Er pennen virkelig mægtigere end sværdet? I den virkelige verden er der nogle journalister, som arbejder benhårdt i skyggerne, så kriminelle magthavere bliver holdt ansvarlige for deres ugerninger. En gang imellem ender de journalister med at blive helten i deres egen historie på det store lærred.
I det virkelige liv skal journalisten helst være den usynlige viderebringer, der sætter spotlight på en historie, der kunne have gjort stor skade, hvis den fik lov at leve i skyggerne. Journalisten skal være objektiv og fylde så lidt så muligt, for på den måde forbliver fokus på de emner, der bliver bragt frem i lyset, og historien bliver ikke mudret af personlige og politiske holdninger. Men en gang imellem er den historie, som journalisten graver frem, så eksplosiv, at de selv bliver en del af fortællingen.
Journalistens hårde kamp for at få sandheden frem er en meget brugt inspiration i filmens verden, både i virkelige og opfundne fortællinger. Watergate-skandalen, der førte til Nixons tilbagetræden som præsident, har leveret indhold til flere film, hvor den mest kendte nok stadigvæk er All The President’s Men fra 1976. Dustin Hoffman og Robert Redford spiller de to reportere (Carl Bernstein og Bob Woodward) fra avisen The Washington Post, der fandt beviser på, at Nixons administration havde forbindelse til et indbrud (og mange andre narrestreger) i demokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen.
All The President’s Men er en mesterlig fortælling, der er et klasseeksempel på, hvordan journalistikken kan være et glimrende fortælleredskab i en film. Allerede i introen bliver ordets kraft cementeret med den tilfredsstillende lyd af en skrivemaskine, hvor bogstaverne bliver hamret mod papiret som pistolskud. Folk, der er klogere end mig, har skrevet om, at filmen er ret tæt på sandheden, men selvfølgelig har taget nogle friheder i underholdningens navn. Man følger Woodward og Bernsteins kamp for en historie, som de i en lang periode var de eneste, der troede på. Men på trods af først ligegyldighed og derefter trusler fra omverdenen, blev de ved, og endte med at vælte en præsident.
En anden af mine yndlingsfilm er Spotlight (2015) om en lille gruppe af graverjournalister på avisen Bosten Globe, der fik historien om de mange katolske præster, der havde misbrugt børn i årtier, mens kirken dækkede over det, frem i lyset. Filmen bygger på den sande historie om en række artikler, som Boston Globe udgav omkring 2002. Der er selvfølgelig begivenheder i historien, der er blevet ændret for at passe ind i et filmformat, som helst skal have lav- og højdepunkter, og et tempo, der kan holde publikums interesse fanget i to timer, men i det store hele holder Spotlights manuskript sig til de virkelige begivenheder
Jeg sad på kanten af sædet det meste af filmen, og heppede (som en klaphat) på journalisterne, selvom jeg jo godt vidste, at det lykkedes dem at få historien ud.
For nylig så jeg She Said, der handler om de to journalister, Megan Twohey og Jodi Kantor, fra The New York Times, der breakede historien om filmproduceren Harvey Weinstein, der i årevis havde misbrugt kvinder.
She Said blev godt modtaget af anmeldere, men fik ikke ligefrem folk til at løbe mod biografen. Jeg kan godt lide filmen, men jeg har måske også en større kærlighed til den genre end de fleste. Endnu et plus i min bog var, at jeg bagefter gik i gang med at læse mere om de to journalister og baghistorien, og dermed blev en smule klogere (forhåbentlig).
Jeg vil altid synes, at filmens vigtigste job er at underholde og tilbyde et besøg i en anden verden, men hvis man også kan få udvidet sit verdensbillede undervejs, så er det vel ikke helt skidt.
