Sidder du fast i skilsmisse-sumpen?

tekst Sussie Vinkel munk | foto PRESSE | advertorial

Dine børn bærer dine uafklarede brud videre i deres egne kærlighedsrelationer, hvis du ikke kommer ordentligt ud af en skilsmisse

Jeg har i en længere periode været konsulent for Statsforvaltningen. Jeg tænker ofte tilbage på alle de forskellige tidligere par og deres børn, jeg mødte der. Det giver mig altid en følelse af både sorg og overraskelse over, HVOR galt det kan gå, når vi går uafklarede fra hinanden, så følelser af vrede, sårethed og ønsket om at straffe hinanden får lov til at fortsætte langt inde i tiden efter skilsmissen. Jeg har mødt par, der kunne fortælle om lange og gode forhold, der så endte i had og brutal borgerkrig, da de gik fra hinanden. Jeg har mødt fædre og mødre, der over 10 år efter bruddet, stadig reagerede, som om bruddet var helt friskt og såret helt åbent.

Det er uhyre svært for forældre at håndtere både deres egen kæmpestore smerte over bruddet, samtidig med at børnene har deres egen sorg og angst, som handler om noget helt andet – nemlig at hele deres verden falder fra hinanden. Alt det de kendte og følte sig trygge i forsvinder som et tæppe under deres fødder. For børn er sorgen ved skilsmisse ligeså voldsom som sorgen ved et dødsfald. Nogle voksne kommer til at forveksle børnenes sorg og vrede med deres egen. Både fordi følelserne måske ligner hinanden i udtryk – måske er børnene også vrede på far (men over noget helt andet). Men også fordi man ubevidst let kan komme til at gøre børnene til allierende og virkelig virksomme våben mod den anden. Jeg har oplevet mange familier med kloge, veluddannede, normalt meget empatiske voksne, der gjorde dette. I de værste tilfælde har jeg set både mor og far bruge strategien samtidig – og børnene blev til små soldater, der løb fra den ene til den anden skyttegrav og skiftevis bekrigede den ene og den anden forælder.

Når et brud ender med krig, går det ud over alle. Det går værst ud over børnene. De lærer at bruge forskellige strategier, så de kan overleve. Den mest almindelige strategi er at vælge skyttegrav. Man vælger den sikreste, og derfra hader man den forælder, man engang elskede over alt på jorden. Det skader børnene på lang sigt, fordi de i virkeligheden ædes op indefra af skyldfølelse og indebrændt savn og sorg, der for alt i verden ikke må vises. Den følelse går nogle børn med, indtil de bliver voksne, hvor de får problemer med selv at knytte relationer, fordi de er bange for at miste. En anden strategi er at blive god til at manipulere. Nogle børn tager bestik af situationen og lærer at manøvrere i krigslandet, så godt de kan. De udnytter krigen til at opnå materielle ting eller goder, som ingen af forældrene ville ha’ givet dem, hvis det ikke var pga. krigen. Børnene lærer at være iskolde, manipulerende små lobbyister, der kan aflæse alle tegn på konflikt og udnytte det til egen fordel. Den evne tager børnene med ind i voksenlivet, hvor de får svært ved at opbygge dybe og nære relationer, fordi de blevet slaver af deres egne effektive, men overfladiske, manipulationsspil.

Når man bliver forladt af den, man elsker, bliver man ked af det og måske også vred. Hvis man bliver forladt til fordel for en anden, bliver man endnu mere ked af det, og næsten helt sikkert også vred. Det er helt forståeligt, at man bliver såret og vred. Det er helt forståeligt – og i virkeligheden en ret sund proces – hvis man har lyst til at brænde alt eks’ens tøj, makulere alle fotos fra den tid, man havde sammen, sikre sig at han ikke får et eneste af de fælles møbler, og så i øvrigt aldrig se ham eller hans lorte-familie mere.

Alt det er for så vidt ok og en effektiv strategi, når man er 20 år, og når man ikke har børn sammen. Når man har børn sammen, SKAL afslutningen på et forhold håndteres anderledes. Man er nødt til at komme hurtigere videre, få hjælp til at sortere i følelserne, og man er nødt til at kunne sætte ens egne sårede følelser i parentes og ikke lade dem få indflydelse på resten af bruddet. Det er uhyre vanskeligt – jeg har set det så ofte – hvordan det slet ikke kan lykkes, selvom man virkelig gør sig umage. Følelserne tager magten, og ens dømmekraft bliver uklar.

Det er ikke kun børnene, der tager skade af dårlige brud. Du tager også selv skade, hvis du ikke få bearbejdet og afsluttet et kærlighedsforhold. Hvis du bliver ved med at skyde og bekrige, eller bruger dit liv på at besvare uretfærdig skyderi fra den anden – så sidder du fast i skilsmisse-sumpen. En kviksandsagtig og grå masse, som kun trækker dig nedad, og som betyder, at du får svært ved at møde verden og en ny kærlighed med glæde og åbenhed. Jeg har set skilsmisse-sumpen fylde så meget, at man dedikerer hele sit liv til den. Man snakker kun med veninderne om DET, og man giver DET skylden for alt dårligt, der sker i livet med økonomi, job, kærlighed, overvægt, bolig og sygdom. Selv hvis man begynder at drikke for meget rødvin, er det pga. DET…

Har du et ben siddende i skilsmisse-sumpen? Eller er du et voksent offer for en skilsmisse-sump, der fandtes, da du var barn? Søg hjælp til at komme fri, inden den tager hele resten af din krop med…

Kærlig hilsen

Sussie

Skærmbillede 2015-11-18 kl. 10.55.48