Sindig nordmand med store ambitioner

tekst Christina svendsen | foto henrik sandberg

Der er en ny mand i direktørstolen på Aalborg Teater. Den norske instruktør Hans Henriksen har afløst Morten Kirkskov, og har store planer med det gamle teater. APPETIZE har sat sig for at blive klogere på byens nye indbygger

De fleste aalborgensere har været forbi huset i Jernbanegade på et eller andet tidspunkt i deres liv. På trods af at institutionen har mange år på bagen, har teateret alligevel formået at bevare en fast plads i Aalborgs kulturliv. Ind imellem er der dog brug for et friskt pust, for at ruske lidt op i den gamle madamme, og med Hans Henriksens cv – der blandt andet byder på en opsætning af Ibsens En Folkefjende på Aalborg Teater sidste år, der inddragede publikum i en folkedebat med skuespillerne på scenen – tyder det på, at han er den rigtige mand til jobbet.

Tryg barndom

Hans lægger ud med begyndelsen og starter med at fortælle om en tryg barndom, der dog bød på et par bump undervejs.

– Jeg gik på Waldorfskolen i Bærum, som er en lille forstad udenfor Oslo. Jeg oplevede det, som en fantastisk opvækst på alle mulige måder. Min far døde ganske tidligt, da jeg var 12 år, så det var selvfølgelig et stort skifte i mit liv. Så der var et før og efter hans kræftsygdom. Det var en lang periode på nogle år, hvor han var syg. Der var ligesom en periode før diagnosen, og en periode hvor vi troede det ville gå godt. Så var der det sidste halvandet år af hans liv, som var præget af, at han var meget syg, og jeg var 12 år da han døde. Det var ligesom den store, hvad skal vi kalde det, krise, siger Hans og griner af hans egen formulering.

– Efter det blev jeg selvfølgelig præget af den situation. Jeg gik på gymnasiet, så jeg havde et ”normalt” liv. Jeg ville være skuespiller efter gymnasiet, men jeg blev ikke optaget. Så kom jeg i stedet på universitet og tog blandt andet russisk, fordi jeg havde en interesse for russisk litteratur. Jeg har en vedvarende interesse for Rusland, men dengang var det specielt spændende, fordi det var i den tid at muren faldt, eftersom jeg tog russisk i 1989.

Uddannet i Rusland

– Så efter to år med russisk, da jeg var 24-25 år, tog jeg til Rusland og begyndte med instruktøruddannelsen der.

I dag taler Hans flydende russisk, men sprogundervisningen i Norge var ikke nok til at mestre det svære sprog. Det forhindrede ham  dog ikke i at tage det store spring.

– I Rusland havde de et system for udenlandske studerende på alle store universiteter og højskoler, hvor man havde sprogundervisning sideløbende med normal undervisning. Det havde de stor erfaring med, for det havde man altid gjort i Sovjetunionen, fordi der kom folk fra eksempelvis Cuba eller andre socialistiske lande, hvor man ikke havde lært russisk i skolen. Det gav mulighed for at lære det når man begyndte at studere. Sådan et system kom jeg ind i, og lærte mig russisk igennem det og, selvfølgelig, fordi der ikke var nogen, som kunne engelsk på den tid i Rusland, så jeg blev tvunget til at snakke. Men det tager sin tid. Jeg tror, der gik et år, før jeg fulgte mig nogenlunde fri og jeg ikke misforstod så meget, griner Hans.

Drømte om at blive skuespiller

Hans Henriksen mødte sin russiske kone på teaterskolen i Rusland, da de gik i samme klasse, men hun er dog uddannet skuespiller i stedet for instruktør. Hans drømte jo også om at blive skuespiller, men efterhånden blev det klart for ham, at han skulle være instruktør i stedet.

– På Waldorfskolen spillede man en del skuespil, og der fik jeg sans for teater og syntes det var meget sjovt at stå på scenen. Men efter det, så lavede jeg en del som instruktør, hvor jeg arbejdede som amatør i diverse grupper, på gymnasieniveau og sådan. Så jeg har ligesom fået en form for interesse, men vidste ikke hvad det var. Jeg kommer ikke fra en teaterfamilie, og havde ikke noget kendskab til teatret som sådan, før jeg blev interesseret i det på skolen. Da jeg ikke blev skuespiller, så forstod jeg, at jeg havde en interesse for instruktørjobbet og forstod, at der fandtes en uddannelse indenfor dette. Til at begynde med var jeg så fjernt fra det, at den første tilgang var skuespiller og det var det jeg ligesom havde prøvet og set og forstod hvad var, siger Hans.

