Solstråle i stormvejr

tekst SuSSIE VINkEL muNk | foto IrfaaN kHaN

Cecilie Hother tog alle med storm, da hun med sit dejlige smil og sin ”naboens datter” attitude, indtog rollen som vejrvært i 2008. Siden har hun gjort godt og grundigt op med illusionen om det perfekte solstrålesmil. Især da hun først på året stod åbent frem og fortalte om den tabuiserede hormonsygdom PCo, der bl.a. giver uønsket hårvækst. Nu er hun landet i sig selv, stadig elsket af alle, og for tre måneder siden blev hun mirakuløst mor til Ellinor

Cecilies lyse, glade udseende minder lidt om en opgraderet udgave af ”naboens datter” kombineret med jysk sundhed, krydset med lige en anelse glamour. Hun er nordjysk – og ja, det er faktisk rigtigt – selvom vi i APPETIZE altid forsøger at vride sandheden så meget, at AllE interessante danskere faktisk på en eller anden måde er nordjyder, så vi kan komme til at skrive om dem.

– Ja, jeg er født på Hjørring Sygehus, fordi vi havde et hus i Skagen. Så jeg er vendelbo, griner Cecilie og bliver straks alvorlig igen, da hun tilføjer:

– Jeg bankede lidt for tidligt på og kom til verden et par måneder før, jeg skulle.

Barndommen i Skagen

Den første del af lille Cecilies barndom blev delt mellem to huse – i Randers og Skagen.

– Det er Skagen, jeg ser som mit hjem, for det var det, der blev ved med at være min faste base op igennem min opvækst. Jeg kan huske, at vi tog dertil, hver gang vi havde den mindste mulighed for det. Huset lå lige bag ved fortidsminderne på Fabriciusvej, og jeg forbinder det med lange gåture ved stranden om sommeren og lange gåture ved stranden om vinteren. Det er indbegrebet af samlingssted for mig. Naboen havde en søn, der hed Anders, og han var min barndomsven. Vi klatrede i træer eller kørte på hans sjove traktor. Vi legede bare en masse sammen. Jeg kan huske følelsen af at gå over til Anders og banke på og spørge om han kunne lege. Jeg tror måske – men jeg er ikke sikker – at hans oldemor også boede sammen med ham i huset, og hun bød tit på orange bolsjer, som jeg godt kunne lide. Det var hyggeligt at besøge dem. Desværre har jeg ikke kontakt med Anders længere, og jeg ved slet ikke, hvad han laver i dag, siger Cecilie. Hun tilføjer, at huset i Skagen desværre ikke tilhører familien længere.

Fem folkeskoler

Cecilie har gået på ikke mindre end fem forskellige folkeskoler. Måske det er derfor, hun også i dag har let ved at rumme mange forskellige elementer i sit liv: Skærmtrolden, dansemusen og smykkedesigneren.

– Jeg gik først på skole i Randers, eller nærmere bestemt i den lille by Stevnstrup uden for Randers. Så flyttede vi, og jeg kom i skole i Espergærde, Silkeborg og til en anden skole i Randers. Når jeg tænker tilbage på mit liv, ville jeg ønske, at Facebook havde eksisteret dengang, så jeg kunne holde kontakt med nogle af de mennesker, jeg har mødt, og som kom til at betyde noget i mit liv, siger Cecilie. Derefter gik turen til Sjælland, hvor hun gik tre år på Øregård gymnasium.

– Jeg kom på gymnasiet efter at have boet et år i USA, og jeg tror aldrig helt, at jeg blev dus med mit gymnasium. Det bedste jeg har taget med mig fra min gymnasietid, er de tre venner jeg stadig ser, hvor af en af dem skal være gudmor til Ellinor, fortæller Cecilie, der flyttede hjemmefra i slutningen af 2.g, da hun var omkring 18 år.

