Skuespiller og gøgler af Guds nåde

tekst NELLY SANDER | foto CLAUS PEUCKERT

Han har elsket at optræde, siden han var fire år. Idag er han mest kendt som manden med de virkelige bizarre roller, fornærmende replikker og et temperament, som kan vælte de fleste bagover. Og det slår aldrig fejl: Når Ole Thestrup indtager rampelyset, opstår magien

Han er en midaldrende mand. Han går ind på sit bordel, hilser på bordelmutter, som ved lige, hvordan han skal have det. Han bliver lukket ind i et værelse, hvor han er helt alene, og mens han kigger igennem nøglehullet ind til et andet værelse, fortæller han, hvad han ser. Der står en kvinde i det andet rum. Hun stripper. Hun har ikke så meget tøj på i starten, det er hurtigt taget af, så hun står splitternøgen.

Tolv vurderende blikke

Han sveder helt vildt. Situationen bliver vildere og vildere. Hun begynder at trække huden af armene og tage gebisset ud, og hive håret af i store totter og skrælle kinderne væk, så hun til sidst står som et nøgent skelet. Han bliver fuldstændig eksalteret, da hun begynder at skrælle huden af. Og samtidig så begynder han selv at tage tøjet af, det er der ikke nogen, der har gjort før.

Helt alene er han ikke. Der sidder faktisk tolv mennesker – hele lærerstaben fra Aarhus Teaters elevskole – og kigger op på ham. Og midaldrende kan man heller ikke kalde ham. Ole Thestrup er 25 år, og bag facaden er han grusomt stresset og nervøs. Han er til optagelsesprøve sammen med 150 andre. Der er kun otte, der kommer ind.

Elitegymnasten, der spillede trompet

Ole Thestrup er opvokset på Djursland i Koed – en lille landsby, som foruden seks gårde og tolv huse kunne bryste sig af en brugsforening, en skole og en kirke. Og hans fortællinger fra barndommen viser, at det med at være i rampelyset ikke er noget, der er kommet snigende senere i livet. Faktisk har han vist altid været en ener.

– Vi kendte allesammen hinanden i mine drengeår, og jeg kan huske, at jeg sådan var høvdingen i landsbyen. Det var mig, de kom og spurgte om ting, de andre knejter.

Ole Thestrup slår en latter op, som han afslutter med at konstatere:

– Og det var fint.

Han var elitegymnast, der kunne slå flikflak, og så kunne han også spille Haydns trompetkoncert som 11-12-årig. Det var der ingen af de andre, der kunne.

Faktisk begyndte det nok endnu tidligere, da han kun var fire år, og han og kammeraten Finn kom hen i landsbyskolen.

– Vi fik lov at gå derhen i frikvartererne og se, hvordan de skabte sig, de her skolebørn på syv år og mere. Og så fik vores forældre en opringning fra førstelærer frk. Nielsen om, at ”Finn Clausen og Ole Thestrup må gerne komme i skole.” Så skulle vi komme til skolestart efter det store frikvarter, og ”så kan I sætte jer ned på sidste række, og hvis I begynder at lave ballade, så er det ud af klappen.”

Han begyndte derfor at gå i skole flere dage om ugen, indtil han var gammel nok til at begynde officielt.

– Jeg fik nogle læsebøger, som jeg sad og kiggede i, og pludselig en dag kunne jeg selv høre ordet inde i mit hoved, når jeg så, hvordan det blev stavet. Jeg var fem – seks år, og der kunne jeg altså læse. Det var fedt.

Humørpiller, jyder og skotter

Læsningen førte Ole Thestrup ind i humorens magiske verden. Han ønskede sig – og fik – ”500 Humørpiller” og ”Jyde- og Skottehistorier” – datidens populære vittighedshæfter.

– Jeg lærte dem udenad. Var der vittigheder, jeg ikke forstod, og det var mange, gik jeg hen til far eller mor, som forklarede dem for mig, husker han.

Flere af dem sidder stadig på nethinden, også dem han skulle have forklaret af sine forældre:

– Så var der skotten, der fandt en æske ligtorneplaster. Ved I hvad han så gjorde? Han gik hen og købte et par sko, der var for små. Det er svært for et barn at forstå. Hvorfor købe et par sko, der er for små?

Og hvorfor holde al morskaben for sig selv? Det lå ikke til Ole Thestrup, og når forældrene havde kortfremmede, fik han nogle gange lov at være længe oppe.

