunne se, at det virkede, men jeg havde ikke helt fuldkommen fanget, hvorfor det virkede, og hvor enkelt det egentlig er, indtil min rigtig gode ven Jes introducerede mig til den 4. dimension. Tankens kraft. At vi bliver, hvad vi tænker. Helt enkelt. Selvfølgelig er der masser af lag i den her vildt spændende verden, men kunsten er evnen til at styre dette fuldkommen magiske stykke værktøj på Star Wars-plan. Der er ikke noget hokuspokus eller højtflyvende over det, det er egentlig helt logisk. Universet er ikke så kompliceret, og når man lærer dets sprog, finder man ud af, at det faktisk er rigtigt brugervenligt.

En god metafor er, hvis du forestiller dig din hjerne som en stor tom åben mark. Og du er vild med majs. Derfor vælger du at så en masse majsfrø og passe dem, og vande dem, fordi du rigtig gerne vil spise majskolber i spandevis. Og til høsttid står du med den smukkeste, vitale og sprudlende mark fyldt med majs! Men hvis du er lidt usikker på dine evner som landmand, og egentlig ikke helt tror på projektet, så kan du nemt komme til at gå og sjatpisse nogle små giftige frø ned i marken, imens du vander og forsøger at pleje … og SÅ ender du med en mark til høsttid fyldt med halvdårlige eller døde majs. Det kræver lidt træning, det med at være landmand … men, hvis du er optimist og virkelig siger; ’JEG VIL have den fineste majsmark’ og du gør dig umage, frem for alt, så får du de fineste majs af gufle i.

Jorden giver os også en masse glæder, som vi ikke selv behøver at så, men som vi kan høste kvit og frit. Lige nu er vores smukke intelligente skovbund fyldt med efterårets guddommelige sunde spisesvampe boostet med umami i verdensklasse. Husk klassikeren ’Ristet toast med Svampe a’la creme’. Et godt stykke let ristet landbrød gnedet med hvidløg. Ovenpå lægges i rigelige mængder ristede kantareller, østershatte og markchampignon, der har fået lov til at stå og simre ind i en smækker potensfyldt tyk piskefløde/ veggiefløde – og et stort godt skud fra peber- og saltkværn. Garnér med friskklippet persille.

Jeg ønsker dig et dejligt efterår med alt godt og glæde.

Kærlig hilsen Josefine

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*