To verdener

tekst Sussie Vinkel Munk | foto Tove Koch

På den ene side et stort familiemenneske, der elsker at være sammen med sin mand, sine børn og børnebørn. På den anden side en skarpskåret politiinspektør. Mød Marianne Vestergaard-Lau, der med stor energi balancerer i to vidt forskellige verdener

Nordjyllands politiinspektør, Marianne Vestergaard-Lau, minder om en dansk udgave af den amerikanske skuespillerinde, Jamie Lee Curtis, der bl.a. er kendt fra True Lies, hvor hun spiller over for Arnold Schwarzenegger. Marianne har det samme charmerende twist af maskulinitet, samme høje, slanke og ranke krop og samme korte frisure. APPETIZEs udsendte har svært ved at frigøre sig fra tanken under interviewet. Især fordi Marianne viser sig også at indeholde samme levende passion som Jamie Lee Curtis. Men dermed holder lighederne helt afgjort også op. Jamie er født i Californien som datter af den ene af hovedrolleindehaverne i 70’ernes successerie ”De uheldige helte.” Marianne er datter af en arbejderfamilie i København.

Særlige bånd

– Jeg er tæt knyttet til min mor og har altid været det. Men det er ikke kun mellem min mor og mig, der er et særligt bånd. Pigerne i min familie er tæt knyttede – både min mor, mig, min mormor og mine tre døtre, forklarer Marianne, der taler lynhurtigt og med energi i stemmen. Der glider en flygtig skygge hen over ansigtet på hende, da talen falder på hendes tre døtre. Skyggen, der lynhurtigt bliver afløst af et smil, viser sig at handle om, at Marianne grundlæggende og altid er en lille smule ked af ikke at være HELT tæt på alle sine tre døtre og de to elskede børnebørn på 5 og 2 år. Børnebørnene befinder sig i Hillerød hos Mariannes ældste datter, der er sygeplejerske.

– Hvis man kan sige, at der er noget, jeg ville gøre om, så ville jeg vente på at min datter havde mulighed for at komme med til Jylland, da jeg flyttede hertil. Men det var svært, fordi hun var i fuld gang med sin uddannelse. Jeg ville trives allerbedst med alle mine børn og børnebørn omkring mig altid, smiler Marianne, der har sin mellemste datter boende hjemme i øjeblikket.

Sølvbryllup med Poul

– Min mellemste datter er flyttet hjem til os i en periode, fordi det er meningen, at hun vil bosætte sig i Aalborg. Hun uddannet inden for engelsk og kommunikation og har i de seneste år boet og arbejdet i Jordan, sammen med sin engelske kæreste. Han er også kommet til Danmark og skal arbejde for NEAS Energy, så det er meget spændende. Min yngste datter bor i Skive med sin kæreste, og de er begge ansat i militæret, forklarer Marianne. Udover de tre døtre tæller Mariannes nærmeste familie også hendes mand, Poul, der er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi. Parret har været sammen så længe, at de har fejret sølvbryllup.

– Så ja, der er rigtig meget arbejdssnak hjemme hos os, griner Marianne. Poul, der har været gift tidligere, har to børn, som Marianne betragter som sine bonusbørn.

– Vi bor i Viborg, så jeg har lige en time og ti minutters kørsel på arbejde.

Barndom på bliktagene

Mens Marianne vender tilbage til at fortælle om barndommen i København, får APPETIZEs journalist indre billeder på nethinden i retningen af tv-serien Sonja fra Saxogade og følelsen af den samme stemning af storbyliv på stenbroen, hvor børnene rendte rundt i gårdene, gik på æblerov hos naboen, købte slikkepinde nede på hjørnet og var ude til solen gik ned over tagene.

– Jeg har gået på Pilegårdsskolen på Amager og Nylandsvejens Skole på Frederiksberg. Mine forældre flyttede nemlig lidt rundt, efterhånden som de arbejdede sig opad i hierakiet. Jeg vil selv beskrive min barndom som fuldkommen almindelig. Min mor var hjemmegående, og jeg var en rigtig drengepige, der legede indianer og den slags. Min yndlingsleg var at hænge ud på bliktagene i kvarteret. Vi kunne løbe rundt deroppe uden at blive set, og det var spændende, fordi det var lidt farligt og hemmeligt. Det var helt vildt sjovt at lege deroppe og f.eks. kaste snebolde ned på forbipasserende. Jeg kan huske at vi kom derop ved først at klatre op på et hegn – det var verdensklasse, griner Marianne.

