Anmeldelse: Irina Olsen læbestifter

TEKST MATHILDE FALDEN

Efteråret er efterhånden ved at have taget godt fat, og med det grålige vejr og de mørke eftermiddage, bestemte APPETIZE sig for at sætte lidt farve på hverdagen. Vi indgik et samarbejde med Irina Olsen, hvor vi fik tilsendt fem smukke læbestifter fra den nye kollektion. Vi faldt med det samme for kollektionens naturlige men samtidigt meget dybe og sæsonbetonede farver.

De fleste kender nok Irina Olsen som lidt af en beauty-queen, og hun er blandt andet kendt for sine smukke, fyldige læber. Hertil lover hun, at de nyudviklede læbestifter har god dækkeevne, lang holdbarhed og hyaluronsyre til at fugte læberne, så de kan holde sig både bløde og fyldige hele dagen.

Læbestifterne viser sig i en smuk rosa-guld farve gennem hele emballage-designet. Det gør, at man næsten ikke kan se, hvor prop og bund starter. Det får designet til at se elegant og diskret ud. Det ligner nærmest et smykke. Dog er vi på redaktionen enige om, at materialet kunnet have været udvalgt bedre. Materialet forekommer en smule porøst og dermed stemmer kvaliteten ikke helt overens med det visuelle førstehåndsindtryk.

 

Vi modtog læbestifterne i følgende farver: Mrs. Olsen, Natural-ish, Witch-kiss, Tempted og Jungle Diva, hvortil fem heldige af redaktionens medarbejdere fik en med hjem til test.

Catrine om Mrs. Olsen:

”Holdbarheden og dækkeevnen er fantastisk! Jeg tog den på om morgenen, og jeg friskede den kun op én gang i løbet af hele dagen, og da jeg skulle fjerne den af om aftenen, sad den faktisk stadig rigtig pænt. Konsistensen, som rammer en god kombination af fast og blød, gør, at den er nem at påføre, men jeg savner lidt mere fugt”

Mathilde om Natural-ish:

”Jeg er glad for farven, som næsten matcher min naturlige læbefarve – den er en lille tand mørkere, så mine læber bliver mere markerede. Den er fugtgivende og meget cremet, men det gør desværre også, at den hurtigt aftager. Jeg har en følelse af, at den aldrig rigtigt tørrer. Jeg savner også et match mellem farven på emballagen og læbestiftens reelle farve. Jeg havde forventet en mere lyserød tone, hvilket den slet ikke er. Det er ærgerligt, hvis man shopper læbestifterne på nettet og risikerer at få en helt anden farve, end den som bliver vist på hjemmesiden”

Betine om Witch-kiss:

”Én af de bedste læbestifter, jeg har prøvet! Jeg har den på en hel aften uden genopfriskning, og jeg kan tage den på uden et spejl, fordi konsistensen er helt rigtig. Farven er fuldt dækkende, og tørrer ind til et smukt semimat finish. Jeg har haft den med mig rundt, lige siden vi fik dem tilsendt, og jeg overvejer stærkt at købe en ny, når denne er brugt op”

Christina om Tempted:

”Holdbarheden er rigtig god, og den fugter mine læber godt. Den tørrer ind til et mat finish, som har en god effekt på den brune nuance. Jeg er imponeret over dækkeevnen og hvor nem den er at påføre, men når jeg kigger på farven i bunden af læbestiften, er der et mismatch, da den ser mere lyserød ud”

Helena om Jungle Diva:

”Holdbarheden er ok, men ikke det bedste jeg har prøvet. Jeg er vild med den naturlige farve, da det også gør, at den er let at påføre uden at man skal koncentrere sig foran spejlet. Det er en skøn hverdags-læbestift, der er elegant og uformel på samme tid. Jeg bruger normalt ikke læbestift, men da denne matcher min egen læbefarve så godt, kan jeg sagtens finde på at tage den på i farten, da farven er med til at friske hele ansigtet op”

På redaktionen er vi altså både enige og uenige om produkterne, men det er heller ingen overraskelse, at forskellige læbestifter og forskellige testere giver forskellige resultater. Alt i alt er der et problem med matchet mellem farven på hjemmesiden og den reelle farve. Når det så er sagt, er vi alle vilde med deres smukke, naturlige farver, dækkeevnen og den cremede konsistent, og mange var ligeledes imponerede over holdbarheden!

Du kan købe eller læse mere om de smukke læbestifter her:

www.irinaolsen.dk