– Jeg flyttede ind til nogle andre i en delelejlighed på Åboulevarden, og det var en fantastisk tid. Men det var også hårdt at lære voksenlivet at kende, og jeg glemmer aldrig fornemmelse af at få de første rudekuverter ind igennem brevsprækken. Så lå kuverterne der, og så faretruende ud. Jeg synes, det var meget voksent, alt det der med at skulle betale for tandlæge, el, regninger, forsikringer osv.

Man lærer at klare sig

– Jeg er den yngste i en søskendeflok på seks. Begge mine forældre havde direktørstillinger, min far i erhvervslivet, og min mor i forskellige kursuscentre. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der altid var travlt, og der altid var mange mennesker. Min mors bror boede også hos os i mange år, siger Cecilie og tænker lidt over spørgsmålet omkring, hvilke værdier, hun har taget med sig hjemmefra.

– Jeg er opdraget til at være meget selvstændig, for man lærer at klare sig selv, når der er så mange. Samtidig var der også altid nogen at spørge om hjælp, når man skulle bruge det. Jeg har også lært, at hårdt arbejde betaler sig. Der er nemlig meget, der skal gøres hele tiden, når der er så mange. Der skal vaskes enormt meget sengetøj, og der skal skrælles enormt mange kartofler. Jeg husker, at jeg havde faste pligter, nogle var mine faste, andre var skiftende pligter. Jeg skulle bl.a. rulle og stryge duge og servietter, fordi min mor havde en restaurant en overgang, hjælpe til i haven og med at lave mad. Vi var jo mange, så der skulle noget til for at holde husholdningen kørende. Man lærte nogle systemer, der virkede, og som gik i arv. Jeg tror seriøst, at jeg har uofficiel Danmarksrekord i at stryge en skjorte på kortest tid, griner Cecilie.

Barndommens køkkenhave

Cecilie husker tilbage på barndomshjemmets store køkkenhave, som der også var en del pligter i.

– Jeg værdsatte den ikke ordentligt dengang, og jeg gik og drømte om at få de der grønne købeæbler, som alle de andre havde. i køkkenhaven var der mange pligter – man skulle plukke jordbær og 
gøre dem klar, man skulle plukke ribs og solbær, æbler, stikkelsbær… Jeg tror ikke helt, at jeg forstod den gave, det var, at vi bare kunne gå ud i haven og hente asparges, ærter og salat. Men gud hvor har jeg været privilegeret på det område, det kan jeg se nu, og i dag betyder processen fra jord til bord mere og mere for mig, siger Cecillie. Hun har planer om på sigt at grundlægge en køkkenhave i sin egen og Thomas’ have. indtil nu er det dog kun blevet til potter med krydderurter.

– Når man vokser op i en stor søskendeflok, lærer man at tage ansvar for sine egne handlinger. Der er kontant afregning i form af en mavepumper eller en lammer, hvis man træder ved siden af reglerne, siger Cecilie, der har tæt kontakt med alle sine søskende – mange af dem har også børn, så der er lagt op til ret store familiesammenkomster. Den næste af slagsen er i November, hvor Cecilies lille datter skal døbes.

Puerto Rico tur retur

– Jeg har altid fulgt min mavefornemmelse, og jeg har altid vidst at jeg skulle ha’ med mennesker at gøre på en eller anden måde. Jeg interesserer mig for mennesker, og jeg har en stærk følelse af, at alle har noget at byde på. Efter gymnasiet, rejste jeg til Caribien, fordi min daværende kæreste arbejdede for Udenrigsministeriet og var udstationeret der. Jeg pakkede min kuffert til tre måneder, men det endte med, at jeg blev i Puerto Rico i halvandet år. Jeg havde forestillet mig noget med en romantisk ø, hvor man gik på markedet med en kurv under armen osv. Men virkeligheden var helt anderledes, for Puerto Rico er et spændende sted med både storby, masser af muligheder og en fantastisk natur. Mens jeg var der søgte jeg ind på universitetet og læste psykologi. Vi fik også tid til at rejse rundt, surfe osv., fortæller Cecilie. Det caribiske eventyr sluttede, da kærestens kontrakt udløb – derefter tog parret hjem igen. Cecilie havde da søgt ind på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

– Jeg har altid elsket film og tv, men jeg har altid troet, at min plads var bag kameraet og ikke foran det. Jeg gik på skolen i 8 måneder og syntes, at det var fantastisk. Når man går på en højskole, bliver det til hele ens virkelighed, og man får virkelig mulighed for at fordybe sig.