– Der er mange som går den vej; først skuespiller og så bliver de instruktør, eller de vil være skuespillere, men bliver det ikke og så bliver de instruktører. Men ofte fordi de ikke ved, hvad instruktør er, tror jeg.

– Jeg var i Rusland i tre et halvt år. Det sidste halvandet år afsluttede jeg på teaterskolen i Norge. Min professor i Rusland flyttede til Norge, og jeg tog med hende og hjalp hende med blandt andet sprog og kultur, samtidig med at jeg afsluttede mit studie på skolen og på nationalteatret i Oslo.

Hans Henriksen er undervist af den respekterede professor Irina Malochevskaja, der stadig arbejder i Norge.

Debut i 97

Hans debuterede i 1997 på nationalteateret i Oslo med en forestilling af den russiske dramatiker Nikolai Gogol. Siden har han undervist på teaterhøjskolen i Oslo og instrueret over 30 forestillinger i Norge og Danmark. Han har blandt andet iscenesat Ejersbos roman, Nordkraft på Teater Nordkraft i 2011, og derudover har han arbejdet på en del forestillinger på Aalborg Teater. Men hvad fik ham til at tage springet til at flytte til Aalborg?

– For det første har jeg arbejdet her mange gange, og havde en  god oplevelse med Aalborg Teater, og så jeg havde lyst da stillingen blev ledig. Jeg har fået orlov fra mit arbejde i Oslo, hvor jeg er professor på Teaterhøjskolen. Så det er helt lystbetonet, for at sige det sådan. Jeg synes, det er et fint teater, og det er et sted jeg kunne tænke mig at være teaterchef. Det er ikke alle steder, jeg har haft det forhold til. Nu er jeg blevet 50 år, og jeg vil gerne prøve noget andet i løbet af livet. Jeg har 20 år tilbage af mit arbejdsliv, og har lavet det samme siden jeg blev færdig på skolen. Så det er spændende at gøre noget nyt i 4 år. Så får vi se om det bliver mere, siger Hans.

Planen er, at flytte tilbage til Oslo på et tidspunkt, men indtil videre så tager familien det et skridt af gangen. Både Hans’ kone og tre børn flytter med til Aalborg fra december måned.

– Min søn på tolv år har været skeptisk. Han har et miljø, han er glad for, en skole han kan lide og trives i Norge. Men vi har fået plads på Skipper Clement Skolen. Han har mødt sin klasse og er meget begejstret for dem. Nu glæder han sig til at flytte, men det er jo spændende og nyt. For ham er det specielt spændende, fordi han er kommet i en fase, hvor det bliver vigtigt med det sociale, venner og alt det der. Mens mine to andre børn ikke helt forstår hvad der sker. I hvert fald ikke ham på fire år. Min datter på syv år forstår det selvfølgelig, men ikke på samme måde som min ældste søn.

Har fulgt Aalborg

– Jeg kan rigtig godt lide Aalborg. Jeg har ligesom følt, at jeg har fulgt den. Jeg var her første gang i 2002. Siden har jeg været her cirka hvert andet år, og i de 13 efterfølgende år har byen udviklet sig fra at være en tydelig industriby til en by, der er præget af universitetet og et kulturliv der er blevet mere og mere centralt. Den forandrer sig ganske hurtigt, men jeg kan godt lide det gamle den står for. Det den kommer fra, synes jeg er meget, på en eller anden måde, ægte. Der var ligesom ikke noget pynt og det virkede meget direkte.

Teater er kunst

– Sådan et teater som dette her er jo i udgangspunktet et folketeater i den forstand, at det er skattebetalernes teater. Det er et offentligt teater, som er finansieret af staten og dermed skattebetalerne. Som det er nu, så er det helt åbenbart, at det er folk med penge og en vis kulturel kapital, der kommer her, og det skal de ønske at blive ved med, gerne i endnu større grad. Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi ikke sætter tærsklen for højt i forhold til alle mulige ting, som for eksempel pris. Jeg tror det er vigtigt, at teateret fortsætter den udvikling, det har haft de sidste femten år med at blive mere kunstorienteret og mindre underholdningsorienteret. Selvom teater selvfølgelig er underholdning, så er det noget andet at ville kunst end at ville underholdning. Det er vigtigt, ikke mindst fordi der findes flere aktører, som tilbyder scenekunst og underholdning i Aalborg, eksempelvis Aalborg Kongres & Kultur Center og Musikkens Hus. Så vi må finde vores plads og det er det, der ikke sædvanligvis er så kommercielt, men alligevel kan være bredt og folkeligt. Men det skal også være kunst, understreger Hans.

