Nu kan du få p-piller med posten

TEKST ALEXANDER KOKKEDAL

Michael Bendtsen (tv.) og Joakim Skak

Hvis ikke man i forvejen har et ærinde i byen, er det at hente sin pakke lige noget, man skal tage sig sammen til. Det samme gælder for mange recepter – hvis det ikke er den livsvigtige hjertemedicin, man skal hente, negligerer man det ofte, indtil man glemmer det helt.

Inden for p- og minipiller er der nu kommet en løsning, så kvinder kan få leveret dem i postkassen. På den måde behøver de ikke finde ned til apoteket. Løsningen hedder MinRecept og kan tilskrives stifterne Michael Bendtsen og Joakim Skaks hårde arbejde over det sidste år, der mundede ud i lanceringen d. 24. april.

Pillerne leveres for 15 kr.

Idéen til MinRecept kom fra et opslag på appen Jodel, over hvilken man kan følge med i folks gøren og laden – alt fra hvad aftensmaden står på, til hvem der er slået op med hvem.

Tilbage i sommeren ’17 var der en pige, som skrev, at hun var træt af altid at skulle ned til apoteket efter p-piller. Det var første gang, jeg nogensinde åbnede appen, og syntes, at det var lidt spøjst. Jeg scrollede videre, men kom tilbage til opslaget og tænkte, at det her måtte man kunne gøre noget ved, for man kan få leveret alt i dag, fortæller Joakim Skak.

Og gjort noget ved det, det blev der. MinRecept.dk er live nu. Over hjemmesiden kan man nemt og hurtigt oprette sig, og så sørger et af apotekerne, der samarbejder med MinRecept, for løbende at sende p-pillerne, indtil recepten udløber.

Når så ens recept er ved at udløbe, sender vi en påmindelse om, at man skal forny recepten via lægen, som man er vant til at gøre. Vi har gjort det sådan, at det kører automatisk, og så sørger vi for at forkæle medlemmerne med bl.a. lækre vareprøver, gavekort og lignende, siger Joakim Skak.

Overvejer at udvide til andre typer medicin

De to stiftere er blot lige kommet over lanceringen, og de har store ambitioner.

På sigt vil vi samarbejde med flere forskellige apoteker. Som det foregår lige nu, har vi selvfølgelig en tæt forbindelse til de lokale apoteker. Vi må selvfølgelig ikke varetage medicinen, for det skal der sundhedsfagligt personale til, fortæller medstifter Micheal Bendtsen.

Allerede før lanceringen fik MinRecept sine første tilfredse kunder – folk der prøvede konceptet af og gav feedback. Den gode respons og udførlige research har bekræftet iværksætternes tese om, at der er efterspørgsel på sådan en tjeneste.

Vores mål er klart, at vi vil have mange tusinder af de piger, som er på p-piller i Danmark, og vi vil også gerne udvide til andre mediciner og servicere det. Vi vil selvfølgelig gerne på et tidspunkt gå ud over landets grænser, men det ligger ude i fremtiden. Vi har store visioner, men samtidig er vi også meget ydmyge omkring det, siger Joakim Skak.

Michael Bendtsen ser en fremtid for sig, hvor levering af receptmedicin er blevet normaliseret. Tiden, der går med at hente medicin, vil de fleste gerne spare.

For mange mennesker er det en stor hurdle, at man skal ud ad døren og få det passet ind i sin hverdag, så med det her håber vi selvfølgelig, at vi kan gøre det til en norm, siger han.

Lækre vareprøver og gratis gavekort

Udover levering af p-piller og minipiller har stifterne også lavet en medlemsklub for brugerne af MinRecept. Her får medlemmerne både vareprøver og gavekort. Joakim Skak giver sit pitch til, hvad han ser, man samlet set får ud af at bruge MinRecept.

Man skal benytte sig af MinRecept, fordi det ganske enkelt gør hverdagen meget lettere. Man får leveret p- eller minipiller i postkassen, og så får man tilsendt forskellige ting – det kunne være gavekort eller også rabatter, hvis vi mener, de er gode nok, siger han.

Vi har også valgt at sætte prisen fair. De 15 kr. er jo mindre end en busbillet, så jeg tror, at langt de fleste har plads i budgettet til at lægge dem, og så er man sikker på, at det hele kører, fortsætter Joakim Skak.

Frygten kunne brede sig for, at det efterhånden vil blive dyrere at bruge tjenesten, når ekstraydelserne kommer oven i hatten. Det er der dog ingen grund til at være bekymret for, forsikrer Michael Bendtsen.

Vi kæmper selvfølgelig for at få en masse kunder og vækste, og på sigt ville det være fantastisk at kunne leve af det, men som det ser ud lige nu, kommer prisen ikke til at blive hævet, siger han.

Råd til iværksættere: grib knoglen

Det sidste år har budt på søvnløse nætter, en gennemlæsning af hele lægemiddelloven og Nets-hjemmesiden for at finde ud af, hvordan NemID skal håndteres. Hjælp til det sidste kom dog med stifterne af Penneo – virksomheden bag digital underskrift med NemID – som har investeret i MinRecept.

Vi gør alle sammen sindssygt meget ud af at udbygge vores netværk. Vores investorer og al den rådgivning, vi har fået, er kommet gennem netværk. Samarbejdet med apoteket (Aalborg Løve Apotek, red.) er kommet gennem netværk. Det er ubeskriveligt, hvor stor betydning det har, konstaterer Joakim Skak.

Der er ingen grund til at være genert eller holde sig tilbage fra at opsøge hjælp. Drengene bag MinRecept har fået virksomheden op at stå nu, fordi de spurgte, når de var i tvivl.

Mit bedste råd til andre iværksættere: grib telefonen og ring, hvis der er en information, du skal bruge. Der er simpelthen så mange, der er bange for at gribe knoglen og lave et opkald, hvis man fx har et spørgsmål til Sundhedsdatastyrelsen, som vi havde. Ring dem op med det samme og lav noget research, siger Michael Bendtsen og opfordrer i øvrigt folk til at holde modet oppe:

Som Steve Jobs sagde; dem, der er tosset nok til at tro, at de kan ændre verden, er dem der gør det.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*