To enere, der begge vil være etter

Tekst Daniel Vendner Clausen (Tech College) | Foto Tech College

Det kræver både flid, masser af træning og stor opbakning fra både mester og træner, hvis man vil konkurrere om at blive Danmarks bedste inden for sit fag. Alle dele har og får to af TECHCOLLEGE’s bagerelever heldigvis.

Hver tirsdag – næsten, i hvert fald – mødes Line Juellund og Siri Lakmann i TECHCOLLEGE’s bagerlokaler, hvor de bager brød, wienerbrød, bløddej, kransekage og så videre. De prøver nye teknikker af, nye opskrifter, nye smagssammensætninger. De arbejder på præsentationen, blikfanget. Indimellem stikker faglærer Sigurdur Baldvinsson lige hovedet ind for at se, hvordan det går.

Det er der for så vidt ikke noget underligt i; de to piger er trods alt ved at tage en bageruddannelse, og faglæreren er… Nåh ja, faglærer.
 Men tirsdagsmøderne er ikke en del af uddannelsen. Ikke som sådan, i hvert fald. Nej, de træner. Træner, træner og træner. Og ikke bare om tirsdagen, men også nogle gange i weekenden. For i april står den på DM i Skills – igen – og til den tid skal det hele bare svinge. Brød, wienerbrød…
Sigurdur Baldvinsson – eller Siggi, som han blot bliver kaldt af stort set alle, der nogensinde har omtalt ham – er deres træner. Eller coach, som han selv kalder det.

– Det kan måske lyde som meget tid at bruge på det, når nu vi også går i skole eller er på arbejde på vores praktikplads ved siden af, men det er vigtigt at arbejde med det samme om og om igen, fortæller Line Juellund.

– Man skal være sikker på at kunne lave et ensformigt resultat hver gang. Og så skal man jo teste små ændringer, der måske kan forbedre opskrifterne. Og så skal man jo træne den nye opskrift, så man igen får det samme resultat hver gang.

Ja, der er meget at se til. Derfor slår tirsdagene og weekenderne da heller ikke til, når man hele tiden søger at blive bedre. Heldigvis har de begge mestre, der støtter dem i bestræbelserne på at blive Danmarks bedste bagerelev.

– Jeg får lov at bruge bageriet efter arbejde, og han hjælper mig ofte med gode idéer og muligheder for forbedringer, fortæller Line Juellund om sin mester, Kenneth Søgaard, Terndrup Bageri.

Bagereleven Line Juellund foran Terndrup Bageri

– Han går virkelig op i det, og hvis der er noget, som ikke lige går, som jeg gerne vil, så er han der med det samme.

Også Siri Lakmann fortæller om en god støtte fra sin mester i Haals Bageri, Jan Haals.

– Han er virkelig gået all in på det. Han har købt specielle ingredienser hjem til mig, som jeg skulle bruge, og han har sågar taget nogle af mine opskrifter med i produktionen, så jeg virkelig kunne få dem ind under huden, fortæller hun.

Langt imellem den type elever

For Kenneth Søgaards vedkommende er det helt naturligt at støtte sine elever, hvis de ønsker at deltage ved de store konkurrencer.

– Det vækker lidt i mig, fordi jeg selv har deltaget i mange konkurrencer, da jeg var elev, og jeg ved, hvor meget det gør for ens udvikling, fortæller bagermesteren.

– Man mærker tydeligt, at elever, der går op i for eksempel Skills, får en interesse for faget på en helt anden måde. Det er ikke bare et spørgsmål om at lære, hvordan man gør, men også hvorfor man gør det på en bestemt måde.

Det med at bruge bageriet efter arbejde, det kan alle hans elever sådan set få lov til. Men det er ikke mange, der griber muligheden for at dygtiggøre sig på den måde.

– Der er Line lidt en ener, og jeg er faktisk ret sikker på, at det varer lang tid, før jeg får en af hendes slags igen, fortæller Kenneth Søgaard.

– Nogle gange er det lige før, jeg er nødt til at sende hende hjem, for det er også vigtigt at få koblet af nogle gange. Men det siger også meget om hende, og ikke kun arbejdsmæssigt. Hun er hele tiden sulten efter at lære mere, og så er hun meget åben over for at prøve nye ting af.

Bagereleven Siri Lakmann foran Haals Bageri

I Haals Bageri er oplevelsen den samme.

– Langt de fleste elever møder ind, arbejder og går hjem igen. Og det er fint. Men så er der de her enkelte, der virkelig vil det og gerne giver den en skalle, også i sin fritid, for at blive bedre, fortæller Jan Haals.

Netop derfor er det vigtigt at værne om de ærgerrige elever, der gerne vil dygtiggøre sig, mener bagermesteren, der blandt andet gav Siri Lakmann fri fra bageriet i fjorten dage med løn, så hun kunne øve sig op til det seneste DM i Skills.

– Jeg synes jo, hun gør noget ekstraordinært for faget, og vi har brug for, at der er nogen, der vil det her fag og brænder for det. Så når hun selv vil investere i det, så vil jeg da også gerne, fortæller Jan Haals.

