Ildsjælen der aldrig giver op

tekst marIa TVErgaarD-JakObSEN | foto JOHNy krISTENSEN

APPETIZE har mødt Morten Gamini, indehaver af Den Bette Kro i Aalborg og inkarneret smørrebrødsentusiast. Men hvem er Morten egentlig sådan rent privat, og hvordan kom han i tanke om at åbne den første rigtige smørrebrødsrestaurant i Aalborg?

Klokken er 9 en tirsdag morgen, og APPETIZE har en aftalte med Morten Gamini i hans restaurant, Den bette Kro, i Vingaardsgade. Selvom det er tidlig formiddag summer restauranten allerede af aktivitet. Køkkenpersonalet er i fuld gang med at gøre klar til dagens frokostrykind. Der er nemlig nok at se til, for her bliver alt lavet fra bunden.

Vi får sat os ved et af de små hyggelige borde med rød- og hvidternede duge. Det bliver næsten ikke mere dansk, og man kan ikke undgå at føle sig godt tilpas. Morten sprudler af energi, og vi er klar til at starte interviewet.

Et lille samfund

– Jeg blev adopteret til Danmark, da jeg var blot fire måneder gammel. Min far hentede mig på Sri lanka og tog mig med tilbage til Nr. Vorupør, et lille fiskerleje i Thy. I byen var der kun 1.000 indbyggere om vinteren og omkring 20.000 om sommeren, for der væltede det ind med turister, fortæller Morten.

Mortens forældre havde kun ham. Faren var maler, og moren var hjemmegående. Jeg er selvfølgelig lidt nysgerrig på, hvordan det mon var at vokse op i så lille et samfund, og Morten forklarer;

– Jeg skilte mig ret meget ud, det føltes ofte som om jeg var den eneste sorte, de nogensinde havde set i levende live, og det har selvfølgelig givet lidt udfordringer i min opvækst.

Jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, for det siger jo lidt om, hvor lille et samfund Morten egentlig er vokset op i; at indbyggerne aldrig før havde set en mørk mand, og Morten griner med, men fortsætter historien til noget lidt mere barskt.

– Jeg var rigtig ked af at gå i skole, og jeg blev drillet hele tiden, da jeg skilte mig ud og så anderledes ud end de andre. Fra børnehaveklassen til 7. klasse var det en ret hård skolegang for mig, og det var virkelig ikke noget at råbe hurra for. Oveni blev mine forældre så skilt i 1988, og jeg tror, at dengang var det bare ikke så almindeligt at blive skilt. Så der kom bare lidt mere benzin på bålet, og det var grobund for flere drillerier. Nu så jeg ikke kun anderledes ud, nu boede jeg også alene med min mor, og min far var flyttet ud.

Efter forældrenes skilsmisse flyttede Mortens far til Thisted. Morten blev boende i Nr. Vorupør med sin mor, og som Morten selv siger det;

– I dag er det bare mere almindeligt at blive skilt. Det er der jo virkelig mange, der bliver, og vi som samfund er nok blevet bedre til at håndtere det, og ved måske mere, hvad et barn har brug for i sådan en situation.

At miste en forælder

Morten boede sammen med sin mor alene i to år, indtil en frygtelig mandag, hvor hans mor fik et hjertetilfælde.

– Jeg kan stadig huske det, som var det i går, forklarer Morten. Jeg kan huske, vi havde skændtes om søndagen; jeg havde sikkert været lidt af en rod, og om mandagen sender hun mig i skole. Omkring kl. 13.30 hører vi en ambulance oppe på skolen, og på de kanter vidste man, at enten var der en, der var død, eller nogen var druknet nede ved vandet. Jeg stod ovre ved cykelskuret og bliver hentet af skoleinspektøren, og det står så tydeligt for mig, da han sagde: ’Der sker noget med et voksent menneske, når et hjerte stopper med at slå.’ Der vidste jeg, det var min mor, der var død.

Vi taler lidt videre omkring det at miste en forælder, og heldigvis kom hun herfra på en måde, så hun ikke selv har mærket det. Hun havde lagt sig for at tage en lur, og vågnede aldrig igen.

