Selvom mine ben er korte, er jeg altid et skridt foran

tekst JosEfINE PAssEr | foto JohNy krIsTENsEN

Vi bliver alle født ind i en umiddelbar historie. Vores livsfortælling. Nogle vil kalde det vores skæbne, andre taler om tilfælde. Nogle bliver født fattige, andre rige. De rige mister det hele på den halve tid, og deres verden ligger i ruiner. De fattige kæmper sig igennem kviksandet, trodser fordomme og lander på den lyse side. Børn bryder den sociale arv. Nogle bliver familiens første student, og når måske endda universitetet, hvis det var dér ambitionen lå. Nogle bliver den første i familien til at flytte på den anden side af åen, helt over til nabobyen, eller måske endda til storbyen. Andre emigrerer, udfordrer de store oceaner og bosætter sig på nye kontinenter i nye familierelationer og lader det gamle ligge tilbage. Vi kæmper hver især med hver vores drømme, vores mål, vores dharma. Det vi er sat på jorden for at udrette. Men der findes også dem, der ikke selv kan vælge deres udfordringer. Dan Jakobsen er én af dem. 98 cm høj. Danmarks mindste mand

Dan 2Vi skal mødes inde på Hotel Radisson i Aalborg, nede i deres casino, hvor både fotograf, poker og Aalborg-babes er klar til at tage imod Dan. Jeg bevæger mig lidt rundt i periferien og iagttager bare. Inden vores møde har jeg spekuleret lidt over, hvor meget, eller hvor lidt, 98 cm egentlig er. Jeg ved jo godt, det ikke er meget, men helt hvor lidt det egentlig er, er svært at forstå før man står overfor en fuldvoksen mand som Dan på blot en lille meter.

Stilen køres ind med absolut overskud fra den person, jeg tror alle, der har mødt ham eller set ham i underholdnings- eller sportsregi, ikke kan lade være med andet end at holde af. Jeg tænker, at han må have en fantastisk tålmodighed, for det er ikke småting han bliver udsat for under vores fotosession. Godt klemt inde imellem guldpailletter og store pigebarme i forskellige formationer, inden det næsten ender med, at Dan selv ryger op på spillebordenes grønne filtdug. Men måske er det nu slet ikke så hård en opgave, som jeg ser det udefra… Jeg ser for mig, hvordan fotograf og stylist får Dan op at sidde i det store blankpolerede mahogni roulettehjul – overøst med jetoner i alle regnbuens farver. Men det stopper dog, inden vi når dertil.

Historien om et fyrtårn

Historien om Dan er historien om livskraft og livsnerve. At fighte og blive ved – også selvom oddsene ikke lige er på din side. At tænke ud af boksen og hele tiden se muligheder i stedet for begrænsninger. Dan er et fyrtårn i en verden, der til tider mister sin retningssans, en verden der tror alt kan opnås ved et enkelt klik på en mobiltelefon.

24. maj 1980 gik en helt almindelig fødsel i gang hos et helt almindeligt sæt førstegangsforældre i Støvring. Og en fin dreng kom til verden. Den fine dreng havde dog vejrtrækningsproblemer og blev lagt i kuvøse, og efter nogle dage kunne forældrene, Annette og Alex, ånde lettede op. Der var intet alvorligt galt, men deres søn var lille. Som i væksthæmmet. Som i dværg. I 1980 var der ikke meget hjælp at hente omkring, hvordan man tackler det at få et væksthæmmet barn. Hvilke udfordringer, praktiske som psykologiske, man støder på gennem årene, og bl.a. derfor var dans forældre med til selv at starte dværgeforeningen i 1989, (tidligere kaldet Foreningen for Væksthæmmede), der i dag tæller mere end 200 medlemmer, hvor af over 100, fordelt på både børn og voksne er væksthæmmede. En forening der støtter og bakker op, og samtidig virker som et sundt, socialt fundament for både dværge og deres pårørende.

Dan har det drilske blik, det markante stædige kæbeparti og den
stille jyske sindighed. I hvert fald lige nu. Jeg er ikke sikker på, det altid forholder sig sådan. Jeg er ikke i tvivl om, at han også har sin løsslupne side, men jeg kan mærke, at han ikke er helt nem at komme
ind på livet af. Og jeg kan godt forstå det. Det er svært at gå i et med tapetet, og en smule mistro til sine omgivelser må have sneget sig ind gennem årene.

