Anmeldelse: ’Michael Learns To Rock’ i Musikkens Hus

Tekst Anette Vedfald | foto Rene Jeppesen/Musikkens Hus

Det danske soft-rock band Michael Learns To Rock spillede i fredags til en udsolgt koncert i den store koncertsal i Musikkens Hus.

Koncertsalen er Musikkens Hus’ hjerte med plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Den er akustisk optimeret og velegnet til klassiske koncerter.

Folk virkede forventningsfulde, da Michael Learns To Rock gik direkte på scenen uden omsvøb og spillede ‘Sleeping Child’, efterfulgt af ‘Strange Foreign Beauty’ for en profyldt koncertsal. Bandet var yderst velklædte, og forsangeren, Jascha Richter, havde endda en sølvfarvet pallietjakke på. Han sad også ved pianoet under hele koncerten, hvilket ikke gav den samme dynamik, som en forsanger der f.eks. bevæger sig mere rundt på scenen. Men han roste Musikkens Hus og sagde at “Den her sal er et af de flotteste steder, jeg har spillet”. I det hele taget virkede MLTR lidt forsagte i første set, og spillede nogle knap så kendte sange, bl.a. fra deres nye album, der hedder ‘Still’. Det var numre som bl.a. ’Stranger In My Heart’ og ’Hiding Away From Life’. Men de tøede dog op undervejs, og efter at have spillet en lækker intro til nummeret ‘Messages’ spillede de det countryagtige nummer ‘One Way Street’. Der rejste guitaristen sig endelig op og rockede med, hvilket pludselig gav en mere spændende dynamik på scenen. Der spredte sig en god stemning, hvor publikum var mere med, og derefter udbrød forsangeren til sit band “Nu ved jeg, hvorfor publikum bliver så stille igennem hele første set. Det er fordi, de venter på, at vi spiller ‘The Actor’”.

I andet set havde Jascha Richter skiftet pallietjakken ud med en rød læderjakke, kontrabassen blev erstattet med en bassguitar, og guitaristen Mikkel Lentz havde skiftet den akustiske guitar ud med den elektriske. Så nu var der lagt op til narrestreger. MLTR blev lidt mere loose, og jeg nød at se trommeslageren Kåre Wanscher arbejde med trommestikkerne. Det er nemlig lidt sværere at se normalt, da trommeslageren oftest er placeret bagerst på scenen fremfor på linie med bandet, som det var tilfældet her. Alderen havde også været god ved disse danske gutter, men på trods af 30 års erfaring, så præsterede de dog at lave et par fuckups. Men det var dog ikke alarmerende, og da ‘The Actor’ langt om længe blev spillet, udbrød der vild jubel blandt publikum, og det lykkedes også at få dem til at synge med. Det var ret sødt, men dog lidt halvunderligt i denne form for koncertsal. Der var godt gang i lysshowet undervejs, og generelt også ret stor jubel, da først deres største hits for alvor begyndte at rulle ud i salen, som bl.a. ‘Someday’. Det fik folk op at stå indtil Jascha Richter, badet i rødt lys, pludselig spillede Beethovens ’Für Elise’, der så endte med at gå over i nummeret ’Wild Women’. Det fik atter folk op af stolene, og alle der har læst min blog her på Appetize, kender til min forkærlighed for både Beethoven og hans ‘Für Elise’. Så at blande klassisk musik med rock, var et velkomment, fedt og rigtig nice move, der var selveste Queen værdig. Som sidste nummer på den officielle setliste var ‘That’s Why (You Go Away)’, og her lyste folk salen op med deres mobiler, hvilket jeg tænker må have været fedt for MLTR at opleve. Folk råbte selvfølgelig på ekstranummer, da koncerten var slut, og da Michael Learns To Rock atter kom ud på scenen, steg jublen til ren hysteri på en højde, der var tæt på høreskade. Egentlig stod folk op til de sidste fem af koncertens numre, men det var måske også lidt svært at sidde ned så længe til denne slags musik. Der var i al fald flere som gav den gas i at rocke med, selvom de aldersmæssigt var i den mere modne ende. Men jeg elsker nu den slags uanset hvad, for liv og glade dage hører ikke kun de helt unge til. 

Jeg syntes at koncerten var en rigtig god musikalsk oplevelse, og et friskt pust midt i nutidens indimellem intetsigende og grænsende til monotone musik. Ja, det var som at være en del af en 90’er tidslomme, hvor man glemte tid og sted. Men selvom jeg holder af at overvære koncerter i Musikkens Hus, så virkede denne koncert dog lidt malplaceret, og særligt fordi en elguitar bare indbyder til en mere stående koncertoplevelse, hvilket også endte med at gøre sig gældende her. For i andet set blev det helt tydeligt, at folk ville op og stå og rocke med. Derfor må jeg indrømme, at det har været svært at give denne koncert karakter, og jeg svinger mellem fire og fem stjerner. For folk havde tydeligvis en rigtig god aften, og sangvalget var også rigtig fint, men det var omvendt bare heller ikke alt som spillede. Derfor får de 4 store stjerner herfra, og med masser af applaus for stadig at holde musikken kørende.