Bæredygtighed & godt håndværk

Reklame I FOKUS Folkeoplysning

Foto Johny Kristensen

Annonce – Bæredygtighed og genbrug var tidligere associeret med en lugt af møl og timevis i genbrugsbutikken i håb om at finde det rigtige. Sådan er det heldigvis ikke mere og specielt ikke hos By RETRO

-Design & Yoga, der ligger i stueetagen af FOKUS Folkeoplysnings hus på Strandvejen i Aalborg Vestby

Under FOKUS Folkeoplysnings tag gemmer der sig mange spændende afdelinger, og en af dem er Kvindedaghøjskolen, der fusionerede med FOKUS i februar sidste år. De startede butikken By RETRO, der i begyndelsen havde plads i Niels Ebbesens Gade, og solgte de produkter, som kursisterne havde produceret. Konceptet er stadig det samme, om end i en lidt udvidet form på butikkens nye placering på en prominent plads ved indgangen til FOKUS-huset på Strandvejen.

Foto af Johny Kristensen

Unikt tøj til alle aldre

Når man træder ind af døren i butikken, bliver øjet straks fanget af stativet med tøj til familiens mindste medlemmer, der har sans for stil og mode. Bæredygtighed og genbrug behøver nemlig ikke at være kedeligt, men skal også tilfredsstille den kræsne forbruger. Her kan man også være sikker på, at man ikke møder andre i samme kimono, når man går ned af gaden, for hvert eneste stykke tøj er nemlig helt unikt.

Re-design i stedet for losseplads

Susanne Ballin startede Projekt RETRO i 2016, da hun var leder af Kvindedaghøjskolen.

– Vi kunne se, at der var et behov for at tænke nyt. Der var allerede kommet godt gang i nogle socialøkonomiske virksomheder i Aalborg, blandt andet KaffeFair, som vi lod os inspirere af. Vi satte os ned og skrev en ansøgning til Det Obelske Familiefond, som bevilligede os støtte til projektet. Dengang lå Kvindedaghøjskolen i Niels Ebbesens Gade, og da der blev et butikslokale ledigt, der passede præcist til vores formål, så etablerede vi butik, hvor vi kunne sælge de produkter, vi producerede i Kvindedaghøjskolen, fortæller hun.

Projekt RETRO dannede grundlaget for butikken og er stadig en stor del af By RETRO;

– Det går ud på, at vi får doneret stof og tøj af forskellig art, som folk synes er for pænt at smide ud. Så re-designer vi det og syer det om, fortæller Susanne og peger smilende på et sæt, der er syet om af et sengesæt fra IKEA. Der er også T-shirts, der er syet om til pigekjoler, herreskjorter, der har fået nyt formål og utallige andre eksempler på nytænkende og bæredygtigt re-design.

– Vi kan bruge det meste, alt efter hvilken stand det er i. Vi vil jo helst have rene eller nyvaskede produkter, og på noget af det kan vi måske kun bruge knapperne, eller hvis der er et pænt bånd på, så klipper vi det af, fortæller hun.

Hvis man har noget stof liggende derhjemme, så kan man kontakte Susanne på hendes e-mail, så vil hun formidle kontakten videre.

Det meste af det By RETRO modtager, kommer fra private bidragsydere, men derudover har de også en aftale med RenoNORD, der for eksempel leverer læder fra møbler, som ellers skulle have været på lossepladsen. Der er blandt blevet syet smarte lædernet af gamle lædersofaer. Også de er til salg i butikken.

Foto af Johny Kristensen

Unika til den kræsne forbruger

Tanja Kærgaard Jacobi er tilknyttet Projekt RETRO som designer, hvor hun har ansvaret for det kreative. Hver dag arbejder hun for at få re-designet det donerede, så det kan få nyt liv i garderoben hos kvinder i alle aldre.

– Jeg tager meget udgangspunkt i, hvad der er moderne, og som man kan finde i butikkerne. Hos os skaber vi det af genbrugsmaterialer, og på den måde laver det mere unikt, da der kun bliver skabt én af hver. Jeg synes, det er fantastisk at kunne skabe et bæredygtigt produkt, som andre kan få glæde af, fortæller Tanja.

Hun fortæller også, at deltagerne er involveret i hele processen, fra idé til tøjet hænger nede i butikken;

– Jeg præsenterer de muligheder, man kan lave, og den enkelte kursist finder så det projekt, som tiltaler vedkommende. Herefter bliver man sat i gang, og ja så kører dagen bare af sted med godt humør. Vi er løbende i gang med produkter, som matcher tidens trends og passer ind i butikkens sortiment. Vi tager ofte en snak om nye ideer, og om hvad der er moderne. På den måde bliver kursisterne også inddraget i den kreative proces, fortæller Tanja om en dag i projekt RETRO, som i dag hører under Daghøjskolen FOKUS.

Det giver noget helt specielt at arbejde med hænderne både for Tanja og deltagerne;

– Jeg elsker selv at skabe og forme med hænderne; at se et gammelt gardin blive forvandlet til en brugbar smuk ting giver mig en fantastisk følelse indeni. Det, at den enkelte daghøjskolekursist er med til at få en succesoplevelse og skabe noget med hænderne, som andre kan købe i butikken, er virkelig godt for både selvværd og selvtillid. At arbejde med hænderne er også en stor fordel, hvis sproget er en barriere. Her kan man med hænderne og enkelte ord beskrive, hvordan man griber tingene an, afslutter Tanja.

Foto af Johny Kristensen

Hele FOKUS i én butik

Selv om butik By RETRO – Design og Yoga startede før den blev en del af FOKUS, så er den blevet et billede på den overordnede filosofi og de mange forskellige retninger, der findes i huset. For eksempel har butikken fået det lækre tøj og udstyr fra YOGA HUSET Aalborg på hylderne.

Projekt Vi På Vrangen er også repræsenteret i butikken. Det er et projekt under daghøjskolens aktiveringsforløb Kreativitet og Vækst for sårbare unge i Aalborg Kommune. De har som en del af undervisningen taget portrætter af byens hjemløse og derefter fortolket dem til stregtegninger, som er blevet trykt på T-shirts og muleposer. Kreativitet og Vækst er også at finde andre steder i butikken i form af brugskunst fra deres fag bæredygtigt værksted; her er alt fra lysestager til billeder.

– Der er tre projekter under Daghøjskolen, der er leverandører til butikken. Så tager jeg tingene i kommission, og så får vi hver en procentdel, når tingene bliver solgt. Men det er primært lavet på baggrund af det socialøkonomiske Projekt RETRO, hvor det hele skal være bæredygtigt, men også med den tanke, at vi skal have nogle i aktivering, både på projektet og her i butikken, fortæller Susanne.

Butikken er blevet noget særligt for hende, fordi det giver kursisterne noget ekstra, at deres produkter rent faktisk bliver solgt og er efterspurgte. Hun oplever ofte en stor overraskelse hos folk, der besøger butikken for første gang, fordi de ikke forventer den høje kvalitet.

Interessen for bæredygtighed og godt håndværk er en tendens i tiden, hvilket de også kan mærke andre steder i FOKUS. I november sidste år afholdte de for første gang Fiberbryd, som er en håndværk – og designfestival. Derudover tilbyder de hold, hvor man kan lære møbelpolstring og meget andet, så hvis man selv har fået mod på mere bæredygtighed og DIY, så er der rig mulighed for det hos FOKUS.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*