Dans lillebror Kim kom til verden i 1983, og lillebroderen var af helt almindelig højde. Der skulle ikke gå mange år før Dan begyndte at koste rundt med ham. ’Hent lige dit, gør lige dat’, og som Dan husker det i dag, så var han måske en lille smule strid. Men det var nu nemmere at lade lillebroderen gøre tingene. Det gik hurtigere, og han var ikke nær så udfordret rent praktisk, som Dan var. Det tærede nok lidt på familiens kræfter, og specielt på Kims, så efter nogle år blev der tilknyttet en aflastningsfamilie til Dan, som han var ved hver 3. weekend, for at bevare harmonien og overskuddet i sin egen familie. Først et ægtepar uden børn, og senere en familie med tre hjemmeboende børn, hvor Dan som en naturlighed blev barn nummer fire. Tider som Dan ser tilbage på med stor glæde. Både livet derhjemme i en god, varm, harmonisk familie og tiderne hos hans aflastningsfamilie. Her blev han udfordret på sit temperament, hans evne til at samarbejde og være en del af en flok uden hensyntagen til hans åbenlyse handicap. Og sådan har Dan det stadig. Han ønsker ingen særlig hensyntagen, han ønsker ikke og har aldrig ønsket at blive pakket ind i vat. Han vil hellere selv rette ind og tilpasse sig end omvendt. Sådan fungerer samfundet også – her må man også tilpasse sig.

Dan 6

Elitesport og rastløse hormoner

Som barn var Dan en del af en stor, harmonisk social flok. Han gik i en helt normal skole og legede på kryds og tværs med alle. Han elskede at spille fodbold. Det var absolut udfordrende, men hans kammerater var bundsolide og gode, så alt kunne lade sig gøre.
Hvor der er vilje, er der også en vej. Og lige præcis fodbold har altid
haft en speciel plads i hans hjerte. Drømmen var en karriere som professionel fodboldspiller, hvilket selvfølgelig ikke kunne lade sig
gøre, men så må man kæmpe videre og Udfordre sig selv, hvor det
kan lade sig gøre. Og det er essensen af Dans personlighed. en fænomenal viljestyrke, en kampiver ud over det sædvanlige og en portion stædighed på størrelse med den største amerikanske bananasplit i verden! Dan kastede sig først over bordtennis og fandt ud af,
at han faktisk kunne banke de fleste. Han startede i en idrætsklub
for handicappede i Vadum, og opnåede både at vinde DM i single, double og for hold… Men han syntes ikke reglerne var fair for hans handicap i forhold til andres. Det gav ham ikke muligheden for at udnytte sine evner og sit talent fuldt ud, og han valgte derfor at droppe bordtennis på eliteplan. Den danske opfindelse el-hockey
tog over, hvor Dan har spillet på 1. holdet. En sport der har skabt mange gode kammeratskaber, turneringer i både ind- og udland og
som til stadighed er med til at udfordre hans store konkurrencegen.
Og han har et stort konkurrencegen og en god portion spillefugl i
sig. Og det er også derfor vi mødes i et kasino over to kolde colaer.
I dag er han blevet meget bedre til at styre sit temperament. Da
han var yngre kunne han blive absolut rasende, men når han taber i
dag, er det de lyse sider, der vinder over frustrationerne og raseriet.
Og selvfølgelig har der også været frustrationer i Dans liv, og de mørke dage eksisterer også her, fuldkommen som de gør i vore andres liv. Specielt teenageårene ramte som en forhammer lige midt i panden. Frustrationer og mørkedage fyldte meget, men som den person Dan er, lod han sig ikke mærke med det. Der blev grædt i stilhed og bag lukkede døre. „Hvorfor lige mig? Hvorfor skal jeg kæmpe med alle de her udfordringer? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være som alle andre?“ Og som Dan så rammende siger det:

– Det sker jo altid kun for naboen, men jeg er jo også nogens nabo. Der var tider i mine tidlige teenageår, hvor jeg havde svært ved at anerkende og acceptere mine livsvilkår, men som altid i mit liv har de lyse sider vundet over de mørke.

Skolegang var ikke Dans stærke side, med undtagelse af matematik. Måske præget af en god portion rastløshed og sprudlende hormoner. Det lå også lige for at tildele Dan en førtidspension som 18-årig.

Dan 5

– Det ville uden tvivl have været det nemmeste for kommunen, så kunne jeg være blevet parkeret dér resten af livet. Men jeg vil yde og være en del af samfundet på lige fod med alle andre. Jeg vil ikke sidde derhjemme og visne hen i selvmedlidenhed og ynk, siger Dan meget bestemt.

På samme måde har han det utroligt stramt med den såkaldte curling-generation.

