Lige nu sidder jeg i eftermiddagssolen i Nansensgade midt i København. Omkring mig banker byens sommerhjerter med en forførende stærk puls. De florlette nedringede kjoler flagrer i brisen, og København stråler sit smukkeste smil fyldt med livsenergi og charme. Enkelte forbipasserende mundbind minder om en epidemi, der dog ikke får lov til at føre taktstokken i den befriende sommersol. Jeg trækker vejret dybt, kigger op og glædes over lyset
De sidste uger har jeg set flere mennesker end de sidste to år. Vi har grinet og krammet, drukket mojitos og rosé, spist hjemmelavet Moules frites, grøn thaicurry, grillede veganerbøffer og svenske økokøer, vokset op på mos og svampe. Melonsalat med feta og skønne oste fra IRMA har kastet vitaminer ud over spisebordet og lydtapetet har været Van Morrison og Toksvig med Jørgen Leths beroligende stemme – Vi sidder bare her, De øjeblikke vi har. Jeg er omgivet af min tribe. Elsket, omfavnet og forkælet.
Smerten har i måneder flænset min pels, min sjæl, som den ensomme Ulv under månen. Angsten for en dag at dø af sorg har ligget lige der på kanten af klippen. Men hver morgen er jeg alligevel vågnet igen, og har trukket vejret. Trukket vejret igen og igen og igen med troen på, at alt bliver godt igen. Jeg har battlet min hjerne hver dag. Udforsket mine grænser og surfet Galaxerne til det øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed. Som et citat fra INSTA – En spirituel Gangster fanget i en menneskekrop i natten.
Når vi ikke kan holde ud at være på jorden, men sætter kurs mod Universet, når vi sidder fanget i edderkoppespind og ser ned i kviksandet, så lammes vores tanker og hver en lille intelligent celle i vores kroppe lytter med. Traumatiserende oplevelser fastholder os i tid og sted, indtil den dag vi griber dæmonen og battler den up front. Og lige dén har taget mig årtier at indse. Jeg kan ikke flygte fra sårbare hændelser, og tro på at tiden fixer og sletter begivenheder fra min hukommelse. Sådan fungerer det bare ikke. Jeg troede i årtier, at jeg ikke passede ind nogen steder. Jeg kunne ikke relatere til helt almindelige andre voksne mennesker og deres helt almindelige dejlige systematiske liv. Jeg kunne sidde helt benovet og tænke wauw … hvordan gør de? Hvordan jonglerer de med hus, børn, carport, fodbold, pensionsopsparinger, parmiddage, voksenbiler og voksenjakkesæt? Indtil min kæreste sagde .. ’Jamen lille skat – det er jo helt enkelt … du var ude for traumatiske hændelser som barn, som har sat sig i en del af dit sind og fastholdt dig i den alder, mens resten af dig har fuldt med tidens gang’ … Så for at komme videre indeni må vi battle alle de dæmoner vi møder på vores vej. Nedkæmpe dem med både styrke, stolthed, mod og smerte, og vise dem, hvem der bestemmer.
Så jeg sad dér ude på landet med al min indestængte smerte, iso- leret blandt mine flyttekasser i min øreklapstol og så ud på månen, og tænkte – Dét her går bare ikke længere! Vil du være dæmonen i dit liv, der fastholder dig i en favn af skyldfølelse, smerte og sorg … eller vil du være din egen Helt?
Vi omgiver os med idoler, vi dyrker stjerner på alle planer. Vi spejler os i andres oplevelser, liv og sejre, og vi liker og deler, drømmer og forelsker os. Men for rigtig mange af os, der har fjumset i livet, der har svømmet i stormen stadig uden at drukne – vi trænger til at tage Supermans kappe på selv. Være vores egne helte. Og nogle gange er det hele bare meget nemmere at starte på om sommeren! Der findes så mange helte i verden – jeg er nok mest en Klodshans. Hverdagens helte, de magiske helte på det store lærred, min lille yndlingsvisdomshelt Yoda, alle antiheltene og de små usynlige helte, der var vores bedste venner som børn. Det magiske ved alle helte er deres evne til forvandling, frygtløsheden i at kæmpe mod det uovervindelige – og sejre. Hvis vi beslutter os for at begive os ud på denne åndelige Eventyrrejse og se alle vores dæmoner i øjnene med fuld power, så tror jeg alle Kongeriger ligger åbne for os på den anden side af de farlige bjerge. Vi vil mærke en superglæde over at være til. Over at trække vejret.
Jeg har deadline på min klumme lige om lidt. Betine og hendes team venter tålmodigt på mig. Og i går aftes oplevede en stor del af os noget ganske frygteligt, men også noget ganske smukt og særligt. Det er dagen derpå. Dagen efter landskampen mellem Danmark og Finland. Vi oplevede livets aller skrøbeligste minutter og samtidig den største omsorg og største sammenhold. Igen stod vi alle sammen på tværs af landegrænser, og alverdens holdninger til alt og ingenting. Og nogle drenge, der i mine øjne allerede nu er landets fineste helte, uanset hvor langt vi kommer i den her turnering. Så meget oprigtighed, konduite, broderkærlighed, omsorg og indre styrke. De stod på den græsplæne omgivet af tusindvis af mennesker og millioner af seere og viste os alle hvad livet allermest handler om; Kærlighed og omsorg.
Med håb om den smukkeste Sommer fyldt med alt hvad du elsker mest. Kærlighed, sol og latter, brune sommerknæ og havsalt i håret. Kold hvidvin og nye kartofler med koldt smør, sødmefyldte jordbær og masser af ærter direkte fra bælg. Skummende fadøl og iskold Cola, store smækre vaffelis og jomfruhummer med urtedressing … Åhhh … det bliver en smuk sommer, også selvom hjertet en gang imellem gør rigtig ondt. Når vi vågner om morgenen og siger ’Det bliver en rigtig glad sommerdag i dag!’
De kærligste hilsner Josefine
Kærlig hilsen Josefine.