– Hun har ikke mærket det, og det er meget rart at tænke på, siger Morten. Selvom det er mange år siden efterhånden, tror jeg, at
jeg har det sådan, at man kommer aldrig over det, men man kom- mer igennem det. Jeg var jo ikke så gammel dengang, så jeg tack- lede det, som jeg nu bedst kunne. Men faktisk var det sværere for mig at miste min far for et par år siden, end det var at miste hende dengang. Måske fordi man er mere bevidst om det nu.

Efter morens død kom Morten i pleje hos sin moster og onkel. Hans far kunne på daværende tidspunkt ikke få lov at få ham. Men hvordan var det så for en ung dreng både at miste sin mor og så pludselig skulle bo hos noget andet familie?

– Jeg boede hos dem i lige knap fire år, fortæller Morten. Da jeg stod i det, syntes jeg, det var ret hårdt. Min moster og onkel havde på daværende tidspunkt voksne børn, som var flyttet hjemmefra, og pludselig skulle de have en dreng på 11 år boende. Det var de nok – hånden på hjertet – ikke helt gearet til, men jeg er nu ikke i tvivl om i dag, at de gjorde det bedste, de kunne. og uden min opvækst hos dem, ville jeg ikke være den, jeg er i dag.

Vejen til den rigtige uddannelse

Allerede som 14-årig flyttede Morten hjemmefra. Han flyttede fra sin moster og onkel og hen til sin far for en sommer, og derefter hurtigt videre på et kollegieværelse i Skive.

I Skive startede Morten på Teknisk Skole for at tage en uddannelse som elektriker, men sådan gik det ikke.

– Det var bare slet ikke mig, fortæller Morten. Det var nok mere en gammel drengedrøm om, at jeg skulle være elektriker. Min far kendte en, og der skulle jeg bare i lære, men sådan gik det nu ikke. Jeg blev smidt ud af skolen i Skive og startede derefter i Thisted, men der blev jeg smidt ud på grund af for meget fravær. Det hele gik vist mere op i hat og briller, og pludselig fandt jeg ud af, at jeg kunne gå i byen torsdag aften – og det var bare noget mere spændende end at passe min skole.

Sommeren før Morten startede på Teknisk Skole havde han boet hos sin far. I den periode arbejdede han fuldtid hos et malerfirma om dagen fra kl. 7-15, og derefter på et diskotek om natten. Så på den sommer havde han fået øjnene op for, hvordan det var at tjene penge.

– Jeg kan huske, at når jeg kom hjem fra malerfirmaet, gik jeg i seng og sov indtil 20.30, og så stod jeg op, fik lidt at spise og mødte så ind på diskoteket fra kl. 22-5. Så da jeg efter sommerferien som 15-årig blev sendt alene til Skive, var det lidt sjovere at gå i byen og skeje ud, end det var at passe skolen forklarer Morten med et smil på læben.

Da morten gik i folkeskolen havde han startet et mobildiskotek op, som han tog ud med i weekenden, men efter at være blevet smidt ud af to tekniske skoler blev musikken hans hverdag. Fra han var 15, og til han blev 20 år, levede han af at spille som DJ rundt om i hele landet.

– Det viste sig dog at blive lidt et skråplan siger Morten. Til sidst stod der i min kontrakt, hvor mange penge jeg skulle have for at spille, og hvor mange flasker whisky jeg skulle have hver aften. Så til sidst var jeg vist rimelig alkoholiseret, og jeg tog en beslutning om at stoppe med at spille. Nytårsaften 1999 var min sidste aften, og derefter startede jeg på tjener uddannelsen i Aalborg.

– Men når jeg tænker tilbage på det i dag, har det givet mig en ballast, og hvis jeg skulle lave det om, ville jeg ikke være det foruden. Jeg er jo blevet klædt på til den, jeg er i dag, og jeg plejer altid at sige; ’Ja, men jeg har jo prøvet noget, der var værre’.

Morten blev i sin tid udlært som tjener, og har også sejlet i 10 år af sit liv. Det med at sejle var egentlig kun ment som et feriejob, men Morten blev lidt bidt af det.