Film og smykker

Højskolelivet førte til, at Cecilie fik en elevplads på Fridthjof Film, hvor hun var med til at lave korfilm, reklamefilm og meget andet. Derefter gik turen videre til Viasat, og hun gik i lære som AV’er og lærte at filme og redigere. Desværre blev lærepladsen lidt ødelagt af, at hun fik en chef, som hun slet ikke kunne med.

– Den korte version er, at jeg endte med at være oprigtig ulykkelig, og til sidst var jeg nødt til at sige op, hvis jeg skulle kunne se mig selv i spejlet. Det var en utrolig svær beslutning, for det var min drømmeuddannelse, og jeg elskede jo hele livet omkring TV. Men i sidste ende har man jo et ansvar overfor sig selv og ens egen trivsel, forklarer Cecilie. Det var i tiden herefter, at hun forfulgte sin anden store lidenskab: Smykkerne.

– Jeg har altid lavet smykker. Som barn startede det med, at jeg lavede armbånd og diademer af de der S-ringe, som mange sikkert husker. Der gik lidt sport i at få fat i så mange som muligt, og vi spillede om dem, og jeg forsøgte at undgå de almindelige hønseringe, for jeg var kun interesseret i S’erne. og så havde jeg fingrene nede i min mors smykkeskrin – det tør jeg indrømme nu, griner Cecilie.

– Det smykkeskrin har givet mig meget inspiration. Min mor har altid været god til at blande dyre og billige smykker, farver og former.

Okay, jeg prøver…

Interessen for smykker endte med, at Cecilie startede på guldsmedehøjskolen for at lære håndværket. Da var hun midt i 20’erne. Ved siden af det lavede hun tv som freelance.

– At designe smykker er en helt anden verden end at lave TV. Man glemmer alt omkring én, man opdager hverken at man er sulten eller tørstig, og det er helt fantastisk. Skæbnen ville dog, at jeg ikke kunne få en læreplads, og så fik jeg en opringning fra et TV-produktionsselskab: om jeg kunne tænke mig at arbejde som producer på Vejret. Jeg takkede ja til vejret, og parkerede for en periode smykkerne på et hobby-plan. På et tidspunkt skulle der så laves skærmtests, og jeg blev opfordret til at prøve. Det gjorde jeg, og bagefter hørte jeg ikke noget fra dem i så lang tid, at jeg tænkte, at jeg nok havde været piv-ringe til det, griner Cecilie. Helt ringe kan hun ikke ha’ været, for det endte med, at hun fik tilbudt rollen som vejrvært.

– Jeg var godt klar over, at jeg skulle tænke mig om, for jeg vidste jo godt, at vejret er vigtigt for danskerne, og at livet ville ændre sig med eet slag. På den anden side var det en god test af, om folk nu kan lide én eller ej. Så jeg tænkte, okay – jeg prøver, og så har jeg altid de dejlige smykker at vende tilbage til, hvis det ikke går. Det er en beslutning, jeg ALDRIG har fortrudt.

Sort i dag, rød i morgen

Da Cecilie holdt sit indtog på danskernes tv-skærme i 2008, gik det stærkt. Danskerne tog nemlig den søde og altid smilende Cecilie til hjerterne med det samme. Rollen som vejrvært førte hurtigt til flere roller som vært på bl.a. morgen-TV, News og TV2 Fri.

