Når Tarzan kommer ind fra junglen

tekst JOSEFINE PASSER | foto HENRIK SANDBERG

Vi går ned igennem Boulevarden på en smuk solskinssommerdag i 2016 og Claus Langgård Hansen fabulerer lidt over hvor meget Aalborg har forandret sig, siden han sidst var herinde og gå en tur

– Se nu for eksempel dér! Han peger pludselig over på Cafe Peace og på Penny Lane.

– Hyggelige caféborde udenfor, hvor folk kan sidde og nyde en god frokost og en kop kaffe. Han slår en klar latter op og klukler helt ned fra maven.

– Det er lidt ligesom ovre i Long Beach – der er jo fyldt med fortovsrestauranter og cafeer og det samme i New York. Men her hjemme er det jo ganske nyt.

Jeg lytter og lader ham tale, og tænker at han er ret spøjs og lyder som en der lige er drattet ned på jorden fra det ydre rum, og han stopper op, kigger på mig, og skrupgriner.

– Ja, jeg lyder s’gu nok lidt ligesom, når Tarzan kommer ind fra Junglen!

Og det har han jo fuldkommen ret i. Det gør han. Lige der minder han absolut om en moderne Tarzan, der bevæger sig ind til civilisationen for første gang.

Claus bevæger sig meget sjældent ind til Aalborg. Han holder sig til ungerne på Grindsted Skole, spaghettien med kødsovs hjemme i Vestbjerg og træerne og naturen i Hammer Bakker, når han ikke lige bevæger sig absolut hjemmevant rundt i det lækre og solrige Long Beach, Californien, eller på Manhattan i New York. Ingen kender Langgård herhjemme ud over forældre og unger i Grindsted og top professionelle eliteudøvere i karatekunsten Kenpo. De véd hvem han er. Ligesom cremen af alle kenpoudøvere i Europa og USA kender ham. Han er nr.2 i verden med grad af Master og 7. dan i en af de barskeste grene af Martial Arts, og nyligt udnævnt medlem af en af de mest prestigefyldte loger indenfor Martial Arts i verden. Society of The Ancient Warriors – med medlemsnummer 20. Når vi bevæger os oppe i de luftlag, er der ikke længere tale om en sportsgren. Det er en livsstil. Det er kunst. Det er vejen, man vælger at gå.

Claus er i Aalborg for at lave en kort karate opvisning på Gl. Torv for Borgmester Thomas Kastrup, den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og deres gæster i anledning af Rebilddagene. Sidst han gjorde det, er syv år siden. Som chefinstruktør i kampsport for Borgmesterens eget korps, Det Nørrejydske Drabantkorps, har han indvilget i, sammen med korpsets daglige kampinstruktør, Lars Eriksen, at løfte sløret en lille flig for hvad drabanterne egentlig er lavet af, ud over at se fine ud i deres røde renæssancedragter og strudsefjer i baretten. Efter opvisningen kunne jeg godt være blevet en lille smule i tvivl om det nu var Jackie Chan eller Jet Li måske, som jeg lige havde stået overfor.

Men det var Claus, en umiddelbar stille og rolig pædagog og lærer på en helt almindelig skole i Grindsted. Med helt almindelige rutiner og vaner. Men når han kommer hjem fra arbejde, sætter han kursen direkte mod Hammer Bakker, sit andet hjem, hvor han, med ærbødighed og respekt, udfordrer træerne med de rene næver og sætter hovedhøje benspark ind med en kraft så intens og smertefuld, at man nærmest kan høre de ædle træstammer gispe og bladene sitre blot ved synet af ham, når han nærmer sig i den sagte eftermiddagssol.

Hvordan går man fra at være en helt almindelig nordjysk dreng til at blive en af verdens dygtigste martial arts udøvere?

