Hun har hevet stikket ud til den faste stilling, den faste løn, trygheden og de endeløse MUS-samtaler på DR1. Nu står den på bogudgivelse, rejser, familieliv og mindst 7 timers søvn hver nat. Mød studieværten, Sisse Fisker, der er vokset op i sovebyen Tårs i Nordjylland
Den 25. august i år skrev Sisse Fisker følgende opdatering på Facebook:
– Jeg har gjort noget vildt: Jeg har sagt mit faste job på DR op. Det har jeg for at få mere tid til min mand og mine børn. Fordi jeg vil bruge endnu mere krudt på frivilligt arbejde – især mit hjertebarn SMILfonden, som holder fester for syge børn på danske hospitaler. Fordi jeg vil følge mit hjerte og rejse ud og vise mine børn verden. Første rejse bliver to måneder i blandt andet Cambodja og Malaysia til vinter. Fordi jeg vil holde foredrag om min nye bog, som udkommer i november og forhåbentlig vil inspirere en masse danskere. I mit nye selvstændige liv vil jeg prioritere at sove mindst 7 timer hver nat, træne min svage krop dagligt, så jeg har mindst muligt ondt i ryggen. Jeg vil bestige et bjerg og lære at surfe. Og holde flere fester for mine venner. Min beslutning gør mig sikkert fattigere, men garanteret osse gladere. PS. Dukker stadig op på skærmen på DR1 i ny og næ.
Enhver historie har en forhistorie, og det gælder også for Sisses facebook-opdatering. Appetize har snakket med Sisse og fået hele historien. Den handler, som mange nok vil vide fra ugebladene, først og fremmest om de voldsomme rygsmerter, som Sisse blev ramt af for et par år siden. Lige nu har Sisse det heldigvis fint.
– På en skala fra 1-10, er jeg helt i top på en 10’er lige nu. Jeg har slet ikke fortrudt min beslutning om at blive selvstændig. Alt er godt lige nu – jeg har lige afleveret min kommende bog til tryk, og min mand og jeg er ved at planlægge vores rejse til Asien, hvor vi skal være væk i det meste af januar og februar. For at få råd til turen skal vi ha’ solgt bilen – så du må egentlig godt skrive, at hvis der er nogen, der vil købe en velholdt Golf stationcar fra 2010 – så kan de bare henvende sig, griner Sisse.
Jeg hader MUS-samtaler
Sisse nyder, at hun selv bestemmer sin tid.
– Jeg er virkelig god til at være min egen chef, og jeg havde det svært med at blive puttet ind i kasser, som man gør i et vagtskema på en redaktion. Jeg hader de der MUS-samtaler, hvor der bliver sagt det samme år efter år. At der bliver set skævt til én, hvis man går fem minutter før tid osv. Nu bestemmer jeg selv, hvornår jeg arbejder, og det betyder bl.a., at jeg kan tage drengene med til Nordjylland, hvis jeg vil, siger Sisse og understreger, at freelance-tilværelsen ikke betyder, at hun arbejder mindre end før. Nærmere tværtimod.
– Det føles bare anderledes at arbejde for én selv. Hen over sommeren har jeg brugt meget krudt på bogen, og det er jo pissesjovt at arbejde 70 timer om ugen, på noget man godt kan lide. Omvendt har jeg prøvet at sidde i en kommunikationsafdeling i et 37 timers job, der føltes som 100.
Hemmeligheden bag et lykkeligt liv
– Freelance-tilværelsen er ikke en nedgradering af mit arbejdsliv – det er snarere en omstrukturering. Samtidig tager jeg ansvar for, at jeg altså ikke gider at gå og vente på at blive sparket væk fra skærmen om fem år, hvis jeg ikke ville ha’ silikonebryster og botox, siger Sisse og griner højt. Sisses debut-bog ”Livets opskrift”, udkommer den 4. november – lige inden bogmessen og strategisk inden julehandlen går i gang. Og til foråret går det så løs med foredrag landet over om bogen, der er en samling fortællinger om mennesker, der har knækket koden til hemmeligheden bag et langt og lykkeligt liv.
– Mit arbejdsliv foregår i stor udstrækningen fra sofaen. På grund af den åndssvage ryg ligger jeg ganske enkelt ned med min bærbare og arbejder en stor del af tiden, forklarer Sisse. Da Appetize snakker med hende sidder hun med farve i håret imens. Det er en veninde, der er ”frisøren”, og midt i interviewet er Sisse nødt til at få farven skyllet ud, for ellers bliver hun for mørkhåret.