– Jeg føler mig enormt heldig og privilegeret, at jeg har fået lov til at prøve så meget forskelligt, selvom det også er en hård branche, hvor sort er populært i dag, og rød er populært i morgen. Samtidig er jeg mig 100% bevidst, at kvinder ikke har så lang levetid som værter, som mænd har. Det er ikke noget, jeg er bitter over, sådan er det bare, og jeg har besluttet at nyde det, så længe det varer, og når telefonen stopper med at ringe, så er det fordi det er slut, siger Cecilie og mindes store TV-oplevelser – én af dem var at lave indslag i Nepal til TV2-vejret under CUP 15.

Ekstrem personlig udvikling

Man kan ikke nævne Cecilie uden samtidig at nævne Vild Med Dans, som Cecilie vandt sammen med Mads Vad i 2010. Samme år som hun lancerede sin egen smykkeserie med navnet „GAIA,” som hun havde brugt 18 måneder om at designe og udvikle. Smykkerne bliver solgt fra hendes hjemmesiden www.gaia-jewels.com og i 15-20 butikker over hele landet – desværre dog ikke i Aalborg.

– Det er umuligt at forklare helt, hvilken kæmpe rejse man er på under Vild Med Dans. Det er ekstrem personlig udvikling på rekordtid. For det første er man enormt sårbar, og stiller sig ud for en million mennesker, uden at ane, hvordan det går. Jeg har aldrig været god til at danse, udover til fester, hvor jeg har fået en masse voksensodavand, så man til sidst føler, at man er fantastisk til at danse. I Vild Med Dans står man der med en livline, som er én man har kendt i 14 dage – i mit tilfælde Mads Vad. Jeg havde slet ikke tænkt alt det til ende, før jeg sagde ja, for så havde jeg nok ikke turdet. Jeg har fået et stærkt venskab med Mads ud af det. Jeg havde ikke regnet med, at jeg på det tidspunkt i mit liv skulle finde en ny tæt ven, men det gjorde jeg altså her, siger Cecilie og forklarer, hvordan træning, liveshows, dødsbanan osv. udviklede alle facetter af hende.

– Man kommer igennem det hele uge for uge: kropsbevidsthed, selvsikkerhed, holdning og indstilling. Man foretager nogle helt vilde kvantespring hver uge, og går man videre er man først lettet, ked af det på de andre vegne – og derefter starter det hele forfra igen, og man er tilbage på babystadiet og skal lære noget helt nyt. Det er som at være en ludo-brik, der hele tiden ryger tilbage til start.

Mødet med Thomas

Siden sommeren 2014 har Cecilie Hother dannet par med Thomas Gregers Honoré, der siden 2011 har været koncerndirektør for IT-virksomheden Columbus i Ballerup. De havde mødt hinanden i 2011, under en tur med Team Rynkeby Nordsjælland til Paris. Kærester blev de ikke i første omgang – ifølge Cecilie fordi der ikke er megen romantik forbundet med en øm cykel-mås, sved og hårdt arbejde. Men de blev venner og fik en masse samtaler på landevejene.

– Vores venskab fortsatte indtil for to år siden, hvor vi blev kærester, fortæller Cecilie. Siden da er der sket markante forandringer i hendes liv. Hun har helt bevidst udfordret danskernes billede af hende som den evige solstråle med et perfekt ydre og et perfekt liv. Hendes liv har nemlig langt fra været perfekt – hun har siden midt i 20’erne lidt af hormonsygdommen PCo/PCoS, hvor man producerer for meget mandligt kønshormon. Sygdommen er forbundet med stor tabu og skam, fordi den ofte følges af øget hårvækst – hvilket Cecilie også har lidt af, kæmpet med og brugt en mindre formue på at komme af med. PCo-foreningen vurderer, at 20 procent af alle danske kvinder har sygdommen, men alligevel føles det enormt flovt, fortæller Cecilie, der ligesom i Vild Med Dans stillede sig op enormt sårbar på direkte TV, hvor hun fortalte om sygdommen til Jes Dorph:

– Man skal forestille sig, at man er et sted, hvor man er blevet fanget i at stjæle Hubba bubba i Brugsen, eller du er blevet fanget som dreng i at læse pornoblade første gang og får den der virkelige flovhed og ’ej, der er ikke nogen, der må opdage det her’. Den flovhed har man indeni sig selv. Men bare hele tiden. Hver dag, fortalte hun på direkte TV.

