Filmanmeldelse: The Darkest Minds

Tekst Christina Svendsen | Foto 20th Century Fox

Ruby sammen med gruppen, som hun finder sammen med efter flugten | Foto 20th Century Fox

Genre: Sci-Fi
Premiere: 2. august 2018
Medvirkende: Mandy Moore, Gwendoline Christie, Bradley Whitford, Amandla Stenberg, Harris Dickinson
Instruktør: Jennifer Yuh Nelson
Manuskript: Chad Hodge
Længde: 104 min

På grund af kæmpesucceser som The Hunger Games, var det kun et spørgsmål om tid, før der kom andre filmatiseringer af dystopiske ungdomsromaner i et forsøg på at spinde guld på idéen.

Det virker til, at filmselskaberne har været igennem de mest succesfulde og nu er nået til resten. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om trilogien The Darkest Minds, hvor første bog udkom i 2016. Men jeg er muligvis bare en gammel dame, der ikke har så godt styr på min ungdomskultur, som jeg troede.

Historien handler om Ruby, en 16-årig pige, der er dømt farlig af samfundet på grund af hendes kræfter. En mystisk sygdom har slået de fleste børn ihjel. De få overlevende børn har fået mystiske kræfter, der skaber frygt blandt den voksne befolkning. Derfor bliver dem med de farligste kræfter slået ihjel af regeringen, så snart de fanger dem. Resten er interneret i arbejdslejre.

Rubys kræfter kan bedst beskrives som jedi-mindtricks. Som da Obi-Wan Kenobi overbeviser en stormtrooper om, at ”these aren’t the droids you´re looking for” ved at vifte med hånden, så kan Ruby også manipulere ved tanker. Der finder hun ud af som barn, da hun på ulykkelig vis kommer til at slette alle minder om sig selv hos begge hendes forældre.

Ruby har held til at flygte og slår sig sammen med en gruppe, der er i samme situation som hende selv. Nu jagter de muligheden for at leve i fred for frygt og forfølgelse.

Historien falder fra hinanden

Ud fra traileren havde jeg egentlig en idé om, at jeg skulle se en god film. Som blandt andet Hunger Games har bevist, så gør det dystopiske landskab sig rigtig godt til ungdomsfilm, hvor en stærk pige/dreng sætter sig op i mod samfundet (de voksne). Men filmen lever ikke op til de flotte billeder i traileren. Historien mangler gennemslagskraft og kommer til at virke som et tyndt suppeopkog af bedre film i genren. Der er indtil flere elementer, man ikke skal tænke for længe over, for så falder det hele fra hinanden. For eksempel så synes jeg ikke rigtigt, at det bliver forklaret, om forældrene virkelig alle er så rædselsslagne, at de villigt afleverer de få resterende børn til staten. Derudover hun har fjernet sig selv fra forældrenes minder, men de må undre sig en del over det børneværelse, der pludselig står tilbage.

Manuskriptet er til tider tænderskærende plat og specielt dialogen gav mig lyst til at kravle under sædet af ren irritation. Jeg håber, bogen er bedre end dette makværk af en film. Så er der da en undskyldning for, hvorfor den eksisterer på det store lærred.

About Christina Svendsen 30 Articles
Christina er blandt andet filmanmelder og blogger for APPETIZE. Du kan læse mere fra hende på hibou.dk