– Så kom jeg ind i spisestuen, hvor mændene sad og spillede kort, og ville fortælle dem en vittighed. Hvis jeg kom for tit, så de blev nødt til at stoppe spillet, blev de sure. I den fine stue sad damerne. De spillede også whist, og nogle af dem syntes, at ham den lille Ole var pragtfuld, når jeg kom ind og optrådte, men der var måske også et par af dem, der ikke sådan liiige … mindes han uden at afslutte sætningen helt.

Folkemusik og vitser på byens beværtninger

Ole Thestrup kom på gymnasiet i Grenå. Vittighedslæsningen fyldte ikke så meget mere, men det gjorde musikken. Han havde spillet trompet, siden han var seks, men nu dukkede folkemusikere som Bob Dylan og Donovan op, og han lærte ret hurtigt at spille guitar.

Da han efter gymnasiet flyttede til Aarhus, begyndte han at lave onemanshows med idolernes sange på repertoiret.

– Når jeg var på de her folkemusikværtshuse og spillede for en hundredkroneseddel eller to, plus de bajere jeg kunne drikke, så fandt jeg ud af, at folk syntes det var sjovt, når jeg fortalte en vittighed.

Og nogle af dem, han underholdt med, var selvfølgelig humørpille- eller skotte og jydevitser.
 Efter 14 måneders militærtjeneste på Søværnets grundskole i Auderød begyndte han at læse dramaturgi og kom med årets studenterrevy. Det førte til et stort vendepunkt i hans liv.

Den smukkeste besked

På premiereaftenen sad Ole Thestrup sammen med de andre skuespillere og instruktøren fra studenterrevyen bænket omkring et bord for at spise lidt natmad oven på aftenens forestilling. Det var gået godt, stemningen var i top.

– Der fik jeg den smukkeste besked, jeg nogensinde har fået af et menneske. Instruktricen, hun hedder Birgit Conradi, kiggede på mig og sagde:

– Ole, du skal fandme være skuespiller, hvis nogen skal. Og ved du hvad, det skal være nu. Du ringer bare til mig, når vi er færdige med den her revy, så kommer du over til os – hende og manden – på Sjælland, så skal vi nok læse med dig og føre dig op. Jeg er næsten 100 procent sikker på, at jeg kan garantere dig for, at du består. Det var fantastisk. Det er den smukkeste besked, jeg nogensinde har fået af et menneske, som allerede dengang havde stor, dyb erfaring in- den for skuespilleriet.

Faktisk havde han allerede som 17-årig rekvireret en ansøgningsblanket, for drømmen om at blive skuespiller havde længe boet i ham. Men blanketten var dengang blevet liggende i skuffen.

– Jeg var meget andægtig over for det ønske inden i mig, og jeg sagde ”det kan du sgu ikke Ole, du er bare en sjov, lille rødhåret dreng fra syvende kartoffelrække.

Men med Birgit Conradis besked in mente greb han igen telefonen og ringede til Aarhus Teater for at få en ansøgningsblanket til elevskolen. Nu var han klar.

Optagelsesprøven

Oppe fra scenen kan Ole Thestrup høre, at de skriger af grin. Det føles godt. Da han er færdig med at opføre sit uddrag af den franske dramatiker Jean Tardieus Nøglehullet, fortsætter han med en monolog fra et andet mærkeligt stykke, Enetime, af Eugène Ionesco.

– Jeg er sprogprofessor, og jeg er ved at lære en elev op i sprog. Jeg bombarderer hende med kæmpe tirader af sprog og sprogblomster specielt, og hun bliver fysisk dårlig af alle mine råb til hende, således at hun begynder at få tandpine. Og den tandpine bliver værre, og jeg bliver værre og værre i mine verbale angreb på hende, og hun dør til sidst. Og så kommer husbestyrerinden ind og tager fat i hendes ben og slæber hende ud. Så sidder jeg lidt ved mit skrivebord. Så siger det dingelingeling på døren, og så slutter stykket. Det vil sige, nu kommer næste elev, som nok også dør, fortæller han og sætter igen i en hjertelig latter.

Til slut bliver sangtalentet bevist med Paul Simons He was my brother.

Mission accomplished. Ole Thestrup er optaget på Aarhus Teaters elevskole. I første forsøg.

Cellofan og snaps i rigelige mængder

Færdiguddannet og mere end klar til at erobre scenerne fik Ole Thestrup en rolle i broadwaymusicalen Chicago, hvor han spillede mekanikeren Amos, som ingen interesserer sig for, og alle ser lige igennem.

– Det er sgu den bedste rolle, der er i den forestilling, siger han og bryder ud i sang.

– Cellofan mr. Cellofan, skulle være mit navn, for fand’n, mr. Cellofan, for I kan se igennem mig, gå forbi mig, som om jeg ikke er. Og så sådan et 18 mands bigband, hold kæft, det var sindssygt. Det er 41 år siden, og jeg møder stadigvæk folk på gaden, der siger Hold kæft Ole, jeg så Chicago på Aarhus Teater i 1976, det var overdådigt.