– Det var hårdt at starte med at sejle; der var ingen, der strøg dig med hårene. Du fik bare besked på, hvad du skulle, og hvis du kunne klare det, skulle du nok sejle, og ellers skulle du nok se dig om efter noget andet. Til sidst endte jeg med at have striber og guldknapper på, og være chef for en afdeling, fortæller Morten. På et tidspunkt kom der nogle ledelsesrotationer, hvor vi var en del mellemledere, der røg, og hvis det ikke var sket, kan det godt være, jeg havde sejlet endnu. Men så alligevel; det med at være selvstændig har altid ligget i mig, og jeg vidste nok godt, at det var noget, jeg ville på et tidspunkt.

Starten på et sygdomsforløb

På et tidspunkt, mens Morten sejlede, blev han alvorligt syg. Han fik konstateret nyrekræft, og skulle have fjernet sin højre nyre. Efter operationen fik han at vide, at han efter seks uger burde være klar til at arbejde igen. Så seks uger efter operationen var han igen på vej på havet. De sejlede ud og nåede lige til Stavanger, og så røg han på sygehuset igen.

– Derefter røg jeg ud og ind af sygehuset i knap to år. Jeg helede ikke ordentligt, og så var der en masse komplikationer, fortæller Morten. Jeg blev igennem det forløb fyldt med en masse medicin, og tog 30 kilo på. Jeg var igennem denne periode en del af dagpengesystemet, men på et tidspunkt overgår man jo til kontanthjælp – og det ville jeg bare ikke. Heldigvis blev jeg på det tidspunkt tilbudt at blive restaurantchef for Stygges Fisk og Steak i Aalborg, så der startede jeg, selvom jeg på det tidspunkt var lidt i tvivl om, hvorvidt den her branche måske var for hård for mig, og om jeg måske skulle noget helt andet. Senere hen blev jeg barchef på Ib Réne Cairo, men arbejde hang ikke helt sammen med mit privatliv. På det tidspunkt var jeg kommet i et forhold, hvor der også var tre børn, så det med lange dage og sen aften var ikke det bedste.

Da smørrebrødet gjorde sit indtog

Morten gik og tumlede lidt med, hvad det næste skridt skulle være
 og da der pludselig opstod en mulighed i det gamle Aalborg-værtshus La Strada. Morten havde altid syntes godt om beliggenheden, og så en mulighed i stedet. Han overtog lejemålet og over en weekend fik han lavet det gamle værtshus om til en restaurant.

– Der blev malet, gjort rent, lagt duge på bordene og køkkenet blev lavet, og
 ved gode venners hjælp var min første restaurant en realitet. Jeg havde en god mavefornemmelse og var sikker på, at en smørrebrødsrestaurant burde kunne fungere i Aalborg.

Og det kan jeg jo kun nikke anerkendende til, for dér fik Morten da i den grad ret. La Strada var det første af sin slags i Aalborg; et lille hyggeligt sted med rød- og hvidternede duge på bordene. Stedet havde 28 siddepladser, og muligheden for at udvide var ikke tilstede, så Morten begyndte at kigge efter andre og større lokaler.

– Jeg kom rent tilfældigt i snak med Niels Guldbjerg fra Nybolig Erhverv omkring lokalerne i Slotsgade 33 – og det blev en mulighed, at jeg kunne leje dem, og det gjorde jeg så, fortæller Morten.

Rent arbejdsmæssigt gik det rigtig godt, men privat desværre ikke, og Morten forklarer:

– Bagsiden af medaljen var, at jeg og min daværende kæreste, Tina, gik fra hinanden. Der var til sidst ikke noget forhold; i stedet var vi blevet to kollegaer. Vi havde åbent seks dage om ugen, og vi var der jo hele tiden, så det handlede ikke rigtigt om vores forhold længere, men i stedet kun om forretningen, forklarer Morten.

I september 2014 slog Morten dørene op til smørrebrødsrestauranten Isidor Henius i Slotsgade, og det gik over al forventning. Men hvorfor blev det egentlig mad, der blev Mortens interesse, og hvorfor lige smørrebrød?