Jeg skjulte det

– Mange kvinder lider af sygdommen uden at vide det. Jeg fandt ud af det midt i 20’erne, da jeg gik til gynækolog, fordi jeg ikke havde haft menstruation i et år. En blodprøve viste, hvad problemet var. Der er mange konsekvenser ved sygdommen, man kan ha’ svært ved at få børn, man får uønsket hårvækst, akne og fedme, og man udvikler større muskelmasse end andre kvinder. I mange år skjulte jeg det for verden, og jeg kender alt til panikangst over, om nogen nu opdager hårvæksten – fx i Vild med Dans – tænk hvis det lige pludselig blev tydeligt, eller tænk hvis man glemte sin skraber…

– Man kommer let til at følge sig meget u-feminin og ikke som en ordentlig kvinde, siger Cecilie åbent. Hun har, forklarer hun, fået enormt mange søde breve fra folk, der sætter pris på, at hun bryder tabuet. Hun har kun oplevet én dårlig reaktion, og det var fra et ugeblad, der havde en overskrift i retningen af ”Cecilie er færdig med skæg…,” hvilket selvfølgelig var meget sårende.

– I mange af de breve jeg har fået, er der mange kvinder, der er kede af den hårde udmelding, de har fået af deres læge/gynækolog. ”Du kan muligvis ikke få børn”. Det kan jeg godt forstå. Min verden brød også sammen, da jeg fik det at vide. Men jeg er min læge og gynækolog YDERST taknemmelig for at give mig beskeden. For så var jeg ikke i tvivl om, hvad det værste scenarium var. Nu kendte jeg realiteterne og kunne tage mine valg ud fra det.

Startede Cerix – blev gravid

Cecilie har ikke kun brudt tabuet omkring PCo. Hun har også, i samarbejde med veninden, specialsygeplejerske Rie Jensen startet klinikken Cerix, hvor kvinder kan få behandlinger mod uønsket hårvækst, laser mod acne og andre behandlinger mod følgerne af PCo.

– Idéen var at skabe et sted, hvor man ikke bliver stigmatiseret, og hvor man bliver behandlet med respekt. Det går rigtigt godt med klinikken, og min partner tager et stort slæb med den, siger Cecilie glad. Stik imod alle odds blev Cecilie gravid helt naturligt og uden al den fertilitetshjælp, hun ellers havde forberedt sig på at skulle igennem, hvis hun og Thomas skulle ha’ børn.

– Jeg joker altid med, at jeg har haft verdens korteste graviditet, fordi jeg var næsten tre måneder henne, før jeg opdagede det. Det var fantastisk, vidunderligt og ret chokerende, fordi mit mindset var fokuset på, at det ikke kunne lade sig gøre uden hjælp, fortæller Cecilie. Hun har, siger hun videre, haft en god graviditet – hun har faktisk aldrig haft det så godt.

– Hun er tre måneder nu, og alt går som det skal. Hun får selvfølgelig nogle perioder, hvor jeg ikke er tvivl om, hvem hun ligner på temperamentet. Men hun sover mere eller mindre igennem, og jeg synes, at hun er utrolig, smuk, klog, helt unik, fantastisk og alt det som en mor nu helt uforbeholdent synes, og hun er uden tvivl hele mit univers. Hele mit liv er vendt på hovedet. Der er en verden før Ellinor og en verden efter. Sådan er det bare…

Annonce