Mormor efter skole

Selvfølgelig havde Marianne også en irriterende lillebror, hun ”altid” skulle passe (havde Sonja fra Saxogade ikke også det?)

– Det var selvfølgelig langt fra altid, at jeg skulle passe Dennis, men det føltes sådan. Han er 7 år yngre end mig, og min mor blev hjemmegående og senere dagplejemor for at han kunne få nogen at lege med, husker Marianne. En meget vigtig del af hendes barndom var hendes dejlige mormor, som hun ofte besøgte efter skole.

– Hun var et meget favnende og nærværende menneske, og jeg elskede hende. Jeg fik en masse privilegier hos hende og fik lov til ting, jeg ikke fik lov til andre steder.

3 x unge mødre

En særlig ting ved de tre kvinder, Marianne, hendes mor og hendes mormor er, at de alle tre blev mødre som ganske unge.

– Min mormor er født i 1926, min mor er født i 1943 og jeg er født i 1963. Det betød, at jeg havde
 både en ung mor og en ung
 mormor, hvilket jeg altid har oplevet som dejligt.

– Jeg valgte at blive blev gravid med min ældste datter
 Dinah i 3. G. Det var fuldt ud
bevidst, og jeg ville gerne være
 en ung mor, ligesom min mor og 
min mormor. Jeg beundrer kvinderne i min familie meget. Ikke 
fordi de på den måde er stærke 
personligheder – f.eks. kunne
 min mor ikke drømme om at
 stille sig op og tale i større for
samlinger. Men der var tale om
 en anden styrke, der handler om evnen til at holde sammen på familien – om sammenhængskraft. Desværre er min mormor død nu. Vi mistede hende i 2014 i en alder af 89. Det var et KÆMPE tab. Min mormor og jeg sms’ede hver dag. Jeg lærte hende at skrive sms-beskeder, da hun var 75 år og lige til det sidste skrev hun og jeg sms til hinanden hver dag. Jeg har lært af min mor og min mormor, at familie er vigtigt. De sørgede for, at vi var samlet, og at vi var der for hinanden. Jeg kan huske, at min mormor altid sagde: ”Giv en blomst, mens jeg lever…” og hun efterlevede det selv. Hun forkælede mig ud over alle grænser. Jeg kom på ferier hos hende, fik lov til at sidde i sengen og spise osv. Jeg ville så enormt gerne være den samme slags mormor over for mine børnebørn, og det kan være svært at acceptere, at jeg hele tiden befinder mig i to verdener. Det kan godt hive og slide i én…

Væddemål med studievejleder

Selv om det kan lyde som en vits, har Marianne været gift med både ”Per og Poul.”

– Per – min første mand – mødte jeg en nytårsaften. Han var ældre end mig, og jeg tror, at det var hans alder og erfaring, jeg faldt for, og så at han bare lige var der på det rigtige tidspunkt, fortæller Marianne og smiler lidt af sin egen naivitet på det tidspunkt. Egentlig ville hun gerne ha’ læst medicin, men karaktererne fra gymnasiet rakte ikke til den ambition. Hun overvejede også at blive socialrådgiver, præst eller psykolog, men fandt så ved et tilfælde ud af, at hos politiet kunne hun få lidt fra hvert fag.

– Jeg kan huske, at jeg havde en samtale med en piberygende, venstreorienteret studievejleder på Christianshavns Gymnasium. Jeg havde jo haft russisk i tre år, og det hele var noget med basisgrupper og urtete. ”Jeg tror, at jeg vil søge ind til politiet…” sagde jeg. ”Det kommer ikke til at lykkes,” svarede han. Og så væddede vi faktisk om det, så hvis han læser dette i dag vil jeg gerne takke ham for konkurrencen, som jo på en måde lidt er skyld i at jeg sidder her i dag, griner Marianne.

Barselsorlov – og hård træning

Marianne blev gift med Per, der var ansat som togfører hos DSB. Et år efter sin studentereksamen blev hun mor til Dinah og havde 6 måneders barselsorlov.

