Jeg kender mange mennesker, der hver især bærer på historier, der gør ondt langt ind i sjælen. Du kan ikke se disse historier med det blotte øje. De bæres ikke på kroppen som en brækket arm. De bor indeni. Flere af disse historier svøber sig, som den snigende slange Kaa fra Mowgli, i forklædninger som angst, PTSD, sorg. Jeg selv bærer også billeder på nethinden, jeg ville ønske, jeg kunne slette med en lille magisk tryllestav, men det lader sig ikke gøre
Jeg husker, hvordan jeg som barn så min mor komme ned af trappen, med sit ansigt og nøgne overkrop smurt ind i blod, og hvordan jeg sad og holdt hendes hånd, imens hendes kæreste syede en lang flænge i hendes hoved, uden bedøvelse. Han tillod ikke, at hun kom på skadestuen, det ville ikke se godt ud, nu hvor han arbejdede på samme hospital. Jeg erindrer smerten, et indre kogende raseri og sorgen i hendes blik. Og jeg erindrer kulde og flovhed i hans. Bagefter gav jeg ham en syngende lussing, som efterlod aftrykket af en barnehånd på hans kind, og jeg fortalte ham, at han aldrig skulle vise sig i hjemmet igen. Han flyttede kort efter. Jeg hørte min mor stå ude i natten med månens lys over sig, og skrige sin smerte ud nat efter nat. Endnu et nyt kapitel af livet var startet. Jeg var 11 år.
Vi er så dygtige til at leve vores liv. Klippe vores hække, stå op om morgenen og passe vores job. Trafikken ruller, skatten bliver betalt, terminerne og huslejen tikker ind på de rigtige konti og forældremøderne, personalemøderne, foreningsmøderne afholdes med både smil og overskud. Vi køber ind, laver mad og pudser vinduer og slår græs, så alt er pænt. Og så er der nogen, der ikke er helt så dygtige til det hele, hele tiden. Men hvor gemmer vi skrigene henne? Alt det vi tumler med og som dukker op, når vi skal sove. Vi har alle sammen brug for at skrige engang imellem.
Verden er så stor og den overrumpler mig tit, som en haj med kurs mod sælen. Nyhederne pumper ind, skandalerne står i kø for at ville sætte sig på min lystavle, men jeg lukker øjnene. Kniber dem sammen. Jeg har ikke brug for propagandaens dommedagsprofetier og fuldkommen horrible sensations-/sladderhistorier til at sætte kulør på min hverdag. Mental junkfood der kammer over hver dag. Der er rigeligt af vigtige ting, der tumler i mit sind. Men det sætter sig alligevel, usynligt, rundt omkring indeni.
Jeg hiver Emma Gad og de gamle dyder og idealer frem og trækker vejret dybt. Fra før verden gik amok. Fra dengang gammeldags var normalt. Fra dengang vi talte pænt til hinanden som en selvfølge. Dengang brysterne passede til størrelsen på bagdelen, Botox nok var en by i USA og moral ikke var en by i Langtbortistan. Dengang vores hjerter var store og had var en følelse, der blev hevet frem på skrømt, når vi spillede fodbold mod ærkefjenden Sverige.
Jeg iagttager vores rastløshed efter noget, der ligner kærlighed, men er mindre krævende, som Knorrs Bearnaise. Hvordan vi ’swiper’ ting og mennesker ud til venstre med et let lille fingerpust. Jeg iagttager, hvordan verdensbilledet er blevet mere og mere outreret og vredet rundt til ukendelige størrelser, og idealer og principper har haft holdbarhed som billige trusser fra føtex. Måske det har været den nye måde at skrige igennem på. Så kan jeg bedre lide min mors. At stille sig under månen og skrige af sin fulde hals. Lige dér. Blandt velfriserede indkørsler, nypolerede smedejerns porte og elegante rosenbede.
Nu smelter foråret vores kolde vinter-vener, træernes knopper og små sprøde blade rækker ud efter kærlighed. Der er intet panser, kun sårbarhed og tillid. Og jeg vil gribe den sårbarhed og den tillid, og lade dette forår være det fineste. Lad os skrige! Når vores kroppe har brug for det. Grin for fanden! Også højlydt nede i Netto. Kys din nabo på kinden, også selvom hans side af hækken er lidt skæv og smil til kassedamen, når køen er blevet alt for lang og fortæl hende, hun er smuk, lige dér midt i alle kassebonerne og dåsemajsen. Kram pædagogen, der er ved at vælte om af træthed og SOSU’en der holder din mors, din mands eller din morfars hånd hver eneste dag. Erkend din sårbarhed som din styrke, og ræk hånden ud til verden i tillid. Vær modig … og giv plads til at give slip på alt det og alle dem, der ikke vil dig det godt. Så er der mange flere kræfter til at lyset kan bryde frem. Der er ingen grund til andet.
Set ude fra atmosfæren og universets perlemorsfarvede nuancer, ser det muligvis håbløst ligegyldigt ud, hvad vi render rundt og foretager os nede i vores lillebitte nannomikromyretue … men vi er alle en del af universets perlemorsfarvede nuancer, og dét er jo ikke ligegyldigt. Alt hvad vi foretager os, betyder noget. For nogen, for os selv, for alt omkring os, og når vi engang skal af sted, tager vi kun vores hjerte med. Så lev et liv ”med kærlig hilsen”.
Med kærlig hilsen Josefine
