– om at sige undskyld på Instagram og få en masse forståelse tilbage!
I sommers blev vores andet barn, August, 1 år. En dejlig velskabt dreng! I min verden tror jeg, at jeg havde tænkt at graviditet, fødsel og barnet på mange måder ville være “nogenlunde det samme” som ved første barn… altså i grove træk! Oskar var født 4 uger for tidligt og derfor var vi indstillet på, at det ville kunne ske igen. Men jeg endte altså med at føde i uge 42 på dagen inden igangsættelse.
Allerede der kom det bag på mig, at August lod sig vente. At der var over 30 timers forskel på fødslen, at der var over 1 kilos forskel i deres fødselsvægt. De lignede dog hinanden ret godt!
Jeg havde nok en forventning om, at de tricks vi havde med Oskar ville virke med August. Men efter fødslen var August altså bare vågen.. vågen længe! Sådan var August. En meget vågen dreng som sjældent kunne sove særlig længe ad gangen. Tricket med at lade ham falde i søvn på brystkassen, som jo ALTID virkede med Oskar faldt totalt til jorden… August løftede blot hovedet og kiggede rundt. Allerede fra helt spæd var August nysgerrig og ja… meget vågen!
Det er her min undskyldning kommer ind i billedet. Jeg har nemlig været en af de mødre, som har kigget lidt skævt til dem, der har rokket rundt med deres børn i barnevognen som en gal, som har købt motor til barnevogn, slyngevugge, tyngdepose og alverdens apps for at få ungen til at sove… Jeg har tænkt.. amen det er jo en dårlig vane! Du må lære barnet at falde i søvn uden bevægelse, uden viklen, uden white-noise. Men så kom August. Desperat bliver man. For selvom han var sød, dejlig og havde nogle skønne fine blå øjne.. Ja, så måtte de øjne altså godt lukke i engang imellem. I dagstid sov August minimalt. Korte lure på 35 minutter. Jeg har svøbt, nusset, vugget, sunget, ikke svøbt, ikke vugget… intet hjalp. Jeg har gået utallige kilometer med August og fandt da hurtigt ud af, at grusveje var mit nye foretrukne terræn!
Så da barslen var ved at være slut, så fik jeg sådan et behov for at sige undskyld og det gjorde jeg så på Instagram. Mere end 2500 visninger, utallige likes og en masse kommentarer. Alle sammen fra mine følgere, veninder og bekendte som også “bekendte kulør”. Tak til jer! Tak fordi I er med til, at give et mere nuanceret billede af hvordan det er at gå på barsel.
Min konklusion er, at børn bare er SÅ FORSKELLIGE! Det tog mig lang tid at komme til den konklusion. Især fordi det betød, at mine barsler dermed også ville være forskellige. Jeg ville ikke have den samme tid for mig selv. Det gjorde også, at jeg lærte at få maksimalt ud af mine 35 minutter. 1…2…3…. slap af med en kop kaffe og få ro på. Det er en illusion at det kan lade sig gøre.. men det var bedre end ingenting. Efter 6-7 måneder blev søvnen til lidt mere… men den er aldrig forudsigelig og med August ved man aldrig… Tak August, fordi du har lært mig, at løsne mere op. At kigge mindre på klokken og mere på dig. At google mindre og se på, at du trives. At tage tingene mere som de kommer og det vigtigste – at slippe kontrollen!