– Som barn gik jeg rundt og sparkede lidt til stenene og sad og kiggede ud af vinduet i skolen. Jeg er opvokset i en helt almindelig sund familie. Min søster og jeg. Vores mor var hjemmegående, da jeg var lille og vores far var officer i hæren, senere startede min mor som sygeplejerske, og da min far kom ud i det civile liv, var det som civilingeniør. Ofte sad jeg og kiggede ud i luften, ud i mørket, op på stjernerne og filosoferede over mit liv. Var dét her virkelig alt livet havde at byde på? Stå op, spise morgenmad, gå i skole, se lige gyldige programmer i fjernsynet. Høre på lige gyldige ligegyldigheder? Det samme dag ud – dag ind? Det passede slet ikke ind i min tankeverden. Min barnefilosofi om livet og universet. Hvor kommer jeg fra? Hvor skal jeg hen? Jeg elskede fysiktimerne og alt omkring Sci-Fi, men resten af livet drænede mig for kræfter i ørkesløs ligegyldighed, og jeg var nok ikke mere end 10-11 år gammel. Mine skolekammerater spillede fodbold, som absolut ikke sagde mig noget, og jeg blev mere og mere frustreret og træt af livet. Der måtte altså være noget mere i livet end denne galskab.

– Så en dag bankede min kammerat Torben på døren i sin nye karatedragt. Jeg var lige startet i 8. klasse. Og et eller andet indeni prikkede til mig. Min fars første reaktion var ”Jamen, du skal da ikke lære at slå ihjel!!”, men Torben var en god dreng, så jeg fik lov til at gå med for at se, hvad det var for noget.

– Da jeg trådte ind i DOJO’en i Poul Paghs Gade nr. 13 stod hele Universet stille et øjeblik! DUFTEN! Af energi, kroppe, vitalitet. Jeg husker det som var det i går! 10 armbøjninger på knoerne. Fuld re- spekt for vores Sifu (mester), at sætte pris på hver fysisk og mental barriere der overskrides – helt der ud hvor verden stopper med at eksistere, hvor du kun kan høre dit eget hjerte slå og blodet suse igennem årerne.

Kenpo 2

Claus’ øjne stråler som Luke Skywalkers jedisværd i ivrighed og glæde. Vi har for længst forladt sommeren 2016. Men den disciplin som Claus grundlagde allerede efter første besøg i DOJO’en i 8. klasse har fulgt ham lige siden. Og derfor er han lige kommet hjem efter den daglige kamp en mod en i bakkerne. 4 timer hver dag. Året rundt. I snestorm, hedebølge, under den grønne bøg og blandt de nøgne stammer. Hans fars ord hviler for evigt i hans sind. Rejs dig hvor du faldt, giv aldrig op. Bliv ved, bliv ved, bliv ved. Skoven er blevet hans elskerinde, hans følgesvend og hans udfordrer her hjemme.

– Der må absolut være nogle autistiske træk i min DNA, ellers tvivler jeg på jeg havde kunne fordybe i ét område i 40 år, griner han.

Navnene flyver omkring os i luften, som Kung Fu Pandas fist
 of fury og Claus selv i et cirkelspark på tværs af lydmuren. Både navnene på karateinstruktører og grandmasters, levende legender og helte der er gået over på den anden side, og navnene på forskellige stilarter indenfor karate. Fra starten med Kyokushinkai Karate, over Tae Kwondo og Aikido. Det var Flemming Almtorp, Aalborg Karateskoles chefinstruktør, der i tidernes morgen så lyset i Claus. Han så viljen og energien og evnerne og lod Claus komme i Instruktørlære som 17-årig, 5 timer om dagen i 7 år. Kun skole, DOJO, skoven og karatevennerne. Det var Claus’ ihærdighed, eventyrlyst
og skæve hjerne, der bragte ham et halvt år til Mushaf Arbejdslejr
i Israel, hvor han bl.a. fik muligheden for i 4 mdr. at træne til sort bælte i Shotokan under en fransk 7. dan mester, hvor han ved en kampsportsturnering i Haifa var tæt på at vinde mod internationale topelitefightere.

Den sorte gi

Vi kender alle de skelsættende momenter i livet, hvor vi ser lyset eller finder vores vej. For Claus blev det et karateseminar i Hamborg. Han havde på det tidspunkt bl.a. haft sin egen karateskole i nogle år, og været igennem Dronningens Livregiment, Den Jyske Divisions Efterretningspatrulje. Året var 1995, hvor den civile Claus læste på seminariet, og hvor den lille kriger allerede var blevet udråbt til Samuraien, der kunne gå hele vejen i de danske karatekredse. Men Claus følte stadig, der var huller indeni, der ikke helt blev fyldt ud.

