I Leonora Christina skovs bestsellerbog ’den der lever stille’ skriver hun om problemet med forfattere, der skriver om sig selv, for hvis man har taget af hovedåren, hvad er der så tilbage? Men det er alligevel, hvad flere og flere forfattere gør, og læserne sluger det hele. For måske er det i mødet med forfatterens personlige besøg i fortiden, at vi bedst kan reflektere over vores eget liv og opvækst
Leonora Christina Skov var allerede en kendt stemme i samfundet som blandt andet debattør og litteraturkritiker, da ’Den der lever stille’ udkom i 2018. Hun havde skrevet flere bøger tidligere, men det var med hendes egen historie, at hun for alvor brød igennem.
Bogen tager sig begyndelse, da Leonora står ved sin mors dødsleje i 2017. Hvordan siger man farvel til en mor, der aldrig forstod at vise den kærlighed, som Leonora havde søgt hele sin barndom? Det forsøger hun at give et svar på i romanen, der smukt reflekterer over et levet liv, og som vakte genklang hos utallige læsere.
’Den der lever stille’ blev med rette en kæmpesucces, men hvorfor er det, at vi higer efter historier, hvor forfatteren ikke bare lader sig inspirere af egne livserfaringer, men fortæller direkte fra hovedkilden?
Leonora Christina Skov skriver selv, at hun altid har fortalt historien om mødre, der ikke elsker deres børn, men pakkede den ind i fiktion. Nu ville Leonora (endelig) skrive om sin barndom og ungdom, som hun oplevede den, for at få den ud af kroppen. På den måde kunne hun måske skrive romaner med andre temaer i fremtiden.
Men alt tyder på, at læserne gerne vil have fortællinger, hvor vi får et glimt af forfatterens inderste. På trods af, at min barndom var relativ kedelig, og jeg aldrig har været i tvivl om mine forældres kærlighed, så fik bogen mig alligevel til at reflektere over min egen opvækst.
For har vi ikke alle oplevelser med i bagagen, som har sat sig og stadig gnaver? Mens vi kigger dybere ned i vores telefoner, så kan den slags bøger var en måde at skabe en forbindelse til et andet menneske, der ikke kræver noget af os, men lader os se momenter fra vores eget liv igennem en andens livslinse.
Jeg læste først ’Den der lever stille’ for nylig, men bogen var en stor oplevelse på flere måder. Det gav mig for eksempel en uventet mulighed for at genbesøge min tid på universitetet,
hvor jeg havde bimlende (imposter syndrom) og, aldrig helt følte, at jeg gjorde det rigtigt. Jeg læste litteraturhistorie, og havde alt for mange mindreværdskomplekser over for eksempel ikke at kunne forstå fransk og flere gange fare vild i diverse litteraturteoretikere. Det var omkring denne tid, at Leonora Christina Skov også skrev sine glimrende anmeldelser i Politiken, og hun blev synonym med den litteraturkender, som jeg aldrig følte jeg kunne blive. Derfor var jeg sikker på, at hun måtte være snobbet og træls, men det hang vist mere sammen med mine mindreværdskomplekser.
Senere fandt jeg ro i, at mine interesser indenfor litteraturen var helt ok og jeg ikke behøvede at være flydende i fransk for at kunne kalde mig selv litteraturhistoriker.
Jeg begyndte at følge Leonora Christina Skov på instagram for flere år siden, hvor jeg opdagede, at hun ikke var det mindste træls, men hun sad stadigvæk helt deroppe på en piedestal i mit hoved. Det var først, da jeg læste ’Den der lever stille’, at jeg for alvor så Leonora som et rigtigt menneske, der måske har en større bagage med end nogen fortjener, men hvor jeg var overrasket over at kunne genkende følsomheden og nogle af de samme usikkerheder, som jeg selv havde med fra barndomslivet.
