Genre: Drama
Biografpremiere: Har haft premiere (3. december 2020) (Kan ses i Biffen i Nordkraft)
Instruktør: Rúnar Rúnarsson
Længde: 1 time 19 minutter
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig i biografsalen for at se den islandske film, Echo. Jeg havde nået at læse, at det var en alternativ julefilm, men derudover vidste jeg ingenting.
Men sikke en oplevelse, der ventede. Filmens startscene er noget så simpelt, som en bil, der bliver kørt igennem en bilvask. I instruktørens hænder bliver noget, som burde være dræbende kedeligt, til noget sært poetisk.
Echo består af 56 forskellige scener med en ny hovedperson i hver ny scene. Det er 56 helt almindelige hverdagssituationer i optakten til jul og nytår på Island i 2018. Scenerne skifter blidt imellem det sjove, rørende og helt almindelige. Som for eksempel, da en gruppe teenagere sniger sig til at stjæle øl nytårsaften eller den voksne datter, der besøger sin aldrende far på plejehjemmet juleaften.
’Echo’ er et samtidsbillede af det islandske samfund, hvor man føler sig som en flue på væggen, der får lov at besøge hele byen. Selvom scenerne er ultrakorte, så indfanger filmens kamera så fint de små følelser, som kan stikke i os alle sammen i hverdagen.
Fordi det bare er små øjebliksbilleder, så er det som at gå igennem et landskab, hvor man finder små genkendelige tråde eller overraskelser igennem hele filmen. Du bliver ikke låst fast i en handling, som i en traditionel film. Det burde derfor umiddelbart ikke være muligt at komme i dybden på samme måde og derfor må jeg indrømme, at jeg blev overrasket over, hvor meget Echo berørte mig.
Så i en tid, hvor alt er meget traditionelt og som det plejer, inklusiv de fleste julefilm, der er næsten er lavet efter skabelon, så er Echo et frisk pust, der stadigvæk fint indkapsler alle de følelser, der hører julen til. Den kan varmt anbefales. Specielt som et minde om en tid, hvor alt ikke handlede om Corona, og vi stadig kunne give en julekrammer uden angst og dårlig samvittighed.