Drømmer om et litteraturhus

I Oslo findes Litteraturhuset som bliver brugt til blandt andet debatter og formidling, som ofte bliver transmitteret i TV. Huset er velbesøgt og har siden starten i 2007, haft en fast plads i Norges kulturliv og samfundsdebat. Hans har et stort ønske om, at Aalborg Teater skal være den danske version.

– Litteraturhuset i Oslo er et sted, der er meget aktiv i forhold til at drive samfundsdebatter, med udgangspunkt i nogle forfattere og aktuelt litteratur. Jeg har tænkt, at det burde være et sted for teateret også. Det vi har gjort allerede, er at starte en samtale med biblioteket, om hvordan vi måske kan samarbejde om at få det til at blive en del af tilskuernes måde at bruge og møde teateret på. Både for at være mere åbne og involverende i hvad vi gør her, ikke bare for det publikum som bruger os ofte, men også for at arrangere samtaler rundt omkring om problemstillinger, som i dag opleves som vigtige, og som man måske kan blive lidt forvirrede af for tiden. Jeg oplever, at der er en mangel på et åbent diskussionsrum.

– Selvom vi har vores presse og alle mulige slags TV-kanaler med debatprogrammer, så er der en mangel på et reelt åbent rum, hvor man på en måde ikke styres ind i en eller anden form for oplevelses-økonomi, eller en underholdningsøkonomi, selvom man debatterer så alvorlige ting som krigen i Irak, Syrien eller hvad der sker med flygtningene. I de platforme der findes, er man en del af en form for diskurs, en sammenhæng, som gør, at samtalen kan tage en anden retning og kan handle om noget helt andet end hvad samtalen skulle have handlet om. Der tror jeg, at reelle møderum som teateret, hvor man faktisk er i samme rum, hvor man bare mødes for at snakke – og ikke debatterer igennem en avis – kan være med til at skabe en demokratisk debat, som jeg oplever, der er en mangel på. Så udgangspunktet var Litteraturhuset i Oslo, og så har jeg haft mine tanker og interesser, og spørgsmål som jeg selv stiller mig, men ikke helt forstår, som jeg er begyndt at grave i og som jeg tror mange går rundt og tænker på. Det kan ikke bare være mig, der går med disse tanker, siger Hans leende.

– Men det skal jo finansieres og gøres ordenligt, og vi må få nogen til at blive interesseret i det. Nu får vi se.

Teateret som mødested

Hans uddyber hvorfor teateret generelt ikke bare burde være et skuespilhus, men har en historisk baggrund for at være noget mere.

– Faktisk så var en stor del af teaterets opgave i den tidlige sovjetfase efter revolutionen i 1917, at være et sted for politiske møder og debatter i tillæg til at være et sted for forestillinger. Perioden fra 1917-1934 var en eksplosion for teaterkunsten i Rusland. Det var ligesom enormt, hvad der skete der. Meget af teatersproget i dag kan føres tilbage til det der skete i de 15 år; forskellige udtryk, forskellige stemmer, nye vendinger. Dengang brugte man i højere grad teatrene som et mødested og en plads for samtale og politiske møder. Ikke at vi skal gøre det helt ligesådan, men rummet må gerne være mere end et sted hvor man bare kommer og får serveret en færdig forestilling. Det kunne være interessant, synes jeg.

Debat i En Folkefjende

Som nævnt tidligere, så instruerede Hans En Folkefjende på Aalborg Teater sidste år.

– Der havde vi en tredje akt, hvor der blev åbnet op for den type debat. Det er der også i stykket, altså et folkemøde i tredje akt. Her lavede vi et folkemøde med publikum, hvor vi tog problemstillinger op fra vor tid. Publikum blev vældig engageret, enkelte aftener tog samtalerne helt op til 45 minutter, hvor de sad og snakkede og kom tilbage efter at have forberedt sig, griner Hans, der lyder tydeligt imponeret af publikums engagement.