I Hamborg så han noget han aldrig havde set før. To gutter i sort gi (karatedragt). American Kenpo. Det var en helt ny stil, det var kampkunst og street fight. Dragen og Tigeren forenet. Og Claus var kommet mere hjem, end han selv vidste på det tidspunkt.

– Der fandtes faktisk Kenpo i Danmark, opdagede jeg. Men det var i Holstebro og Odense. Alt for langt væk. Så jeg gik i gang med at læse karateblade, der omhandlede American Kenpo, jeg læste om Ed Parker, der havde grundlagt skolen og om Grand Masterne i dag – Chuck Sullivan og Vic leRoux. Jeg begyndte at studere dem på videobånd, trænede i skoven og trænede mig op til at bestå 1. dan med ”flying colors” på halvandet år, som en af de eneste. Mit gradueringsprogram sendte jeg over til Mr. Sullivan og Mr. LeRoux, filmet på video, og jeg blev derefter inviteret til Long Beach IKCA Championship. Det er 20 år siden nu.

– Jeg var fuldkommen hooked og troede nærmest, at jeg var med i en kampsportsfilm. Jeg bevægede mig i fodsporene på legender. Ed Parker, grundlæggeren, havde været bodyguard for Elvis Presley i en årrække, og hvad ikke mange ved, så var Elvis faktisk 7. dan i Kenpo. Bruce Lee, Dan Inosanto, Steve Mohamed – alle nogle af de største fightere – havde fightet i den samme DOJO jeg nu stod i, sammen med de krigere jeg nu stod ansigt til ansigt med.

Siden har Claus kæmpet sig igennem til i dag at besidde titlen af Master og være 7. dan i American kenpo. (7. dan betyder for os dødelige 7 x sort bælte). Han bevæger sig hjemmevant rundt i Long Beach hvor hovedafdelingen ligger, og hører til i inderkredsen af de dygtigste. I 2011 fik Claus sin første elev igennem til sort bælte og bærer derfor i dag også titlen af Certified Instructor i American Kenpo, en titel under 15 % af alle Kenpoudøvere på verdens plan nogensinde opnår, og i 2014 opnåede Claus en sølvmedalje ved Long Beach International Karate Tournament’s 50 års jubilæums stævne. Et stævne Chuck Norris tidligere har vundet, og som trækker et sted mellem 4.000-8.000 fightere hvert år fra hele verden, hvor både Frank Dukes (Blood Sport) og Jackie Chan også har deltaget. Det var samtidig dét stævne hvor Bruce Lee, i 1964, for første gang introduceres for martial arts på den store internationale scene.

– Efter den turnering gik jeg længe rundt i en fuldkommen meditativ tilstand! Jeg havde slet ikke regnet med at komme imellem de 10 bedste! Det var fuldkommen ubeskriveligt. Men jeg træner ikke for at vinde konkurrencer eller deltage i turneringer. Konkurrencer og turneringer er blot med til at holde mig skarp og fortælle mig om jeg er på den rigtige tekniske sti. Selve kernen i min træning er den aktive meditation, en søgen efter min spiritualitet. Mange går med fordommen at karateudøvere er voldelige, men det er stik modsat. Karate er balancen mellem krop og sind, og ønsker du ikke at træne dit sind, vil du aldrig kunne gå denne vej.

– Min første oplevelse i DOJOen i 8. klasse førte mig udover normal dagsbevidsthed. En sammensmeltning af krop, sind og ånd. Alt andet blev sekundært.

Ingen karate uden et spirituelt jeg

Claus hviler i sig selv. Vi mærker det med det samme, når vi møder personer, hvis energier udstråler balance og overskud. Det kan ikke lade være med at smitte af på os andre, måske ubevidst, men for en stund træder vi ind i den anden persons atmosfære og bliver båret som en gnist på deres vej.