– Det er nok en kombination af flere ting. Jeg er vokset op med sovs, kartofler og rugbrød, og var nok 14 år, første gang jeg smagte pasta, og det har bare ikke helt sat sig fast endnu, griner han. I mit barndomshjem skulle maden stå på bordet kl. 17.00, og der skulle være sovs og kartofler på bordet.

– Jeg er af den generation med madpakke i skolen uden køleskab, og jeg elskede bare min madpakke med rugbrød. Så måske det allerede startede dengang, fortæller Morten. For mig er det vigtigt, at man virkelig brænder for det, når man laver noget – samtidig med at man selvfølgelig skal se på, hvad er der plads til, og hvad byen mangler.

Den Bette Kro

Succesen med smørrebrødsrestauranten fortsatte, men Mortens helbred haltede. Tallene på hans ene nyre blev dårligere og dårligere, og han startede op i et dialyseforløb.

– Vi havde så travlt på restauranten, men jeg var i dialyse og havde rigtig mange dage, hvor jeg havde svært ved at komme ud af sengen. Jeg tog en snak med ham, jeg ejede Henius sammen med. Jeg skulle have styr på mit helbred, så vi blev enige om at stoppe samarbejdet knap et år efter, vi åbnede, fortæller Morten.

Kort tid efter blev Morten indlagt på sygehuset og var nu i dialyse fem gange om ugen. Udover problemerne med hans nyre, har Morten en blodsygdom, der bevirker, at han mangler folinsyre.

– Der er kun omkring 10 mennesker i Europa, der har den samme blodsygdom som mig, forklarer Morten, men på Sri lanka, hvor jeg kommer fra, er den meget normal. Jeg var på dette tidspunkt indstillet til en nyretransplantation, men de kunne ikke finde noget rigtig match på grund af min blodsygdom. Jeg fik noget meget stærkt medicin, og fik at vide, at jeg havde knap to år tilbage at leve i med den mængde medicin, jeg indtog på daværende tidspunkt.

– Jeg havde ikke lyst til at møde nogen, og sad bare i min lejlighed med nedrullede gardiner, og var ved at ryge ind i depression. Jeg tog derfor kontakt til min læge og kom til en psykolog, og der begyndte at komme styr på nogle ting rent psykisk igen. Herefter blev jeg kontaktet af Aarhus Universitetshospital, som tilbød mig at komme med i et medicinsk forsøg, og allerede 14 dage efter kunne de se en bedring i mine tal, fortæller Morten med lettelse i stemmen.

I dag går Morten kun til kontrol, men tager 25 piller om dagen for at holde sygdommen nede.

– Det er blevet en del af min hverdag, så hver søndag sidder jeg ligesom pensionisterne med en kasse og laver piller til en hel uge, fortæller han med et grin.

I dag har Morten det godt og trives med sit nuværende liv og sin restaurant i Vingaardsgade, Den bette Kro, som egentlig blev til ved et tilfælde. En eftermiddag var han ude at gå og mødte datteren af de tidligere indehavere af lokalerne i Vingaardsgade. Parret skulle på pension, og Morten tog op for at sige farvel til dem.

– Jeg kendte dem godt, da jeg ofte havde spist i restauranten, forklarer Morten. Jeg kan huske, at da jeg gik derfra, vendte jeg mig om og kiggede på bygningen og tænkte: ’Det ligner jo en bette kro’. Så dagen efter ringede jeg til ejeren af bygningen og lejede den, og så startede endnu et eventyr.

Restauranten åbnede den 18. april i år, og er bestemt et besøg værd. På væggene er der platter, rød- og hvidternede duge på bordene, små lamper og et hav af andre hyggelige detaljer. Væggene er udover platter også fyldt med charmerende billeder, blandt an- det billeder fra det gamle Aalborg.

– Jeg bliver hurtigt rastløs, jeg ville blive endnu mere syg, hvis jeg ikke sørgede for at holde mig i gang på en eller anden måde.

Og det må man sige, at Morten gør. Han skal videre og gøre klar til frokostrykindet i restauranten, og til aften skal han til Aarhus og være dommer i en smørrebrødskonkurrence.

Annonce