– Men vi har gjort os mange tanker om hvad emnerne kan være. Et eksempel kunne være hvor længe renten bliver ved med at være så lav på huslån, og hvorfor den er så lav. De processer, der foregår i national- og verdensøkonomien. Hvorfor går de ikke op? Det jeg har læst mig frem til om emnet, er ganske skræmmende, og det kunne for eksempel være noget man kunne snakke om, fordi det angår alle og interesserer alle. Noget andet er de forfærdelige krige og hvad vores rolle egentlig er i alt det. Hvem støtter vi, hvem støtter vi ikke og nu støtter vi hvem? Det er jo en mærkelig ting, som vi ikke forstår.

Flytteplaner

Flere steder er det meldt ud at Aalborg Teater muligvis skal flyttes til den gamle spritfabrik i Aalborg Vestby.

– I går var vi til bestyrelsesmøde og hørte fra Martin, som har hele idéen. Han har option på spritfabrikken, og det han har af planer for den, er jo helt fantastisk, må jeg sige. Han har en idé om at skabe et slags Bilbao af Aalborg. Et sådant signalsted grundet et gedigent kunstværk, som han har fået en af verdens bedste kunstnere til at ville lave, som skal stå dernede. Det område bliver et tiltrækningspunkt i Aalborg, på samme måde som i en industriby som Bilbao, som alle ved hvor er på grund af Guggenheim, så han vil skabe et tilsvarende samlingspunkt her. Hvis de planer han har lykkes for ham, så ville det selvfølgelig være helt fantastisk for os at blive en del af sådan et sted. Han vil gøre det i løbet af få år, så han er ekstremt ambitiøs og har en masse energi. Så hurtigt går det dog ikke for os. Jeg tror det er en længere proces at få penge og bygge et teater, men det er klart, at hvis alt det her lykkes, så tror jeg, at det kunne være med til at løfte Aalborg Teater ind i noget andet og mere end det vi er nu.

International teaterfestival

Det er dog ikke de eneste fremtidsdrømme, som Hans Henriksen har for Aalborg Teater. Han håber også på at få stablet en storstilet teaterfestival på benene.

– Vi har snakket med blandt andre Teater Nordkraft om en international teaterfestival, som kommer til at foregå i Aalborg og Nordjylland. Håbet er at tage den bid i Danmark som ingen andre har taget, om at skabe et internationalt mødested for stor teaterkunst. Men det kræver også sine penge. Men i forbindelse med sådan en type by og de muligheder, der ligger her, så kunne man jo tænke sig, at man fandt nogen som kunne forstå, at det kunne være fantastisk for Aalborg at være et mødepunkt i Norden for teaterkunst. Så det er vældig spændende, må jeg sige.

Hans griner lidt af det store ambitionsniveau, men siger, at man jo må begynde et sted. Samtidig peger han på, at meget af kulturen i Danmark foregår i København.

– Alt er i København i Danmark, men hvis man formår virkelig at sætte noget på kortet et andet sted end København, så er afstandene i Danmark jo ekstremt små. Det at komme fra København til Aalborg, tager ingen tid med fly.

Norge er jo et noget større land og der er flere andre byer, der har formået at brande sig selv som kulturby, heriblandt Bergen.

– Ja, og de har ikke mindst deres store festival i foråret, der hedder Bergen Festspil, som også er teater, dans, musik og alt muligt forskelligt. Så den store festival for teater i Norge, den er i Bergen og ikke i Oslo. Så hvis Aalborg kender dens besøgstid, så gør de det nu, for sådan en festival findes ikke i Danmark. Der findes selvfølgelig festivaller, men enten er de for specialiseret eller så har de ikke nogen penge at gøre godt med. På et tidspunkt virkede det som om at Aarhus festuge havde sådanne ambitioner, men det virker til at være gået i sig selv igen. Hvis man har en god finansiering, så kunne man få en fantastisk byfestival, og at man har gode gæstespil, der kommer til Aalborg for at vise deres forestilling, tror jeg kunne være godt for byen på længere sigt. Men der skal gøres noget, ellers er der andre der snupper det, afslutter Hans.

Det bliver spændende om den nye teaterdirektør Hans Henriksen lykkes med alle ambitionerne for Aalborg Teater. Én ting er sikkert, han skal nok få sat sit præg på byen.

Annonce