Men det er kun omkring ti procent af Danmarks befolkning, der går i teatret.

– Du kan hensmægte dit liv som skidegod skuespiller på et teater og dø ukendt. Men har du bare én showstopper på tv og så en serie, hvor din kunnen rigtig bliver bakset ind i folk, så er du kendt.

Og kendt er Ole Thestrup. Hans filmkarriere begyndte allerede i 1978, hvor han spillede rollen som mere og mere beruset chauffør i Firmaskovturen.

– Det var en meget dårlig film. Alle de store kræfter var med: Jør-gen Ryg, Lisbeth Dahl, Jesper Langberg, Judy Gringer. Alle dem der.

Ole Thestrup skulle køre de andre ud på Dyrehavsbakken, hvor de skulle have frokost. Han havde stort set kun én replik i hele filmen:

– Undskyld kun en enkelt. Jeg skal køre.

Replikken blev leveret hver gang, han fik tilbudt en snaps. Og det var ikke få gange i løbet af filmen.

Det fascinerende ved pølser

– Det er en lang historie, fru Juhl. Pølser har altid fascineret mig. Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm bagefter. Kunne De forestille Dem noget mere ydmygende end at blev proppet op i røven på Dem selv?

Sådan faldt ordene til den pæne ældre dame (Lily Weiding), der kom ind i Ole Thestrups slagterbutik i De Grønne Slagtere. På hans helt egen drævende, østjyske måde. Og de ord er vel nærmest selv blevet mytologiske sammen med rollerne, der er skrevet til ham, i andre Thomas Bo Jensen-film som Blinkende Lygter, Adams Æbler og Mænd og Høns.

– Det er en kendt ting, at hvis du har en rolle, som er meget outreret med nogle replikker, som måske er lige på kanten af det tilladelige, hvem kan sige det, uden at folk bliver sure? Det kan Ole Thestrup. Han kan sige alt og slippe godt fra det, fortæller han og griner højt.

At opnå det sublime

Spørger man Ole Thestrup om hans bedste oplevelse som skuespiller springer tankerne tilbage til teatret.

– Det bedste er at opnå det sublime, og det lykkedes heldigvis, før jeg blev syg. Det er en forestilling, der på dansk hedder Min far. Skrevet af Florence Celler.

Hele stykket er en deroute af den gamle mand, som har begyndende demens, og det udvikler sig i løbet af stykket til et stort sammenbrud, der slutter med replikken ”Hvem er jeg”.

– Det er nok den mest seriøse rolle, jeg har haft, men der er masser af morskab også. Det var, som om den var skrevet til mig. Fordi jeg havde brug for alle de ting, jeg har fået opøvet igennem alle mine 40 år. Jeg havde brug for at være morsom, jeg havde brug for at få folk til at græde, alting, og det lykkedes så helt fantastisk.

Fakta

Navn Ole Svane Thestrup
Født 12. marts 1948 i Nibe
(Lyttede derfra som etårig pga. farens arbejde)
Civilstatus Gift med Hanne Marie Knudsen
Børn Tre børn – Rikke, Sarah og Elise
Uddannelse Uddannet fra Aarhus Teaters elevskole i 1976

Smidt i Tivolisøen 14-18 gange

I den værste rolle, Ole Thestrup kan komme i tanke om, blev han smidt i Tivolisøen iklædt en kjole, der var syet af et Dannebrogsflag.

– Jeg var med i Tivolirevyen i 1982, den sidste som Klaus Pagh lavede, og han havde bestemt, at revyen skulle starte med en film. Jeg blev klædt ud som Mor Danmark, og jeg havde alle de royale juveler på i form af tirader og kongekrone og lort og pis og så en stor blond paryk. Og så blev jeg smidt ud i Tivolisøen. Og Ulf Pilgaard var klædt ud som Mogens Lykketoft, Claus Ryskjær som Anker Jørgensen og Ritt Bjerregaard – det var Kirsten Norholt. De kom så tøffende i en båd ud til mig og skulle redde mig – Mor Danmark – tørskoet i landet. Der var jeg fandme … Jeg siger dig det vand var kun syv-otte grader varmt, og jeg var oppe og nede af det vand 14-18 gange i løbet af en tre timer.

Bagefter hældte de noget gammel dansk og nogle bajere på den drivvåde og forfrosne Ole Thestrup, som sad og glædede sig over, at han ikke skulle arbejde om aftenen.