– Karate introducerede Zen meditation for mig. Alle karatetimer indledes med 5 minutters meditation og afsluttes med 5 minutters meditation. En tilstand af Zen, blot at være, og ro. Både før og efter. Jo mere jeg mediterede fra jeg var ung og op igennem livet, jo mere nuanceret blev farveskalaen på livet. De filosofiske tanker omkring liv, død og Universet. Min livsfilosofi er at få så meget ud af livet som overhovedet muligt, uden at skade andre. At få en større indsigt i mig selv som menneske og i relation til andre. Jeg ved, at der findes noget meget større end mig selv og at ingen individer er vigtigere end andre individer. Når vi overskrider vores dagsbevidsthed og lader sindet flyve til andre planer, kan man nå den glimtvis erkendelse af, at alt hænger sammen. Vi er et lille fnug i universet. Alle sammen. Men vi er små vigtige fnug. Jeg tænker ikke på hvor gammel jeg bliver. Jeg lever sundt og  forsøger at opretholde nære og gode relationer til mine nærmeste og mine venner. Min alder vil være underordnet, det handler om, hvor vidt jeg har nået sammenhængen med universet. Jeg kan ikke forestille mig, hvor jeg havde været i dag uden karate. Nok noget med læderjakker og småtyverier.

Og igen rammes køkkenet af den dybe og befriende latter, der hurtigt kendetegner Samuraien på den anden side af bordet. Alt føles evigt logisk når jeg sidder her og lytter til Claus Langgård. Vigtigheden i hvordan vi tænker og handler. Karma.

Kenpo 1

Dragen, tigeren og CHI

– Martial Arts er et flow af yin & Yang. Den vitaliserer både din krop og dit sind. Vi består af 7 chakraer (energicentre) og det er dem, der henter din chi, din indre kraft, ned fra Universet. Chi er sjælen, der indtræder i din krop, når du bliver født.

– Der findes ingen anden sport, der lader dragen og tigeren arbejde sammen på den måde. Derfor har jeg også svært ved at kalde karate for sport. Det er krop, sind og ånd i en sammensmeltning. Karate er en livsstil. Og alle, hver og en, af dem vi kender – Elvis, Bruce Lee, Chuck Norris, Jackie Chan, sangerinden Kate Bush, Donny Osmond, James Coburn, Steve McQueen er eller var spirituelle væsner. For blot at nævne nogle få stykker.

At sidde her med Claus er en symbiose af dragens poesi og tigerens styrke og smidighed. En mand der lever Yin & Yang og som igennem de sidste fyrre år har været kompromisløs i sit liv.

– Det er vigtigt at være vågen. At være opmærksom. Mange er vågne, men sover mentalt. Nuet er det aller vigtigste. F.eks. da jeg bungy jumpede i Grenoble – hvis nu elastikken springer? Et trafikuheld. Døden kommer når du mindst venter den. Jeg har været lykkeligst, da jeg var materielt fattigst. Da jeg for anden gang rejste til Israel med min livslange ven Lars, med intet andet end få penge på lommen og min karatedragt og mit sorte bælte. Vi kom ud i et voldsomt uvejr under flyveturen og vi så på hinanden, nikkede.

– Vi ses på den anden side og satte os til at meditere. Vi levede i nuet og havde været klar til at forlade dette liv – lige der.

Hver tirsdag træner Claus en lille håndfuld elever i Kenpo oppe i Grindsted. Og med den kendetegnende underfundige nordjyske tilgang til livet, ville ingen, hvis ikke man vidste det, nogensinde opdage at deres kampinstruktør og Sifu for få måneder siden blev optaget i en af verdens mest eftertragtede og vigtigste loger indenfor MMA, mixed martial arts. Society of Ancient Warriors med medlemsnummer nr. 20. En loge der i dag tæller de 15 bedste Kenpokrigere i verden, og Claus er en af få udnævnte krigere i Europa til at føre kunsten og ånden videre – på denne side af Atlanten. Med Senior Grand Master Chuck Sullivans egne ord er både han og Mr. Vic LeRoux stolte af at se hvilken eminent Martial Artist Claus er blevet og stolte af at kunne kalde ham deres ”Broder”.

Så måske var det alligevel ikke Tarzan der kom ind fra junglen den sommerdag i 2016. Måske var det mere en af Jedi Ridderne fra en fjern galakse, der gæstede Jorden.

Legendernes tid er ikke forbi.