– Unge skal ikke pakkes ind. De skal lære, at vil de opnå noget, skal de kæmpe for det. Ligegyldigt om de er handicappede eller ej. Man kan ikke bare læne sig tilbage og forvente, det kommer flyvende hen i skødet på en, siger han.

Derfor søgte Dan også muligheden for flexjob. Han fik en uddannelse som elektronikoperatør, hvor han læste røven ud af bukserne, vel vidende at han skulle være bedre end alle de andre, for at være sikker på at få et job. Og siden 2007 har han haft et super job hos Eurotechnic i Støvring 30 timer om ugen.

– Jeg kunne også godt have et fuldtidsjob, men jeg bliver hurtigere træt end mange andre, og kroppen slides også hurtigere. Både ben, arme og ryg. Og jeg skulle jo meget gerne holde i rigtig mange år endnu. Derfor har jeg valgt flexjob, siger Dan med et smil.

Der er så mange ting, vi ikke forstår

Der er så mange ting, vi andre ikke helt forstår. Og nok aldrig nogensinde ville kunne komme til at forstå fuldt ud. Da dan startede i børnehaven var han 68 cm. høj, hvor andre børnehavebørn normalt er cirka 100 cm høje. Og han er kun vokset 30 cm siden da. Han har kæmpet med smerter og med hofteoperationer og hele livet foregår i frøperspektiv. Når vi tager et skridt, skal Dan tage tre skridt. Han bor alene i et helt almindeligt rækkehus i Støvring uden særlige hjælpemidler, men for at nå de køkkenskabe vi andre blot åbner uden at tænke mere over det, må Dan kravle op på køkkenbordet for at nå. At handle ind er det rene mareridt, og specielt når man er så stædig som Dan. Størstedelen af alle varer kan han ikke nå, og han vil meget nødigt bede nogen om hjælp.

– Det er utroligt vigtigt for mit selvværd og for min livskvalitet at leve et helt almindeligt liv, og blot tanken om nogen, der ville løfte mig op (selv i den bedste mening) er som at vifte med en rød klud foran en tyr. Jeg kan ikke tænke på noget mere nedværdigende eller ydmygende.

Elevatorer er en stor udfordring, og det samme er parkeringsautomater.

– Hvorfor kan de ikke bare sænke dem en halv meter? Og hvorfor
skal knapperne i elevatorer gå lodret op i stedet for vandret? På Støvrings nye rådhus er det for eksempel umuligt at nå hjertestarteren. Og offentlige transportmuligheder er stort set umulige at have med at gøre for mig. Mange beslutningstagere og udviklere af industriel design tænker sig virkelig ikke om. De burde komme med ud og opleve verden for handicappede, måske ville det være en øjenåbner for dem, så de lærte at tænke ud af boksen og mere brugervenligt for alle borgere, siger Dan bestemt.

Dan 1

Et liv i knæ og numser

Imens vi sidder og taler, får jeg hele tiden en større forståelse for dette skønne menneskes virkelighed. Tænk at leve et liv omgivet af knæ og numser. Vi får begge talt os varme og kommer hele tiden lidt tættere på hinanden. Jeg bliver overrasket over, at noget af det bedste og mest frigørende Dan ved, er at rejse til techno- og trancefester i Holland. Han elsker at danse. Både i udlandet og herhjemme. De fleste kender ham i ”gaden”. Jomfru Ane gade. Da han begyndte at gå i byen, havde han i starten sine venner med som bodyguards i frygt for at blive mast helt til plukfisk i knæ- og numsehøjde, men hans bekymringer havde været grundløse. Bylivet har i det store hele kun givet positive oplevelser, og folk er generelt utroligt hensynsfulde, og skulle han komme til at føle sig en smule mast, så puffer han blidt folk i knæhaserne, eller giver dem et lille rap i røven. Det sidstnævnte kan godt skabe ret sjove og utilsigtede episoder, når pigerne vender sig om og begynder at skælde ud på Dans venner eller fremmede bag dem, når pigerne måske skulle kigge lidt ned mod gulvet i stedet, for at finde den rigtige ”gerningsmand”!

Jeg spørger ind til livet blandt dværge, og får en fin lille historie som os ”oppe i skyerne” slet ikke ville tænke på.

– Jeg er jo slet ikke vant til larm hernede i min højde. Det nærmeste larm jeg normalt kommer er lidt småmumlen ”oppe fra skyerne”. Når det danske dværgesamfund mødes, plejer vi måske at være omkring 50 personer, men jeg har også været til to dværgekonventioner i USA, hvor vi nok har været mere end tusinde dværge samlet på et sted, og pludselig larmede det jo helt vildt i min egen højde. Det havde jeg det meget underligt med, griner Dan.