– Men så klokken ni om aftenen, der begyndte jeg fandme at ryste over hele kroppen, så guderne lod sig forbarme, og jeg måtte ringe til natlægen. Han kom da også drønende med det samme, da jeg forklarede, at jeg havde været under afkøling ved filmoptagelser. Men jeg tror sgu ikke engang jeg fik en pille af ham eller noget.

Stolper op og stolper ned om flyvetur

Ole Thestrup er ædru alkoholiker. Ikke tørlagt, han bryder sig bestemt ikke om det ord, som er alt for negativt ladet. Når man er ædru alkoholiker har man brug for positive ord, forklarer han. Han kan ikke sige nøjagtig, hvornår hans misbrug begyndte, men helt tilbage til de første år i Aarhus festede han meget. Og gennem årene har han haft perioder med forskellige slags alkohol – vin, Jägermeister, øl, gin og Gammel Dansk. Han har altid holdt pauser, for når han havde drukket meget i en periode, kunne han ikke mere. Så har han taget sig selv i nakken og brugt Antabus.

Når der var et job, der skulle passes, drak han aldrig.

– Der var jeg på Antabus, nogle gange tvungen Antabus. Andre gange bad jeg produceren til at indføre en passage i min kontrakt: Ole Thestrup er på Antabus og beder om hjælp til at tage en pille to gange om ugen.

Hans tidligere alkoholmisbrug er kendt af langt de fleste danskere. Og som han selv udtrykker det, var der ingen, der var i tvivl om det, efter at han fik nødlandet en jumbojet i Canada.

– Hele pressen skrev stolper op og stolper ned om det i 14 dage eller mere. Så der var jeg nødt til at stå frem og sige noget om det.

Den offentlige gabestok fik ham dog ikke til at stoppe med at drikke.

Redningen syd for Frederikshavn

Han sidder på et værelse på Nørrebro i København. Fordi hans familie ikke kan holde ham ud mere, er han flyttet ind hos en kunstmaler. Her på værelset har han tid til at tænke sig om:

– Hold da kæft, Ole, det er den tredje familie, du har startet op fra zero, som du har smadret nu. Fysisk har han det også meget skidt. Han har tabt sig og er holdt med at spise og begyndt at se sort på alting. Det er den 17. oktober 1997, klokken halv ti om aftenen. Han går ud og sætter sig i sin bil. Så kører han lidt rundt på det ydre Nørrebro på Tagensvej og så ind ad Rådmandsgade og nogle andre veje, og så kommer der sådan et lige stykke.

– Det støvregnede lidt, og der var ikke det, der lignede biler på den vej, jeg kørte på. Så lukkede jeg mine øjne og slap rattet. Det var min redning. Fordi næste dag der stod der med store overskrifter: Jumbo-Ole har gjort det igen. Noget i den stil.

Ole er kørt ind i en mur. Han er sluppet meget heldigt fra det med lidt blå mærker.

– Det var et råb om hjælp. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, det kom bare. Heldigvis.

Dagen efter kommer der nemlig et telefonopkald til Ole Thestrup hjemme hos kunstmaleren: Jeg hedder Jørgen, jeg kommer fra Grenå, du kender mig ikke, men jeg har fulgt dig lige siden du kom i gymnasiet. Hvordan fanden er det, du skøvler rundt derovre i Københavnstrup? Det ved jeg sgu ikke, svarede han. Vil du i behandling? Ja.

– Længere var samtalen sådan set ikke. Så arrangerede vi det hele. Min kone kørte mig op til Sjællands Odde, og så kom Jørgen og hentede mig på den anden side af Oddenfærgen og kørte mig op til behandlingshjemmet Damgaard syd for Frederikshavn.

Siden da har Ole Thestrup været ædru uden brug af Antabus.

Aggressiv lungekræft

I april måned gik Ole Thestrup til lægen.

– Jeg kunne ikke gå fem skridt og så havde jeg åndenød, fortæller han.

Han blev hurtigt sendt videre i systemet, hvor han fik den nedslående besked, at han har lungekræft. Siden da har han fået 18 kemobehandlinger og 10 forebyggende strålebehandlinger af hjernen. Desværre har kræften alligevel bredt sig til knoglerne og lungehinden.

– Det er noget lort, men sådan er det. Vi kører videre med oprejst pande, og jeg går i gang med en pillekemokur på tirsdag, siger han. Han har ikke smerter, men er ufatteligt træt. Helt opgivet ævred har han heldigvis ikke.

– Lad os nu se. Jeg håber da, at vi skal fejre min 70 års fødselsdag den 12.marts. Ja, det bliver måske til et helt år eller to eller tre. Det ved vi jo ikke, og det er kun godt det samme.