Hæder til Aalborg-ildsjæl: Kenneth Dahl Knudsen kan modtage national jazzpris

For et år siden var Aalborg-musikeren Kenneth Dahl Knudsen booket som en del af musikprogrammet til DMA Jazz 2019, hvor han præsenterede sit bud på lyden af fremtidens jazz. I år er han igen inviteret til prisuddelingen på Bremen i København – denne gang som en af de tre nominerede til P8 Jazz-prisen.

P8 Jazz Prisen bliver givet til en ildsjæl, der har bidraget til at styrke jazzen lokalt eller på landsplan. En ildsjæl, som fortjener at blive hædret med applaus, skulderklap og ekstra opmærksomhed fra det danske jazzmiljø. De nominerede vælges med udgangspunkt i indstillinger fra P8 Jazz-lyttere landet over, og i år har lytterne og senere P8 Jazz-redaktionen altså peget på Kenneth Dahl Knudsen som en af de tre nominerede.

I nomineringen skriver P8 Jazz:

Kenneth turnerer flittigt herhjemme og i udlandet, men glemmer ikke sin hjemstavn i det nordjyske. Her er det særligt hans evne til at fokusere på og tage hånd om nye, unge jazzmusikere og konservatoriestuderende, der bliver bemærket.

Uden at gå på kompromis med kvalitet og ambitioner inddrages både nye og erfarne kræfter i en bred vifte af jazzprojekter, hvorfor Kenneth Dahl Knudsen med rette kan betragtes som frontløber for en bemærkelsesværdig, dynamisk og imødekommende jazzscene i Aalborg og resten af Nordjylland.”

Nomineringen er en flot national anerkendelse af Kenneth Dahl Knudsens indsats, som sidste år blev belønnet og løftet med NORDJYSKE Kulturpris 2019. Vinderen offentliggøres fra scenen i Bremen Teater torsdag den 12. november. Sidste års prismodtager var ildsjæl Karsten Bech, der er sekretariatschef og initiativtager til ’Jazz i Trekanten’.

Følg med! Du kan heldigvis følge med i hele molevitten fra kl. 19:00 på TV 2 Lorry, via et gratis landsdækkende TV-stream på tv2lorry.dk eller via radio hos DR P8 Jazz.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*