SNAK MED MIG og ikke TIL mig

Dan 4Vi runder også kærligheden, for som rigtig mange andre mennesker ønsker Dan også en dejlig familie med kone og børn. Men vi går ikke i detaljer. Der er i skrivende stund en kvinde i Dans liv, men hvor det bærer hen vides ikke helt endnu. Det er det stadig for nyt til. Men kærligheden har igennem livet ikke været en helt nem størrelse. Datingsites er ikke Dans kop te. Der er for mange fakes. Dan vil hellere opleve pigerne ”naturel” igennem venner og bekendte eller i byen. Men det kan være svært at aflæse kvinders signaler, og det tror jeg generelt de fleste mænd vil skrive under på, ligegyldigt om de er 1 meter høj eller 1.85 cm.

– Snak med mig og ikke til mig! Jeg er ikke en skødehund, der kan være hyggelig at have siddende på knæet. Jeg er en voksen mand med akkurat de samme følelser og behov, som alle andre voksne mænd, så piger – opfør jer ordentligt, og lad være med at lege med andres følelser.

BS & Outsiderne

Vi kender Dan fra julekalenderen på DR fra 2016 ’Den Anden Verden’, hvor Dan havde en stor rolle. Vi kender ham fra reklamer, tv-jobs og fra BS & Outsiderne, hvor han sammen med BS og en gruppe handicappede skulle kæmpe sig 2.200 km fra atlanterhavskysten i Namibia til Victoria Falls (Vandfald) på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. En rejse, der udfordrede alle de medvirkende både fysisk og mentalt helt der ud, hvor personlige grænser bliver rykket. Hvor samarbejde er det vigtigste, og hvor evnen til at udnytte hinandens kompetencer er livsvigtige.

– Min teltkammerat Mads er næsten blind, og kunne ikke se en skid, og jeg kan ikke nå en skid, så vi var absolut udfordret, når vi skulle slå telt op om aftenen i lejren.

Dans selvironi er slående og dejlig. Han er bramfri og lige til, og pakker intet ind. Heller ikke den midtvejskrise han oplevede halvt igennem turen.

– Jeg følte mig til besvær, jeg følte mig overflødig, jeg følte, at jeg ikke kunne bidrage med noget. Men det gik heldigvis over, som det jo altid gør og mit humør og min fightervilje vente tilbage igen.

Og ekspeditionen var en stor succes. Hele holdet gennemførte. En stor sejr og præstation for alle.

– Der var mange hårde stunder. Det var hårdt ikke at kunne gå så langt som de andre. At måtte sidde med på Sørens kørestol, eller stå bag på den. Vi kæmpede kampe, både med os selv og for holdet. Men vi var gode til at samarbejde, og det var en stor sejr for os alle og uden tvivl en af de største oplevelser i mit liv.

Dansk bøf og vinger som fuglen

Timerne er gået hurtigt. Fra de grønne filtduge, babes i guldpailletter og til colaerne vi nu har drukket. Dan skal snart af sted. Ud i verden igen. Han elsker sit civile arbejde i elektronikvirksomheden, men vil også gerne lave mere film og tv. Og ellers vil han nyde sit dejlige liv. Spille poker med vennerne hver onsdag, rejse ud i verden og besøge interessante byer og se noget godt fodbold. Han vil kysse på en dejlig kæreste og nyde den gode danske mad. Specielt dansk bøf med god sovs og bløde løg. Og føle sig fri med vinger som fuglen, når han sætter sig ind i sin specialbyggede bil. Her kan ingen se eller mærke, at han kun er en meter høj. Her er det kun omdrejningstallet, der tæller.

– Det er vigtigt, at vi opfører os ordentligt overfor hinanden. At vi udviser pli. At vi lever vores eget liv, og ikke det liv andre forventer af os. Det er vigtigt aldrig at give op. At blive ved med at fighte. At tro på, at vi kan det vi vil.

Vi følges ud af hotellet og siger farvel udenfor. Vi skal hver vores vej. Jeg ser Dan krydse Ved Stranden blandt busser og biler og cykler. Det gibber i mig, og jeg bliver bekymret et kort øjeblik. Men kun et kort øjeblik. Dan er ikke en lille skrøbelig sag. Han er et fyrtårn, en voksen mand, en varm og dejlig person med noget på hjerte og et forbillede, vi er rigtig mange, der kan lære meget af.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*