Klumme: Ulvetimen

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Jeg sidder i skrivende stund imellem sække og flyttekasser, der skal fyldes. Og jeg er så hudløs træt, fyldt med isolation, vinter, savn, sorg, uvished, søvnmangel, alt for meget søvn, overgangsalder og en masse andre undskyldninger for ikke at komme i gang med at fylde de skide flyttekasser og sække

Paralyseret. Da jeg sad og så Joe Bidens indsættelse som præsident, slog det mig i særdeleshed hvor meget man kan nå … eller ikke nå på 24 timer. Biden og Amanda Gorman versus Josefine … Sådan ser der ud bag mine vinduer. De vinduer der nogle dage er fuldkommen tildækkede af nedrullede gardiner, og andre dage byder verden velkommen med masser af lys og overskud.

Der er de dage hvor alt er fyldt af hudløs træthed, og så er der de dage, hvor den helt fundamentale urkraft raser gennem kroppen med styrke, vildskab, optimisme og overskud. Med andre ord så ligner mit liv nok fuldkommen alle andres liv lige nu.

Vi lever i en mærkelig tid og vi bevæger os ind i et mærkeligt forår lige nu. Sådan er det. Lad os kalde spaden for spade … hold kæft, hvor er det bare pisse træls! Vi kæmpede os igennem 2020, og ventede alle sammen med glæde og optimisme på at klokken slog midnat, og der stod 2021 skåret ud i stjernelys tværs over himlen. Godt så … Men et nyt smukt, positivt og visionært år falder jo bare ikke lige ned i skødet på os. Der skal arbejdes for det, og det arbejde vil altid starte med os selv.

Få dage inde i 2021 tænkte jeg over, hvor alt det had og fjendskab og råben dog kommer fra, som jeg oplevede. Mange af dem der lovpriste et nyt års kommen, sad allerede kort inde i januar og fortsatte deres retoriske ordflom af negativitet og pegen fingre af alt og alle omkring dem. Ild i gaderne, voldelige, hadske demonstrationer og vibrationer af utryghed der væltede ned over os. Jeg er sikker på alle intentioner var og er tænkt ud fra gode intentioner og overbevisninger, men de oversvømmes af mørke og dæmoner. Det mindede mig meget om PC spillet Civilization, der var det allerførste computerspil, jeg begyndte at spille tilbage i starten af 1990’erne, hvor man opbygger civilisationer helt fra bunden af, og hvor man pludselig kan opleve at alle ens byer står i bål og brand og oprør, lige når man troede det gik så godt. Øhhh HOV?! Men det ER jo ikke had … det er frustration og følelsen af magtesløshed, men vi fjerner den ikke ved aggression. Og 2021 bliver næppe et bedre år bygget på alle de negative følelser og mismod, som langsomt, men sikkert har bygget sig op indeni mange af os. Vi må skabe et bedre menneskeligt klima indeni og omkring os. Og det ansvar er hverken Mette Fredriksens, Joe Bidens eller Ellemanns.

Jeg tror, at vi, midt i vores isolation, må finde ind til det, vi hver især er bedst til, og dyrke det. Vi må ikke lade verden influere på, hvem vi er. Vi må ikke skabe denne hårde skal omkring os, og lade smerte og frygt definere os. Når vi bevæger os online, som mange af os gør meget, fordi vi sidder der i hver vores lille coronabobbel, og søger en ny form for fællesskab og tidsfordriv, så find de platforme, der løfter dine neuropeptider, dine gode energier og knuser den åbenlyse negativitet. Skær helt ind til benet og skær fra med hård hånd. Berig dig selv med ny viden, der løfter din glæde og masserer din hjerne som et Wellnessophold. Se nogle smukke naturprogrammer og originale madprogrammer med gode råvarer og masser af kultur. Grib film, der gør dig varm, glad og klog og læs en masse skønne bøger. Andre gange lad dig ”zombie” helt ind i serier, der bare er med til, at du bliver ved med at trække vejret selvfølgelig. Vi behøver heller ikke at gå til ekstremiteter … Men Sociale medier kan være med til at forpeste vores sind og indskrænke vores evne til at se den rigtige verden. Grib magien, hvor du har muligheden. Både online og offline. Vi har fjernet os så meget fra at være forbundet til jorden i den vestlige verden, og måske specielt alle os byboere, at vores grundfølelse er fuldkommen ude af trit med Moder Jords åndedrag. Så det er faktisk ikke den rene hippiesnak, når vi taler om vigtigheden af at gå med bare tæer gennem byen og græsset, trække vejret dybt og finde samklang med alt det allervigtigste. Den virkelige verden ligger lige for og under vores fødder, og venter på vi griber den. Den mærkelige verden og det mærkelige forår. Med tryk på at MÆRKE. Mærke, se, føle igen. Nyde med alle sanser og ikke på automatpilot.

Lige nu springer vintergæk og erantis frem igen i klynger. De kender intet til forsamlingsloven, og vi er omgivet af masser af kærlighed både udenfor og indeni. Berusende smuk kærlighed, hvis vi giver os selv lov til at se den og mærke den. Og ja, det kan være rigtigt svært. Det sidste år har vi alle kæmpet ufattelige kampe med hver vores farve. Ingen er kommet igennem uden ar på sjæl og krop. Vi bliver pressede, vi brister eller knuses under pres, men først dér indser vi helt dybt, hvem vi virkelig er. Når vi rejser os igen, og lader urkraften tage over og fortsætter. Vi bliver nødt til at holde ud lige nu og holde sammen. Hvad er alternativet? Det er i hvert fald et scenarie jeg meget nødigt ville stå midt i.

Vi befinder os i Ulvetimen. Tiden lige før daggry. Hvor tanker og følelser kan flænse som kløer, og gråden sidde på spring i strube og øje. Vi skal passe rigtig godt på os selv og vores familier. Men vi skal også passe rigtig godt på alle andre omkring os. Både fysisk, men i særdeleshed også mentalt. Metaforisk omfavne og ikke sparke til eller håne i vores egne frustrationer. Vi var så pokkers gode til det i starten, den vilje skal frem igen, som forårets smukke små spirer, så de vibrationer vi bevæger os rundt i, er harmoniske, næstekær- lige og frugtbare. Både lige nu og når alt igen slår dørene op. Det fortjener vi alle.

De kærligste hilsner og glædeligt forår

Josefine