– Så begyndte jeg at træne og løbe for at kunne leve op til de fysiske krav for at søge ind til politiet. Jeg fik et job som ufaglært sygehjælper for at tjene lidt penge, men ellers arbejdede jeg målrettet frem mod min plan, husker Marianne. Planen med politiet holdt, men det gjorde ægteskabet med Per ikke.

Oplevelser man aldrig glemmer

Det var i december 1984 at Marianne, som én af blot 11 piger, startede på politiskolen.

– Det hele var meget spændende, især da jeg kom på Station 1 i København. Det var som at komme tilbage til rødderne. Min familie bakkede mig fuldt ud op. Jeg var den første i familien, der havde fået
en studentereksamen, så de var stolte af mig og hjalp med Dinah, der var to et halvt år, fortæller Marianne, der mødte sin nuværende mand, Poul, i 1987. Dengang arbejdede han i en specialgruppe. I løbet af de næste år arbejdede Marianne sig opad og fik forskellige erfaringer i politikorpset. Hun arbejdede bl.a. som leder af et sagsbehandlingskontor, der tog sig af tvangsindlæggelser af psykisk syge.

– Jeg har utallige oplevelser, som jeg aldrig glemmer. Jeg var med, da politiet med overborgmester Egon Weidekamp i ryggen besluttede at storme og rydde det besatte hus i Ryesgade for BZ’ere. Jeg har også anholdt en postrøver, der kom gående efter røveriet nede i midtbyen. Jeg kunne straks genkende ham fra det signalement, der var sendt ud, og jeg trak min pistol og fik ham anholdt. Det var en rigtig god sag.

Også hårde opgaver

– Jeg husker også følelsesmæssige oplevelser med at tage ud og fortælle folk, at de har mistet nære pårørende. Jeg var bl.a. den, der skulle ud og fortælle en kollega, at han havde mistede sin søn, der blev fundet død på et toilet på Nørrebro Station. Jeg lærte, at det er vigtigt, at få overbragt budskabet så hurtigt og præcist som muligt. Samtidig er det enormt vigtigt, at man får det sagt skånsomt og empatisk, for det er et øjeblik i folks liv, som de aldrig vil glemme. De få minutter vil altid stå lysende klart i deres bevidsthed. Det er virkelig den hårdeste del af jobbet, og man skal være klar til alle mulige former for reaktioner. Nogle benægter hvad der er sket, andre bryder totalt sammen og andre begynder at tænke praktisk. Jeg kan stadig huske følelsen af at stå uden for hoveddøren lige før man ringer på dørklokken, hvor man tænker, at når du først ringer på, så ændrer du familiens liv for evigt. Det er vigtigt at man er superskarp i situationen, og man er som regel to betjente til den type opgaver, så man kan hjælpe hinanden. Selvom det er en hård opgave, bliver man på en måde også robust af det, man bliver mere opmærksom på menneskelige reaktioner, og man bliver mere sårbar som menneske. Det er uundgåeligt at man kommer til at tænke på ens eget barn, hvis man er ude og underrette om vuggedød, siger Marianne og fortæller videre om, at der i dag bliver gjort meget for at sikre, at betjente får mulighed for at læsse af og blive debriefet, når de har voldsomme oplevelser eller f.eks. oplever at underrette om dødsfald. Nogle er meget robuste, andre bliver mere sårbare af det.

– Det er meget vigtigt, at vi som ledere for betjentene tænker over, hvad de gemmegår, og at det kan slide mere på nogle end på andre, og at det ikke betyder, at man er ”svag,” fordi man reagerer. Man bliver lidt sårbar af alt det, man gennemlever i sit politiliv. F.eks. synes min datter, at jeg er lidt for pylret over mine børnebørn, når de er på ferie i nærheden af swimmingpools osv. Men har alle mormødre det ikke sådan? Det tror jeg, smiler Marianne.

Lederrollen fylder meget

Nordjyllands Politi tæller 700 politifolk.

– Jeg kom hertil i 2009, efter at ha’ været i Randers siden 2006. Jeg er operativ ansvarlig for Centralberedskabet, og det betyder bl.a., at jeg har ansvar for færdselsafdelingen, hunde- og specialpatruljer, udlændingecenteret, tungvognscenteret, vagtcentralen og koordineringen, hvis der skal etableres en større politiindsats og ved terrortrusler. Det ligger mig meget på sinde at levere den kerneopgave, vi er sat i verden til, så godt som overhovedet muligt. Samtidig skal jeg sikre den bedst mulige drift også ud fra et økonomisk perspektiv, og jeg vil gerne sikre kompetenceudvikling, og at medarbejderne har det godt, siger Marianne. Hun smiler lidt ved spørgsmålet om, hvorvidt hun egentlig savner det der med at være betjent på gaden.