For Siri Lakmann har støtten selvfølgelig betydet meget. Så meget, faktisk, at hun indstillede Jan Haals og Haals Bageri til prisen som Årets Læreplads i Nordjylland. En enig dommerkomité kunne ikke se anden udvej end at kåre bageriet i Gistrup som vinder, og ved den nationale prisoverrækkelse blev det til en flot andenplads.

– Det er bare en rigtig god læreplads, hvor der altid er fuld støtte, uanset om man skal træne til Skills eller bare har helt almindelige spørgsmål om faget, fortæller Siri Lakmann, der i øvrigt ikke var ene om at indstille Haals Bageri til prisen. Også bageriets anden elev, Anders Frost, havde indsendt en indstilling.

Eleverne skal tage ejerskab

I bagerlokalet på TECHCOLLEGE driller noget af blikfanget Line Juellund. Siggi er der straks og spørger ind til, hvorfor det driller – og spørger Line, hvad hun forestiller sig, hun kunne gøre anderledes.

– Det er vigtigt for mig, at jeg ikke bare kommer og giver eleverne en opskrift og fortæller dem, hvad de skal gøre, men at det er deres egne idéer, de udfører, fortæller coachen.

– De skal tage ejerskab for det, de laver, så de føler, det er deres eget. I starten handlede det mest om at skubbe til dem, så de ikke bare lavede en spandauer med creme. De står selv for deres idéer og opskrifter, og så er jeg her selvfølgelig til at hjælpe, hvis noget driller.

De tre samles ved en af ovnene, hvor en del af Siri Lakmanns pynt er færdig og skal tages ud. De er alle spændte på at se, hvordan det er blevet.

– Det er jo det fede ved det her. Det er kreativitet og nytænkning, og der er altid brug for nogle, der prøver noget nyt af, så faget og teknikker bliver videreudviklet, siger Siggi.

– Jeg synes virkelig, at det løfter hele afdelingen, når eleverne vil være med til at bruge tid på fagligt nørderi og at prøve nye ting af.

Selvom konkurrenceelementet fylder meget, så er det alligevel ikke den altoverskyggende grund til, at eleverne har valgt at bruge så meget tid på at engagere sig i konkurrencerne.

– Jeg synes jo også, at jeg får rigtigt meget ud af det professionelt. Jeg kan mærke, at jeg bliver bedre til at arbejde under pres, og jeg får jo øvet mig virkelig meget på en masse teknikker og metoder, som jeg også kan bruge i det daglige arbejde, fortæller Line Juellund. Det er – heldigvis – også en udvikling, der bemærkes og gør indtryk hos mestrene.

– Line griber jo alle muligheder for at blive bedre, og det engagement bliver kun stærkere og stærkere. På den måde kan hun måske også være et forbillede for andre elever, for alle skal jo selvfølgelig ikke nødvendigvis deltage i konkurrencer, men entusiasmen og engagementet, det kan mange lære noget af, fortæller Kenneth Søgaard.

– Jeg tror, at Siri lærer utroligt meget af det. Hun lærer at arbejde i et højere tempo og under stort pres, hvor det at tænke ud af boksen nogle gange også er vigtigt, vurderer Jan Haals.

– Og så skal man ikke undervurdere det, at hun får skærpet sit konkurrencegen, for det kan man også nemt få brug for i denne her branche. Der er det jo vigtigt hele tiden at sigte efter at være bedre end de andre, for ellers forsvinder kunderne bare.

I første omgang handler det om at blive bedre end sig selv, hvis man kan sige det sådan. I 2018-udgaven af DM i Skills deltog Line Juellund og Siri Lakmann også. Der blev det til en andenplads til sidstnævnte, mens Line Juellund tog tredjepladsen. Det resultat skal selvfølgelig forbedres, i hvert fald for en af dem.

– Ja, altså, det gør mig ikke noget, hvis Siri får sølv igen, så længe det betyder, at jeg får guld, siger Line Juellund med et grin.

Siri Lakmann ser – ikke så overraskende – lidt anderledes på det.
- Nu blev jeg to’er sidste gang, så jeg skal selvfølgelig vinde. Jeg er en ekstremt dårlig taber… Men måske kan jeg godt lige klare en andenplads mere, hvis det er Line, der vinder. Måske…

Coachen er sikker på, at de to deltagere har, hvad der skal til, for at vinde.

– Ikke kun fordi, de er virkelig dygtige, men fordi man kan se, hvor meget de nyder det, og det er vigtigt. Der bliver lavet sjov og der bliver grinet, selvom der arbejdes hårdt. Og det er vigtigt for ikke at køre sur i det, siger Siggi, der i øvrigt er træner på landsholdet, der for nyligt blev nordisk mester, og derfor ved, hvad der skal til for at klare sig godt i konkurrencer.

– Det er ikke for at lægge pres på dem, men det er kun deres egen skyld, hvis de ikke tager de to øverste pladser. De var allerede gode nok til at vinde sidste gang, og de er kun blevet bedre.