– Nej, ha ha – det er ikke for at skjule grå hår. Dem har jeg heldigvis ikke så mange af. Det er mere for at få håret mere blankt, griner hun, mens hun lydigt bevæger sig hen imod bruseren.
Naboens datter
Sisse Fisker har brændt sig ind på nethinden hos mange danskere med sit kønne, søde og smilende ydre. Hun virker naboens datter-agtig, samtidig med at hun har kendis-status. Men også hendes udprægede og uforfalskede nordjyske dialekt er kendt af tv-seerne.
– Jeg kommer fra Tårs, som er en lille by, lidt uden for Hjørring. Jeg kommer fra en fuldstændig almindelig kernefamilie. Min far har lavet nærmest alt i hele verden. Han er uddannet slagter, men arbejder nu som sælger af hundeprodukter over hele landet. Han er en rigtig jagt- og hundemand, og han bliver bare ved med at arbejde, selvom han godt kunne gå på pension. Min mor har været meget derhjemme og passe min søster og mig. Men ellers har hun haft job som advokatsekretær i Sindal, fortæller Sisse. Mens hun taler om barndommen i Tårs, slår hendes nordjyske dialekt mere og mere igennem.
– Min familie bor stadig i Tårs, og jeg føler mig 100% hjemme der. Jeg har en søster, der bor på en gård lidt uden for Sindal, hvor hun er medhjælpende hustru, og mine forældre bor stadig på det landsted, de overtog efter min farfar, da jeg var cirka 11 år.
Gratis fadøl
Umiddelbart kan det lyde drønkedeligt med Tårs. Noget med øde, mørke gader. Små lave huse på tomme marker og INTET at foretage sig fredag aften. Men det er langt fra virkeligheden ifølge Sisse. Faktisk gik det ret vildt for sig, da hun var ung pige i Tårs og omegn.
– Altså vi begyndte at drikke alkohol og feste i 8. klasse. Vi var til alle mulige kroballer og halballer, og det var skidesjovt. Jeg gik til håndbold, og jeg kan huske, at vi altid trænede fredag eftermiddag. Bagefter gik vi ind i omklædningsrummet og gav den gas med hårlak og ALT for meget makeup. Så tog vi bussen fra Tårs til Thorshøj Kro, hvor der var gratis fadøl. Drengene kom fra de nærliggende byer – nogle endda i i traktorer og parkerede dem udenfor. Så festede vi helt vildt, dansede, nogle kastede op i hækken og så blev vi altid hentet af en af vores fædre klokken tre. Alle kendte alle – alle havde været kærester med alle. Hvad vi drak…? Vi drak det der søde stads…Pisang Ambong, Blå Bols, og vodka med abrikossmag. Da vi blev lidt ældre og kom på gymnasiet i Hjørring skiftede vi halballerne ud med Café Chic og Café Chaplin i Hjørring. I begyndelsen var vi nødt til at snyde os ind, fordi vi var under 18. Vi fandt ud af, at det hjalp at følges med nogle ældre fyre, og i den forbindelse hjalp det, at jeg havde en veninde, der havde en storebror. Hvis vi gik sammen med ham og hans venner, kunne vi snige os ubemærket ind. Da vi så endelig blev 18 år var det helt kedeligt, og man gad nærmest ikke gå i byen mere, siger Sisse der husker, at hun i en periode gik i byen og fyrede den af både torsdag, fredag og lørdag.
– Vi var udødelige, siger Sisse.
Tæring efter næring
– I den periode havde jeg fritidsjob i et plantecenter i Tårs, så det var ofte noget med at feste til klokken fire og så stå op og møde på arbejde klokken 8 om morgenen. Min far er af den gammeldags skole, så han havde nogle leveregler med, at hvis man kunne feste om natten, kunne man også arbejde om dagen. Dengang forstod jeg ikke altid min fars principper. Men i dag forsøger jeg faktisk at give mine drenge de samme værdier med at sige tak for mad, spise pænt og give dem opgaver i hjemmet, siger Sisse. Hun beskriver sig selv som ung som en arbejdsom og tryg pige.