– Uha, det er mange år siden. Ja, jeg kan godt savne, at opgaveløsningerne som betjent var meget konkrete, og jeg tror, at jeg var en dygtig betjent, og jeg var meget glad for det og stolt af mit arbejde. Det gav mening for mig at arbejde med f.eks. de hjemløse og prostituerede og andre udsatte grupper. Jeg går meget op i, at vi skal sikre de svage i samfundet. Som betjent møder man alle samfundslag og oplever på tætteste hold alle former for kriminalitet –eller frygtelige forbrydelser, hvor børn og unge bliver slået ihjel. Til gengæld er jeg i dag meget glad for at ha’ med mennesker og organisationsudvikling at gøre. Lederrollen fylder meget, og jeg er ydmyg og beæret over den. Min svaghed er nok, at jeg gerne vil ha fingrene ned i for mange ting, men samtidig tror jeg, at mine medarbejdere synes, at jeg støtter dem i friheden til at bygge deres eget ledelsesrum, så de har deres bane. Jeg forsøger at være en leder, der ikke går i vejen men står til rådighed, understreger Marianne, der kan fortælle om mange hårrejsende oplevelser, som APPETIZEs journalist husker fra medierne, og som også har gjort indtryk på Marianne, selvom hun ikke er ude i felten, men befinder sig bag skrivebordet.

– Der sker mange voldsomme hændelser, og det gør altid et stort indtryk, når jeg ved, hvad medarbejderne har stået overfor, og at de måske har været nødsaget til at anvende magt. Og så er der jo altid opgaver med f.eks. uro i Jomfru Anegade, store fodboldkampe osv.

De klippefaste nordjyder

Mariannes mellemste datter bliver snart aalborggenser. Men på trods af Mariannes arbejde i Aalborg, bliver hun selv i Viborg med
 sin mand.

– Min mand og jeg har for længst besluttet, at vi ikke skal arbejde i den samme politikreds, og det betyder, at én af os skal køre lidt længere – og det er så mig.

– Det fungerer fint med køreturen, og vi er glade for at bo i Viborg. Men jeg synes, at Nordjylland er et fantastisk dejligt område, og jeg kan godt lide, at nordjyder er så underspillende, svære at imponere men klippefaste og solide og med gode værdier. Man skal ikke tage fejl af nordjyder. Selvom de har ry for ikke at være så hurtige, så har jeg fundet ud af, at det ikke passer, men at det bare kan føles sådan for en københavner, griner Marianne og tilføjer grinende, at hendes nordjyske kolleger vist har lært at leve med, at hun snakker meget hurtigt og er et passioneret og begejstret menneske.

Jeg ER begge verdener

Ligeså passioneret et arbejdsmenneske Marianne er fra mandag til fredag, ligeså passioneret et fritids- og familiemenneske er hun i weekenderne.

– Ja, jeg brænder for at gøre noget helt andet i weekenden. Jeg løber en del, er sammen med familien, og så rejser vi en del, Poul og jeg. Vi kan bedst lide aktive ferier, hvor vi arrangerer det hele selv, og vi skal f.eks. snart til Sydafrika, og vi har tidligere rejst meget i Asien. Når vi rejser glemmer vi politiet, og det tror jeg er godt, for derhjemme kan vi godt snakke en del arbejde, ledelse osv. Det er godt at ha’ én at sparre med, men der skal også være tid til ikke at tænke på det, og jeg synes, at vi har fundet en god rytme, siger Marianne og slutter hvor vi begyndte. Nemlig med lysten til både at opfylde de jobmæssige ambitioner og ambitionerne om tid til hyggeligt familieliv.

– Ja, altså, jeg elsker jo både at ha’ travlt på arbejdet og så helt almindelige jordnære ting, som at gå på café og drikke kaffe med min svigerinde. Jeg elsker begge verdener, og jeg ER begge verdener, slutter Marianne. Som var det aftalt, bliver vores interview brat afsluttet, da én af hendes kolleger kommer ind og afbryder, fordi hun skal videre til næste møde.

Annonce