På et tidspunkt i sommer ringede min telefon med et opkald helt derovre fra København. Det var min ældste datter Mathilde. ”Heeeej muttiiiii, nu kan du godt begynde at forberede dig på at finde vejen tilbage til øen i starten af det nye år…”
Det var det der opkald, som de fleste forældre forbereder sig på, kommer på et tidspunkt, når ungerne så småt når en form for voksenalder. Og jeg faldt i med begge ben og reagerede fuldkommen efter bogen! ”Nej… er det rigtigt? (meget glad, frisk stem- me) … Er det NU? Altså virkelig? Skal jeg være … (så begyndte min stemme at krakelere i begge ender), og ende med den der bævrende, småtudende ”årrrhhh, det er bare så stort, skattepige. Jeg er så glad! Tillykke!”
Ja, jeg skal være fukn mormor! Mange siger ihhh og åhhh og livets dessert … der vil jeg ikke hen. Jeg synes, det er lige lovligt tidligt at gå i gang med livets dessert i en alder af 57, men det skaber stadig mange tanker om den verden, vi er en del af. Det skaber tanker tilbage til vores forfædre, vores værdier, og hvad jeg vil kunne byde ind med, som vil kunne skabe en lille yin & yang balance i forhold til den platform, Ellen kommer til at danse sit liv på.
Da jeg var gravid med Mathilde for mere end 30 år siden, boede min mor nede på landet i en gammel skovriderbolig ved Glumsø på Sydsjælland. Hun var en meget skarp, skøn, kreativ kvinde, der talte mere med naturen end med mennesker, og på et tidspunkt tog hun det bevidste valg at droppe abonnementet på avisen, kun tune ind på P1, lukke helt ned for flow-TV og nyheder, og i stedet lade de gamle filosoffer, store malere, smukke storfilm (som vi lejede på VHS nede på tanken) og kloge gode venner gøre det ud for nyhedsformidling og underholdning. Det var ikke fordi, hun ikke ville møde verden, men det var alt larmen, hun havde fået nok af. Støjen fra alt det ikke vigtige, der fyldte alt for meget. Jeg er ikke et sekund i tvivl … havde hun levet i dag, ville hun kidnappe familiens lille nye Sjæl og Spire på fødegangen og flyve på magiske vinger ud i skoven med hende, opdrage hende blandt elverfolket ved den gamle Stendysse, og først sende Ellen ud i den parallelle verden, når hun var fyldt MINDST 40, hvis overhovedet nogensinde – dog altid med besøgstilladelse til forældrene, og andet godtfolk.
Det hele handler jo om at kunne finde ud af den der balance. I en verden der styrter afsted med rekordfart. Men hvor er det, den styrter hen? At kunne implementere den vigtige del af vores historie til en brugbar del, for alle generationer, uden det ender i et nostalgitrip, men som et sundt fundament. Og aldrig blot slette vores historie … hvis ikke vi lader vores historie sidde med ved bordet, bliver vi åndeligt hjemløse, og lander på en planet bestående af kunstig intelligens og en masse fuldkommen enslydende TikTok-videoer uden hverken ånd eller intellekt. Og der har vi et kæmpe ansvar overfor alle de nye små skabninger, der ser dagens lys. At give dem den ballast, der kan hjælpe dem til at skelne imellem de rå gode vitaminer og de rene tomme kalorier. At stoppe op og mærke efter med hjertet. Finde tryghed midt i kaos og kærlighed midt i utrygheden.
Jeg tror, vores forfædres sjæle finder hjem til os igen for en stund, når en lille ny sjæl er på vej. Så samles klanen og lægger al sin styrke og kærlighed i dets lille fine hjerte.
Min farmor var en vidunderlig kvinde, og jeg brugte mange timer som barn på bare at sidde at kigge på hende, og tænke ”gad vide, hvad der egentlig foregår inde i det der hvidhårede englehoved”. Jeg er ikke vokset op i en religiøs familie, men sammen med farmor lå mine kusiner og jeg på knæ ved sengen og bad fader vor, som taget ud af Det lille hus på prærien med Laura Ingalls i nærbillede. Jeg ved egentlig ikke, om min farmor var religiøs, eller om hun bare syntes det var et sjovt og dejligt scenarie, og ”better safe than sorry”, men jeg syntes, det var trygt og hyggeligt. Som lille ledte jeg ofte efter meningen med, og troen på det hele. Jeg kunne jo både se og fornemme al ulykkeligheden omkring mig. Hun så altid det bedste i andre mennesker, og da en ældre herre på et tidspunkt blev løsladt fra fængslet, efter at have afsonet en dom for bankrøveri, gik der en del hvisken og tisken i ”landsbydelens” kroge om ham bankrøveren. Folk var ikke helt trygge. Så min farmor ansatte ham selvfølgelig til at servere og agere butler til alle sine små middage og selskaber, som hun holdt rigtig mange af i sit lillebitte hjem, så alle kunne møde ham og finde ud af, han slet ikke var farlig, men et godt og venligt menneske, der havde afsonet sin straf. Og til sidst blev han en meget populær mand i den lille by.
Et af mine egne yndlingssteder som lille var mine hjemmebyggede huler under min mormor og morfars spisebord i deres lille 2-værelses lejlighed på Østerbro i København. Puttet inde af tæpper, dyner og sofahynder. Ingen larm. Kun ro.
Dem vil jeg rigtig gerne lave mange af sammen med Ellen. Så skal vi læse gode bøger med lommelygter, og tale om alle de store og små ting i livet, og om efteråret spise ovnbagte kastanjer med iskoldt smør derinde, og brændende kærlighed med sprødstegt bacon, løg og små wokstegte rosenkål dryppet med få dråber sesamolie og håndpisket kærlighedskartoffelmos med smør. Altid håndpisket. Husk det nu.
De kærligste efterårshilsner – grib livet og grib kærligheden.
Josefine