– Jeg var meget sportsinteresseret og gik til håndbold. Jeg var god til sport, og det var en smart måde at blive populær hos drengene – ha ha… Jeg var flittig i skolen og elskede tysk og alting med kasser og regler og sprog i det hele taget. Min far snakkede meget om ”tæring efter næring” og så videre, og han gav os både karakterpenge og håndboldpenge – ikke fordi jeg følte mig pacet, men fordi han påskønnede flid og hårdt arbejde og gerne ville belønne det. Min mor havde det der omsorgsgen, og hun arbejdede på halv tid en overgang, mens min søster og mig var små, så der var altid styr på det med tøj, mad, rengøring og lektier. Det har jeg arvet fra hende – og i dag er det mig der er omsorgspersonen i min familie og står for alt det praktiske med at købe tøj til vores børn og fylde køleskabet op.. Jeg er også blevet som min mor med hellere at ville give gaver end modtage gaver. Jeg tror også, at problemerne med min ryg har medvirket til, at jeg er blevet mere opmærksom på andre og på at være taknemmelig.
Dræbende kedeligt
På grund af interessen for sprog, troede Sisse først, at hun skulle være sprogtolk, da hun havde erhvervet sin studenterhue. Hun flyttede derfor til Tyskland for at arbejde, var på sprogophold i Spanien og begyndte derefter på Handelshøjskolen i Århus. Det var dog så dræbende kedeligt, at det hurtigt fik ende igen for Sisse.
– Så fandt jeg et kommunikationsstudium i København. Det føltes mere som den rette hylde for mig. Jeg kom i praktik en enkelt dag på DR-sporten, og fik mig snakket til en fast praktikplads på TV Danmark. Jeg elskede alt det der med daglige deadlines, ud og interviewe og tilbage igen og redigere stoffet, fortæller Sisse og tilføjer, at hun nærmest havnede i København ved en tilfældighed, fordi flere af hendes gymnasieveninder fra Nordjylland var flyttet til hovedstaden.
– Joo, der er VIRKELIG langt fra Tårs til København. Men jeg er helt vild med København. Jeg kan godt lide den puls og de muligheder der er her, forklarer Sisse, der har oplevet det med at blive ”en kendis” sådan lidt efterhånden.
– Først var jeg på en lokalstation, og der var det ikke så vildt. Det blev selvfølgelig mere efter at jeg var vært på Aftenshowet og Vild med dans. Det er ikke sådan, at jeg ikke kan gå i fred på gaden – men jeg bliver da stoppet af folk ind i mellem, der spørger om det ikke er mig, der er Sisse Fisker.
Mødte kærligheden i Skanderborg
Kærester har der været nogle stykker af i Sisses liv, før hun mødte manden i sit liv, Sune Mogensen. Googler man Sisse Fisker, finder man flotte fotos fra deres romantiske bryllup. Hende i kridhvidt. Artikler om, hvordan de mødte hinanden til Skanderborg Festivalen. Hende med vodka-juice i hånden og i grimme gummistøvler. Man kan også læse om, hvor forskellige de to er. Han er en snorlige bygningskonstruktør, der elsker at omgive sig med smukke, stilige møbler. Hun er en indretningsmæssig anarkist, der altid er opdateret på de sociale medier, arrangerer fester og sammenkomster med vennerne og – indtil hun mødte Sune – boede i et tilfældigt rod med tunge mørke træmøbler.
– Vi er SÅ forskellige. Vi ligner overhovedet ikke hinanden. Han går op i nogle helt andre ting, end jeg gør. Så det er ham, der indretter vores hjem og laver lækker og gennemtænkt mad. Han er æstetikeren, mens jeg er praktikeren, der søger for at børnene har tøj på kroppen og så videre. Jeg tror bestemt, at vores forskelligheder er vores største styrke som par. Til gengæld er vi meget enige om, hvilke værdier vi gerne vil give vores sønner, og vi prioriterer vores børn og vores familie højt. Vi har købt et familiesommerhus sammen med Sunes forældre og hans søster i Nordsjælland. Vi bruger det hver anden weekend i sommerhalvåret. Enten er vi alene der, eller også er vi af sted sammen hele familien.
