Anmeldelse: Livstidsgæsterne på Aalborg Teater

Tekst Malene Ørts Hansen | Foto Presse (Sara, Peter & Tobias)

Lørdag eftermiddag spillede komedien Livstidsgæsterne af Line Knutzon på Store Scene i Aalborg Teater. Forestillingen er skabt i samarbejde med Betty Nansen Teatret med en rolleliste bestående af Niels Ellegaard, Ena Spottag, Anders Budde, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing.

Hvem er du, og hvor mange af dig er der egentlig?

Og hvem af dig kan bedst håndtere, at din e-Boks er propfyldt af ulæste beskeder, at overboen ringer og siger du er sød, eller at afløbet er stoppet?

Niels, Ena, Anders, Tryggvi, Xenia og Maria spiller alle en rolle, der tilsammen udgør én og samme person. Man følger dem alle på scenen på samme tid i et mærkværdigt univers, der forestiller livet, der går, og sammen forsøger de 6 sider af samme person at klare sig igennem en masse forskellige – mere eller mindre – relaterbare situationer. Til noget der mest af alt minder om en generalforsamling mødes de 6 ”jeg’er” flere gange og drøfter de forskellige ting, der bør tages stilling til, hvilket kan få bølgerne til at gå højt. Det kan nemlig være svært at blive enig om tingene, når personlighederne strækker sig lige fra ham, som gerne vil gøre alle glade, til hende, som kan komme med vilde vredesudbrud og som samtidig er svært allergisk over for at tage ansvar.

Stykket talte desværre ikke til mig – eller nogen af dem, der er mig. Jeg synes hurtigt, det blev en smule for forudsigeligt hvordan de forskellige personligheder ville reagere på hinanden, de ting der skete og blev sagt, og så føltes de ca. 90 minutter som forestillingen tog pludseligt som ret lang tid. Til trods for det var jeg meget imponeret over de 6 skuespillere, der fra start til slut gav den alt, hvad de havde. De formåede også flere gange at få folk i salen til at grine, med de oftest ret spøjse og absurde replikker, der blev leveret med rigtig god komisk timing. Derfor skal Livstidsgæsterne have 3 stjerner herfra.

Du kan se Livstidsgæsterne på Aalborg Teater til og med 19. juni. Læs mere her: https://www.aalborgteater.dk/event/livstidsgaesterne/