Små mirakler, fred & nisser

tekst JoSEFiNE pASSEr

Dengang jeg var lille, var julen meget stor, og omdrejningspunktet for den smukke højtid og juleaften var altid mit barndomshjem. Det var klassisk og lige efter bogen

Træet der gik fra gulv til lige under himmelkuplen stod smukt, stolt og adeligt i vores store stue, og blev pyntet med nænsomhed og udsøgt smag lillejuleaften af min mor. Gamle porøse kræmmerhuse blev hængt på træet og fyldt med konfekt, også i børnehøjde, så mine små fedtede butterdejsfingre forsigtigt kunne nå de små magiske smagsoplevelser. Trommer og trompeter, sprællemænd, flettede julehjerter, eventyrlige glaskugler og sukkerstokke, silkesløjfer og miniature porcelænsdukker og til aller sidst steg min morfar til vejrs og kronede træet med den gamle antikke kosmiske Engel fra en anden verden. Vi var sjældent under 20 mennesker samlet juleaften. Bedsteforældre, oldeforældre, onkler og tanter og hele juleaftensdag var der en summen af glæde og spænding, duft og kærlig nydelse af fred og ro og taknemmelighed over et godt liv. Efter middagen i vores smukke spisestue, blev de franske fløjdøre slået op ind til stuen, hvor min morfar havde tændt, hvad der syntes som en uendelighed af fine små stearinlys på verdens smukkeste juletræ, og aftenen kunne fortsætte med min mormor ved klaveret til sang og dans, gaver og kærlighed.

Men en dag var scenen forandret. Julen var for evigt forsvundet fra det store hjem i Ryvangen og en ny tone blev slået an i min mormor og morfars lille 2 værelses lejlighed. Kærligheden og hyggen bestod, sammen med den gode mad, franske kartofler på radiatoren og julemagien, men store dele af familien manglede nu, inklusiv min far. Hvor han befandt sig vidste jeg ikke, men jeg vidste, at jeg savnede ham.

Med mindre du tilhører en af de helt magiske familier, en af de familier der består i hundredvis af år, hvor dine bedsteforældre lever evigt, barndomshjemmet er gået i arv gennem generationer, ligesom surdejen, opskriften på gløgg, vaniljekranse og andesovs, og skilsmisser og familieskænderier er ikke eksisterende, så sker det, at vi med års mellemrum må justere lidt på julens form og farver. Skabe nye traditioner og relationer og undgå at gå i selvsving i en offerrolle, hvor alt bare er synd for mig! Det bliver ingen lykkeligere af, aller mindst os selv. Så handler det om at finde glæden og kærligheden i de små øjeblikke, og dybt inde i os selv. Jeg har holdt jul med og uden forældre som barn, med og uden børn som voksen, med klassekammerater og skønne familier der tog mig til sig i teenageårene, dejlige venner og helt alene med og uden hund andre år. Men hver en jul har jeg nydt og favnet på de præmisser, der var til rådighed.

Og nu, når mit newsfeed på Facebook stille mister balancen, og som i slowmotion bliver kørt over af adventskranse, juledekorationer, blingblinghytter og et utal af nybagte brunkager og vaniljekranse, så får det mig til at erindre juleaftner i de sene 70’er hos min farmor i Dragør sammen med min far og hans kæreste Bente. Der var karbonadesteg & fyldte terriner i den lille lavloftede renæssancestue og farmor med sine englehvide krøller og kvidrende underfundige grin i den leopardprikkede kjole og en meget stor lilla silkesløjfe bundet om halsen, der ville gøre juledekoratørerne på Hotel D‘angleterre dybt misundelige.

Efter den tidlige middag, min farmor ville ikke for sent i seng, tog min far og jeg godt med varmt tøj på i aftenmørket og gik en lang tur i mellem de fine, små, gule Dragørhuse, og listekiggede ind ad vinduerne hos folk. Shyyyy … stille som små nisseninjaer studerede vi deres juletræer, julestuer, deres fint dækkede borde, deres stegte ænder og gaverne under træet.

Han elskede at se hvordan andre holdt deres jul, hvad de spiste og hvor meget de hyggede sig. Så med vores snuder presset imod de små juleruder beundrede vi den danske jul på nært hold. Og familierne smilede og vinkede, når de opdagede os og vi ønskede hinanden glædelig jul med håndtegn og mundaflæsning. I dag kunne vi have siddet i sofaen med iPad ‘en, benene oppe, og med fyldte maver surfet os igennem hans sikkert meget lange liste af FB-venner og fået deres jul direkte ind på skærmen i overflod – men det ville bare ikke være det samme, som at «snude» den selv ….

I år bliver en stille jul hjemme i Nørrenussesnudeby. Min elskede Buddhaælling Lars, en lille nisse der pusler rundt i hjørnerne, min dejlige bonussøn Andreas og jeg selv. Wok’en vil i dagens anledning sprutte og sprudle af frisk snittet rødkål, ingefær og groftskårne andebryster marinerede i appelsinsaft og hoisinsovs. Og en ordentlig skudefuld brunede kartofler on the side. Der er ting man bare ikke går på kompromis med! og så vil vi dække op til en ekstra.

Da min kæreste som ganske ung tog rygsækken på og rejste ud i verden med sin bedste ven nåede de til Haifa i Israel juleaften. På et gadehjørne stod de, og vidste ikke rigtigt om de skulle gå til højre eller venstre i deres søgen efter et vandrehjem og en bid mad, da en kvinde kom dem gående i møde. Hun viste sig at være Nordmand og hun tilbød de to unge eventyrere at komme med hjem og fejre jul med hendes familie. Da de kom hjem til hendes hus, opdagede de at der allerede var dækket op til to ekstra. En tradition vi i vores lille familie har ført videre og holder fast ved.

Det hele handler om magi, hjerterum og næstekærlighed. og ikke kun ved juletid.

Glædelig og kærlig Jul til alle

Josefine

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*