100 dage på sofaen
Udover romantiske bryllupsfotos, giver Google-øvelsen med Sisse Fisker også en masse hits omkring rygproblemer. Man kan læse om, hvordan hun fik problemerne fra det ene øjeblik til det andet. Hun bøjede sig ned for at løfte sin yngste søn op fra gulvet. Isak var dengang fire måneder, og Sisse havde barselsorlov fra jobbet som studievært på Aftenshowet. I samme øjeblik hun løftede Isak fik hun så intens en smerte i lænden, at hun knækkede sammen, måtte ligge på gulvet og ringe efter Sune. Den oplevelse blev starten på et langvarigt ryg-mareridt, der vendte op og ned på Sisses liv. Hun tilbragte 100 dage på sin sofa, hvor hun intet kunne, udover at ligge der og spise penicillin. Hende – der tidligere havde været stærk, handlingsorienteret og kunnet alt. Sisse Fisker var igennem et langvarigt forløb for at finde frem til, hvad problemet med ryggen skyldtes.
– Det endte med at en scanning viste, at jeg har haft to diskosprolapser, betændelse i nogle knogler og et brud på en ryghvirvel. Det går op og ned med smerterne. Nogle gange har jeg det stadig dårligt, og andre gange, hvor jeg virkelig er i zen og får sovet, spist, hvilet og slappet af på den rigtige måde, går det rigtigt godt. Jeg har skullet vænne mig til at se mig selv som kronisk rygpatient, og det er svært at acceptere, at bare fordi man sover i en seng med en dårlig madras, eller spiser forkert kost, så kommer smerterne, fortæller Sisse. Hun mener selv, at rygproblemerne skyldes, at hun ganske enkelt har overbelastet sin ryg med fem maratonløb oveni hinanden og to fødsler med halvandet års mellemrum.
– Derudover var Isaks fødsel hård, fordi han var stjernekigger (lå med ansigtet opad, red.)
Fokuserer på det positive
– Jeg har virkelig arbejdet med mig selv for at fokusere på det positive. I den periode, hvor jeg bare lå stille, fokuserede jeg på, at nu havde jeg da tid med mine børn. Jeg kunne ligge i ske med dem og se Disney film. Jeg kunne godt modtage gæster, og jeg kunne spise kage og hygge mig. Jeg kunne jo ikke bevæge mig ud og købe julegaver – men så lå jeg ned og fik lavet en fantastisk fotobog til min familie. Jeg tror slet ikke, at mine børn oplevede det som et problem, at jeg kun kunne ligge ned. Jeg havde jo tid til dem, siger Sisse. Fra positionen på sofaen fandt hun ud af, at man sagtens kan arbejde fra liggende tilstand også. Hun fik blandt andet stablet en fest for SMILfonden på benene med deltagelse af Shaka Loveless og magiker Henrik Svanekiær.
– SMILfonden er en ny frivillig forening, der er sat i verden for at give syge børn et SMIL på læben – og noget andet at tænke på end sygdom. Fonden inviterer børn, der er eller har været indlagt til festlige arrangementer med musik, underholdning og gaver. Formålet er at give børnene og deres familier en fælles oplevelse og at få dem til at glemme den sygdom, der ellers præger deres liv, fortæller Sisse, der er bestyrelsesformand for fonden.
– Det hjælper at hjælpe andre, og jeg er født med et positivt sind.
Nordjyde i hjertet
Trods årene i København har Sisse beholdt sin udprægede nordjyske dialekt.
– Ja, men mine unger taler københavnsk – så meget, at min far er ved at dø over det, når vi er på besøg. Sidste gang var han i gang med at lære dem at sige ”sårt pææng” (sorte penge, red.), griner Sisse og tilføjer:
– Jeg elsker Nordjylland, og jeg føler, at det er mit hjem, selvom jeg også føler, at jeg tager ”hjem”, når jeg tager til København igen. Jeg synes, at det er sørgeligt, at alting lukker i Nordjylland. I Tårs er der lukket mange butikker de seneste år, og det er virkelig trist, siger Sisse, der ikke kan forestille sig at flytte tilbage til Nordjylland permanent.
– Men min far vil jo gerne ha’ at vi skal overtage huset, som han og min mor bor i, og som han har arvet fra sin familie. Så la’ os nu se, man skal aldrig sige aldrig. Måske kunne det blive vores nordjyske sommer-residens, hvor mine børn jævnligt kom op og fik en jysk indsprøjtning, slutter Sisse.
