Skal vi danse?

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Det var tæt på Skt. Hans, og den ældre distingverede greve fra egnens smukke gamle Tornerose-slot skulle, som vanligt, holde den traditionsbundne Skt. Hans tale ved byens populære festligheder nede ved vandet. Greven var en meget vellidt mand. I hvert fald hos de ældre borgere med hang til kongehuset, Hos de lokale gårdejere og hos de borgere, der boede i den østlige del af sognet i de fine villaer med sort tegltag, perlesten og store firehjulstrækkere i carporten. Grevens slægt havde igennem århundreder skabt gode arbejdspladser, hans kone var smuk, sønnerne velopdragne og galante, og derfor også enhver kvinde med perlehalskæde og silkeskjortes hemmelige drøm om en kommende mand eller svigersøn

I den vestlige del af sognet, lidt udenfor bygrænsen, boede alle hippierne på et nedlagt landbrug, hvor de, som et storkollektiv, havde skabt en lille by i byen. De var økologisk selvforsynende med egen produktion af både grønt og kød, og så producerede de havtorn- og æblemost og økologisk babyundertøj af uld fra egen avl til butikker og cafeer ovre i København. Byens Brugsmand og slagter kørte ofte derud, og stod med Ornitologforeningens særligt gode kikkert og snusede ind over kollektivets skel, og så dem rasle rundt med deres roterende bedemøller, når ikke de sad i små rundkredse og småsov midt på dagen. Men mange af deres damer var lækre og gik i meget tynde og løse gevandter om sommeren.

Slagterens næver var store, altid solbrændte og sprukne. Han vidste hvad det betød at ”ta’ fat” når det gjaldt, og havde kæmpet sig op fra fattige kår til i dag at drive en solid forretning. Det lille svineslagteri var omdrejningspunktet for byens kødelige lyster, og en bedre krydret medister eller spegepølse skulle man lede længe efter, og i Brugsen fandt man ofte et slagtilbud eller to på ekstra saftige koteletter og store, struttende flæskestege. samtidig havde Brugsmanden en forkærlighed for tyske vine og en næse for at vælge de rigtig gode til sin butik efter mange års rejser med konen til både Tyrol og Gardasøen, og man kunne altid få en gratis sladderhistorie med i posen på vej hjem.

Alt i alt lignede livet i den lille provinsby livet i mange byer. Nogle kunne lide leverpostej, andre havde hang til æblechutney med røget brie og ramsløg. Nogle forlangte økologi og spyttede på slagterens kone i pels, og dem der ikke kunne se forskel, spiste hvad der var tilbage. Nogle stemte rødt, andre blåt, grønt og gråt. Den ene hviskede om den anden, og den tredje slog den fjerde med en stegepande i raseri. Skellene var delt op i sort og hvidt og mere eller mindre beskidt.

Lige indtil en dag hvor der kom en høj, meget smuk mand gående, ned gennem byens hovedgade, i sit fine lyse jakkesæt og bag ham spankulerede fire høje, smukke, ranke kvinder på række som ællinger bag svanemor, i deres sprudlende eksotiske gevandter og smukt snoede, næsten majestætiske, hovedbeklædninger i alle regnbuens farver. De var flyttet ind den gamle, store lyserøde forladte villa oppe på bakken, og rygterne sagde, at han var en ægte afrikansk høvding af gammel Zuluslægt med sine fire koner. Og den lille by rystede pludseligt gevaldigt i sin danske grundvold. Nu gik snakken. Og snakken gik fra høj til lav, fra spænding til forfærdelse og tilbage til nysgerrighed, glæde og undren.

Glæde var følelsen blandt de fleste, denne skt. Hans aften, eftersom vejret var godt og aftenen varm, under grevens velartikulerede muntre tale i bålets glødende skær. Vi elsker vort land og ikke blot som linjer i en midsommervise, men med vores hjerter. Flammerne blussede, drivtømmeret knitrede og heksen fløj af sted, da dybe spirituelle trommetoner skyllede ind over menneskemængden i takt med små bølger i vandkanten. Alle kiggede bagud hvor lyden kom fra midt i vers nummer to ”da går ungdom til dans”, og på afstand kom den store muskuløse, smukke høvding dansende imod den lille bys beboere sammen med sine elegante og eventyrlige hustruer, alle prydet i vuggende store hvide strudsefjer fra numse til skuldre og med dyreskind svøbt fra top til tå, som taget ud af en afrikansk Aladdins hule i 1847. Og alle fra byen måbede, og slagterens buttede kone var ved at besvime, da høvdingen fangede hendes brilliantbesatte små pølsefingre og førte hende op til dans. Inden længe dansede alle med alle, og smilene slog smut med de sten ungerne smed i vandet, og aftenen taler de stadig om den dag i dag.

I 1990’erne tog jeg kontakt til en meget anerkendt clairvoyant i København. Jeg var ude at svømme på Herrens Mark og delt i 27 stykker ved den korsvej, jeg stod. Skulle jeg starte galleri med min mor? Var det klogt at indgå i et professionelt regi med sin forælder? Samtidig var jeg angstfuld og psyken gik på krykker. Den fine clairvoyant fortalte mig, at det jeg ville have allerbedst af, var at hive et halvt år ud af kalenderen og tage til Afrika og lære afrikansk stammedans hos en udvalgt stamme. Jeg manglede udtrykkeligt jordforbindelse, og hele mit liv foregik fra halsen og op efter.

Jeg lyttede ikke til hende. Dét var da noget af det mest fjollede, jeg nogensinde havde hørt. Afrikansk stammedans… I stedet startede jeg galleri med min mor. Jeg skulle uden tvivl hellere have hængt ud blandt strudsefjer, tunge trommer og smukke afrikanske kvinder. Det havde været det sundeste.

Så skal vi ikke danse denne sommer? Skabe glæde og grin på kryds og tværs af holdninger og oprindelse. En af de smukkeste oplevelser, jeg nogensinde har haft, var et kurdisk 1001 nat bryllup for to år siden hos kære venner, hvor vi alle dansede sammen fra om eftermiddagen til langt over midnat. I Liseberg i Gøteborg danser alle sammen i den store, gamle Pavillon, og ved Seinens kant i Paris mødes de og danser tango under de kulørte lamper i de varme sommeraftner.

KOM – lad os danse. Lad os glædes over det liv vi har fået. Lad os mødes, der hvor hjerterne bor.

Kærlig Hilsen

Josefine